Kategorier dette opslag er registreret under:
Verden  .  Europa  .  Danmark
Organisation  .  Bevægelser  .  Parti
Ideologi  .  Socialistisk  .  Reformistisk  .  Socialdemokrati
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 11/4 2005
Ansvarlig redaktion: Arbejderhistorie
Læst af: 143.695
: :
Socialdemokratiet
Socialdemokratiet
Danasvej 7
1910 Frb. C

Tlf. 72 300 800
Internet: http://www.
socialdemokratiet.dk/

Email: info@
socialdemokraterne.dk

Socialdemokratiet (1871-), Danmarks største og ældste arbejderparti.

Forhistorien

I 1848 rystedes hele Europa af revolutioner, der markerede at det kapitalistiske borgerskab vandt frem på feudaladelens bekostning. Også i det tilbagestående Danmark fik revolutionerne efterdønninger og var bl.a. baggrunden for grundloven af 1849, der betød enevældens afskaffelse.

Samtidig tog borgerskabet de første skridt til organisering af arbejderklassen. Det indså klart, at uden en inddæmmende organisering af den gryende arbejderklasse kunne den blive en trussel mod borgerskabets magt. Fra 1848 stiftedes derfor en række foreninger, hvor mestre og svende organiseredes indenfor samme rammer.

Socialdemokratiet er ofte blevet gjort til skydeskive for venstrefløjen, når den ikke har kunnet få øje på borgerskabet. Her plakat fra DSF i 1970'erne.

I sommeren 1851 dannedes den første rene arbejderforening: Foreningen til Arbejderklassens Vel. Allerede i august 1851 angav den at have 1.100 medlemmer. Et af disse var den unge mediciner studerende Frederik Dreier. Allerede i revolutionsåret 1848 havde han markeret sig som fritænker og radikal kritiker af den herskende ideologi. I april 1852 startede han udgivelsen af ugeskriftet Samfundets Reform, hvis hovedopgave var «Arbejdets frigørelse fra pengemagtens Aag». Hans avancerede socialistiske ideer havde dog en meget begrænset gennemslagskraft og allerede i 1853 tog han sit eget liv. Arbejderforeningerne levede videre, men førte en omskiftelig tilværelse de følgende årtier. Arbejderklassen var under dannelse, men endnu ikke stærk nok til at organisere sig på et radikalt program.

Langt den overvejende del af arbejderklassen befandt sig fortsat på landet, og udgjordes af omkring 60.000 landarbejderfamilier, og et lignende antal småbønder og husmænd der var nødt til at arbejde for de større bønder eller godsejerne for at overleve. Men der var store problemer forbundet med organiseringen på landet.

I byerne voksede arbejderklassen raskt i perioden 1850-70. Opgørelserne varierer, men i hovedstaden var der i 1850 omkring 8.500 arbejdere, hvilket i 1873 var steget til omkring 21.400. Samtidig med klassens numeriske vækst øgedes fattigdommen. Den kunne sammenfattes i: bolignød, arbejdsløshed, længere arbejdstider og straffe på arbejdet samt et stigende misforhold mellem stigende priser og konstante lønninger.

1871 Den internationale arbejderforening for Danmark

I 1864 havde Karl Marx deltaget i dannelsen af 1. Internationale, der i 1866, 68 og 70 havde haft udsendinge i Danmark for at undersøge grundlaget for at oprette en dansk afdeling. Men først i 1871 kom der skred i dette organisatoriske arbejde. I foråret 1871 havde Pariserkommunen smidt borgerskabet på porten og havde indledt opbygningen af et nyt samfund efter nye principper. Kommunen blev nedkæmpet allerede i maj, men havde allerede inden da givet efterdønninger over hele Europa. I Danmark havde den unge postskriver Louis Pio nøje fulgt med i udviklingen, og han udgav i maj 1871 sit første Socialistiske Blade, der havde undertitlen «Socialismen i dens forhold til historien». Hæftet konstaterede, at der havde udviklet sig en fjerde stand i samfundet - de kapitalløse, arbejdere, proletariatet - der ikke havde mulighed for forsoning med de andre klasser i samfundet, og hvis interesser var det stik modsatte af det liberale borgerskabs. Hæftet blev fulgt af endnu et og 21. juli 1871 indledtes udgivelsen af ugebladet Socialisten med Harald Brix som redaktør. Det nåede hurtigt op på 2-3.000 abonnenter. Brix var Pios fætter, og endnu veg Pio tilbage fra at stå offentligt frem. I bladets første nummer erklærede Pio, at målet var at få dannet en dansk forening «af Arbejdere i alle Fag, der kan slutte sig til vort store Forbillede, Internationale».

Louis Pios første nummer af Socialistiske Blade fra maj 1871 - i kølvandet på Pariserkommunen.

Socialdemokratiet regner sin oprindelse til udgivelsen af det første nummer af Socialisten i juli 1871.

I september 1871 udbrød der en arbejdskonflikt på landets største arbejdsplads, skibsværftet Burmeister & Wain i København, og i starten af oktober opfordrede Socialisten i et ekstranummer alle arbejdere på værftet til at nedlægge arbejdet. Det skete også, men alligevel var arbejderne ikke stærke nok til at vinde konflikten. Det blev imidlertid starten på en strejkebølge, der rullede over landet, og den 15. oktober oprettedes Den internationale arbejderforening for Danmark på et møde i Tømrerkroen i København. Den fik hurtig tilslutning fra en demokratisk arbejderforening i Århus, og mindre end en uge senere var medlemstallet oppe på 1.500. Efter en agitationsrejse til en række byer i provinsen blev der oprettet nye afdelinger, og i løbet af et par måneder havde medlemstallet iflg. Socialisten rundet de 4.500.

Foreningens politiske grundlag var til en vis grad inspireret af Marx - især i analysen af det kapitalistiske samfund - men hvad angik de politiske krav var inspirationen hentet fra den tyske socialistleder Ferdinand Lassalle, der lagde vægt på opbygningen af arbejdernes egne produktionsforeninger, der med tiden skulle udkonkurrere de kapitalistiske virksomheder. Programmet var altså ikke som hos Marx revolutionært, men det dæmpede ikke uroen i det danske borgerskab, der søgte en lejlighed til at knuse den unge bevægelse.

1872-73 Foreningen forfølges og forbydes

Anledningen gav sig i april 1872, da 2.000 mand indenfor murerfaget gik i strejke. Foreningen besluttede at støtte strejken og indkaldte til stort folkemøde på Nørre Fælled den 5. maj for med Pios ord: «holde mandtal over alle frie arbejdere, over alle som vil hjælpe os i kampen mod kapitalismen».

Politiet forbød i strid med Grundloven mødet og arresterede natten til den 5. Pio, Brix og en tredje arbejderleder Paul Geleff. Mange tusinde mødte alligevel op på fælleden, hvor de blev mødt af husarer og politi. Det udviklede sig til Slaget på Fælleden, der siden har fået mytologisk karakter i arbejderbevægelsen.

Anslaget mod de organiserede arbejdere blev fulgt op med strejke domme mod de 3: Pio fik 5 års fængsel og Brix og Geleff hver 3. Og den 15. august 1873 blev foreningen forbudt ved dom. Formålet var klart at knuse den unge arbejderbevægelse, men fik den modsatte virkning. Forbudet mod det politiske arbejde medførte, at aktiviteten koncentreredes indenfor det faglige arbejde. Den første halvdel af årtiet var præget af mange strejker, og mange fagforeninger blev oprettet - både i hovedstaden og i provinsen. I 1874 blev fagforeningerne i København samlet i Centralbestyrelsen for de frie Fagforeninger, der fra maj samme år også blev ansvarlig for udgivelsen af bevægelsens blad, Social-Demokraten. (Se Arbejderpressen).

1876 Gimlekongressen

I 1875 blev de 3 fængslede arbejderledere løsladt. Fængselsopholdet havde tæret hårdt på dem, og myndighederne frygtede, at den unge arbejderbevægelse ville få 3 martyrer, hvis de døde. Det var dog en anden bevægelse, end den de var blevet revet ud af 3 år tidligere - i højere grad faglig og i mindre grad politisk. Samtidig lykkedes det ikke Pio at generobre den magt han havde haft før sin arrestation.

I 1876 indkaldte Centralbestyrelsen til bevægelsens første kongres, der blev afholdt på traktørstedet Gimle på Frederiksberg. Den havde 75 delegerede, der repræsenterede 41 fagforeninger og 15 politiske foreninger, og vedtog bevægelsens første program - Gimleprogrammet. Programmet lænede sig i høj grad op ad det tyske søsterpartis Gothaprogram og var en kombination af marxistisk analyse og Lassalles reformideer. Det slog fast, at bevægelsen ville arbejde for et socialistisk samfund «med alle lovlige midler» - herunder valg til Rigsdagen og oprettelsen af produktionsforeninger. Samtidig opstillede det en række reformkrav i form af:

Pio blev på kongressen valgt til bevægelsens forretningsfører, men fik ikke den magt han havde ønsket. Han begyndte derfor at lægge planer om at udvandre til USA for at oprette et socialistisk samfund i staten Kansas. Både statsmagt og borgerskab ville gerne slippe af med ham, og bestak ham derfor med 30.000 kr. Han blev i marts 1877 fulgt af Geleff. Ingen af dem fik dog gennemført deres planer. Pio levede frem til sin død i 1894 som en fattig mand, mens Geleff der ligeledes havde levet en elendig tilværelse i 1920 blev hentet tilbage til Danmark fra Chicago og gjort til partiets ærespensionist.

1878 Parti og fagbevægelse adskilles

År Stemmetal Mandater
1872 1.570 0
1876 1.443 0
1879 767 0
1881 1.689 0
1884 6.806 2
1887 8.408 1
1890 17.232 3
1892 20.094 2
1895 24.508 8
1898 31.872 12
1901 42.972 14
1903 55.593 16
1906 76.612 24
1909 93.079 24
1910 98.718 24
1913 107.365 32
1918 262.786 39
1920 (april) 300.345 42
1920 (juli) 285.166 42
1920 (sept.) 389.653 48
1924 469.949 55
Socialdemokratiets stemmetal ved Folketingsvalgene 1872-1924. (Arbejderbevægelsens Hvem-hvad-hvor, 1974)

Pios og Geleffs faneflugt var imidlertid ikke bevægelsens eneste problem. Langt alvorligere var den økonomiske krise, landet var kastet ud i. Den skyldtes dels krise i Tyskland, dels at kornimport fra USA havde ramt dansk landbrug og udløst en omfattende omstilling til animalsk produktion, der samtidig medførte en betydelig afvandring fra landet. Arbejdsløsheden steg hastigt i byerne, samtidig med at flere virksomheder måtte lukke.

Mange arbejdere mistede troen på, at det overhovedet kunne nytte at organisere sig. Adskillige fagforeninger gik i opløsning, mens andre brød med bevægelsen for at hellige sig det rent faglige arbejde. Mens Gimlekongressen i 1876 havde haft repræsentanter for 6.000 medlemmer havde den efterfølgende kongres i 1877 kun repræsentanter for 2.200 medlemmer, og i slutningen af året var situationen så alvorlig, at kun 12 fagforeninger havde bevaret tilknytningen.

Bevægelsen måtte gennemgå en omstrukturering for at overleve, og denne omstrukturering blev gennemført af en række faglige ledere med handskemageren Peter Knudsen i spidsen. I 1878 fik de opdelt bevægelsen i en faglig og politisk del med dannelsen af Socialdemokratisk Forbund - det parti der i dag er Socialdemokratiet. Samarbejdet mellem de faglige og politiske organisationer var snævert, men ikke desto mindre var de blevet organisatorisk adskilte. (Se Fagbevægelsen i Danmark).

Den nye ledelse tog med stor energi fat på genopbygningen af arbejderbevægelsen, og kunne hurtigt opvise resultater. I 1878-79 gennemførtes en pengeindsamling der i 1879 blev anvendt til bygningen af et hus til partiet i Rømersgade i København (se Folkets Hus). Nye partiafdelinger blev oprettet og medlemstallet voksede og i 1884 fik partiet for første gang repræsentation i Folketinget.

1889 Venstreopposition

I perioden 1886-1901 blev Danmark regeret af Højre (det senere Konservative Folkeparti). Det havde overvældende flertal i andenkammeret Landstinget, men havde kun få mandater i Folketinget. Det regerede derfor via dekreter - de såkaldte provisorier. Overfor godsejer- og storborgerskabspartiet Højre stod bondepartiet Venstre og Socialdemokratiet. De havde en fælles interesse i at fjerne Højre fra regeringen og indgik derfor en taktisk alliance.

I 1889 stiftedes 2. Internationale på et møde i Paris, og også det danske socialdemokrati gik med i den nye internationale socialistiske organisation. Det kunne dog ikke stemme for en resolution, der forbød ethvert samarbejde med andre partier - pga. alliancen med Venstre.

Allerede i 1888 havde partiet vedtaget et nyt program, der fjernede de meste af Lassalles indflydelse og strammede op på et marxistisk grundlag. Alligevel var der langt fra teori til praksis og i 1889 udvikledes derfor en venstreoppositionen indenfor partiet, der fra april udgav ugebladet Arbejderen, hvori partiledelsen bl.a. blev kritiseret for «at skjule socialismens kerne, fortie dens mål eller omtale det som noget, der lå så langt ude i en fjern fremtid, at ingen behøver at frygte derfor».

Partiledelsen slog hårdt ned på kritikerne, hvoraf de mest fremtrædende var lærer Gerson Trier og stokkedrejer Nicolaj Petersen. De blev ekskluderet allerede samme år for året efter at oprette det Revolutionære Socialistiske Arbejderparti. Dette første forsøg på at etablere et parti til venstre for socialdemokratiet led dog skibbrud efter få år, og de blev begge genoptaget i socialdemokratiet i 1901.

Den hastige kapitalistiske udvikling i de sidste årtier af det 19. århundrede indebar en hastig vækst i arbejderklassen. Mange nye fagforeninger blev dannet, de sluttede sig sammen i fagforbund og i 1898 i landsorganisationen De Samvirkende Fagforbund (DSF, det senere LO). Arbejderklassens faglige organisering gavnede også partiet, der voksede hurtigt. I 1890 havde Socialdemokratisk Forbund 109 afdelinger med ialt 14.000 medlemmer. 8 år senere var antallet af afdelinger steget til 250, og medlemstallet var nået op på omkring 30.000.

I 1898 blev partiets forretningsfører (formand) P. Knudsen valgt ind i Folketinget sammen med 11 andre socialdemokrater, men ledelsen af folketingsgruppen lå fortsat i hænderne på læreren K.M. Klausen. Det afspejlede, at partiet stadig anså den faglige agitation og organisering i arbejderklassen som vigtigere end arbejdet i Folketinget.

Op gennem 1890'erne var partiets tre vigtigste folk P. Knudsen, Frederik Borgbjerg og Peter Sabroe. Mens Knudsen var organisator, var de to andre udadvendte agitatorer, der med stor styrke talte arbejderklassens sag. De var begge tilknyttet den socialdemokratiske presse, der fortsat voksede hastigt, således at Social-Demokraten ved århundredets afslutning havde rundet de 40.000 i oplag, hvilket gav så stort et overskud, at der kunne oprettes et landsdækkende net af lokalaviser. (Se Arbejderpressen).

