Kategorier dette opslag er registreret under:
Personer  .  Kvinder
Verden  .  Europa  .  Danmark
Organisation  .  Kulturorganisering  .  Oplysning
Arbejde  .  Ufaglært arbejde
   .  Politisk  .  Kommunalpolitiker
    .  Fagligt  .  Fagforeningsformand
    .  Parti  .  Hovedbestyrelsesmedlem
Ideologi  .  Socialistisk  .  Revolutionær  .  Kommunisme
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 1/5 2001
Ansvarlig redaktion: Arbejderhistorie
Læst af: 8.695
: :
Gamburg, Inger
Inger Gamburg
Inger Gamburg
(Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv, ABA)

Gamburg, Ingeborg (Inger) Johanne (1892-1979), dansk fagforeningsformand. Hendes far var den første formand for socialdemokratiet i Holbæk. Han døde ved en arbejdsulykke på Holbæk Jernstøberi, da hun var 2 år. Farens arbejdskammerater samlede ind til en mekanisk rulle til moren, som efter ulykken var alene med seks børn. Moren døde af lungebetændelse, da Inger Gamburg var 16 år. Så måtte hun ud at tjene. Hun tog til København og fik arbejde på en chokoladefabrik og siden 6 år på Tuborg. Her igangsatte hun den første strejke blandt kvinderne - og blev fyret. Senere kom hun til Hellesens Elementfabrik. Hun blev hurtigt aktiv i Kvindeligt Arbejderforbunds (KAD) afd. 5, hvor hun blev valgt som sekretær i 1924.

I midten af 20'erne lærte Inger Gamburg Marie Nielsen at kende. Sammen dannede de i april 1925 Arbejderkvinders Oplysningsforening (eller -forbund, som det siden hed, AO). Inger Gamburg blev formand. AO førte en radikal faglig politik og forenede den med en radikal seksualpolitik. AO var den første kvindeorganisation, som satte kravet om fri abort på sit program. AO blev også Inger Gamburgs platform for at vinde formandsposten og flertallet i KADs afd. 5. En post hun bestred helt frem til 1965. Hun blev industrikvindernes ubestridte og stridbare formand, og den som første gang rejste kravet om lige løn for samme arbejde. Bl.a. fremførte hun kravet med stor kraft i et radioforedrag i 1937. Først i 1951 optog Kvindeligt Arbejderforbund kravet på sit program.

I 1928 meldte hun sig ind i DKP. I 1930 var hun sammen med Marie Nielsen og en delegation af arbejderkvinder på delegationsrejse i Sovjet. Fra 1930 var tillige hun medlem af DKP's centralkomité, i 1931-32 tillige af politbureauet. Hun blev uden sammenligning DKPs mest fremtrædende kvindelige faglige leder, og selvom DKP var meget mandligt domineret, stod der stor respekt om hende.

I 1930 ledede hun sine medlemmer i en meget omtalt strejke i seks uger på krav om seks dages sommerferie, og om at overenskomsten skulle omfatte alle kvindelige arbejdere - også dem under 16, som ingen overenskomst havde. Da forbundsformanden, Alvilda Andersen, lukkede for strejkekassen, kaldte Inger Gamburg formanden en forræder og blev smidt ud af forbundsledelsen. Først i 1938 blev hun genoptaget i KAD's ledelse.

Hun blev arresteret den 22. juni 1941 sammen med mange andre kommunister og indsat i Vestre Fængsel. Senere blev hun sammen med 6 andre kvinder overflyttet til Horserød. Da tyskerne overtog lejren den 29.august 1943 blev hun sammen med dem tyskernes fange. Den 2. oktober 1943 blev de sammen de 143 mænd, som det ikke var lykkedes at flygte, sejlet til Tyskland og sendt til kz-lejren Stutthof ved det nuværende Gdansk. Hun fyldte 53 mens hun var i lejren og kom i maj 1945 hjem sammen med de 5 overlevende kvinder. Hun var blevet smittet med plettyfus og måtte på hospitalet, men overlevede.

Et halvt år efter sin hjemkomst var hun tilbage på sin post som formand for KAD's afd. 5. Også sin plads i DKP's centralkomité genindtog hun og beholdt den til 1955. Fra 1946-58 var hun medlem af Borgerrepræsentationen i København.

Hendes indsats er med rette blevet fremhævet som noget enestående. Med hende blev kvindekrav som fri abort og ligeløn for første gang rejst i fagbevægelsen. Men hun repræsenterede også en selvbevidsthed, som industrikvinderne indtil da ikke havde udvist i så radikal forstand.

M.T.