Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Pacifisme kommer af de latinske ord pax: fred og facere: gøre, og betyder at tage principiel afstand til vold og krig. Historisk kan pacifistiske træk genfindes indenfor bl.a. taoismen, konfusianismen, buddhismen, hinduismen, stoicismen, urkristendommen og hos enkelte senere kristne sekter - franciskanere, anabaptister, menonitter og kvækere.

Blandt pacifistiske tænkere og aktivister i nyere tid, kan nævnes Leo Tolstoj, Bertha von Suttner, Mahatma Gandhi, Barthelmy de Ligt, Aldous Huxley, Albert Schweitzer, Carl von Ossietsky, Martin Luther King, Danilo Dolci, Helder Camara m.fl.

Det er en fundamental opfattelse indenfor pacifismen, at menneskelivet bør være ukrænkeligt. Den afviser tesen om at: «Målet helliger midlet» og mener at de politiske midler i sig selv bør være etisk acceptable. Den nære sammenhæng mellem mål og midler gør, at vold ikke vil kunne anvendes, uden at væsentlige værdier ved selve målet går tabt. Pacifismen afviser også, at der findes nogen principiel forskel mellem individual-etik og gruppe-etik - «privat» og «offentlig» moral.

Forskellige retninger

Indenfor pacifismen eksisterer der forskellige opfattelser af, hvor absolut afvisningen af vold og krig skal være, hvor omfattende den skal være og hvordan den skal begrundes.

1. Den klassiske pacifisme afviser absolut vold og krig og under alle omstændigheder. Enkelte pacifister vil gøre undtagelser for «spontan nødværge», og nogle vil i større eller mindre grad gøre spørgsmålet om vold afhængig af den historiske situation - «politisk pacifisme». En retning som er blevet kaldt for «atompacifisme» afviser militære konflikter i atomalderen, pga. muligheden for total atomar krig - en krig hvor det parterne vil forsvare med stor sandsynlighed vil blive ødelagt.
2. Pacifistisk antivoldsholdning kan begrænses til at gælde mennesket, eller den kan omfatte andre levende væsener, eventuelt hele livsmiljøet - en økologisk orientering.
3. Pacifisme er blevet begrundet religiøst, humanistisk, pragmatisk - ud fra nytte- og hensigtsmæssighedsbetragtninger - og politisk, eller ved kombinationer af disse argumenter.

Et pacifistisk standpunkt har for mænd gerne resulteret i militærnægtelse og/eller arbejde for at fjerne det der opfattes som årsagerne til krig. De forskellige opfattelser har givet anledning til forskellige holdninger overfor den tjeneste, som staten tilbyder som alternativ til krigstjenesten. Vi kan skelne mellem:

• våbennægtelse - tjeneste i hæren uden våben - civiltjeneste
• accept af alternativ tjeneste i civile organisationer og
• totalnægtelse - nægtelse af enhver - også civil - tjeneste for staten

I 1960'erne opstod der en retning, som blev kaldt for «nypacifismen». Karakteristisk for denne var den stærke politisering af fredsspørgsmål, megen udadvendt aktivitet, forsøg på at udvikle konstruktive fredspolitiske forslag og vilje til dialog med militærtilhængerne. Bevægelsen stillede bl.a. forslag om fredskorps, alternative værnepligtsformer, udmeldelse af NATO, øget ulandsbistand, en mere retfærdig handelspolitik overfor u-landene, ensidig nedrustning og ikke-voldsforsvar.

Nypacifismen talte for et «udvidet voldsbegreb», som bl.a. indebar, at sult og fattigdom blev opfattet som lige så ødelæggende og nedværdigende for mennesket som den åbne, direkte vold. I tråd med dette støttedes u-landenes bestræbelser på at opnå politisk og økonomisk frigørelse, hvilket førte til, at den blev mindre absolut i sin fordømmelse af vold.

Pacifisme er ofte blevet kombineret med socialistiske og/eller anarkistiske opfattelser. For en socialist er det et spørgsmål, hvorvidt vold kan undgås i klassekampen og i den antiimperialistiske befrielseskamp. En retning indenfor pacifismen som kalder sig «revolutionær pacifisme» hævder, at vold og krig ikke kan afskaffes, så længe kapitalismen og klassesamfundet består, men vægrer sig ved brug af vold i revolutionen ud fra moralske og/eller strategiske overvejelser. De revolutionære pacifister peger på faren for, at samfundet også efter revolutionen skal blive præget af voldelige og centralistiske mønstre.

For en del socialister har ikke-voldskamp (se Ikke-vold) derfor syntes at være en mulig vej ud af dilemmaet, sammen med en slags socialrevolutionær virksomhed for at opbygge decentraliserede, selvstyrende og selvforsynende alternative institutioner.

Pacifismens vigtigste internationale organisationer er i dag War Resisters' International, WRI (Krigsmodstandernes Internationale) og International Fellowship of Reconciliation, IFOR (Det Internationale Forsoningsforbund).

S.B.