1899 Septemberforliget - forskydning fra fagbevægelse til parti

Parallelt med fagbevægelsens udvikling 1880-1899 havde også arbejdsgiverne organiseret sig stadig stærkere, og i 1898 samlede de sig i Dansk Arbejdsgiver- og Mesterforening - blot få måneder efter dannelsen af DSF. Arbejdsgiverne var voldsomt utilfredse med arbejderklassens stadig stærkere organisering og evne til at gennemtvinge forbedringer for sine medlemmer. Arbejdsgiverne besluttede derfor at påføre arbejderbevægelsen et strategisk nederlag ved først givne lejlighed. Denne lejlighed bød sig i foråret 1899, da snedkere i 7 jyske byer gik i strejke. Arbejdsgiverne optrappede konflikten, sendte alle snedkere i lockout, der i maj blev udvidet til at omfatte alle andre byggefag og jernindustrien. Over 30.000 arbejdere var nu udelukket fra deres arbejde, og med en yderligere optrapning i august voksede det til 40.000 - mere end halvdelen af samtlige fagligt organiserede arbejdere.

Stor-lockouten skabte alvorlige problemer for arbejderne. Fagbevægelsen havde ikke de nødvendige økonomiske reserver til at klare en så langvarig konflikt. Den udenlandske fagbevægelsen sendte penge, men mange måtte rejse til udlandet for at finde arbejde og mange andre fik støtte fra bønderne. Alliancen med Venstre var stadig i kraft. Alligevel måtte DSF den 1. september bøje sig og indgå forlig med arbejdsgiverne. Det blev efterfølgende kun godkendt i repræsentantskabet med 128 stemmer overfor 98. Det afspejlede stor modstand mod at acceptere aftalen. Nok havde arbejderne fået anerkendt retten til at organisere sig, men til gengæld måtte de anerkende arbejdsgivernes ret til at lede og fordele arbejdet og bureaukratiseringen af strejkeretten. (Se Septemberforliget)

Det lykkedes altså ikke arbejdsgiverne at påføre arbejderbevægelsen et strategisk nederlag, men alligevel var nederlaget alvorligt, og det var samtidig grundlag for en strategisk forskydning fra fagbevægelse til parti. Septemberforliget indebar en voldsom stækkelse af arbejderklassens vigtigste kampmiddel - strejken. Forliget gjorde det ulovligt at anvende midlet i overenskomstperioderne, og gjorde det ulovligt for de faglige organisationer at støtte overenskomststridige arbejdsnedlæggelser. Det våben der havde skaffet bevægelsen fremskridt gennem næsten 30 år var dermed kraftigt svækket, og partiet konkluderede, at under disse omstændigheder (og under de herskende styrkeforhold) måtte de videre fremskridt for arbejderne ske ad lovgivningens vej. Valget af denne strategi blev tilsyneladende bekræftet af den vælgermæssige tilslutning. Partiet var vokset fra 17.323 stemmer ved valget i 1890 til 31.872 ved valget i 1898, og det voksede over de følgende 12 år til 98.718 stemmer i 1910.

Socialdemokratiets parlamentariske gennembrud

I 1901 måtte Højre endelig opgive regeringsmagten, og blev erstattet af en Venstre regering. Socialdemokratiet mente nu, at det var berettiget til visse indrømmelser fra det nye regeringsparti efter i mange år at have undladt at opstille kandidater for at bane vejen for Venstre kandidater ved folketingsvalgene. Men sådan kom det ikke til at gå. Den nye regering førte en politik, der i høj grad var til gavn for de mere velstillede gårdmænd, og der var betydelige modsætninger mellem bøndernes og arbejdernes klasseinteresser. Det viste sig klart, da regeringen gennemførte en skattereform til fordel for de velbjergede og fortsatte den militaristiske politik, både Venstre og socialdemokraterne hidtil havde kritiseret. En af de få indrømmelser var da regeringen i 1903 gennemførte en skolereform, der gav bedre uddannelsesmuligheder for børn fra arbejderklassen.

I 1903 besluttede partiet på sin kongres derfor at afbryde det hidtidige valgsamarbejde med Venstre. I 1901 var Gerson Trier blevet genoptaget i partiet og straks valgt ind i hovedbestyrelsen. Han og andre fra partiets venstrefløj ønskede nu, at partiet skulle indstille ethvert samarbejde med de borgerlige partier og koncentrere sig om arbejdet for at få tilslutning til en socialistisk samfundsomvæltning. Men det var ikke dette, der var det taktiske mål med det opsagte valgsamarbejde. Det var derimod at øge partiets egne vælgertal og samtidig udnytte den uenighed der var ved at slå igennem i Venstre omkring militarismen. Denne uenighed brød ud i lys lue i 1905, da en fløj af partiet brød ud og dannede det Radikale Venstre. Det nye parti lagde straks op til et samarbejde med socialdemokraterne, der dog var bundet af kongresbeslutningen i 1903. Spørgsmålet kom derfor først op på kongressen i 1906, der omgjorde beslutningen fra 1903. Der blev indgået et valgsamarbejde med de Radikale, hvilket samme år gav en mandatfremgang fra 14 til 24 mandater.

Et af partiets nye medlemmer i tinget var den forholdsvis ukendte Thorvald Stauning. Han gjorde hurtigt karriere. Da P. Knudsen i 1909 forlod posten som forretningsfører for at blive socialborgmester i København, blev han efterfulgt på posten af Stauning, der året efter desuden blev formand for folketingsgruppen.

Spørgsmålet om samarbejdet med de Radikale kom atter op på kongressen i 1908, men med en enkelt stemmes flertal blev det besluttet at fortsætte samarbejdet. Partiets fremgang var nu imidlertid så stor, at det blev relevant at diskutere regeringssamarbejde. Det var ikke nogen isoleret dansk diskussion, men et spørgsmål der blev debateret heftigt i 2. Internationale, der prioriterede kampen mod den såkaldte «ministersocialisme» højt. Socialdemokratiet besluttede på linie med andre partier ikke at ville indgå i nogen regering før det havde absolut flertal i Folketinget. Der skulle dog kun komme til at gå 8 år før beslutningen blev omgjort.

På samme kongres tog Socialdemokratiet stilling til fordel for en mere aktiv opbygning af kooperationen. Siden Stor-lockouten i 1899 havde diskussionen bølget, om bevægelsen ville have stået stærkere, hvis den havde haft egne virksomheder, der under konflikten kunne havde brødfødt de lockoutede arbejdere. Partiet havde frem til 1908 søgt at undgå at støde de mindre næringsdrivende fra sig ved at opbygge egne virksomheder, men kastede sig nu over denne opgave. Lassalles ideer var blevet fjernet fra partiets program 20 år tidligere, men blev nu atter hentet frem.

I 1909 støttede socialdemokratiet indsættelsen af en radikal mindretalsregering. Regeringen fik kun få måneders levetid, men nåede alligevel at udarbejde forslag til bl.a. en grundlovsændring, der skulle udvide valgretten til kvinder og tjenestefolk, og samtidig skulle valgretsalderen sænkes til 25 år fra de eksisterende 30. Forslaget fik Socialdemokratiets fulde støtte, men kunne ikke samle flertal. Det kunne derimod forslagene om oprettelsen af Den faste Voldgiftsret (senere Arbejdsretten) og Forligsinstitutionen, der begge fik Socialdemokratiets stemmer, trods det at det indskrænkede fagbevægelsens muligheder for arbejdskamp.

Den Radikale regering måtte gå af i 1910 og udskrive valg, og Socialdemokratiet gik nu meget langt i sit forslag om samarbejde med de Radikale. En linie partiet efterfølgende fik opbakning til på sin kongres. Over 30 år var partiet vokset med en faktor 100, fik næsten 30 % af stemmerne ved valget i 1910 og var nået op på omkring 40.000 medlemmer. Samtidig var Social-Demokraten et af landets største dagblade. Magten syntes lige om hjørnet.

På kommunalt niveau var der i 1908 gennemført en ny valglov, der banede vej for omfattende socialdemokratisk repræsentation i kommunalbestyrelser. Socialdemokraterne tog med stor iver fat på at få overført nye opgaver til kommunerne - f.eks. forsyningen med elektricitet og gas samt driften af den kollektive transport. Desuden lagde de vægt på at forbedre skolerne og socialvæsenet.

I 1912-13 blev der atter optaget forhandlinger om ændringer af Grundloven, denne gang med en Venstre regering. Partiets forhandler, Frederik Borgbjerg fik et vidtgående mandat. Det vigtigste var udvidelsen af valgretten og svækkelsen af Landstinget. Socialdemokratiet mente, at den udvidede valgret især ville komme det til gode, og samtidig skulle svækkelsen af Landstinget reducere Højres indflydelse i det politiske liv. Til gengæld var partiet villig til at acceptere, at Danmark skulle forblive et kongedømme, og at den private ejendomsret var ukrænkelig - altså en anerkendelse af kapitalismen.

De aktuelle forhandlinger om grundlovsrevisionen kom til at stå i skærende kontrast til vedtagelsen af et nyt principprogram på partiets kongres i februar 1913. Det kom til at understrege den skarpe modsætning mellem partiets politiske praksis og dets teoretiske grundlag.

Det nyt program kom til at gælde helt frem til 1961, og selv om dets grundlag ikke i alle aspekter var marxistisk, tegnede det dog konturerne af et socialistisk parti, der ville arbejde for at omstyrte kapitalismen. Det stillede i første omgang krav om statslig overtagelse af monopolerne, og at det skulle kontrollere produktionen. Indenfor det sociale område stillede det vidtrækkende krav om gratis sygepleje, arbejdsløshedsforsikring for alle, og forbud mod arbejde der kunne hindre børns skolegang.

Programmet blev efter en livlig debat vedtaget på alle væsentlige punkter og var udtryk for samarbejde på det programmatiske område med partiets venstrefløj, der til gengæld blev holdt på større afstand af den praktiske politik, der pegede i en anden retning.

Grundlovsarbejdet var baggrunden for et valgsamarbejde mellem Socialdemokratiet, de Radikale og Venstre, der ved valget i 1913 for første gang gjorde Socialdemokratiet til landets største parti. Stauning gik efterfølgende til kongen og anbefalede på partiets vegne dannelsen af en regering, «bestående af de 3 partier der gik ind for den nye Grundlov». Socialdemokratiets deltagelse ville have været en overtrædelse af kongresbeslutningen fra 1908, men Stauning må have følt sig sikker på at kunne overtale partiet på en ekstraordinær kongres. Venstre afviste dog at indgå i en sådan regering, og der dannedes i stedet en ren Radikal mindretalsregering.

1. Verdenskrig

Vejen skulle nu være banet for vedtagelsen af den nye Grundlov, men 1. Verdenskrig kom i vejen. De Radikale søgte at holde Danmark ude af krigen og fik Socialdemokratiets fulde støtte til dette. Grundlovsarbejdet blev derfor skubbet i baggrunden til fordel for mere presserende udenrigspolitiske og økonomiske spørgsmål. Allerede i foråret 1914 havde Socialdemokratiet markeret sig som et loyalt støtteparti, da det for første gang stemte for finansloven, og dermed tog et endnu større medansvar for hvordan den kapitalistiske stat skulle styres.

Op til verdenskrigen havde partiet fastholdt sin antimilitarisme. Den blev nu opgivet. For at bekræfte Danmarks neutralitet lod den radikale regering indkalde den militære sikringsstyrke, hvorved de danske styrker svulmede til over 53.000 mand. Det skete med socialdemokratisk støtte.

Samtidig forværredes den sociale situation i arbejderklassen drastisk. DSF var i 1911 gået med til en 5 årig forlængelse af overenskomsterne, og det medførte nu en betydelig nedgang i reallønnen. Det eneste lyspunkt var, at arbejdsløsheden i 1915-16 faldt, fordi Danmark i stigende grad blev leverandør til de krigsførende parter. I 1916 gennemførte regeringen endvidere med socialdemokratisk støtte en lov der påbød, at huslejeforhøjelser skulle forelægges et særligt nævn i den enkelte kommune. Husejerne havde indtil da draget nytte af boligmanglen ved fortsatte stigninger i huslejerne.

Minister uden portefølje, Thorvald Stauning. Danmarks første socialdemokratiske minister.

I 1916 brød partiets modstand mod regeringsdeltagelse endelig sammen. Anledningen var et tilbud fra USA om at købe de Dansk Vestindiske Øer i Caribien. Det blev støttet af de Radikale og Socialdemokratiet, men Venstre krævede nyvalg til Folketinget. I stedet for et valg blev der indgået et kompromis, hvor salget skulle bekræftes ved en folkeafstemning, og hvor regeringen samtidig skulle udvides med en repræsentant for hvert af 3 øvrige partier. Forliget blev straks godkendt af Socialdemokratiet, og samtidig indkaldte det med 48 timers varsel til en ekstraordinær kongres, der skulle ændre beslutningen fra 1908 om ikke at deltage i regeringer. Kongressen indledtes kl. 20.30 og varede 6 timer, hvorfor den for eftertiden er blevet kaldt «Natkongressen». Stauning argumenterede for, at regeringsdeltagelsen var en uomgængelig betingelse for at bevare roen i landet, og at det ville få partiets indflydelse til at vokse. Venstrefløjen med Gerson Trier og Marie Nielsen i spidsen argumenterede voldsomt imod, men kl. 2.30 vedtog kongressen med 291 stemmer mod 32, at folketingsgruppen skulle udpege en minister til den udvidede regering. Gruppen udpegede Stauning som minister, og ikke som ventet Fr. Borgbjerg. Det understregede blot, at Stauning havde manøvreret sig hen i en position som partiets ubestridte leder.

Regeringsdeltagelsen medførte, at Gerson Trier for anden gang forlod partiet. Marie Nielsen og andre fra venstrefløjen besluttede dog foreløbigt at blive i partiet.

1906-18 Opposition

I 1906 havde partiet etableret sin første landsdækkende ungdomsorganisation med dannelsen af Socialdemokratisk Ungdoms Forbund (SUF). Det markerede sig fra starten som en del af partiets venstrefløj og var særdeles aktiv i det antimilitariske arbejde. Allerede samme år var der dog sket en afskalning mod venstre, da en gruppe med jord- og betonarbejderen Christian Christensen var brudt ud af SUF og havde dannet Socialistisk Arbejderforening, der i 1908 afløstes af Syndikalistisk Forbund. Syndikalismen var opstået i de sydeuropæiske lande og bredt sig nordpå. Dens hovedide var, at kapitalismen skulle omstyrtes gennem arbejdernes direkte kampe. Dens gennemslag i Danmark var delvis en konsekvens af, at hovedtyngdepunktet i kampen efter 1899 var flyttet fra fagbevægelse til parti.

