Kategorier dette opslag er registreret under:
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Læst af: 54.793
: :
Sundhed

På trods af at sundhed er en betegnelse der ofte anvendes i dagligdagssproget - både alene og i utallige kombinationer - lader udtrykket sig kun vanskeligt definere. Indenfor medicinen har begrebet heller ikke fået noget præcist eller gennemtænkt indhold.

Grunden til dette er enkel: Sundhed er først og fremmest defineret ved sin modsætning: Sygdom. Vi tænker ikke over vor sundhed, når vi har den, men mærker den først, når vi har mistet den. Når vi i dagligtalen snakker om sundhed, bliver den nærmest et fællesbegreb for kroppens tilstand. Den omtales sjældent, når den er god; Først når den er dårlig eller mangelfuld. Det samme gælder på det kollektive plan. Når vi snakker om befolkningens sundhed, mener vi normalt dens sygdomme. Alle målinger af sundhedstilstanden tager udgangspunkt i sygdomsfænomener. Sundhed er ikke et fænomen med en selvstændig og afgrænset status og med klare kriterier, der angiver, hvornår den er til stede og hvornår ikke.

En berømt og omstridt definition af sundhed er givet af Verdens Sundhedsorganisationen (WHO): «Sundhed er en tilstand af fuldkommen legemlig, sjælelig og socialt velvære og ikke blot fravær af sygdom og gener». Med dette udsagn har man forsøgt at give sundhedsbegrebet et selvstændigt, positivt indhold ved at knytte det til velvære på alle planer i menneskelivet. Dette stemmer dårlig med anvendelsen af ordet i dagligsproget. Udsagnet finder heller ikke noget grundlag i en teori eller i teknikker, der angiver, hvordan man skal nå dette mål.

WHO's sundhedsdefinition er ikke så meget en begrebsafklaring som en sundhedspolitisk programerklæring. Den tilkendegiver først og fremmest ønsket om at fremme et offensivt helhedssyn på medicinens og sundhedstjenestens opgaver. Erklæringen blev i sin tid udformet som spydspids mod den dominerende tendens indenfor moderne medicin: Den teknologisk orienterede, reparerende virksomhed. I denne sammenhæng har erklæringen haft en vigtig opgave. Den leder tanken hen på, at sygdom og sundhed både kan skyldes og have vigtige konsekvenser for flere sider af menneskelivet. Indirekte siger den også, at sundhedsarbejdet bør være konstruktivt forebyggende og ikke blot reparere skader, der allerede er indtruffet. Disse synspunkter har i dag en vis gennemslagskraft. Det som imidlertid mangler, er en teoretisk og praktisk afklaring af hvilke konsekvenser man bør drage af dem.

Som en færdigt udformet sundhedspolitisk målsætning virker WHO's erklæring i dag både naiv og vildledende. Den er naiv i den forstand, at den giver associationer i retning af, at livet kan blive en slags konfliktfri form for nydelse. Den er vildledende i den forstand, at den kan komme til at tillægge sundhedsvæsenet opgaver, som det hverken er muligt eller ønskeligt, at det skal løse.

Når folk bliver spurgt, medgiver de fleste, at de sætter sundhed højt, at de anser den for en central værdi, en vigtig livskvalitet. I politiske udredninger har den status som et centralt socialt gode, en «levevilkårskomponent» på linie med arbejde, uddannelse, bolig osv. Det er et paradoks, at noget der i den grad efterstræbes og omtales i så ringe grad erkendes, og at så få er optaget af at udvikle den.

T.I.R.