Kategorier dette opslag er registreret under:
Verden  .  Europa  .  Danmark
Arbejde  .  Videnskab  .  Samfundsvidenskab  .  Køn  .  Kvinde
Begreber
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 15/12 2010
Ansvarlig redaktion: Arbejderhistorie
Læst af: 73.828
: :
Kvindearbejde
  Kvinder Mænd
2000 4,9 4,0
1999 6,5 4,9
1998 7,8 5,5
1997 8,3 5,8
1996 9,9 7,8
1995 11,7 9,0
1994 13,6 11,0
1993 13,7 11,3
1992 12,9 10,0
1991 12,1 9,2
1990 11,3 8,4
1989 11,1 8, l
1988 10,3 7,3
1987 9,6 6,4
1986 10,0 6,1
1985 11,0 7,5
1984 11,7 8,8
1983 11,3 9,8
1982 10,0 9,7
1981 9,2 9,2
1980 7,6 6,5
Registreret ledighed blandt kvinder og mænd i procent af arbejdsstyrken.
(
Statistisk tiårsoversigt 1989, 1996 og Statistiske Efterretninger: Arbejdsmarked 1997:4 og 1998:2, Danmarks Statistik)

Arbejde er en social og økonomisk nødvendighed i alle samfund, en forudsætning for at mennesket - mænd som kvinder - kan overleve. Sammen med mænd har kvinder til alle tider med deres arbejde bidraget til at de selv, familien og samfundet har kunnet overleve og udvikle sig, men kvinders og mænds arbejde og arbejdsområder har været og er meget forskellige. Kvinders arbejde vil bl.a. være afhængigt af samfundstypen; om det er et landbrugssamfund eller industrisamfund, og hvilken klasse eller social gruppe kvinden tilhører. Kvinders arbejde påvirkes også af de kulturelle og religiøse normer, der findes i et givet samfund, ligesom kønsmoralske og samfundsmæssige opfattelser - f.eks. udtrykt i lovgivningen - lægger rammer for kvinders muligheder for valg af arbejde. Mange af disse karakteristika findes også for mænds arbejde. Når det overhovedet er relevant at trække kvindearbejde frem som et selvstændigt emne, skyldes det at megen forskning traditionelt har været kønsblind. Viden om kvinders liv har derfor været stærkt begrænset. Med udgangspunkt i 1970'ernes forskning, der for alvor satte fokus på kvindernes livsvilkår, blev der afdækket store kønsforskelle, der både historisk og aktuelt gjorde sig gældende også for arbejdets vedkommende. Nyere forskning har vist, at variationerne i kvindearbejdet er utallige. Der er altså intet naturgivent kvindearbejde eller arbejdsområde, men historisk foranderlige variable for, hvad kvinders arbejde er og kan være.

Skønt variationen er stor, er der dog visse karakteristika, der kan trækkes frem i moderne (dvs. ikke traditionelle, feudale) samfund indenfor den vesteuropæiske kulturkreds: 1. Kvinders biologiske egenskab, som de, der føder børnene, har historisk placeret kvinderne, som ansvarlige for familien og arbejdet forbundet med reproduktionen af denne. 2. Kvinders placering, arbejdsforhold og statusarbejdsmarkedet har generelt været præget af deres historiske rolle som ansvarlige for familien. Dette har gjort sig gældende, hvad enten kvinderne har haft familie eller ej. Kvinder har typisk haft arbejde med en lavere status og magt, lavere løn, mere nedslidende og ensidigt gentaget arbejde end mænd, samt generelt været dårligere uddannet. I Danmark og i EU er der både lovgivningsmæssigt og fra organisationers side i årtier forsøgt at fremme ligestillingen på arbejdsmarked, uden at denne dog er opnået endnu.

Kvindearbejdet i Danmark 1850-1900

Ændringerne i det danske samfund de sidste 150 år fra landbrugssamfund, til industrisamfund og nu til et postindustrielt servicesamfund har medført enorme ændringer i kvinders liv og arbejde.

I 1900 boede 60% af den danske befolkning på landet, 20% i provinsbyerne og 20 % i København. Landbruget beskæftigede 41% , mens håndværk og industri, som det næststørste erhverv beskæftigede 29 % af befolkningen. Handel og kontor og den offentlige sektor beskæftigede endnu forholdsvis få. Godt en tredjedel af danske kvinder over 15 år svarende til ca 300.000 var registreret som erhvervsaktive (havde altså lønarbejde) ved århundredskiftet. To-tredjedele  af disse kvinder var enten beskæftiget i landbruget og/eller som tjenestepiger. Ca. 1/5 arbejdede indenfor industri og håndværk. Derudover var mange gifte kvinder beskæftiget med sæsonarbejde i landbrug og gartneri, eller med deltidsarbejde ved rengøring, avisudbringning eller som kogekoner, når deres mænd var syge eller var arbejdsløse, men de blev ikke talt med i statistikken.