Syndikalisternes aktive linie fik de følgende år en vis tilstutning i arbejderklassen blandt de der mente at DSF var gået for langt i at sælge ud af strejkevåbenet. I 1910 sluttede Syndikalistisk Forbund og andre kritiske grupper sig sammen i Fagoppositionens Sammenslutning (FS), og DSF måtte erkende, at der var udviklet en organiseret opposition overfor den herskende faglige linie.

Oppositionen voksede sig stærkere under verdenskrigen. DSF havde indgået en 5 årig overenskomst, og under denne faldt reallønnen betydeligt, og utilfredsheden øgedes. Mod slutningen af krigen blev der indført varerationering, og samtidig steg arbejdsløsheden hurtigt - fra gennemsnitligt 10 % i 1917 til 18 % i 1918, men ved slutningen af året var den helt oppe på 30 %. Samtidig havde revolutionen i Rusland i oktober 1917 givet oppositionen yderligere næring, og i april 1918 forlod Marie Nielsen og flere andre Socialdemokratiet for at danne Danmarks Socialistiske Arbejderparti (senere DKP). Hun blev 1½ senere fulgt af Socialdemokratiets ungdomsorganisation SUF.

Et af Socialdemokratiets midler til at bremse venstreoppositionens yderligere udvikling var at lægge en mere radikal politik frem. FS havde i sommeren 1918 ført en indædt kamp for 8 timers dagen, der imidlertid var for isoleret og var blevet tabt. I oktober 1918 gjorde DSF kravet til sit og fik ved overenskomstforhandlingerne i maj 1919 tvunget arbejdsgiverne til at acceptere det. FS banede vejen, men DSF tog æren. På samme måde fremlagde Socialdemokratiet forslag om socialisering af bankerne, ligesom det forlangte, at arbejderne gennem oprettelsen af bedriftsråd skulle have indflydelse på virksomhedernes ledelse. Begge forslag var uden støtte fra de Radikale og sigtede alene mod at svække FS.

1920 Statskup

Den 29. marts 1920 begik kongen, Christian den 10. statskup og afsatte den radikale regering Zahle. Borgerskabet mente sig på det tidspunkt i offensiven. Truslen fra 1917-19 om revolutionære omvæltninger havde i løbet af 1919 fortonet sig i takt med at revolutionerne i andre dele af Europa blev nedkæmpet. Arbejdsgiverne var i offensiven og krævede lønnedgang og ophævelse af 8 timers dagen. I Folketinget krævede Venstre og Højre regeringens afgang. Den grundliggende årsag var, at regeringen ikke ville følge borgerskabets stærke nationalisme i spørgsmålet om Sydslesvigs tilbagevenden til Danmark. Mens borgerskabet repræsenteret ved Højre og bønderne ved Venstre ønskede tysksindede områder overdraget til Danmark, stod de Radikale og Socialdemokratiet fast på, at kun de dansksindede områder skulle tilbage til Danmark, mens de øvrige dele skulle forblive tyske. Med den tidligere chef for efterretningstjenesten, oberstløjtnant Erik With i spidsen gik en gruppe støttet af Højre og Venstre derfor i marts 1920 i gang med at motivere kongen til at afsætte regeringen.

Det skete 29. marts og udløste en voldsom modreaktion fra Socialdemokratiets side. Social-Demokraten der havde Fr. Borgbjerg som chefredaktør udsendte en ekstraudgave som løbeseddel, og havde over forsiden skrevet: «Kongen begår statskup». I teksten lod Borgbjerg forstå, at arbejderbevægelsens modtræk ville være generalstrejke. Chefredaktøren havde i virkeligheden ikke grundlag i partiet for denne skarpe udtalelse. Stauning var betænkelig, men endte alligevel med at tilslutte sig den skarpe linie. Parti og DSF vedtog samme aften en række krav, der blev overrakt til kongen, og som i fald af afvisning ville føre til, at DSF ville behandle et forslag om generalstrejke. Kravene blev næste morgen afvist af kongen.

På sin generalforsamling 31. marts besluttede DSF enstemmigt at varsle generalstrejke. Enstemmigheden dækkede over en betydelig betænkelighed blandt de faglige ledere, der var nervøse ved at bruge generalstrejken til rent politiske mål. De politiske krav blev derfor kædet sammen med en række faglige krav, således at generalstrejkens krav blev følgende:

Sidstnævnte krav afspejlede, at Socialdemokratiet var nødt til også at inddrage syndikalisterne i generalstrejken. De stod stærkere end nogen sinde tidligere i fagbevægelsen og kontrollerede bl.a. søfyrbødernes og sømændenes landsforbund samt murernes, murerarbejdsmændenes, havnearbejdernes og nogle af metalarbejdernes fagforeninger i København.

Syndikalisterne var ret ligeglade med de politiske krav, fordi det efter deres opfattelse var ligegyldigt, hvem der havde regeringsmagten. De opstillede derfor 4 yderligere krav:

Endelig krævede de, at der skulle holdes en afstemning blandt de deltagende arbejdere om generalstrejkens eventuelle afblæsning.

Syndikalisterne mente fra starten, at Socialdemokratiet inden generalstrejkens ikrafttræden 6. april ville indgå forlig. Alligevel gik de med stor ildhu ind i strejkeforberedelserne. Allerede fra 30. marts var flere arbejdergrupper gået i strejke, bl.a. typograferne. Det medførte, at kun de socialdemokratiske og radikale aviser udkom. De følgende dage var København præget af meget omfattende demonstrationer, der bl.a. på Amalienborg Slotsplads i talekor krævede republikkens indførelse.

De arbejdsgivere der havde støttet afsættelsen af regeringen Zahle fik nu travlt med at anbefale kongen, at han skildte sig af med det forretningsministerium, han havde indsat. Samtidig accepterede de den 4. april DSF's 3 faglige krav og den følgende dag accepterede de borgerlige partier de 3 politiske krav. Statskuppet var dermed ophævet, og truslen om generalstrejke kunne trækkes tilbage. Zahle regeringen blev ikke genindsat, da den havde frabedt sig at blive genindsat under trussel om generalstrejke. Den såkaldte Påskekrise var dermed blevet løst med DSF og Socialdemokratiet i en ledende rolle.

For venstrefløjen var resultatet et stort nederlag. Det umiddelbart eneste positive resultatet var løsladelsen af de politiske fanger. Syndikalisterne proklamerede derfor, at de ville fortsætte strejken som en hensynsløs faglig kamp. For havnearbejdernes, sømændenes og søfyrbødernes vedkommende blev det en konflikt der fortsatte frem til juni. Da var deres strejkekasser tømt, de var blevet boykottet af resten af fagbevægelsen og strejkebryderorganisationen Samfundshjælpen havde under politibeskyttelse udført dele af det konfliktramte arbejde.

Konflikten blev et strategisk nederlag for syndikalisterne, og de fagforeninger de kontrollerede. For sømændene betød det bl.a., at arbejdstiden blev hævet fra 8 til 12 timer. Deres indflydelse i fagbevægelsen svandt hurtigt ind og det fagoppositionelle arbejde gled over i hænderne på det nystiftede DKP. Socialdemokratiet havde opnået både at stå som forsvarer af demokratiet og samtidig få knægtet venstreoppositionen. Ved det efterfølgende valg gik partiet frem fra 39 til 42 mandater, men det var alligevel Venstre, der kom til at danne regering. Det gik straks i gang med at ophæve prisreguleringsordningerne, og at sætte Samfundshjælpen ind mod de strejkende syndikalister - uden modstand fra DSF. Strejkebryderi var ikke noget problem, når det blot var vendt mod venstrefløjen.

1924 Første socialdemokratiske regering

De følgende år var meget vanskelige for den danske arbejderklasse. Den økonomiske krise i resten af Europa ramte også Danmark. Arbejdsløsheden var i 1921 gennemsnitligt 20 % og i 1922 rundede den de 33 %. Samtidig blev arbejdskampene stadig mere forbitrede. Myndighederne satte Samfundshjælpen ind mod strejker, men den blev også anvendt under arbejdsgivernes lockouter, og førte bl.a. til den 1 måned lange «generalstrejke» i Randers. Socialdemokratiet foreslog i 1922, at der blev dannet et forretningsministerium med støtte fra partiet og Højre samt arbejdsmarkedets parter. Formålet skulle være at udforme en fælles krisepolitik. Forslaget afspejlede, hvor langt Socialdemokratiet var kommet fra principprogrammets paroler om socialisme til at ville støtte en rent borgerlig regering. Forslaget faldt i sidste ende, fordi arbejdsgiverne foretrak at føre åben krig mod arbejderklassen. Reallønnen faldt i disse år drastisk, men det lykkedes dog at forsvare 8 timers dagen, selv om den blev udsat for voldsomme angreb fra arbejdsgiverne.

For at hindre at den endnu spæde venstrefløj fik held med at organisere de arbejdsløse, organiserede partiet i sommeren 1922 en stor demonstration med deltagelse af 50.000 mod «Sultens regering».

Ved valget i 1924 blev Socialdemokratiet Danmarks største parti mandatmæssigt. Det fik da 36,6 % af stemmerne. Vælgermæssigt var det blevet størst allerede i 1913, men pga. valgsamarbejde og den skæve fordeling af mandater havde Venstre været større til efter ændringen af valgloven i 1920, der indførte et proportionalsystem, hvor mandaterne blev fordelt efter vælgertilslutning.

Blot 16 år tidligere havde det været utænkeligt, at partiet nu skulle danne regering. Men regeringsdeltagelsen i 1916 og nogle få uger i 1920 havde nedbrudt enhver modstand i partiet mod at overtage regeringsmagten, selv om partiet ikke havde absolut flertal i Folketinget. Staunings forslag om at danne regering blev derfor vedtaget i hovedbestyrelsen uden større modstand, og som i de borgerlige partier accepterede hovedbestyrelsen også, at Stauning egenhændigt udpegede de øvrige ministre. Landets første socialdemokratiske regering var en realitet.

Det var dog begrænset, hvad partiet fik igennem i sine første to år ved regeringsmagten. Nok havde det sammen med sit støtteparti, de Radikale, flertal i Folketinget, men Venstre og Højre havde flertal i Landstinget og kunne derfor bremse regeringens lovgivning. Samtidig betragtede borgerskabet Socialdemokratiet med stor frygt. Det blev stadig opfattet som samfundsomstyrtende og skulle derfor undergraves.

Imidlertid lykkedes det at indgå forlig med Venstre om en økonomisk stramning, der begrænsede købekraften, og som samtidig skulle hæve kronekursen til gavn for landbruget. Men denne politik blev selvforstærkende. Spekulanter kastede sig over kronen, der hurtigt steg i kurs. Den steg så meget, at de udenlandske varer på det danske marked hurtigt faldt i værdi, hvilket ramte både landbrug og industri. Resultatet var konkurser og stigende arbejdsløshed. I 1925 nåede den op på 15 % og i 1926 gennemsnitligt 21 % - værre end under «sultens regering».

År Stemmer % Mandater
1926 497.106 37,2 53
1929 593.191 41,8 61
1932 660.839 42,7 62
1935 759.102 46,1 68
1939 729.619 42,9 64
1943 894.632 44,5 66
1945 671.755 32,8 48
1947 834.089 40,0 57
1950 813.224 39,6 59
1953 (april) 836.507 40,4 61
1953* (sept.) 894.913 41,3 74
1957 910.170 39,4 70
1960 1.023.794 42,1 76
1964 1.103.667 41,9 76
1966 1.068.911 38,2 69
1968 974.833 34,2 62
1971 1.074.777 37,3 70
1973 783.576 25,6 46
1975 913.155 29,9 53
1977 1.150.355 37,0 65
1979 1.213.456 38,3 68
1981 32,9 59
1984 1.062.561 31,6 56
1987 985.906 29,3 54
1988 992.682 29,8 55
1990 1.211.121 37,4 69
1994 1.150.048 34,6 62
1998 1.223.620 35,9 63
2001 1.002.986 29,1 52
Socialdemokratiets stemmetal ved Folketingsvalgene 1926-2001.
* Folketinget blev udvidet i 1953 fra 149 til 179 medlemmer med vedtagelsen af den nye Grundlov.
(Arbejderbevægelsens Hvem-hvad-hvor, Kampen for en bedre tilværelse.)

Den vanskelige økonomiske situation gav problemer ved overenskomstforhandlingerne i 1925. Arbejderne krævede, at lønningerne skulle hæves for at kompensere for de stigende priser, og samtidig skulle der ske særlige forbedringer for de lavest lønnede. Det blev afvist af arbejdsgiverne, hvilket udløste strejke- og lockout varsler, men inden de løb ud, greb forligsmanden ind og lavede et mæglingsforslag, efter hvilket lønningerne skulle stige i takt med pristallet. Statsminister Stauning lagde nu voldsomt pres på de faglige ledere for at få dem til at acceptere forligsforslaget, som arbejdsgiverne valgte at acceptere. De fleste indvilgede, men Lyngsie der ledede Dansk Arbejdsmands Forbund (DAF) ville have beslutningen op på en kongres i forbundet. Det ville arbejdsgiverne ikke vente på, og den 18. marts trådte strejker og lockouter i kraft. Det blev en meget omfattende og bitter konflikt, der kom til at løbe frem til 5. juni, før den blev afsluttet. Lyngsie forsvarede arbejdsmændene, der var blevet hårdest ramt af krisen, men fik ikke støtte fra DSF, og ved konfliktens afslutning viste det sig, at Stauning få dage senere ville have grebet ind i konflikten og ophøjet forligsmandens skitse til lov. Det ville oven i købet være sket ved en provisorisk lov, fordi Folketinget allerede var taget på ferie. Det ville dermed havde været første gang i 25 år - siden provisorietiden - at den slags love blev gennemført, og samtidig ville det have været det første statslige indgreb overfor overenskomstforhandlinger. Men arbejdsmændene nåede altså at bøje sig få dage inden. Oplysningerne skabte imidlertid stor bitterhed mellem arbejdsmænd og parti, og førte til at DAF frem til 1929 stod uden for DSF.

Krisen og den politiske situation blev gennem 1926 stadig mere umulig. Socialdemokratiet kunne intet få gennem Rigsdagen og endte derfor med at udskrive valg samme år. Valget gav en lille fremgang for Socialdemokratiet, men kostede det alligevel 2 mandater, og det overlod regeringsmagten til Venstre. Partiets første regeringsperiode var overstået. Resultaterne havde overvejende været negative, men det havde dog vist, at det kunne varetage regeringsmagten.

De følgende 3 år gennemførte Venstre en hårdhændet reaktionær politik, der ramte især arbejderbevægelsen. Aldersrente, invaliderente, de offentlige bidrag til arbejdsløshedskasserne, sygekassen og ulykkesforsikringen blev alle reduceret. Disse sociale overgreb gav Socialdemokratiet god mulighed for at profilere sig politisk, og da der i 1929 blev udskrevet valg, fik partiet 41,8 % af stemmerne. Det kan undre, at partiet gennem 20'erne ikke blev truet kraftigere fra venstrefløjen, men venstrefløjen var allerede i starten af årtiet blevet samlet i DKP, der var præget af dybe interne modsætninger og voldsomme partikampe. Det medførte, at partiet blev stadig svagere, og i 1929 nåede ned på blot 0,2 % af stemmerne ved valget.

