Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler |
Johan Galtung |
Galtung (1930-), norsk samfundsforsker og samfundskritiker. I den kolde krigs epoke udviklede Galtung begreber omkring fred og fredsforskning, som pegede fremad mod det mere åbne, samfundskritiske klima i 1960'erne. I den offentlige debat har han siden 1953 deltaget med indlæg i de fleste af de «sager», som radikaliseringen efter krigen er knyttet til: Pacifisme, atomprotester, fængselsreform, tredje verden solidaritet, Vietnam, EF afstemningerne osv. Hans provokerende kombination af en vis overklassestil og radikalt udfordrende standpunkter har i hele denne tid haft en hypnotisk tiltrækningskraft på forargede petitskribenter i den borgerlige presse.
Forholdet mellem Galtung og den organiserede venstrefløj i Norge har været præget af gensidig ambivalens - bl.a. på grund af Galtungs stærkt kritiske indstilling til marxismen. Han har derfor ikke haft den store betydning for organisationsarbejde og praktisk-politisk strategi, men desto større betydning som effektiv taler og skribent i bestemte sager, og som uafhængig opinionsdanner i bred forstand.
Som forsker er Galtung fremkommet med bidrag på groft talt fem områder:
- samfundsvidenskabelig metode (f.eks. ved bogen «Theory and Methods of Social Research», 1967).
- Fredsforskning (f.eks. «Fred, vold og imperialisme, 6 essays i fredsforskning», 1974).
- Fremtidsstudier («Images of the World in the Year 2000», 1976).
- udviklingsforskning («Members of Two Worlds. A Development Study of Three Villages in Western Sicily»), 1971, og «The True Worlds: A Transnational Perspective», 1978).
- Makrohistorie (kap. 13 i «The Cambridge Modern History», Companion Volume, 1979).
Institut for Fredsforskning (PRIO) blev startet af Galtung som en afdeling af Institut for Samfundsforskning i 1959. Siden 1966 har det været en selvstændig institution. Han var professor i konflikt- og fredsforskning ved Universitetet i Oslo 1969-77; rektor ved Inter-University Centre, Dubrovnik, 1973-77; præsident i World Future Studies Federation 1974-77; professor i Genève og leder for FN-Universitetets 25-landes-projekt i udviklingsforskning fra 1977-78; samt æresdoktor og gæsteprofessor ved en række universiteter.
Litteratur | ||
Gandhis politiske etik (sammen med A. Næss), Oslo (1955). | ||