Mange husholdninger skulle ud over kernefamilien også sørge for mad mm. til de ansatte: tjenestekarle og piger, daglejere, lærlinge eller svende, fordi kosten var en del af lønnen. Selv om produktionen af nogle varer som rugbrød, øl og klæde i sidste halvdel af det 19. århundrede var lagt udenfor husholdningen, så var husarbejdet stadigt meget omfattende. Landbo- og håndværkerkoner deltog også direkte i produktionen, f.eks. ved fremstilling af smør og ost eller stripning af tobaksblade til cigarrulning. Som landets største erhverv beskæftigede landbruget det største antal kvinder. Mange af tjenestepigerne arbejdede både i husholdningen og i bedriften. Landbruget blev i denne periode langsomt mekaniseret, men det var mændenes arbejde, maskinerne erstattede. I takt med landbrugets ekspansion op mod århundredskiftet, blev den kvindelige arbejdskraft - og dette gjaldt også de gifte kvinder - i stigende grad efterspurgt til ikke mekaniserede arbejdsområder som malkning og lugning af roer. Behovet for kvindelig arbejdskraft i landbruget var dog meget sæsonbestemt med kulmination i høstperioden.

Det andet store erhverv var industri og håndværk, som siden midten af det 19. århundrede havde været i stadig vækst. Omkring århundredskiftet var 22% af de erhvervsaktive kvinder beskæftiget her. Arbejderkvinderne fandt især beskæftigelse indenfor tekstil- og beklædningsbranchen, samt tobaksindustrien, hvor også mange børn var beskæftiget.

Efterhånden som lovgivningen begrænsede børnearbejdet i industrien overtog kvinder og/eller maskinerne dette arbejde. Omkring århundredskiftet var nærings- og nydelsesmiddelindustrien den anden største branche for kvinder. Forskerne har diskuteret, om det blot var en naturlig følge af den datidige kønsarbejdsdeling, at kvinderne kom til arbejde indenfor netop disse brancher. Detailstudier af hvorledes kønsarbejdsdelingen konstrueres viser imidlertid, at denne bestemmes af andre faktorer: den tilstedeværende arbejdskraft, prisen på denne, uddannelse, samt arbejdsgivere, arbejderes og efterhånden også de faglige organisationers forestillinger om, hvilke kvalifikationer der knytter sig til kønnene, f.eks. råstyrke, fingernemhed eller omsorgsfunktioner.

Når kvinderne især fandt beskæftigelse i ovennævnte brancher, skyldtes det blandt andet, at denne type af arbejdskraft var til rådighed. Et par eksempler kan belyse dette. Da tekstilindustrien grundlagdes i 1840'erne, var der et stort overskud af unge ufaglærte kvinder, hvis arbejdskraft var meget billig. Da symaskinen og strikkemaskinen vandt indpas omkring 1870 steg antallet af syersker, og beklædningsindustrien ændrede karakter fra et faglært mandefag til et tillært kvindefag. Fabriksarbejdet blev tildels til hjemmearbejde, ved at maskinerne flyttedes hjem til kvinderne. Arbejdet var lavtlønnet, og kvinderne måtte arbejde mange timer om dagen, for at tjene en dagløn, men samtidig med lønarbejdet kunne kvinderne også se efter børnene, og derved løse konflikten mellem lønarbejde og ansvar for familien. En meget stor del af syerskerne var da også gifte kvinder eller enker, der havde forsørgeransvar.

Selv om der var skarp arbejdsdeling mellem kønnene, bevirkede mekaniseringen af visse håndværk som f.eks. cigarrulning og skrædderi, at kvinderne trængte mændene væk fra arbejdet, fordi de var så billig en arbejdskraft. Dette resulterede i en periode i kraftigt modstand mod kvinders arbejde fra de mandlige arbejdere, og mod at de skulle organiseres i mændenes fagforeninger. Allerede Loius Pio, lederen af den første socialistiske arbejderforening i 1870'erne mente, at kvinder og børn ikke hørte til på arbejdsmarkedet, bl.a. fordi de blev konkurrenter til mændene. Omkring århundredskiftet havde mændene dog erkendt, at kvinderne ikke kunne forhindres i at få arbejde - ej heller i industrien - og de blev i en del fag optaget i mændenes fagforeninger.