1929 Atter til magten

Valgsejren i 1929 bragte Socialdemokratiet tilbage til magten, og de følgende to år gav nogen materiel fremgang for arbejderklassen. Det var dog betinget af, at fagbevægelsen forholdt sig i ro. Partiets holdning var, at regeringsmagten kunne anvendes i arbejdernes interesse, men til gengæld måtte de være tilbageholdende med at bruge deres traditionelle våben - strejken. Efter betydeligt pres fra regeringen gik DSF ved overenskomstforhandlingerne i 1931 derfor med til en mindre lønnedgang, men samtidig kom bevægelsen igennem med 1 uges ferie. Et enkelt forbund - skotøjsarbejderne - forkastede forliget, og blev som straf frataget lockout-støtten fra DSF. Trods folkelige indsamlinger måtte skotøjsarbejderne alligevel bøje sig i sidste ende. Det var ikke muligt både at kæmpe mod arbejdsgivere, socialdemokrati og landsorganisation.

Verdenskrisen var brudt ud i USA allerede i 1929, men nåede først Danmark i 1931, hvor den til gengæld hurtigt slog igennem. Værre blev det, da England i 1932 lagde 15 % told på danske fødevarer. Det ramte den danske beskæftigelse voldsomt. I starten af 1932 var halvdelen af alle arbejdere arbejdsløse. Arbejdsløshedsprocenten blev 32 % i gennemsnit for året som helhed og faldt året efter til 29 %. Der var tale om den værste krise, der hidtil havde ramt det danske samfund.

Arbejdsløsheden havde voldsomme sociale følger. Mens daglønnen i 1932 i gennemsnit var godt 10 kr, var understøttelsen kun 3-4 kr, afhængigt af om modtageren var familieforsørger eller ej. Den arbejdsløse skulle altså forsørge sin familie for en tredjedel af en normal dagløn, og efter 115 dage fortabte hun helt retten til understøttelse. Samtidig havde mange slet ikke været medlemmer af en arbejdsløshedskasse. Omkring halvdelen af de arbejdsløse fik derfor slet ikke understøttelse, men var henvist til de såkaldte hjælpekasser, hvor hjælpen var sporadisk, usikker og lav.

De arbejdsløse begyndte derfor at organisere sig, og kommunisterne spillede en vigtig rolle i denne organisering. Det skabte respekt, og ved valget i 1932 gik DKP frem fra 0,2 % til 1,1 % af stemmerne, hvilket rakte til 2 mandater. Samme år oprettede det den Revolutionære Fagopposition (RFO), der forholdsvis hurtig nåede op på 18.000 medlemmer. Mange i fagbevægelsen var utilfredse med socialdemokratiets politik og den massive arbejdsløshed. Det trak mange arbejdere i retning af DKP. De følgende år blev kommunisterne derfor socialdemokraternes hovedfjende, og kampen i arbejdsbevægelsen blev særdeles bitter. Ledet af Komintern betegnede DKP socialdemokraterne som socialfascister, og selv efter at DKP og Komintern opgav venstresekterismen og slog ind på en folkefronts strategi, afviste Socialdemokratiet blankt ethvert samarbejde. Det bremsede imidlertid ikke DKP's vækst, der voksede til 1,6 % i 1935 og 2,4 % i 1939

De arbejdsløses demonstrationer blev mødt ganske håndfast fra myndighedernes side og blev i de borgerlige aviser omtalt som «kommunistspektakler». I en række byer kom det til voldelige sammenstød. I dagene omkring 1. maj 1931 kom det til en alvorlig konfrontation i Nakskov, hvor det socialdemokratisk dominerede byråd først havde lovet 20.000 kr ekstra til de arbejdsløse for derefter at svigte løftet. Det udløste demonstrationer, hvorefter politiet forbød 1. maj møderne. Da der alligevel blev gennemført en demonstration, blev den splittet af politiet. Næste dag belejrede vrede arbejdere politistationen i byen med krav om løsledelse af de anholdte, og de blev først fjernet, da forstærkninger fra nabobyerne og en deling soldater fra Vordingborg nåede frem. Samtidig blev de arbejdere, der var udpeget som ledere af demonstrationerne idømt fængselsstraffe på op til 2½ år.

Regeringen var dårligt forberedt til at klare den dybe økonomiske krise. Ved et forlig med de konservative i oktober 1931 blev der bevilget 30 mio. kr i ekstra bistand til trængte arbejdsløse og landmænd, men det dækkede langt fra behovet. I januar 1932 blev der vedtaget en valutalov der bestemte, at alt valutahandel skulle ske gennem Nationalbanken. Det gav bedre kontrol over udenrigshandelen, men loven var alligevel ikke vidtgående nok og skulle derfor strammes i oktober. Der blev den imidlertid stemt ned i Landstinget og Stauning udskrev valg.

1933 Kanslergadeforlig og forbud mod strejker

Valget gav atter socialdemokratisk fremgang og partiet gik i en ny regering med de radikale. Få måneder senere (i januar 1933) skulle overenskomsterne fornyes, og arbejdsgiverne satte nu en voldsom offensiv ind. Arbejdsløsheden havde rundet 40 %, og arbejdsgiverne stillede derfor krav om 20 % nedgang i lønnen. Trods den alvorlige økonomiske og sociale situation blev det blankt afvist fra DSF, og arbejdsgiverne varslede lockout for 100.000 arbejdere fra 1. februar. Forligsmanden opgav at gribe ind, men i stedet greb regeringen ind, forlængede den gældende overenskomst et år og forbød i denne periode strejker og lockouter. Umiddelbart blev den truende nedgang i lønnen altså afværget, men prisen var, at en socialdemokratisk ledet regering for første gang havde brugt lovgivningen til at gribe direkte ind i en faglig kamp, og ovenikøbet havde sat strejkevåbenet ud af kraft. Stauning erklærede efterfølgende: «Vi har ofret nogle principper, men vi har reddet landet!» Det skulle ikke blive sidste gang, Socialdemokratiet ofrede arbejderklassens rettigheder til fordel for «samfundets» ve og vel. Tvært imod var der nu etableret en præcedens for gennem lovgivning at gribe ind i og hindre storkonflikter.

Regeringens indgreb i den truende storkonflikt var blot én del af et større forlig med Venstre - det såkaldte «Kanslergadeforlig». Som led i forliget blev kronen nedskrevet 10 % for at hjælpe landbruget, og samtidig blev der gennemført en række andre ordninger til hjælp for dette betrængte erhverv. Kronenedskrivningen medførte imidlertid prisstigninger, så selv med den uændrede overenskomst faldt arbejdernes realløn.

En anden vigtig del af forliget var en socialreform, hvor bestemmelser fra 55 forskellige love blev samlet i 4 store love: arbejdsløshedsforsikringsloven, ulykkesforsikringsloven, folkeforsikringsloven og forsorgsloven. Samtidig blev de sociale ydelsers præg af at være «fattighjælp» svækket. Tidligere havde det bl.a. været sådan, at modtagere mistede deres stemmeret. Denne ordning blev nu afskaffet. Samtidig blev der bevilget millioner til offentlige arbejder og boligbyggeri. Forliget blev dermed grundstenen til en langt mere omfattende statslig intervention i økonomien og opbygningen af velfærdsstaten. Socialreform og øget statsintervention var med de fleste arbejderes øjne den positive del af Kanslergadeforliget.

Trods disse forbedringer skabte den omfattende arbejdsløshed fortsat stor forbitrelse i arbejderklassen, og i 1934 slog regeringen atter en gang fast, at den ønskede ro på arbejdsmarkedet. Den gennemførte «lov om mægling i arbejdsstridigheder». Det vigtigste punkt i denne lov var den såkaldte sammenkædningsregel, der gik ud på, at stemmetallene fra alle forbund var afgørende for, om et mæglingsforslag var vedtaget eller forkastet. Det enkelte forbund måtte altså bøje sig for flertallet, selv om det havde stemt anderledes. Dertil kom, at det enkelte forbund ikke behøvede at sende forslaget til urafstemning blandt alle medlemmer, men kunne nøjes med en afstemning i en kompetent forsamling - f.eks. en hovedbestyrelse. Formålet var klart at gøre det meget vanskeligt for fagbevægelsen at forkaste et mæglingsforslag. Forbundene var da heller ikke specielt tilhængere af disse ændringer, der ville svække mulighederne for at bruge det vigtigste våben - strejken. Men pga. krisen og et stærkt pres fra partiet bøjede de sig.

Samme år greb regeringen ind i en anden faglig konflikt. Lavtlønnede slagteriarbejdere der stod udenfor DSF var gået i strejke med krav om lønforhøjelser, men efter blot 6 dage greb Stauning ind og standsede konflikten. Efterfølgende blev det besluttet, at overenskomsten skulle forlænges uændret. Stauning erklærede åbent, at indgrebet mod de 5.000 arbejderes konflikt skete for ikke at bringe den danske svineeksport til England i fare. Strejkeretten var atter engang blevet sat ud af kraft med henvisning til samfundsøkonomiske interesser.

1934 Danmark for Folket

Ved valget i 1932 var Socialdemokratiet vokset til 42,7 %, men samtidig var det klart, at partiet var ved at nå grænsen for vækst som arbejderklassens parti. Partiet med Stauning i spidsen reagerede ved i 1934 at udforme en vision for partiet som folkeparti. For at sikre dets fortsatte vækst, så det kunne passere de magiske 50 %, skulle der udformes en politik, der også appellerede til småborgerskabet, de fremvoksende mellemlag og samtidig tiltrak dele af de store bondelag. Det blev til arbejdsprogrammet Danmark for Folket. Selv om det lagde hovedvægten på krav om kontrol med priser og udbytter og andre forbedringer for arbejderklassen, lagde det også vægt på at opdyrke nye eksportmarkeder, yde rentelettelser til landbruget og give mere jord til betrængte husmænd. Til gengæld stod det socialistiske perspektiv svagt tegnet i programmet.

Resultatet udeblev ikke. Arbejdsprogrammet blev partiets grundlag ved valget i efteråret 1935, der blev ført under parolen «Stauning eller kaos». Partiet fik 46,1 % af stemmerne, og kunne sammen med de radikale atter danne regering. Det var imidlertid bemærkelsesværdigt, at partiet havde en mindre tilbagegang i en række arbejderkredse. Fremgangen skyldtes appellen til nye befolkningsgrupper - dets udvikling i retning af folkeparti.

I 1936 var der valg til Landstinget, og her lykkedes det for første partiet og de radikale at erobre flertallet. Regeringen havde nu flertal i begge ting, stod politisk styrket overfor højrefløjen, men samtidig blev denne udvikling brugt til yderligere at styrke de politiske reformer på bekostning af fagbevægelsens aktioner. Ved overenskomstfornyelsen i 1936 endte regeringen med at gå ind for tvungen voldgift, til de faglige lederes store fortrydelse. De havde ønsket lønforhøjelser, især for de lavest lønnede. Partiets politiske ledelse var imidlertid af den opfattelse, at fagbevægelsen måtte lære at leve med disse indgreb. Det var betingelsen for, at der gennem lovgivningen kunne gennemføres forbedringer til gavn for arbejderklassen.

Flertallet i begge Rigsdagens kamre blev da også anvendt til en række fremstød. Den forhadte tugthuslov blev afskaffet, lærlingenes forhold blev forbedret, alle fik ret til to ugers ferie årligt, overarbejdet blev begrænset for at få flere i arbejde, aldersgrænsen for modtagelse af aldersrente blev sat ned til 60 år, og for de mange arbejdsløse blev der igangsat beskæftigelsesarbejder. Selv om den økonomiske krise fortsatte, fik regeringen alligevel mildnet nogle af dens værste konsekvenser. Det afspejlede sig bl.a. i at et stigende antal arbejdsløse modtog understøttelse, fordi betingelserne blev lempet. Mens det ved krisens begyndelse i 1931-32 kun var godt halvdelen af de arbejdsløse, der modtog understøttelse, var andelen i 1937-38 steget til 80 %.

Alligevel kunne reformerne ikke afskaffe krisen, og de kunne heller ikke hindre, at arbejdernes realløn faldt gennem 30'erne. Det var baggrunden for den stigende opbakning til DKP, der medførte en intens propaganda fra Socialdemokratiets side gennem dets HIPA (Hovedorganisationernes Informations og Propaganda Afdeling). Ved valget i 1939 gik Socialdemokratiet ligesom i 35 atter tilbage i en lang række arbejderkredse, og denne gang gik det desuden tilbage ifht. resultatet fra 1935. Det fik 42,9 % af stemmerne. For første gang i et halvt århundrede havde det lidt et alvorligt nederlag, og de magiske 50 % var rykket længere bort.

Lige så alvorligt var det imidlertid, at det efterfølgende tabte folkeafstemningen om en ny grundlov. Efter at have fået flertal i begge Rigsdagens kamre havde regeringen indgået en aftale med de konservative om ændring af grundloven, der skulle medføre afskaffelse af Landstinget og sænkelse af valgretsalderen til 23 år. Men selvom et solidt flertal støttede ændringen ved folkeafstemningen i 39, rakte til kun til 44,46 % af samtlige stemmeberettigede, hvor Grundlovens krav var 45 %. Forslaget faldt derfor. Stauning blev så deprimeret af dette nederlag, at han overvejede at gå af som statsminister, men valgte alligevel at blive på posten.

1940-45 Besættelse og samarbejdspolitik

Allerede fra starten af 30'erne havde Tyskland indledt sin genoprustning, der i det neutrale Danmark blev betragtet med bekymring, men samtidig var holdningen hos både de Radikale og Socialdemokratiet, at Danmark ikke kunne føre en politik, der provokerede tyskerne. Det var baggrunden for, at bl.a. mange af de tyske flygtninge der gennem årtiet kom til Danmark blev afvist allerede ved grænsen eller senere arresteret og sendt tilbage til Tyskland - til koncentrationslejrene.

Den 9. april 1940 invaderede Tyskland Danmark, og 5 års besættelse var dermed indledt. (Se Besættelsen). Som noget unikt blandt de besatte europæiske lande fik regeringen imidlertid lov til at blive siddende, omend den straks blev udvidet med ministre fra Venstre og de Konservative. De følgende 3 år fulgtes en samarbejdspolitik, der afspejlede opfattelsen af, at også Socialdemokratiet mente, at Tyskland ville vinde krigen. Regering og parti tog derfor på det skarpeste afstand fra modstandsbevægelsen, da denne i 1942 indledte sine aktioner. I Socialdemokratiets selvforståelse forsvares samarbejdspolitikken med den argumentation, at uden samarbejdspolitik havde danskerne stået langt svagere overfor den tyske besættelsesmagt, og havde måttet lide langt større afsavn.

