Kategorier dette opslag er registreret under:
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Ansvarlig redaktion: Arbejderhistorie
Læst af: 7.530
: :
Hammerfestkommunen i Norge

Hammerfestkommunen er betegnelsen for Hammerfestarbejdernes spontane organisationsform før og under storstrejken i Norge i 1921. Betegnelsen er givet af en sen eftertid. De samtidige deltagere talte i stedet om strejke og strejkeledelse. Det er imidlertid klart, at fællesorganisationen i Hammerfest i 2-3 uger faktisk udøvede ordensmyndighed, og havde kontrol over den vigtigste varedistribution og over alle kommunikationsmidler i byen. Arbejderne forsøgte ikke at overtage anden administration eller produktiv virksomhed.

Hammerfest var ingen industriby, men et handels- og søfartscenter. Transportarbejderne var en dominerende gruppe i fællesorganisationen. Før sømands- og transportarbejderstrejken brød ud den 9. maj 1921, havde et møde i fællesorganisationen valgt en strejkekomite med 3 og en strejkevagt med 45 medlemmer. Sigurd Simensen var strejkeleder til og med 26.5. Strejken var landsomfattende, men blev særligt effektivt gennemført i Hammerfest. Hurtigruterne standsede i løbet af de første par dage. Lokalbådene standsede pga. det lokale rederis sympati-lockout med rederne. Trafikken med de (fiske-)skipperejede private både fik lov at fortsætte og legeledes postgangen med de statsejede både som erstatning for hurtigrutens postbefordring. Men efter vedtagelse i fællesorganisationen blev der fra og med den 11. maj indført streng kontrol med dispensationsbeviser udstedt af strejkekomiteen til transport af helt nødvendige varer - f.eks. mel til brødløse småbyer i landområderne. Samme dag kom også det første sammenstød mellem strejkevagter og et bådsmandskab, som ville trodse kontrollen. Nye og større sammenstød fandt sted den 13., 18., og 24. maj. Sidstnævnte fik støtte fra politiet. Hele styrken på 4 mand stod på strejkebrydernes side, mens massedeltagelsen - 3-400 personer - stod på strejkevagternes side. Samtlige sammenstød endte med sejr til de strejkende.

Fra ca. 14. maj blev også persontransporten underlagt arbejderkontrol. Strejkekomiteen udstedte nu også rejsetilladelser (pas) til nødvendig personbefordring - f.eks. sygetransport. Pasudstedelse er et gammelt offentligt prærogativ (rettighed). Den spontane arbejderkontrol vakte stor opmærksomhed i den borgerlig presse landet over. Også Hammerfests lokale storborgerskab blev skræmt og provokeret. Meget tyder på, at flere af de nævnte sammenstød blev udløst af bevidst borgerlig provokation mod kontrollen. Strejkeleder Simensens baggrund i arbejderrådsbevægelsen og på Arbejderpartiets venstrefløj gav ekstra næring til denne ængstelse. Fra centralt borgerligt hold (bl.a. regeringen) kom reaktionen sent efter flere vrede henstillinger fra lokale borgerledere. Storkøbmand konsul Ch. Robertson spillede en særlig aktiv rolle og tog direkte kontakt med justits- og provianteringsministeriet - antageligt også forsvarsministeriet - og via amtmanden med statsministeren personligt den 15. maj. Den senere handelsminister (1926-28) og pioner fra fiskeopkøbernes organisation havde gode kontakter, bl.a. slægt og partifæller som regeringsmedlemmer.

På regeringschefens ordre gik marinefartøjet «Farm» straks fra Bergen og ankom til Hammerfest den 20. maj. Besætningen nægtede imidlertid at gribe ind i sammenstødene. Store dele af mandskabet fraterniserede åbent med de strejkende. De arrangerede fodboldskampe og dansefester. Efter en ny lokal borgerlig henstilling blev det større marinefartøj «Heimdal» beordret fra Vardø til Hammerfest, hvortil det ankom den 25. maj. Tropperne fra dette skib lod sig bruge. De gik i geværtroppemarch gennem byen. Det skal have udløst en spontan moddemonstration fra byens arbejderkvinder, der marcherede med koste i parodi mod militæret.

