Kategorier dette opslag er registreret under:
Personer  .  Kvinder
Verden  .  Europa  .  Frankrig
Organisation  .  Bevægelser  .  Græsrodsorganisationer  .  Køn  .  Kvindeorganisationer
Arbejde  .  Kultur  .  Litteratur
   .  Videnskab  .  Samfundsvidenskab  .  Køn  .  Kvinde
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 15/1 2004
Læst af: 36.777
: :
Gouges, Olympe de
Olympe de Gouges
Olympe de Gouges

Gouges (1748-93), fransk forkæmper for ligestilling mellem kønnene. Hun gjorde sig stærkt gældende under den store franske revolution. Hendes vigtigste resultat er udformningen af Kvinderrettighedserklæringen - et modstykke til Menneskerettighedserklæringen. Den blev offentliggjort i september 1791, som en reaktion på at den nye grundlov udelukkede kvinderne fra politiske rettigheder. I Erklæringen om kvindens og borgerindens rettigheder (Déclaration des droits de la Femme et de la Citoyenne) hedder det i artikel 10: «Kvinden har ret til at bestige skafottet. Da skal hun også have ret til at bestige talerstolen.» Dette udsagn sammenfatter indholdet af erklæringen: Krav om samme rettigheder og pligter for kvinder og for mænd.

Kvinderettighedserklæringen er også et anklageskrift. Revolutionsmændene havde svigtet principperne om frihed, lighed og broderskab. Kvinderne havde været udsat for en dobbelt undertrykkelse: Det kongelige enevælde var faldet, men mandssamfundet bestod. Derfor blev retten til modstand mod undertrykkelse specielt fremhævet.

Kravet om stemmeret og valgbarhed står centralt, men det gælder også krav mht. økonomi og arbejde. Olympe de Gouges henviser til, at kvinderne tager del i det daglige arbejde - også det tunge arbejde - og de må ikke udelukkes fra nogen del af arbejdslivet. Kvinderne havde mistet den stærke stilling, de i middelalderen havde indenfor handel og håndværk, da de blev udelukket fra laugene. Der var udviklet et klart skel mellem mands- og kvindearbejde. Det der var blevet tilbage for kvinderne, var retten til fremstilling og salg af visse tekstiler og madvarer. Laugstvangen blev ophævet under revolutionen, fordi det var i pagt med princippet om næringsfrihed. Dermed var den afsondring der særligt ramte kvinderne i teorien fjernet.

Når det gælder ytringsfriheden, tager Olympe de Gouges udgangspunkt i de ugifte mødres retsløse stilling. «Barbariske fordomme» tvinger kvinderne til at skjule sandheden, skriver hun, mens fuld ytringsfrihed vil «garantere den lovbestemte pligt faderen har mod sine børn». Hun slog her ned på det forhold, at ugifte mødre ingen ret havde til at få faderskabet fastslået og registreret. Revolutionen medførte ingen ændringer på dette område. Først i 1912 blev det tilladt at rejse faderskabssager ved de franske domstole.

Olympe de Gouges angriber i et tillæg til kvinderettighedserklæringen endvidere ægteskabet. Ægteskabet medførte fuldstændig umyndiggørelse af kvinderne, ikke kun på det økonomiske område. Hun havde lydighedspligt, han havde revselsesret. Loven forbød skilsmisse, men i praksis gjaldt det kun kvinderne. Olympe de Gouges foreslår en: «Mandens og kvindens samfundspagt». En kontrakt mellem to ligestillede partnere som ville feje hele den gamle ægteskabslovgivning til side. Revolutionen medførte én ændring på dette område, idet skilsmisse blev lovfæstet i 1792. (Napoleon strammede dog atter båndene, og i 1816 blev adgangen til skilsmisse ophævet.)

Olympe de Gouges er kunsternavn for Marie Gouze. Som syttenårig blev hun gift med en midaldrende mand, som hun forlod efter få års ægteskab. Hun drog fra provinsen med sin søn og slog sig ned i Paris for at ernære sig som forfatter. Hendes forfatterskab var omfattende. I løbet af de 10-12 år hun var aktiv som skribent, producerede hun mere end 30 bøger og skrifter: Romaner, skuespil, brochurer og småskrifter. Alt blev dikteret til sekretærer; Slagterdatteren havde som barn ikke lært at læse og skrive. Hun dikterede i højt tempo. Det kunne ofte gå ud over den litterære kvalitet, men det havde alligevel en klar tendens, hvadenten hun skrev om fattigdommens problemer, sløseriet blandt aristokratiet, negerslaveriet eller diskrimineringen af kvinderne. Det første teaterstykke hun fik opført hed: «Negerslaveriet». Det var i 1789. Hverken romanerne eller teaterstykkerne indbragte hende succes. Ikke sjældent blev teaterforestillingerne mødt med pibekoncert. Hun var omdiskuteret og udskældt.

Hun hilste revolutionen med begejstring og forventning, men blev skuffet over udviklingen og rettede tidligt anklager mod revolutionsmændene for, at der intet blev gjort for kvinderne.

Olympe de Gouges tog afstand fra enhver anvendelse af vold. Hun manede til forsoning blandt de stridende parter. Mod slutningen af året 1792 startede hun sit felttog mod Robespierre. På husvægge og lygtepæle fik hun slået plakater op, som advarede mod Robespierres ærgerrighed og magtlyst. Han blev anklaget for at ville slå ned for fode for selv at komme til magten. I juli 1793 blev hun arresteret. Fra fængslet smuglede hun plakater med fortsatte angreb på Robespierre ud. Han havde altid været villig til at ofre folket for at opnå diktaturet: «Jeg har forfulgt ham, som jeg har forfulgt alle tyranner». Olympe de Gouges blev henrettet i november 1793. Den officielle anklage gik ud på, at hun gennem sine skrifter havde planlagt et forbryderisk anslag mod «folkesuveræniteten», men der kan ikke være tvivl om, at hendes kamp for kvindernes rettigheder var en medvirkende årsag til, at hun havnede blandt «de mistænkelige». Hun havde provokeret revolutionsmændene, Rousseaus disciple, ved at konfrontere dem med deres bedrageri mod principperne om frihed, lighed og broderskab. Arrestationen og henrettelsen af Olympe de Gouges fandt sted på et tidspunkt, da antifeminismen var pisket op til et højdepunkt. Charlotte Corday havde myrdet Marat, flere fremtrædende kvinder var henrettet, og kort tid før retssagen havde man rettet et afgørende slag mod kvinderne ved at forbyde alle kvindeklubber i landet.

Der blev rejst forskellige anklagepunkter mod kvinderne, men alle blev derudover anklaget for at have begået forræderi mod deres køn ved at blande sig i politik. Olympe de Gouges er fejlagtigt blevet tillagt æren - eller skylden - for at have stiftet kvindeklubber. Hun havde nok planer om at organisere kvinderne, på samme måde som hun planlagde at starte en avis, men hun nåede ikke at føre nogen af planerne ud i livet. Hun var ikke nogen organisator og optrådte helst alene eller i en lille kreds. Det var først og fremmest med sin pen, hun gik til kamp.

A.Mo.


Litteratur

E. Adler: Die berümten Frauen der französischen Revolution 1789-1795, Wien 1906.
A. Moksnes: Kvinner på barrikadene, Oslo 1974.
Lacour: Trois Femmes de la Révolution, Paris 1900.
Blanc, Olivier: Marie-Olympe de Gouges - une humaniste à fin du 18. siecle, Éditions René Viénet, Paris 2003.