Det mest udbredte kvindearbejde var imidlertid husarbejdet. Alle kvinder var i princippet husmødre, men 54% af kvinderne over 15 år havde som gifte eller enker og forsørgede kvinder, husarbejdet som deres primære arbejdsområde. Alt efter om disse kvinder var gift med landmænd, håndværkere, embedsmænd eller handlende deltog de i større eller mindre omfang i mandens virksomhed. I de mest velhavende familier kunne kvinderne nøjes med at være husmødre, uanset om de som arbejdsgivere kunne uddelegere arbejdet til en stab af tjenestepiger, eller om de selv stod for pasning af familie og husholdning.

Etableringen af det moderne industrisamfund 1900-1960

Urbaniseringen og industrialiseringen af det danske samfund gav nye muligheder for kvinderne, ligesom de første skridt på vejen til en velfærdsstat involverede kvindernes arbejdskraft. Antallet af erhvervsaktive kvinder fordobledes i første halvdel af det 20. århundrede. Mange nye erhvervsområder dukkede op. Handels- og kontorområdet, undervisnings- og sundhedsområdet gav arbejde til embedsmands- og småborgerskabets døtre fra slutningen af det 19. århundrede.

Et stigende krav om professionalisering indenfor disse område gav erhvervsmuligheder for «dannede unge piger», og der etableredes uddannelser bl.a. indenfor sygepleje og undervisning. Kvinder fra middelklassen havde via filantropiske organisationer organiseret sociale hjælpeforanstaltninger indenfor børneomsorg eller hjælp til mennesker, der var gået til bunds i det nye samfund, hvor der ikke fandtes sociale sikkerhedsnet. På denne baggrund blev der i 1920'erne og 30'erne skabt uddannelser for pædagoger og socialrådgivere, som professionelt kunne varetage opgaver indenfor det sociale område, i takt med at offentlige instanser gik aktivt ind og oprettede institutioner.

Også indenfor de højere uddannelser gjorde kvinderne sig efterhånden gældende, selv om det gik langsomt. Kvinderne fik adgang til Københavns universitet i 1875. Men endnu i 1920'erne var der kun ca. 400 kvinder, der havde taget embedseksamen, fortrinsvis indenfor medicin, naturvidenskab og det filosofiske område. Der var ingen lovgivningsmæssige begrænsninger for kvinderne til at vælge de højere uddannelser i landet, men problemet med både at beklæde en akademisk stilling og varetage de familiære pligter, som udelukkende hvilede på kvinderne, var endnu for vanskelige eller nærmest umulige at løse.

I 1950 var en tredjedel af kvinderne stadig beskæftiget som tjenestepiger. Arbejderkvinderne udgjorde den anden tredjedel af de erhvervsaktive kvinder - flest indenfor industrien, hvor antallet af beskæftigede var firedoblet siden 1900. Der var stadigvæk flest kvinder beskæftiget indenfor tekstil- og beklædningsområdet og nærings- og nydelsesmiddelindustrien. Men nye industrier dukkede op. Bl.a. blev dele af elektronikindustrien kvindearbejdsområde, fordi kvalifikationer som fingernemhed og villighed til at acceptere ensformigt arbejde gjorde kvinderne efterspurgte. De fleste kvinder var tillærte eller ufaglærte. Kun indenfor serviceerhverv som frisører, kokke og smørrebrødsjomfruer har kvinderne udgjort et større antal af de faglærte arbejdere.

Kvindearbejdet i industrien var præget af rutinearbejde, meget akkordarbejde og indenfor mange fag, som f.eks. bryggerier og skotøj, også sæsonarbejde, som betød faldende indtægter i de perioder, hvor der ikke var noget arbejde. Lønniveauet var lavt og prægedes også af ulighed i forhold til mændene. Ufaglærte kvinder tjente ca. 2/3 af ufaglærte mænds løn og ca. ½ af en faglært mandlig arbejders løn. Alligevel var industriarbejdet at foretrække fremfor tjenestepige- og andet husarbejde, fordi lønnen trods alt var højere, der var faste arbejdstider og arbejderkvinden kunne selv bestemme over sin fritid, hvilket var et stort problem for tjenestepiger, der skulle stå til rådighed døgnet rundt.