Men mens bønderne nød godt af den store fødevareeksport til Tyskland og entrepenørerne af de store tyske anlægsprojekter, led arbejderklassen betydelige afsavn. I maj 1940 indførtes et løn- og prisstop, men prisstoppet var langt mere lempeligt, hvorfor reallønnen faldt 17 % i perioden 1939-42. I efteråret 1940 indførte regeringen en lov om tvungen voldgift i alle arbejdskonflikter. Strejker var dermed forbudt ved lov. Regering og fagbevægelse måtte desuden bøje sig for tyske krav om at levere arbejdere til fabrikkerne i Tyskland til erstatning for de tyske arbejdere, der var blevet sendt til fronten. Fagbevægelsen gik frem med stor nidkærhed, og inden udgangen af 1941 var 35.000 danske arbejdere sendt til Tyskland. Nidkærheden var dog så stor, at DSF's formand under de første besættelsesår, Laurits Hansen efter befrielsen blev frataget sine poster, fordi man mente han havde været for eftergivende overfor tyskernes krav.

I juni 1941 beordrede tyskerne de danske kommunister arresteret, og et par måneder senere forbød regeringen DKP - i strid med Grundloven. Således fortsatte samarbejdspolitikken frem til 1943. Dette år blev der gennemført et valg, der gav fremgang for Socialdemokratiet, og som umiddelbart blev taget som udtryk for folkelig støtte til samarbejdspolitikken, men blot nogle måneder senere, i august, udbrød der omfattende strejker i Odense, Ålborg og Esbjerg. I første række rettet mod de tyske troppers og deres danske håndlangeres brutale fremfærd, men i næste omgang mere generelt rettet mod samarbejdspolitikken. Regeringen afviste at imødekomme de tyske modkrav, og besættelsesmagten erklærede derfor Danmark i militær undtagelsestilstand den 29. august, hvilket udløste regeringens afgang. Samarbejdspolitikken var brudt endelig sammen.

Folkestrejken i København i 1944 blev en voldsom manifestation af det dybe skel mellem de gamle samarbejdspartier på den ene side og modstandsbevægelsen på den anden. Københavnerne orienterede sig i stigende grad mod modstandsbevægelsen.

Frem til befrielsen i 1945 var udviklingen præget af stadig mere omfattende sabotagehandlinger fra modstandsbevægelsen og stadig skrappere tyske modsvar. Det ledte i juni 1944 frem til folkestrejken i København. Mens politikere fra de gamle samarbejdspartier sammen med DSF og arbejdsgiverne forsøgte at få strejkerne afsluttet, opfordrede Frihedsrådet i stedet til fortsat strejke og opstillede en række krav for afslutning af strejkerne. Tyskerne endte med at måtte opfylde en række af disse krav. I den forstand markerede folkestrejken også, at den folkelige sympati var svunget fra samarbejdspolitikkerne til Frihedsrådet og modstandsbevægelsen. Dette ramte også Socialdemokratiet. Selv om partiet havde en repræsentant i Frihedsrådet, Frode Jakobsen, var rådet domineret af kommunistisk indflydelse. Befrielsesregeringen der blev indsat i maj 1945 blev derfor sammensat ligeligt af ministre fra hver af de to magtpoler.

1945 Befrielse og kold krig

Nok var DKP gået frem i 1930'erne, men ved afslutningen af verdenskrigen havde det opnået en usædvanlig stærk position og anseelse i befolkningen. Socialdemokratiet måtte nu erkende, at dets magtmonopol i arbejderbevægelsen var alvorligt truet. Det reagerede derfor ved at rykke et stort skridt mod venstre for at opfange den radikalitet, modstandsbevægelsen havde frembragt. Allerede på selve befrielsesdagen 5. maj udsendte parti og DSF derfor en fælles erklæring om den fremtidige politik. De talte om samfundsindflydelse på de vigtigste økonomiske områder, om fuld beskæftigelse, stigende social retfærdighed og en fremtidig udvikling baseret på demokrati og socialisme. Kort tid senere stillede DSF krav om ophævelse af den tvungne voldgift, at loven om mægling i faglige konflikter skulle ændres, at tillidsmandssystemet på de enkelte arbejdspladser skulle styrkes og arbejdstiden sættes ned.

Men samtidig stillede arbejderne på mange arbejdspladser krav om, at de to arbejderpartier skulle sluttes sammen - at der skulle dannes et socialistisk enhedsparti. Kravene var så udbredte, at Socialdemokratiet blev tvunget til forhandlinger med DKP, men socialdemokraterne ville kun gå med til en sammenlægning, hvis der var tale om en egentlig indlemmelse af DKP i partiet. Heroverfor stod DKP's krav om, at der første skulle forhandles om udformningen af en fælles politik, og at den organisatoriske sammenlægning af de to partier måtte afvente den fælles politiske udvikling. Forhandlingerne blev indledt allerede i slutningen af maj, men allerede efter et par måneder afbrød Socialdemokratiet forhandlingerne, da begge parter stod fast på hver deres model.

Ved partiets kongres i august blev der fremlagt et nyt program, «Fremtidens Danmark», der var betydeligt mere socialistisk orienteret end det gældende «Danmark for Folket». Det var forfattet af den da kun 31 årige Jens Otto Krag, og rummede krav om øget statslig kontrol med erhvervslivet - især de større virksomheder -, øget statslig planlægning og indførelse af bedriftsråd på arbejdspladserne. I den forstand adskildte partiets taktiske venstredrejning sig ikke synderligt fra udviklingen i de fleste andre europæiske lande, hvor kommunisterne havde opnået stor anseelse for deres indsats i modstanden mod nazismen. Socialdemokratierne i det meste af Europa var truet på deres hegemoni (overherredømme) af kommunisterne og reagerede taktisk ved at rykke mod venstre.

Men det var for lidt og for sent. Ved folketingsvalget 30. oktober 1945 gik Socialdemokratiet 12 % tilbage ifht. det foregående valg i 1943, mens DKP fik 12,5 % af stemmerne. Samtidig vandt DKP stærkt frem i fagbevægelses bestyrelserne og en overgang var dets dagblad, Land og Folk landets tredje største. Alligevel blev truslen fra venstre hurtig reduceret. Allerede ved valget i 1947 genvandt Socialdemokratiet 7 %, mens DKP tabte 6 %. Baggrunden var, at verdenskrigen og modstandskampen var rykket mere på afstand, den kolde krig havde sat ind, og i Østeuropa udfoldedes Stalins politiske annektionspolitik.

Efter valget i 1947 havde Socialdemokratiet under Hans Hedtoft atter overtaget regeringsmagten, og det var denne regering, der i 1948 accepterede Marshall hjælp fra USA til i alt 1,7 milliarder kr. Marshallplanen havde politisk til formål at hindre kommunistisk fremgang i Vesteuropa, og denne målsætning kunne det danske Socialdemokrati umiddelbart tilslutte sig, selv om det i realiteten indebar en delvis opgivelse af den danske neutralitet. Året efter blev skridtet taget fuldt ud, da regeringen besluttede at melde Danmark ind i NATO. Det skete med opbakning fra Venstre og Konservative, mens DKP og de Radikale gik imod. Socialdemokratiet solgte sit mangeårige samarbejde med de Radikale og den danske neutralitet for at stå stærkere i kampen mod kommunisterne.

I 1953 blev der vedtaget en ny Grundlov med Socialdemokratiets og de borgerlige partiers opbakning. De vigtigste ændringer var Landstingets afskaffelse, indførelsen af kvindelig tronfølge og en paragraf om betingelserne for afgivelse af suverænitet til internationale organisationer. Denne paragraf har siden spillet en nøglerolle i den fortsatte afgivelse af suverænitet til EF/EU, og var baggrunden for, at DKP var imod grundlovsændringen.

Allerede ved starten af den kolde krig erkendte socialdemokraterne, at det bedste våben mod kommunisterne var økonomisk fremgang. Denne fremgang skulle skabes gennem større samarbejde mellem arbejdere og arbejdsgivere på arbejdspladserne og gennem indførelsen af produktivitetsfremmende lønsystemer. Allerede i 1947 indgik de socialdemokratiske ledere i fagbevægelsen derfor en aftale med arbejdsgiverne om oprettelsen af samarbejdsudvalg i virksomhederne, og fra slutningen af årtiet greb akkordarbejdet om sig. Det skulle være vejen til større produktion og til at arbejderne fik højere løn. Alligevel var den økonomiske udvikling blandet. Koreakrigens udbrud og en borgerlig regerings økonomiske politik i starten af 50'erne medførte øget arbejdsløshed og faldende realløn. I 1952-54 faldt arbejdsløsheden noget for atter at stige ved Koreakrigens afslutning. Disse år var samtidig præget af en accelereret omlægning fra landbrug til industri. Landbruget havde stigende afsætningsproblemer på eksportmarkederne, hvilket udløste en stigende afvandring af landarbejdere til byerne, hvor de bidrog til at presse arbejdsløsheden i vejret.

Udenrigspolitisk havde Socialdemokratiet opgivet den danske neutralitet, og det gamle antimilitaristiske parti gik nu ind for betydelige stigninger i de militære udgifter. Officielt gik Danmark imod atomvåben på dansk jord, men 45 år senere blev det afsløret, at den socialdemokratiske statsminister stiltiende havde givet USA tilladelse til stationering af atomvåben på supermagtens base i Thule i Grønland. Samtidig blev Socialdemokratiet og Danmark gennem sit NATO medlemsskab i stigende grad draget ind i de gamle kolonimagters kolonipolitik i Afrika og Asien, og USA's imperialistiske politik overfor resten af verden.

Tilfredsheden med den socialdemokratiske økonomiske politik var ikke lige udbredt overalt. I 1954 opstillede fagbevægelsen ved overenskomstforhandlingerne derfor krav om højere løn og nedsat arbejdstid for at kompensere for det stigende arbejdstempo og de socialdemokratiske økonomiske stramninger. Arbejdsgiverne strittede dog imod, DSF opgav kravet om reduceret arbejdstid og accepterede til sidst beskedne lønforhøjelser. Det udløste betydelig utilfredshed på arbejdspladserne, hvor konflikterne tog drastisk til ifht. det foregående år. Samme år gennemførte arbejderne på Philips i København en længere strejke i protest mod de produktivitetsfremmende lønsystemer.

Ved overenskomststrejkerne i 1956 blev olie- og benzinvirksomhederne for første gang ramt af strejke. Det viste sig at være et stærkt våben, og den socialdemokratiske regering forbød derfor hurtigt disse strejker.

Den udbredte utilfredshed førte til, at kravene ved overenskomstforhandlingerne i 1956 blev skærpet. Den ugentlige arbejdstid skulle reduceres fra 48 til 44 timer, der skulle ske væsentlige lønforhøjelser, og der skulle indføres løn under sygdom. Atter indtog arbejdsgiverne en stejlt afvisende holdning, et forlig var umuligt, og i marts indledtes derfor strejker og lockouter, der omfattede 100.000 arbejdere. Som noget nyt blev også olie- og benzinvirksomhederne ramt af strejker. Det viste sig at være et særdeles effektivt våben, og den socialdemokratiske regering gik derfor øjeblikkeligt ind og vedtog en lov, der forbød olie- og benzinstrejkerne. Samtidig fik den forligsmanden til at udarbejde et mæglingsforslag, hvor arbejdstidsreduktionen var udeladt. Alligevel anbefalede DSF's formand sine medlemmer at stemme ja til forslaget med den argumentation, at det ellers ville kunne koste den socialdemokratiske regering livet. Alligevel stemte 59 % imod. Til gengæld var arbejdsgiverne så tilfredse, at de godkendte forslaget. Men Socialdemokratiet ville ikke acceptere en fortsat konflikt på dette grundlag, og samme dag resultatet forelå, vedtog Folketinget derfor en lov, der ophøjede mæglingsforslaget til lov. Socialdemokratiet var dermed gået videre end på noget tidspunkt tidligere i sine indgreb overfor den frie forhandlingsret ved at underkende en massiv demokratisk beslutning i arbejderbevægelsen. DKP og formanden for Dansk Smede- og Maskinarbejderforbund, Hans Rasmussen var de eneste, der stemte imod.

Regeringsindgrebet udløste omfattende protester. Foran Christiansborg blev der gennemført omfattende demonstrationer med 100-200.000 deltagere. DKP's formand Aksel Larsen og en række kommunistiske fagforeningsledere fik nedsat en situationens generalstab, der skulle koordinere de mange aktiviteter i København og i provinsen. Alligevel måtte arbejderne i sidste ende opgive modstanden mod regeringsindgrebet, og den betydelige anseelse DKP havde opnået ved at stille sig i spidsen for protesterne forsvandt hurtigt igen. Samme år invaderede Sovjetunionen Ungarn, hvilket udløste voldsom forbitrelse i den udviklede kapitalistisk verden og stillede alvorlige spørgsmål ved kommunisternes demokratiske grundlag. I stedet for en fremgang ved valget i 1957 måtte DKP derfor atter notere sig en tilbagegang. Men også Socialdemokratiet gik tilbage. Det mistede 2 % og fik 39,4 % af stemmerne. Vælgerne havde ikke glemt indgrebet året forinden.

De glade tressere

Efter en længere regeringskrise blev der dannet en trekantsregering bestående af Socialdemokratiet, de Radikale og Retsforbundet. Den kom til at regere de følgende 3 år, hvor økonomien de første måneder var dårlig. Men derefter vendte de internationale konjunkturer, og de følgende 3 år steg industriens produktion med 30 %, og arbejdsløsheden faldt fra 10 % til godt 4 %. Gennem 50'erne var den strukturelle økonomiske omstilling af det danske samfund taget fart. I perioden 1950-60 blev der skabt omkring 250.000 nye arbejdspladser i byerne. 100.000 af disse blev udfyldt gennem afvandring fra landet og de resterende blev i vid udstrækning fyldt ved at flere kvinder blev trukket ud på arbejdsmarkedet. Trods industriens fremgang blev de fleste arbejdspladser ikke skabt der men indenfor kontor- og serviceerhvervene.

Den økonomiske fremgang gav også Socialdemokratiet vind i sejlene. Ved valget i 1960 gik det næsten 3 % frem til 42,1 %. Samtidig stormede det nystiftede parti SF ind i Folketinget med 6,1 % af stemmerne. Socialdemokratiet var atter presset fra venstre. SF hentede både sine stemmer fra DKP, men også fra utilfredse venstrefløjsfolk, der tidligere havde stemt på Socialdemokratiet. Socialdemokraterne reagerede ved at beskylde SF for at være et krypto-kommunistisk parti og afviste enhver tanke om samarbejde.

