Kategorier dette opslag er registreret under:
DatoOpdatering
2010.12.27Opdatering efter WikiLeaks bekræftelse af en politisk aftale mellem Danmark og Tyrkiet om lukning af den kurdiske TV station Roj TV.
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 15/7 2015
Læst af: 104.034
: :
Ytringsfrihed

Ytringsfrihed er retten til at give sine meninger til kende i skrift og tale. Ytringsfriheden er i Danmark formelt sikret gennem Grundlovens § 77 som bestemmer, at: «Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde påny indføres». Ytringsfriheden har siden 11/9 2001 været under voldsomt pres i den vestlige verden, hvis stater i stigende grad reducerer «friheden» til magthavernes ret til at kritisere anderledestænkende, mens anderledestænkende i stigende grad udsættes for forfølgelse og straf når de ytrer sig. Dette gælder også Danmark. 

Det er lagt visse begrænsninger på ytringsfriheden, nemlig for ytringer som kan virke ærekrænkende, gudsbespottende, som opfordrer til strafbare handlinger eller på anden måde kommer ind under straffelovens bestemmelser. Eftersom det kan være vanskeligt at afgøre, hvilke ytringer som rammes af disse bestemmelser, og eftersom opfattelsen af hvad der f.eks. er krænkende skifter, bliver det ofte et politisk spørgsmål hvad ytringsfriheden skal gælde. I årene efter 2. verdenskrig blev der f.eks. rejst flere retssager mod hvad der blev regnet som pornografi. Spørgsmålet om f.eks. opfordring til ulovlig strejke og civil ulydighed er strafbart eller ikke, rejser problemer af største vigtighed i diskussionen om et levedygtigt og fleksibelt demokrati.

Som de andre grundlæggende friheder, hviler også ytringsfriheden på ideen om visse fundamentale menneskerettigheder. Retten til at give udtryk for ens meninger i skrift og tale regnes som en forudsætning for at kunne tage vare på sig selv som menneske og for at kunne skabe sig en rig og ordentlig tilværelse efter eget valg. Menneskets ytringsfrihed er derfor indskrevet i FN's menneskerettighedserklæring fra 1948, som bl.a. slår fast, at enhver har ret til at «meddele oplysninger og ideer gennem ethvert meddelelsesmiddel, og uafhængigt af grænser». Europarådets menneskerettighedskonvention af 1950 præciserer, at dette må ske «uden indblanding fra offentlige myndigheder».

Selv om ytringsfriheden altså er formelt sikret, er det imidlertid klart, at en række mennesker i virkeligheden ikke nyder godt af eller ikke kan benytte sig af denne ret. En række faktiske omstændigheder, ydre og indre, begrænser en persons reelle ytringsfrihed.

Den vigtigste hindring for reel ytringsfrihed er bestemte magtforhold mellem mennesker. Indenfor familien vil især de fysisk og økonomisk svage medlemmer være afhængige af de stærke, og vil af frygt for repressalier lægge bånd på deres ytringsfrihed. Børn vil af frygt for tab af hengivenhed og kærlighed lade være med at give udtryk for deres holdninger og følelser osv. I forholdet mellem arbejder og arbejdskøber vil det gensidige afhængighedsforhold kunne hindre den ene part (arbejderen) i at give oprigtig udtryk for sine meninger af frygt for afskedigelse.

De samme forhold som gælder mellem individer, gælder også mellem grupper og klasser, som står i et magt- og afhængighedsforhold til hinanden.

Disse betragtninger viser samtidig, at en ubegrænset ytringsfrihed næppe er et ubetinget gode. Forholdet mellem mennesker som er afhængige af hinanden, ville kunne skades ubodeligt, hvis alle sagde, hvad de oprigtigt mente.

En persons reelle ytringsfrihed begrænses også af «indre» omstændigheder - nemlig personens evne til at udtrykke sig i skrift og tale og muligheden for at komme til orde. Evnen til at udtrykke sig klart og effektfuldt varierer stærkt mellem mennesker. Børn er mindre erfarne med at udtrykke sig end voksne, men der eksisterer også betydelige forskelle mellem voksne, afhængig af baggrund, uddannelse og øvelse. At ytringsfriheden kan blive mere end blot en frihed på papiret, er derfor afhængig af bl.a. mobiliteten mellem miljøer, muligheden for uddannelse og utvungen omgang mellem mennesker. Evnen til at udtrykke sig er ikke en ren papegøjefærdighed; den kræver også udvikling af evnen til at tænke klart og logisk.

Muligheden for at komme til orde begrænser ens faktiske ytringsfrihed på alle planer, men er særlig mærkbar, hvis man vil nå et større publikum. Muligheden for at få sine meninger frem var tidligere groft sagt omvendt proportional med meddelelsesmidlets rækkevidde. Det var vanskeligere at få sine holdninger trykt i en stor avis end i en lille, vanskeligere at slippe ind i radioen end på cafeen. Til gengæld gav lokalradio og -TV fra 1980'erne større mulighed for at bringe budskaber frem. Internettet og specielt de sociale medier giver i dag en teoretisk mulighed for at nå ud til mange, men også for medier sker der en centralisering af informationerne, og den måde folk anvender dem på.