Mange foretrak dog, hvis der var mulighed for det, en plads indenfor handel og kontor. Med moderniseringen af samfundet steg behovet efter århundredskiftet for administration både indenfor det offentlige og det private erhvervsliv. Efterhånden blev det også muligt for døtre af småhandlende, faglærte arbejdere og lavere funktionærer at få en kontor- eller handelsuddannelse, som med det renlige arbejde, faste arbejdstider og tid til egne interesser ved siden af, appellerede til de unge kvinders ønske om et økonomisk selvstændigt liv.

Da arbejdsløsheden i 30'erne resulterede i anslag mod gifte kvinders ret til en plads på arbejdsmarkedet, blev denne ret fastslået af den socialdemokratiske statsminister Thorvald Stauning.

Selv om antallet af erhvervsaktive kvinder er steget gennem hele det 20.århundrede, skete der et mindre fald i kvindernes erhvervsfrekvens i 1950'erne. 1950'erne blev husmødrenes årti med det største antal husmødre overhovedet. En bekymring fra statsmagtens side for det faldende befolkningstal i 1930'erne, fik staten til at opprioritere og propagandere for kvindernes hus- og familiearbejde. Samtidig blev det i 1950'erne realistisk for en større del af arbejderfamilierne, at manden alene kunne forsørge familien. Kvinderne blev derfor hjemmegående husmødre - i det mindste mens der var børn i familien. Samtidig fik en stor gruppe kvinder, der udførte arbejde i mandens virksomhed, titel som medhjælpende hustruer, og deres arbejde fik dermed en officiel anerkendelse.

Opbygning af velfærdsstaten og det postindustrielle servicesamfund 1960-2000

I 1950'erne og 1960'erne foregik der en kraftig mekanisering af industri og landbrug, samtidig med at udviklingen af velfærdsstaten tog fart efter 1960. Disse samfundsmæssige ændringer har betydet store ændringer i kvindernes arbejdsliv i sidste halvdel af det 20.århundrede. Den laveste erhvervsfrekvens havde kvinder i 1960, hvor 42% af alle kvinder mellem 15 og 69 år var erhvervsaktive i modsætning til mændenes 97%. I 1998 er 73% af 16-66 årige kvinder på arbejdsmarkedet, mens mændenes erhvervsfrekvens er faldet til 81 %. De danske kvinder har således en af de højeste erhvervsfrekvenser i Europa.

To store erhvervsområder - landbruget og tjenestepigeområdet - blev stærkt reduceret eller forsvandt fra 1950 til 1970. Mekaniseringen af industrien medførte, at meget tungt manuelt kvindearbejde forsvandt, men dette erstattedes ofte af ensidigt gentaget arbejde ved maskinerne. Rationaliseringen af arbejdsprocesserne betød en stigning i akkordarbejdet og et opskruet tempo - især indenfor kvindernes arbejdsområder med stor nedslidning til følge. På trods af mekaniseringen steg antallet af kvindelige industriarbejdere helt frem til 1970 pga. opsvinget i den danske produktion, der slog igennem omkring 1960.

Arbejdsløshedsprocenten i udvalgte lande i 1998. Kvindernes arbejdsløshed er langt højere end mændenes i Danmark. Sådan behøver det ikke at være. I f.eks. Sverige og Storbritannien er den lavere.
(OECD Employment outlook, June 1999 og Labour force survey, Results 1998.)

Den største stigning i kvindearbejdet siden 1960 har imidlertid været indenfor den offentlige og private service. Udbygningen af social- og sundhedssektoren samt undervisningsområdet - som nogle af hjørnestenene i opbygningen af velfærdsstaten - har især tiltrukket den kvindelige arbejdskraft. Kvinder udgør i dag henholdsvis 85% og 60% af de beskæftigede indenfor disse sektorer. Kvinderne er her beskæftiget som sygeplejersker, pædagoger, socialrådgivere og lærere. Blandt de kortuddannede er det job som sygehjælper, hjemmehjælper, pædagogmedhjælpere og rengøringsassistenter. Væksten i både privat og offentlig administration, samt indenfor handels- og finansområdet gav fra starten af 1960'erne beskæftigelse til et stort og stadigt stigende antal kvinder. I 1960'erne og 1970'erne steg kvindernes deltidsfrekvens kraftigt. I 1967 havde 29% af alle erhvervsaktive kvinder deltidsarbejde, i 1978 var deltidsarbejdet steget til 48%, men op gennem 80'erne og 90'erne er dette faldet drastisk igen til, at nu kun ca 16% af kvinderne arbejder på deltid. Mændenes deltidsfrekvens har i hele perioden ligget på ca 5% , men den er nu steget til 10%. Deltidsarbejdet var kvindernes måde at løse problemet med både at have erhvervsarbejde og være ansvarlig for reproduktionen af familien. Selv om fagbevægelsen har set deltidsarbejdet som et problem for de kvindelige arbejdere, måtte den fra 1960'erne tage udgangspunkt i kvindernes situation som dobbeltarbejdende, og fagbevægelsen har i stedet arbejdet på at sikre de deltidsarbejdende samme vilkår som fuldtidsarbejdende.