Det socialdemokratiske indgreb i overenskomstforhandlingerne i 1956 var kommet meget på afstand, men alligevel greb regeringen i 1961 atter nødtvunget ind i forhandlingerne. Overenskomsten indgået i 1958 havde været treårig og havde lagt stramme bånd på lønudviklingen trods den voldsomme økonomiske fremgang. Ved overenskomstfornyelsen i 1961 lagde fagbevægelsen derfor ganske betydelige lønkrav frem. Arbejdsgiverne strittede imod, men accepterede alligevel det efterfølgende mæglingsforslag. Den økonomiske fremgang havde givet mulighed for at honorere arbejdernes krav. Indenfor LO var afstemningerne om mæglingsforslaget delt op i 8 hovedområder, hvoraf de 6 stemte for, mens der indenfor metal- og transportområderne var flertal imod forslaget. Indenfor begge områder blev de varslede strejker sat i gang. Metalområdet nåede forholdsvis hurtigt frem til en løsning, men på transportområdet fortsatte konflikten, indtil den socialdemokratisk ledede regering i maj greb ind og ophøjede mæglingsforslaget til lov. Statsminister Viggo Kampmann havde ellers erklæret, at denne gang måtte parterne selv nå frem til et resultat. Strejkerne dette forår kostede 2,3 millioner arbejdsdage - det største antal siden befrielsen i 1945.

Alligevel havde arbejderne opnået en betydelig reallønsfremgang, som regeringen nu gik i gang med at udhule. Allerede i efteråret 1961 blev en række afgifter og takster forhøjet og året efter indgik regeringen et stort forlig med Venstre og Konservative om indførelsen af den såkaldte omsætningsafgift (senere momsen), der blev lagt på de fleste varer. Formålet var i begge tilfælde at dæmpe det hastigt stigende forbrug, der også havde medført en betydelig stigning i vareimporten, hvilket havde forringet betalingsbalancen.

Selv blandt ledende socialdemokrater i regeringen og fagbevægelsen skabte denne politik dog betænkelighed. Først havde arbejderne været igennem en hård konflikt for at tilkæmpe sig en lønfremgang, hvorefter den socialdemokratisk ledede regering udhulede fremgangen. Ved overenskomstfornyelsen i 1963 forsøgte partiet sig derfor med en ny model. Et forhandlingsudvalg bestående af LO formanden Eiler Jensen, smedeformanden Hans Rasmussen og den nyudnævnte statsminister Jens Otto Krag udarbejdede den såkaldte helhedsløsning, der var det første forsøg på at udforme en sammenhængende indkomstpolitik. Ideen var, at konflikten mellem arbejdsgivere og arbejdere under overenskomstforhandlingerne var for uhåndterlig og for farlig. Forhandlingerne berørte allerede på dette tidspunkt omkring 1 million arbejdere, og flere andre gruppers forhandlinger blev lagt op ad LO områdets resultat. I stedet skulle regeringen udforme et forslag til gavn for alle parter og for «samfundsøkonomien».

Kernen i helhedsløsningen var, at de gældende overenskomster blev forlænget uændret i yderligere 2 år, dog med forbedringer for de lavest lønnede og lønforhøjelser til alle under det andet år. For arbejdsgiverne blev der indført begrænsninger for hvor meget deres udbytte måtte stige, og der blev vedtaget et pris- og avancestop. Endelig blev der gennemført forhøjelser af de forskellige pensioner, ligesom Arbejdsmarkedets Tillægspension (ATP) blev oprettet. Venstre og Konservative stemte imod lovpakken, først og fremmest fordi landbruget var imod. SF stemte ligeledes imod pga. indgrebet i overenskomstforhandlingerne.

Helhedsløsningen var samtidig udtryk for et skred i den socialdemokratiske statsopfattelse. Mens Stauning i 30'erne havde brugt statens midler til at lindre vilkårene for de fattigste i samfundet, lagde partiet nu større vægt på, at staten skulle gå ind som drivende kraft i samfundets økonomiske udvikling. Denne ideologi havde Krag i virkeligheden allerede formuleret på partiets vegne i 1945, men da var den i højere grad tænkt som bolværk mod de stærke kommunister. Men den stærke økonomiske udvikling fra slutningen af 50'erne gjorde en sådan politik hensigtsmæssig. Partiet ønskede at stimulere industrien og den økonomiske udvikling generelt ud fra en opfattelse af, at en «større kage» også ville give en større bid til arbejderne. Partiet udformede derfor en erhvervspolitik, der skulle stimulere til flere investeringer. Afskrivningsreglerne blev lempet, så erhvervslivet fik større interesser i nyinvesteringer og dermed vækst. Denne politik blev suppleret af en udbygning af uddannelsessystemet, udbygning af sundhedsvæsenet og af socialpolitikken. Samtidig gik staten ind og satte en lang række anlægsarbejder og byggerier i gang. Der blev bygget nye veje, broer og huse. Det satte yderligere gang i byggeriet, der fortsat var en krumtap i samfundsøkonomien.

Venstre og Konservative var stærkt utilfredse med denne tiltagende statslige rolle, selv om det var vanskeligt at benægte, at den gavnede økonomien. I 1963 fik de til gengæld chancen for at slå til mod regeringen, der havde vedtaget en række jordlove, der skulle bremse spekulationen i landbrugsjord. Højrefløjens partier anvendte Grundlovens bestemmelse om, at 60 af Folketingets medlemmer kunne sende en vedtagen lov til folkeafstemning. Valgkampen blev præget af en voldsom skræmmekampagne, hvor de borgerlige hævdede, at staten nærmest ville overtage al jord. Resultatet var, at et stort antal af vælgerne stemte imod jordlovene. Socialdemokratiet og dets regeringspartner, de Radikale havde lidt et taktisk nederlag, der for de Radikale var så alvorligt, at partiet efter valget i 1964 besluttede ikke at gå i regering med Socialdemokratiet.

1966-68 Det røde kabinet

I 1964-66 var Socialdemokratiet derfor i mindretalsregering, der baserede sig på skiftende flertal med de borgerlige partier. For at få yderligere gang i boligbyggeriet og boligfornyelsen indgik partiet i 1966 et boligforlig med de Radikale, Venstre og Konservative. Mens huslejerne siden besættelsen havde været holdt fast, blev de nu givet fri i nybyggeriet, og i det ældre byggeri skulle huslejerne have lov at følge efter over en 8 årig overgangsperiode. Samtidig blev der åbnet op for, at lejelejligheder skulle kunne omdannes til ejerlejligheder. Dette forlig åbnede op for betydelige huslejestigninger og en udbredt spekulation på boligmarkedet. Denne udvikling var særdeles upopulær og var baggrunden for, at Socialdemokratiet ved valget senere på året gik næsten 4 % tilbage og mistede 7 mandater. Som eneste modstander af boligforliget gik SF til gengæld frem fra 10 til 20 mandater. Imidlertid havde de to partier nu tilsammen flertal i Folketinget, og det var vanskeligt at opretholde modstanden mod samarbejde. LO's formand erklærede åbent, at man ikke ville kunne forstå det på arbejdspladserne, hvis landets første «arbejderflertal» ikke blev udnyttet.

Socialdemokratiet valgte at følge opfordringerne fra fagbevægelsen, men det skulle ske gennem en del og hersk politik. En af partiets politiske chefstrateger, Per Hækkerup erklærede åbent, at SF skulle «under åget». SF kunne ikke selv gå ind i en regering med socialdemokraterne. Dertil var forskellen i partiernes udenrigs- og sikkerhedspolitik for store. SF stillede bl.a. som krav, at Danmark skulle meldes ud af NATO, hvilket blev blankt afvist af Socialdemokratiet. Samtidig var SF's store valgfremgang baseret på kritik af den socialdemokratiske boligpolitik - og ikke et muligt regeringssamarbejde. I stedet nedsattes et kontaktudvalg mellem de to partier, der af den borgerlige presse hurtigt blev døbt «Det røde Kabinet».

Socialdemokratiets perspektiv var at omklamre SF så stærkt, at det blev splittet og svækket. Det lykkedes til fulde. I første omgang skete det ved at regeringen fremlagde forslag om indførelse af moms (meromsætningsafgift). Selvom SF under valgkampen var gået imod beskatning af forbruget - og dermed moms - bøjede det sig nu mod forskellige indrømmelser til socialt dårligt stillede grupper. Denne politik skabte stigende modsætninger internt i partiet, hvor formanden Aksel Larsen samtidig blev beskyldt for at føre en enerådende politik i samarbejdet med socialdemokraterne. Det endelige brud fandt sted i december 1967, hvor de to partier trods hård modstand fra fagbevægelsen blev enige om at indefryse en dyrtidsportion (automatisk regulering af alle lønninger som følge af prisstigningerne). 6 af SF 20 folketingsmedlemmer stemte imod forslaget, brød ud af SF og dannede partiet Venstresocialisterne (VS). Regeringens forslag faldt dermed og den udskrev valg. Ved valget tabte Socialdemokratiet 4 %, mens SF blev halveret. Socialdemokratiet havde ikke haft et dårligere valg siden katastrofevalget i 1945, men til gengæld havde det i første omgang fået splittet og drastisk svækket sin modstander i arbejderbevægelsen, SF. Hækkerups strategi var lykkedes, men partiet betalte en høj pris. Ikke blot mistede det 4 %, for første gang i 15 år måtte det opgive at danne regering, og i stedet dannedes VKR regeringen med Hilmar Baunsgård som statsminister.

EF-afstemning og katastrofevalg

Socialdemokratiet var uvant med rollen som oppositionsparti, og det blev især fordi den borgerlige regering sled sig selv op, at Socialdemokratiet i 1971 atter kunne danne en mindretalsregering. Partiet var da gået 3 % frem ifht. 1968 valget og SF var ligeledes gået frem fra 10 til 17 mandater. Alligevel var ingen af partierne interesserede i at gentage fejltagelserne fra 1966-68. Det hang også sammen med en afgrundsdyb forskel i de to partiers EF politik. Danmark havde i 1960 under den socialdemokratisk ledede regering været med til at stifte frihandelsorganisationen EFTA. Partiet havde en klar opfattelse af, at handelssamarbejdet ville gavne den danske økonomiske udvikling og dermed også de danske arbejdere. Flere gange i løbet af 60'erne havde regeringen sonderet muligheden for optagelse i EF, men først i 1969 ophævede Frankrig det veto, der tidligere havde gjort dette umuligt. Partiets ledelse gik derfor ind for hurtig dansk optagelse, mens SF og venstrefløjen udenfor Folketinget var voldsomt imod. De betragtede EF som et kapitalens Europa, men modstanden mod EF rakte også langt ind i Socialdemokratiet. 10 medlemmer af partiets folketingsgruppe var imod. Det samme gjaldt den fremtrædende smedeformand Hans Rasmussen, og på sin kongres i foråret 1972 besluttede også Specialarbejderforbundet (SiD) at gå imod medlemsskab, trods det at formanden Anker Jørgensen var for. LO udskød sin beslutning til det sidste, men endte med at stemme for. Efter en ophedet skræmmekampagne stemte et stort flertal af danskerne den 2. oktober 1972 for medlemsskab.

Den skarpt polariserede politiske situation var med til at vanskeliggøre samarbejdet mellem den socialdemokratiske mindretalsregering og SF, men alligevel blev der vedtaget enkelte vigtige reformer, hvoraf den vigtigste var indførelsen af sygedagpenge for arbejdere.

I 1971-72 havde partiet været nødt til acceptere den dybe interne uenighed i EF spørgsmålet, men partiet havde ikke tidligere været så splittet, og der måtte tages drastiske forholdsregler for atter at få det samlet. Statsminister Krag gav dagen efter folkeafstemningen derfor overraskende meddelelse om, at han trak sig tilbage og overlod posten til Anker Jørgensen. Fagbevægelsen hvor modstanden havde været stærkest fik altså en statsminister, selvom Jørgensen hele tiden havde været for. De socialdemokrater der i 1971-72 aktivt havde arbejdet for et nej til EF lod sig da også hurtigt underlægge partidisciplinen efter valget. Kun enkelte valgte at gå ind i Folkebevægelsen mod EF, hvor EF modstanden var koncentreret.

Efter valget kunne partiet derfor styrket fortsætte sit samarbejde med SF, men det strakte sig kun frem til november 1973, hvor partiets mest fremtrædende repræsentant på højrefløjen, Erhard Jakobsen brød ud af partiet netop pga. dette samarbejde. Bruddet indebar, at Socialdemokratiet ikke længere kunne skaffe flertal for sin politik i Folketinget, det udskrev valg, og dette blev det mest katastrofale i dets historie. Det tabte næsten 12 % af stemmerne og gik tilbage til 25,6 %. Det var i høj grad vælgernes dom efter EF-afstemningen, hvor undersøgelser havde vist, at halvdelen af de socialdemokratiske vælgere havde stemt imod EF. Men valget blev samtidig en diffus protest mod den stigende statsintervention i samfundslivet og den venstredrejning der var fulgt i kølvandet på ungdomsoprøret. Det var de nydannede borgerlige protestpartier, Fremskridtspartiet og Centrumsdemokraterne der tordnede ind i Folketinget. På venstrefløjen mistede også SF en tredjedel af sine vælgere. Nok havde det været imod EF, men det havde arbejdet sammen med Socialdemokratiet. Til gengæld kom DKP i Folketinget med 3,6 % af stemmerne bag sig.

Økonomisk krise

Katastrofevalget faldt tidsmæssigt sammen med gennembruddet af den økonomiske krise. Den Venstre mindretalsregering der blev indsat efter valget slog derfor ind på en hårdhændet økonomisk politik overfor arbejderklassen. I januar 1974 fik den Socialdemokratiet med til at give 2 milliarder kr i økonomiske tilskud til erhvervslivet. De blev fulgt i april af statslige nedskæringer på ialt 1,5 milliarder, men da regeringen måneden efter gennemførte betydelige forhøjelser af en række afgifter, valgte Socialdemokratiet at sige fra. Det «sorte forlig» i maj udløste omfattende arbejdsnedlæggelser og demonstrationer foran Christiansborg, hvor politikere fra både DKP, SF og Socialdemokratiet talte med krav om regeringens afgang. Oppositionen mod regeringens politik blev først og fremmest organiseret af DKP, der var blevet kraftigt styrket i kølvandet på EF-afstemningen. Men også en del SF'ere og enkelte socialdemokrater indgik i det såkaldte formandsinitiativ, der stod bag strejker og demonstrationer.

Venstreregeringens vigtigste reforminitiativ var gennemførelsen af den nye Bistandslov, der i virkeligheden var et socialdemokratisk udarbejdet projekt. Loven samordnede de forskellige dele af den tidligere sociallovgivning, og samlede administrationen i bistandsforvaltningen, der i hvert enkelt tilfælde skulle foretage skøn af klientens samlede situation. Fra venstrefløjen blev loven kritiseret for at erstatte retsprincippet med skønsprincippet, som borgerligt styrede kommuner ville kunne bruge til at reducere de sociale ydelser. Selv om loven på en række områder var et fremskridt medførte krisen, at der blev forholdsvis færre midler til rådighed og at antallet af klienter steg. Det satte bistandssystemet under et forstærket pres.