Mange stater er bekymrede over den demokratisering af ytringsfriheden, som opkomsten af internettet og de sociale medier har ført til. De sociale medier spillede en vigtige rolle under det arabiske forår i 2011 og myndigheder over det meste af verden overvåger derfor de sociale medier for at under givne omstændigheder at kunne fjerne dem fra nettet. Også i Danmark overvåger politi og efterretningstjenester de sociale medier.

Ytringsfrihed eller ytringsterror

Globalt kunne der i perioden fra vedtagelsen af FN's Menneskerettighedscharter i 1948 og frem til sammenbruddene i Østeuropa omkring 1990 spores fremskridt for ytringsfriheden. Ytringsfrihed blev et kampfelt i kappestriden med de Østeuropæiske stater. Siden Sovjetunionens sammenbrud i 1992 er det imidlertid gået hastigt tilbage for ytringsfriheden. Især efter angrebene 11. september 2001 i USA. Disse angreb blev globalt brugt til frontale angreb på borgerlige og demokratiske frihedsrettigheder. Således også i Danmark, hvor politi og efterretningsvæsen har fået udstrakte beføjelser på borgernes bekostning, og de grundliggende retstatslige garantier har tilsvarende været under afvikling.

I vinteren 2006/06 sendte den danske statsministers forhold til ytringsfrihed Danmark ud i konflikt med hele den muslimske verden. Baggrunden var 12 karikaturtegninger offentliggjort i Jyllandsposten 30. september 2005 som led i avisens og regeringens hetz mod flygtinge, indvandrere og specielt muslimer. I statsministerens opfattelse var ytringsfrihed magthavernes og deres medløberes ret til at gøre grin med eller føre hetz mod minoriteter eller politiske modstandere. Dette må imidlertid snarere betegnes som ytringsterror på linie med den «ytringsfrihed» autoritære regimer praktiserer overfor politiske afvigere og modstandere.

Ytringsfriheden står i sagens natur ikke sin prøve, når det handler om flertallets «ret» til at undertrykke og chikanere mindretal. Der findes ingen begrænsninger i denne ret under autoritære regimer. Ytringsfriheden står derimod sin prøve, når det drejer sig om minoritetsgrupper, politiske modstandere overfor et herskende politisk styre og deres ret til at tale de magthavende grupper i samfundet imod. Ifht. denne lakmusprøve på ytringsfrihed er der de seneste år sket de-facto indskrænkninger i de danske rammer for ytringsfrihed:

Den foreløbig groveste statslige krænkelse af ytringsfriheden i Danmark fandt sted i 2011-14, hvor landsret og siden højesteret besluttede at lukke den kurdiske TV station ROJ-TV. I april 2009 blev Anders Fogh Rasmussen generalsekretær for NATO. Det skete trods forudgående stærk modstand fra Tyrkiets side. Allerede i 2009 blev der derfor fremsat formodninger om en politisk aftale mellem Danmark og Tyrkiet, der skulle lukke den uafhængige kurdiske TV station Roj, der sendte fra bl.a. Danmark. Dokumenter fra WikiLeaks afslørede i december 2010, at der faktisk var blevet indgået en politisk aftale mellem de to lande. Tyrkiet støttede Rasmussen. Til gengæld skulle Roj lukkes. WikiLeaks kunne videre afsløre at Tyrkiet i januar 2010 havde klaget til den danske stat over, at Roj endnu sendte. I august 2010 beslaglagde de danske myndigheder Rojs midler og indledte en politisk retssag, der skulle føre til stationens lukning. Efter at anklagemyndigheden havde gennemført flere besøg i Tyrkiet - hvor den blev overøst med gaver fra den tyrkiske stat - indledte Københavns Byret i august 2011 retssagen mod Roj. Sagens dommer indledte med at afvise at lade anklagemyndigheden afhøre om dens besøg og tætte forbindelser til torturstaten Tyrkiet. Den 10. januar 2012 dømte Byretten Roj for terrorstøtte. Den politiske dom blev efterfølgende stadfæstet i landsret og højesteret.

Nærværende opslagsværk - Leksikon for det 21. århundrede - er endnu ikke blevet udsat for censur, omend personer på den radikale højrefløj har søgt at begrænse anvendelsen af leksikonet. Weekendavisen iværksatte i 2008 en kampagne for at få Undervisningsministeriet til at lade være med at henvise (linke) til leksikonet. I 2012 gennemførte Jyllandsposten tilsvarende en flere uger lang kampagne mod leksikonet og lagde pres på en lang række af leksikonets forfattere for at få dem til at afbryde deres samarbejde med leksikonet. Baggrunden var at leksikonet i et opslag om partiet Venstre havde afdækket dettes kriminelle aktiviteter.

A.J.