Selv om mekanisering, automatisering og ændring af arbejdets organisering har betydet, at meget tungt arbejde er forsvundet, så har kvinderne ikke nødvendigvis fået lettere arbejdsforhold. Indenfor den offentlige sektor har sygehjælpere, hjemmehjælpere, sygeplejersker og pædagoger oplevet stigende belastninger i arbejdet de sidste tiår, som resultat af store personalenedskæringer, rationaliseringer og et øget pres i det daglige arbejde. Det samme gør sig gældende indenfor rengørings- og industriarbejdet, hvor ensidigt gentaget arbejde er skyld i stor nedslidning af kvinderne. Ud over et dårligt fysisk arbejdsmiljø har den pressede arbejdsdag for mange også betydet et dårligt psykisk arbejdsmiljø med udbrændthed og dårligt trivsel til resultat.

Ved starten af det 20. århundrede var stor set alle kvinder uden kompetencegivende uddannelse. I dag får to-tredjedele af alle kvinder og mænd en erhvervsuddannelse, og denne tendens ser ud til at fortsætte. Det er dog kendetegnende - som et tegn på at ligestilling mellem kønnene ikke er gennemført endnu - at kvinderne både i den offentlige og den private sektor fortrinsvis er beskæftiget indenfor de lavere stillingskategorier, mens mændene i stort omfang sidder på de ledelsesmæssige funktioner. Således besætter mændene mellem 80 og 90 % af alle leder- og toplederstillinger i Danmark, men der er dog et stigende antal kvinder, der bliver mellemledere.

Husmødrene og tjenestepiger, der i 1950 udgjorde ca 60% af de voksne kvinder (bortset fra pensionister) er i dag forsvundet som statistiske kategorier. Omfanget af husarbejdet er faldet de sidste 50 år. Husarbejdet blev ligesom alt andet mekaniseret og rationaliseret, og mange af de fornødenheder familierne har behov for i dagliglivet kan i dag købes færdigfremstillet. Pasning af børn, syge og ældre har det offentlige i et vist omfang overtaget. Men selv om kvinderne er på arbejdsmarkedet i næsten lige så stort omfang som mændene, viser undersøgelser af fordelingen af husarbejdet, at kvinderne stadig har hovedansvaret for og bruger mest tid på dette. Den tid mænd bruger på husarbejdet er imidlertid stigende og har været det de sidste 15 år.

Selv om der i dag ikke er ligestilling mellem mænd og kvinder mht. arbejde, løn, uddannelse og magt i samfundet, så er der dog sket betydelige forbedringer for de danske kvinder i det 20.århundrede. Udover at de formelle lovgivningsmæssige barrierer for kvinders arbejde er brudt ned, betyder kvindernes stigende uddannelsesfrekvens også alt andet lige, at de vil være bedre stillet i konkurrencen på arbejdsmarkedet. Nedskæringer i den offentlige sektor gør kvinderne særligt sårbare, fordi så mange af kvindernes job ligger indenfor denne sektor. Der sker dog stadig en, om end langsom, kønsmæssig spredning indenfor selv de mindst kønsintegrerede jobområder, som f.eks. militæret, politi og bygningshåndværkere.

Både dansk og international forskning viser, at der stort set ikke er grænser for, hvad kvinder kan beskæftige sig med. Betegnelser som kvindearbejde og mandearbejde er historiske og kulturelle konstruktioner, som alene afspejler det givne samfunds magtforhold og forestillinger om arbejde og køn.

A.E.H.


Litteratur

Køn og Klasse. Årbog for arbejderbevægelsens historie, 1993.
Arbejdsliv. Årbog for arbejderbevægelsens historie, 1992.
Nielsen, Hanne Rimmen: Den kvindelige karriere i 1920'erne. I Når baner brydes. 1994
Ilsøe, Grethe: Kvinder i statslig tjeneste. I når baner brydes. 1994
Brydninger. Perspektiver på det kønsopdelte arbejdsmarked. Arbejdsmarkedsstyrelsen. 1997.