Opløsning

Den 20. maj begyndte der at vise sig tegn til indre opposition mod kontrollen, og fra omtrent samme dato blev den noget mindre effektivt organiseret. Men spændingen i byen steg fortsat til et klimaks den 26. maj - dagen før den varslede storstrejke - da Robertson indledte en indsamling af byens våben og ammunition og deponerede det på «Heimdal», og vistnok fik væbnet vagt ved sin bolig.

I sin tale efter sammenstødet den 24. maj udtalte Simensen, at arbejderne «havde vist hvem der havde magten». To dage efter var han reelt afsat som strejkeleder. Fællesorganisationen udnævnte en mere midtersøgende komite til at forhandle med politiet og militæret. Det er indre modsætninger mellem en «venstre-eventyr»-fløj og en større «vi-skal-fortsat-leve-sammen-i-byen»-fløj der skinner igennem. Sidstnævnte overtog nu og accepterede lokale alliancer. Efter en rolig start på storstrejken skiftede det lokale borgerskab fuldstændig taktik, beroliget af den nye arbejderledelse. Robertson tog sammen med politimesteren initiativ til at undgå yderligere troppeforsendelser til byen. De foreslog i stedet officielt at overlade ordensopgaverne til fællesorganisationens ordensværn (strejkevagten). Dette fungerede et par dage, men måtte opløses efter direkte pålæg fra regeringen.

Den 30. maj ankom der 50 soldater samt befalingsmænd fra Altabataljonen. Arbejdernes kontrol med situationen var dermed i realiteten brudt. «Heimdal» forlod dagen efter byen. Med militær afspærring af kajerne kom søtransporten nu langsomt i gang igen - med «Samfundshjælp»-mandskab på hurtigruterne. Det kom ikke til våbenbrug eller blodige sammenstød, selv om militæret efter eget udsagn var forberedt på alt.

Afslutningen på Hammerfestkommunen blev markeret med en stort demonstration af strejkende og arbejdsløse den 2. juni. Storstrejken blev afblæst den 10. juni og sømandsstrejken den 3. juli.

Hammerfestkommunen foregik under forårsfiskeriets højsæson. Men både tilrejsende og fiskerbønder fra omlandet forholdt sig overvejende passive og undtagelsesvis negative til strejken. De strejkendes ideologi var for længst blevet kendt gennem A. Eriksens og A. Egede Nissens agitation. De første fiskeproduktionskooperativer var under stiftelse. Passiviteten kan også skyldes den øgede afhængighed af norsk melforsyning efter pomorhandelens bortfald. De nævnte sammenstød viser endvidere en vis klassemæssig nærhed. Ikke blot til transportarbejderne men også til de små selvstændige i søtransporten. Efter strejken blev der rejst tiltale mod 15 deltagere. 7 blev straffet og heraf 3 betinget. Simensen fik som «hovedmand» den strengeste straf: 120 dages fængsel.

Der hører nogle ting med til historien om hovedmodstanderne Simensen og Robertsons videre liv: Robertson gik i praksis om ikke af navn konkurs efter sin statsrådstid og måtte afvikle næsten hele sin forretningsvirksomhed. Han fortsatte dog i organisationsarbejdet og delvist i politik (Det Frisindede Venstre). I 1940-45 var han tilknyttet Londonregeringen. Han arbejdede bl.a. med «den kritiske gennemgang af kartoteket over pålidelige og upålidelige» i Nordnorge. I 1945 vendte han hjem som kaptajnløjtnant - på gamle «Heimdal». Simensen tilbragte krigsårene som bl.a. tysk tvangsarbejder på militæranlæg i Finmarken. Han drog nytte af sin montørpraksis og formåede at skjule, at han var kommunist. Allerede før krigen var han flyttet til Harstad, hvor han arbejdede som redaktør, kommunalpolitiker og stædigt stiftelsesmedlem af NKP.

P.O.

Litteratur

A. Kristensen: Rød mai, Oslo 1977.