Venstreregeringen var ikke i stand til at håndtere den alvorlige økonomiske krise. I december 1974 forsøgte den at få gennemført en drastisk indskrænkning af strejkeretten, hvilket udløste voldsomme protester, og regeringen valgte at udskrive valg i januar 1975, efter at den ikke kunne skabe flertal for sin politik. Valget betød næsten en fordobling af Venstres mandater, men partiet kunne ikke skaffe sig flertal for at danne regering. I stedet dannede Socialdemokratiet der var gået en smule frem regering. At partiet så hurtigt efter katastrofevalget valgte at overtage regeringsmagten hang sammen med en formuleret opfattelse af, at en socialdemokratisk krisepolitik trods de vanskelige økonomiske vilkår trods alt ville være mere skånsom end en borgerlig politik støttet af Fremskridtspartiet. Det var dog en argumentation de 3 venstrefløjspartier i Folketinget var særdeles skeptisk overfor.

De følgende 3-4 år forsøgte partiet at gennemføre forskellige former for krisepolitik, der skulle dæmme op for den økonomiske krise, men problemerne blev kun større. Arbejdsløsheden voksede fra 5 % i 1974 til 11 % i 1975. Allerede i foråret 1975 greb regeringen derfor ind i overenskomstforhandlingerne ved at ophøje forligsmandens mæglingsskitse til lov. Der var på ingen måde råd til konflikt. I efteråret forsøgte den gennem keynesianistisk politik at dæmme op for den hastigt stigende arbejdsløshed. Momsen blev for en periode på 5 måneder sat ned med 5 % og den tvungne opsparing Venstre regeringen havde gennemtrumfet året forinden blev udbetalt på én gang. Formålet var at sætte mere skub i økonomien og bringe arbejdsløsheden til fald. Alligevel fortsatte arbejdsløsheden med at stige, en del af merforbruget blev brugt til køb af varer i udlandet, hvilket til gengæld forværrede betalingsbalancen. Partiet opgav nu den statsinterventionistiske økonomiske politik, det havde fulgt gennem næsten 40 år og slog ind på en borgerligt orienteret krisepolitik.

Et lyspunkt var dog vedtagelsen af en ny arbejdsmiljølov i 1975, der var et svar på de mange vilde strejker de foregående år mod det høje tempo i industrien og de stadig flere og mangeartede arbejdsmiljøproblemer, der ramte arbejderklassen.

I august 1976 gennemførte Socialdemokratiet en ny krisepakke med støtte fra de borgerlige partier. Den indebar nye afgiftsforhøjelser og nedskæringer i de offentlige udgifter, men værst var beslutningen om, at der højst måtte udbetales én dyrtidsportion pr. halvår, og at lønudviklingen skulle holdes indenfor snævre rammer på 2 % de følgende 3 år. Disse tiltag ramte alle lønarbejderne, hvis realløn faldt. Socialdemokratiets argumentation var, at Danmark var nødt til lægge sin lønudvikling under udlandets for at forbedre konkurrenceevnen og dermed betalingsbalancen. Hensynet til arbejderklassens vel blev nu åbenlyst underordnet hensynet til samfundsøkonomien.

Denne politik skabte betydelig utilfredshed og antallet af ulovlige strejker voksede drastisk. De såkaldte vilde strejker (udenfor den etablerede fagbevægelses kontrol) forekom allerede fra slutningen af 60'erne, men var i udgangspunktet overvejende rettet mod det høje og stærkt nedslidende arbejdstempo. Men fra midten af 70'erne fik strejkerne et politisk og økonomisk perspektiv - som protest mod først den borgerlige og siden socialdemokratiske krisepolitik, og som middel til reallønsforbedringer.

Socialdemokraterne i LO bekæmpede voldsomt de overenskomststridige strejker. Både fordi de var tvunget til det af Hovedaftalen, men også fordi strejkerne der var organiseret af venstrefløjen var en politisk trussel mod Socialdemokratiets hegemoni i fagbevægelsen. Alligevel var også LO stærkt skeptisk overfor den socialdemokratiske regerings indkomstpolitik, der åbent blev kritiseret. Det gjaldt begrænsningerne i dyrtidsportionerne og lønrammen på 2 %. Alligevel fulgte de denne ramme ved overenskomstforhandlingerne i foråret 1977, men til gengæld ønskede de gennemførelse af Økonomisk Demokrati (ØD). Den socialdemokratiske regering støttede denne ide, men kunne ikke skaffe flertal i Folketinget, hvor både højre- og venstrefløjen var skarpt imod. Planerne måtte endelig skrinlægges i starten af 80'erne. Til gengæld lykkedes det i 1976 at gennemføre en lov om ligeløn og i 78 en lov om mænds og kvinders ligestilling på arbejdsmarkedet.

Trods løntilbageholdenhed steg imidlertid både arbejdsløshed og underskuddet på betalingsbalancen. I august 1977 gennemførte regeringen derfor et nyt kriseindgreb med støtte fra de borgerlige partier. Hovedformålet var at nedbringe underskuddet på betalingsbalancen, uanset om det førte til øget arbejdsløshed. Den fortsatte da også sin stigning, men uden at det førte til nævneværdige forbedringer af betalingsbalancen.

Med udsigt til nye kriseindgreb i efteråret 1978 gik Socialdemokratiet i regering med Venstre. Den var historisk i den forstand, at det var første gang de to partier havde dannet regering sammen, og den kom da også kun til at holde et år. Samarbejdet medførte en yderligere belastning i forholdet til LO, der var stærkt imod. Da regeringen i foråret 1979 greb ind i overenskomstforhandlingerne og forlængede de gældende overenskomster i to år, affandt LO sig dog med indgrebet. Regeringssamarbejdet brød sammen i efteråret 1979, efter at Venstre havde krævet mere drastiske kriseindgreb, mens Socialdemokratiet ikke turde belaste forholdet til LO yderligere. Ved det efterfølgende valg fik partiet en mindre fremgang og fortsatte frem til 1982 som ren mindretalsregering. I denne periode kunne den mønstre et parlamentarisk flertal sammen med SF og de Radikale, men den politiske polarisering var så stærk, at flertallet ikke kunne praktiseres. Partiet var derfor tvunget til at udforme sin krisepolitik sammen med højrefløjen.

Regeringen foretog nye kriseindgreb i 1979 og 80. I 1979 blev der indført en efterlønsordning, der gjorde det muligt for 60 årige at trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet. Den skulle bane vej for ansættelse af flere unge arbejdsløse. Samtidig blev der indført jobtilbud for langtidsarbejdsløse, der skulle have tilbudt 9 måneders arbejde for ikke at miste retten til understøttelse. Begge tiltag medførte et svagt fald i arbejdsløsheden, men allerede fra slutningen af 79 steg den atter - ligesom underskuddet på betalingsbalancen.

Den stigende arbejdsløshed betød, at fagbevægelsen stod svagt op til overenskomstforhandlingerne i 1981, og regeringen havde på forhånd erklæret, at den i sin økonomiske politik ville arbejde for en fortsat sænkning af reallønnen. Forhandlingerne blev for første gang udformet som decentrale forhandlinger. Ved denne fremgangsmåde viste arbejdsgiverne sig at have en langt større styrke end arbejdersiden, og resultatet blev derfor det reallønsfald, som den socialdemokratiske regering ønskede. Vælgernes dom var hård. Ved valget samme år gik partiet mere end 5 % tilbage.

I 1981-82 nåede de internationale konjunkturer et nyt lavpunkt, forholdet til LO var efterhånden så belastet og krisepolitikken så borgerligt orienteret, at Socialdemokratiet opgav at fortsætte på regeringsmagten. Blandt mange socialdemokrater selv ind i Folketinget havde den opfattelse bredt sig, at når det alligevel var nødvendigt at gennemføre borgerlig nedskæringspolitik, så var det bedre at overlade denne opgave til en borgerlig regering. Regeringen Anker Jørgensen gik af og overlod magten til den borgerlige VCQM regering. Tanken var, at den hurtigt ville køre fast, og at socialdemokraterne efter en kortvarig periode atter kunne overtage regeringsmagten, men partiet kom til at tilbringe de næste 10 år i opposition.

1982-93 Opposition

Socialdemokratiet havde i starten vanskeligt ved at finde sin rolle som oppositionsparti, efter gennem størstedelen af de foregående 50 år at have spillet en central rolle i velfærdsstatens udvikling. Partiet var blevet til et statsbærende parti, der søgte en udvikling til gavn for ikke en enkelt men alle samfundets klasser. Skulle denne kurs fortsættes måtte det søge at få indflydelse på de borgerlige regeringens politik, men samtidig måtte det søge at markere sig som oppositionsparti. Den praktiske politik blev en kombination af de to hensyn. Indflydelse på den borgerlige regering fik det først og fremmest i 1985 ved deltagelse i skatteforliget og ved deltagelse i finansloven i 1988, hvor det lykkedes at få hævet folkepensionen og satserne for dagpenge og efterløn.

Mest synlig blev partiet dog gennem de såkaldte alternative flertal, hvor det sammen med de Radikale og venstrefløjen lykkedes at bestemme politikken indenfor sikkerheds-, kultur-, rets- og miljøpolitik. Ifht. partiets tidligere politik var der på de fleste felter tale om en tydelig venstredrejning. Dermed blev det både muligt at markere en skarpere opposition overfor den borgerlige regering og samtidig mindske noget af truslen fra venstrefløjen. Mest tydeligt blev dette indenfor sikkerhedspolitikken, hvor partiet tidligere havde ligget tæt op ad sine allierede i NATO. Nu benyttede det lejligheden til f.eks. at optage venstrefløjens krav om et atomvåbenfrit Norden.

Grundlaget for denne venstredrejning var allerede skabt med vedtagelsen af et nyt principprogram i 1977, der lagde stor vægt på præciseringen af den «demokratiske socialisme». Den ideologiske opstramning ifht. principprogrammet fra 1961 var udtryk for, at partiets ledende folk havde erkendt, at velfærdspolitikken nok havde skabt større tryghed og velstand for de fleste, men ikke havde kunnet bidrage til at løse de grundlæggende sociale og kulturelle uligheder i samfundet. Midlet til virkeligt at nå videre skulle være indførelsen af ØD: «Først når ejendomsretten til produktionsmidlerne er fælles for alle, bliver det fuldt ud muligt at forene demokrati på den enkelte arbejdsplads med en samfundsstyring af produktionen efter folkets ønsker og behov», hed det i programmet. De grundlæggende problemer i samfundet kunne kun løses gennem demokratisering af økonomien, og vejen til dette skulle gå gennem reformer.

Venstredrejningen i partiets ideologi var endvidere en konsekvens af den generelle venstredrejning i samfundet, der i 1975 bl.a. havde resulteret i, at venstrefløjen tilsammen havde fået 20 mandater i Folketinget; at partiet havde et stærkt behov for at markere sig ideologisk for at afbalancere den borgerligt orienterede økonomiske nedskæringspolitik; og endelig for at vende afvandringen fra partiet. I 1949 havde det haft ca. 325.000 medlemmer. Det var i 1970 faldet til 175.000, og i 1976 yderligere til ca. 125.000. Problemet var blot, at venstredrejningen forblev hul. Vejen til demokratisk socialisme gik over ØD, og det var både højre- og venstrefløjen imod.

Oppositionsperioden i 80'erne gav det imidlertid mulighed for i højere grad at markere sig ideologisk, og på en række punkter rykkede statens derfor paradoksalt nok mod venstre, trods det at det var en borgerlig regering, der var ved magten. I 1986 gik partiet så lagt som til at gå imod EF-Pakken, der i første omgang skabte EF's indre marked og i næste omgang skabte grundlag for udviklingen af Unionen. Men trods venstrefløjens og Socialdemokratiets anbefaling af et nej, fik regeringen ved forårets folkeafstemning alligevel flertal for pakken. Modstanden må nok ses som kulminationen på partiets ideologiske venstredrejning. Mens partiet havde stemt imod pakken i 1986, fordi det frygtede det ville udvikle EF i retning af en union, stemte det for selve unionstraktaten i 1992.

I 1988 brød det alternative flertal sammen, da de Radikale besluttede at gå ind i en borgerlige regering med Venstre og Konservative. Bag denne beslutning lå muligvis også det forhold, at Svend Auken i 1987 havde overtaget posten som partiformand i Socialdemokratiet fra Anker Jørgensen. Auken repræsenterede venstrefløjen i partiet og var ikke populær hos de Radikale. Under ham gik partiet næsten 9 % frem ved valget i 1990.

Der kom dog til at gå yderligere næsten 3 år før Socialdemokratiet kunne overtage regeringsmagten. At de borgerlige var i stand til at holde sig ved magten i over 10 år trods alternative flertal skyldtes at de internationale økonomiske konjunkturer fra 1982 var gunstige, og at investeringslysten steg i det private erhvervsliv. Men i slutningen af 80'erne vendte konjunkturerne atter, og regeringen kom i stadig dybere politisk og juridisk krise, der blev forstærket af den såkaldte Tamilsag. De Radikale stillede imidlertid et væsentligt krav for at trække tæppet væk under den borgerlige regering og i stedet støtte en socialdemokratisk: at Auken blev fjernet fra formandsposten. Dette krav fik modsætningerne internt i Socialdemokratiet til at bryde åbent ud, og i foråret 1992 kom det til åben magtkamp mellem Auken og Poul Nyrup Rasmussen om formandsposten. Det var uhørt, at der blev stillet spørgsmålstegn ved en formand midt i en kongresperiode, men i april blev der indkaldt til ekstraordinær kongres. Lige så uhørt var det, at der var kampvalg om posten, men dette var nu tilfældet. Partiet var nu så interesseret i at genvinde regeringsmagten, at et flertal valgte at bøje sig for de Radikale og støtte højrefløjens kandidat, Nyrup Rasmussen.

1993- Atter ved regeringsmagten

I januar 1993 måtte den borgerlige regering gå af, efter at Tamilrapporten havde dokumenteret justitsministeren ulovlige håndtering af tamilers ret til familiesammenføring i slutningen af 80'erne. De Radikale kunne nu pege på Socialdemokratiet, og i februar indledte de to partier sammen med CD et regeringssamarbejde.

Var partiets politik præget af et taktisk venstresving i 1982 ved overgangen til opposition, skete der nu et lige så drastisk højresving. Partiet fortsatte de foregående borgerlige regeringers privatiserings- og udliciteringspolitik. Store offentlige virksomheder med Teledanmark som den vigtigste er i perioden blev fuldt privatiseret. Samtidig er erhvervslivet på en række områder blevet begunstiget gennem lavere erhvervsskatter, forskellige tilskudsordninger og fjernelse af formueskatten. Ifht. EU er der sket en yderligere underkastelse, der adskiller sig markant fra partiets kritik af EF-pakken i 1986. På det sikkerhedspolitiske område har partiet bevæget sig fra den NATO-kritiske fodnotepolitik i 1980'erne til ivrig deltager i NATO's krigsindsats i 1999. Udenrigspolitisk har det bevæget sig fra forsig kritik af USA's politik i bl.a. Mellemamerika og Sydafrika i 80'erne til at fungere som supermagtens politiske spydspids - som da USA i 1997 fik Danmark til i FN's Menneskerettighedskommission at kritisere menneskerettigheds situationen i Kina. En indsats der blev belønnet med det første nordamerikanske præsidentbesøg i Danmark 4 måneder senere.

Samtidig har regeringen på en række områder opgivet den traditionelle socialdemokratiske politik med forsvar for de fattigste i samfundet. Under regeringen er udstødningen fra arbejdsmarkedet øget betragteligt, således at omkring 900.000 i dag er udstødte. Trods positive internationale konjunkturer der gennem 90'erne bidrog til et fortsat fald i arbejdsløsheden, der nåede ned på niveauet fra starten af 1970'erne, var partiet derfor tæt ved at tabe valget i 1997. Det var kun gennem en massiv mobilisering i de sidste dage før valget og en massiv skræmmekampagne, at det lykkedes at hindre de borgerlige i at overtage regeringsmagten.

Det hindrede dog ikke den fortsatte højredrejning. I maj 1998 greb regeringen ind i storkonflikten, der da havde været i gang i 2 uger med krav om en 6. ferieuge, og i efteråret samme år gennemførte det alvorlige forringelser af efterlønsordningen. Specielt dette skridt fik partiets oppinionstal til at rasle ned til godt 22 %. Man skulle helt tilbage til starten af århundredet for at finde en tilsvarende ringe opbakning til partiet. Især mange af partiets svagere stillede vælgere følte sig svigtet og søgte i stedet for over mod det populistiske og fremmedfjendske Dansk Folkeparti. Socialdemokratiets reaktion på denne udvikling var yderligere at stramme sin udlændingepolitik. Allerede før valget i 1997 var indenrigsminister Birthe Weiss blevet erstattet af den langt mere fremmedfjendske Thorkild Simonsen, og partiet lagde nu i stigende grad sin udlændingepolitik op ad den yderste højrefløj - i et forsøg på at dæmme op for den stadige vælgerflugt.

Partiets ideologiske krise gør sig gældende både i det parlamentariske arbejde og i fagbevægelsen. Mens principprogrammet fra 1977 lagde stor vægt på den «demokratiske socialisme», er det socialistiske perspektiv nu endelig forsvundet ud af programmet. Partiet er fortsat statsbærende, men dets politik har ikke længere noget ideologisk samfundsforandrende perspektiv. Tvært imod er det som andre søsterpartier i Europa - specielt det tyske og britiske - gået ind i en aktiv demontering af den velfærdsstat, det selv har medvirket til at bygge op. Demonteringen er gennemført for at fremme øget økonomisk vækst, og for at sikre harmoniseringen med det øvrige EU. Partiet er gennem de sidste 10-15 år gået ind for en omlægning af pensionssystemet, og det næste område der risikerer demontering er folkepensionen.

Mellem parti og fagbevægelse er båndene blevet drastisk svækket, hvilket bl.a. har gjort det muligt for LO at gennemføre en åbning overfor partiet Venstre. Men også den socialdemokratiske politik i fagbevægelsen er i krise. Gennem de sidste 100 år har tendensen i stigende grad været at underordne fagbevægelsen partiet. De faglige kampe var efter partiets mening for kostbare, og der kunne opnåes større resultater gennem det parlamentariske arbejde. Denne strategi havde succes så lang tid partiet kunne fremme økonomisk vækst og samtidig gennem opbygningen af velfærdsstaten sikre økonomiske og sociale fremskridt for de fleste i samfundet. Men de seneste 25 års økonomisk krise har bragt denne strategi i alvorlig krise. Velfærdsreformerne er blevet stadig færre og nedskæringerne stadig alvorligere. Fagbevægelsens socialdemokrater har derfor stadig vanskeligere ved at henvise til partiets resultater, og har samtidig vanskeligt ved at udvikle en ny strategi, der kan skaffe medlemmerne resultater. Meget af den fornyelse der gennem årene har fundet sted blandt fagbevægelsens socialdemokrater er kommet fra venstrefløjen. Især ved at tidligere kommunister er gået ind i Socialdemokratiet. Men også venstrefløjen har de sidste 15-20 år været i dyb krise, og den traditionelle tilvandring og idétilførsel er derfor næsten ophørt.

Fra socialistisk til borgerligt statsbærende arbejderparti

Lige siden Socialdemokratiets barndom i 1871 er der foregået en kamp mellem radikale og mere moderate kræfter i arbejderbevægelsen. Allerede Louis Pio og partiets tidligste ledere gjorde meget for at holde den tidlige strejkebevægelse tilbage. Det skete udfra en vurdering af, at strejker ikke måtte gennemføres på et spontanistisk grundlag, der indebar for stor risiko for at tabe strejken. Det var nødvendigt at opbygge tilstrækkelig styrke for at bringe strejkerne til sejr. Det kunne ofte være vanskeligt at holde bevægelsens mest radikale elementer tilbage, men det var den mere overvejede politik der gav resultater - resulterede i vundne strejker. På den baggrund kan det virke besynderligt, at «Slaget på Fælleden» har så stor status i bevægelsen, da det netop var et udtryk for et radikalt oprør mod partiets mere moderate ledelse, der ønskede at afstå fra konfrontation med ordensmagten.

Partiets første program fra 1876 placerede det solidt indenfor den reformistiske europæiske arbejderbevægelse, og var baggrunden for den første afskalning mod venstre i partiets historie, men en vigtigere politiske begivenhed var septemberforliget i 1899. Parti og fagbevægelse var blevet adskildt allerede i 1878, men partiet havde frem til septemberforliget været den svagere part. Dets parlamentariske opbakning havde i forvejen været begrænset, og Højres provisoriestyre gjorde politisk indflydelse illusorisk. Men septemberforliget indgød hos mange socialdemokrater en opfattelse af, at der eksisterede alvorlige skranker for de forbedringer der kunne opnåes via arbejdskonflikter. Det var derfor nødvendigt at lægge hovedvægten på partiets arbejde for at sikre arbejderbevægelsens fortsatte fremgang. Septemberforliget indebar en strategisk magtforskydning fra fagbevægelse til parti.

Opbygningen af partiets magtposition kom til at strække sig over de følgende 25 år, til det i 1924 kunne overtage regeringsmagten. Allerede i 1908 havde dets kongres godt nok vedtaget, at det først kunne overtage regeringsmagten, når det havde absolut parlamentarisk flertal. Det var i tråd med tidens debat indenfor 2. Internationale om ministersocialismen. Det måtte under ingen omstændigheder være afhængigt af borgerligt partier - og dermed andre klasser i samfundet. Den politiske magt måtte først gribes, når arbejderklassen og dets parti udgjorde et flertal i samfundet. Men denne holdning blev opgivet i 1924. For at sikre sin fortsatte fremgang mente partiet det var nødvendigt at kunne begynde at gennemføre reformer. Denne udvikling kulminerede med Kanslergadeforliget i 1933, hvor et vigtigt element var socialreformen. Men i samme periode forstærkedes partiets magt på fagbevægelsens bekostning. Det greb flere gange ind i overenskomsterne udfra en betragtning om, at strejker - arbejderbevægelsens vigtigste kampform - var for dyre, og at resultaterne skulle opnåes ad parlamentarisk vej. Partiets fortsatte vækst og gennemførelsen af reformer til gavn for arbejderklassen syntes at bekræfte denne holdning, selvom konsekvensen samtidig syntes at være, at afstanden til socialismen blev stadig større.

Samtidig sigtede partiet mod at skaffe sig absolut flertal, og for at accelerere denne udvikling vedtog det i 1934 programmet «Danmark for Folket», der skulle ændre det fra et arbejderklasseparti til et folkeparti, der også kunne varetage andre samfundsgruppers interesser. Først og fremmest småborgerskabets, bøndernes og efterhånden også det fremvoksende mellemlags. Det var samtidig et yderligere skift i retning af at blive et statsbærende parti, der ønskede klassesamarbejde frem for klassekonflikt for at fremme den økonomiske udvikling - til alles fordel. Skiftet i politik syntes umiddelbart at være korrekt, for ved valget i 1935 fik det 46,1 % af stemmerne. Altså næsten halvdelen. Men ikke siden skulle det nå op på samme niveau.

Ikke desto mindre blev klassesamarbejdspolitikken fortsat. I sidste halvdel af 30'erne bestod den internationale dimension af denne politik af tilnærmelse til det nazistiske Tyskland, og de første 3 år af besættelsen bestod den i politisk samarbejde med besættelsesmagten. I partiets selvforståelse var dette samarbejde nødvendigt, fordi danskerne ellers ville lide større afsavn. Partiet var derfor indædt modstander af modstandsbevægelsen. Vælgerne var ikke enige. Ved det første valg efter befrielsen mistede partiet 10 % af stemmerne ifht. valget i 1939. Partiet var i betydelig grad truet fra venstre, hvor DKP har spillet en fremtrædende rolle i modstandskampen og havde opnået stor sympati. Alligevel lykkedes det i løbet af få år at demontere denne trussel. Partiet lagde sin politik skarpt mod venstre med et nyt arbejdsprogram, der rummede stærke planøkonomiske elementer, og samtidig blev den kolde krigs propaganda brugt til at bekæmpe kommunisterne.

Partiets politik frem til verdenskrisens gennemslag i 1970-73 var økonomisk inspireret af keynesianismen. Gennem statslig intervention skulle den økonomiske udvikling accelereres. Denne ideologi var både baggrunden for og grundlag for velfærdsstatens udvikling fra 1947-73. En udvikling der især tog fart fra det økonomiske opsving i 1958-60. De internationale konjunkturer og den socialdemokratiske politik sikrede en hurtig økonomisk udvikling, der bl.a. blev brugt til at financiere udviklingen af velfærdsstaten. Partiets vigtigste vælgerbasis var fortsat arbejderklassen, men det fik også betydelig opbakning fra det fremvoksende mellemlag. Samtidig videreførtes klassesamarbejdslinien, hvor borgerskabet blev tilskyndet til fortsat økonomisk vækst. Alligevel var det ikke i stand til at nå op på samme opbakning som midt i 30'erne. Men hvor den økonomiske vækst i 30'erne havde haft til formål umiddelbart at skaffe arbejderklassen forbedringer og Socialdemokratiet absolut flertal, for at det kunne realisere sit socialistiske principprogram, blev væksten og velfærdsstatens fortsatte udbygning nu isolerede mål i sig selv. Det socialistiske perspektiv fortonede sig stadig mere, hvilket også afspejlede sig i partiets nye principprogram i 1961. Midlet var blevet et mål i sig selv.

Verdenskrisens gennembrud i 1970-73 trak for alvor tæppet væk under den socialdemokratiske strategi. Det sidste forsøg på at gennemføre den interventionistiske offensive politik fandt sted i 1975, men denne politik kunne ikke kompensere for de stærkt negative internationale konjunkturer. Velfærdsstatens udvikling kunne ikke længere financieres af den økonomiske vækst. Samtidig kastede krisen hundredetusinder ud i arbejdsløshed, og de måtte brødfødes af resten af samfundet. Bedre blev det ikke af at stadig flere blev udstødt, fik invalidepension, efterløn eller kom på bistandshjælp for at holde arbejdsløshedstallene kunstigt nede. Denne politik blev muligvis nok gennemført i tillid til, at krisen ville være forbigående. Men da krisen fortsatte, belastede de stadig flere på såkaldte overførselsindkomster de statslige budgetter stadig voldsommere. Mens antallet af udstødte i 1960 var godt 100.000, var det i slutningen af 90'erne steget til over 900.000.

Socialdemokratiets politiske krise er blevet yderligere forstærket af den økonomiske strukturelle forandring i samfundet. De sidste 15-20 år er de fleste nye arbejdspladser blevet skabt i traditionelle landbrugsområder - specielt i Vestjylland. Samtidig er specielt antallet af industriarbejdspladser gået drastisk tilbage i hovedstatsområdet. Førstegenerationsarbejderne i de nye industriområder har ikke arvet den traditionelle arbejderklasses solidaritet og fællesskab. Kun langsomt er disse værdier blevet lært fra bunden, og eftersom den vigtigste skole herfor - fagbevægelsen - har været underlagt partiet, har den haft ringere mulighed for at bringe disse værdier videre. Denne problemstilling gør sig imidlertid også gældende i de traditionelle industriområder, hvor det i dag oftest er vanskeligt at finde tillidsfolk og skabe faglig aktivitet. Det skyldes både fagbevægelsens underlæggelse, men også at velfærdsstatens udvikling paradoksalt nok har styrket individualiseringen fremfor solidariteten. Denne udvikling er specielt blevet forstærket under krisen de sidste 25 år. Arbejderbevægelsens traditionelle værdier har dermed mistet status og opbakning, hvilket yderligere har bidraget til socialdemokratiets svækkelse.

I Danmark som i andre europæiske lande har dette skabt en skiftende politisk situation, hvor regeringsmagten bølger frem og tilbage mellem borgerlige og socialdemokratisk ledede regeringer, hvor den ene tager over, når den anden er ideologisk udtømt og har vist sig ude af stand til at løse de grundliggende kriseproblemer i samfundet. Forskellen mellem disse regeringers praktiske politik er oftest begrænset. Politikken har bestået i fortsatte privatiseringer, udliciteringer, nedskæringer indenfor det offentlige og langsom demontering af velfærdsstaten. Borgerskabet er veget tilbage fra krav om hastigere demontering af velfærdsstaten af frygt for den folkelige reaktion. Også det danske socialdemokrati har i dag lagt sig på denne linie, og i et forsøg på at fastholde opbakningen fra mellemlagene fører det en stadig mere individualistisk orienteret politik, hvis konsekvenser til gengæld koster opbakning fra arbejderklassen. Overordnet kan man sige, at alliancen mellem arbejderklasse og mellemlag er under opløsning og at de interne modsætning øges, uden at Socialdemokratiet for alvor aktuelt er i stand til at hindre denne udvikling. Opbrydningen af denne klassealliance medfører samtidig en opbrydning af partiets klassegrundlag. Konsekvensen er, at dets politiske krise forstærkes, og at det i Danmarks tilfælde rykker stadig længere mod højre.

Socialdemokratiet har gennem det 20. århundrede været den vigtigste arkitekt bag velfærdsstatens udvikling og en ifht. mange andre lande mere lige fordeling af velstandsfremgangen. Men samtidig er den socialisme, der i udgangspunktet var dens formulerede mål rykket stadig længere ud i fremtiden, for nu at være forsvundet helt fra partiets program. Og som partiet selv erkendte i 70'erne består de sociale og økonomiske kløfter fortsat, og er blevet uddybet siden da. Partiet er blevet et skib, hvor besætningen vil sejle i modsatte retninger, og hvor de fleste har glemt, hvor det overhovedet skal hen.

A.J.


Litteratur

Knudsen, Knud, Hanne Caspersen, Vagn Oluf Nielsen: Kampen for en bedre tilværelse. Arbejdernes historie i Danmark fra 1800-tallet til 1990. SFAH (1991)
Krogh, Torben: Nu dages det brødre! Den danske arbejderbevægelses historie I. 1871-1924. Borgen, København (1981).
Krogh, Torben: Ved statens ror. Den danske arbejderbevægelses historie II. 1924-1981. Borgen, København (1982)
Christiansen, Niels Finn: Fra Stauning til Nyrup. Socialdemokratiets kriser. Socialistisk Information, januar 1999.