Kategorier dette opslag er registreret under:
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Læst af: 10.445
: :
Behandling

Sygdom kan udløse en mangfoldighed af handlingsmønstre hos den, der rammes. Skalaen spænder fra religiøs adfærd, anvendelse af alment tilgængelige råd og metoder, til rådføring hos udvalgte personer med anerkendt ekspertise: medicinmænd, familiemedlemmer eller læger. Alternativerne udelukker ikke nødvendigvis hinanden, men eksisterer parallelt, med tyngdepunktet forskellige steder indenfor dette spektrum. I løbet af de seneste 100 år er tendenserne i det «moderne» samfund gået i retning af at syge, før eller senere, opsøger en læge, hvor sygdommen behandles.

Samfundsmæssigt vurderet har konsultationerne deres specifikke forudsætninger, hvoraf 3 er særligt vigtige:

Udbytning og irrationalitet.

En «standardpatient» er som regel plaget af en skavank, der forhindrer vedkommende i at udføre sine sædvanlige funktioner. Det er almindeligt at se årsagen som noget tilfældigt eller ufrivilligt. De fleste ønsker at ændre forholdet og søger læge, måske efter først at have forsøgt at kurere sig selv eller efter at have fulgt andres råd. Netop følelsen af at være forpint, uden at have den fornødne viden om hvad der er galt, kan bevirke at man er et let offer for udnyttelse.

Udnyttelsen skal her ikke først og fremmest forstås i økonomisk forstand, men det drejer sig om forholdet mellem behandleren og den behandlede. Man kan snakke om udnyttelse, fordi det altid er den ene part, der sidder på magten i forholdet og den, der definerer præmisserne for det, der skal foregå. Patienten bliver oven i købet holdt i uvidenhed om sin egen tilstand og om hensigt og behandlingsform, til trods for at det er en selvfølgelighed at lægen har adgang til patientens krop og de mest intime oplysninger.

Selv om medicinsk virksomhed foregår indenfor rammerne af det videnskabelige, vil der i praksis være blandet stærke elementer af overtro, myter og ufornuft. Modstykket til at patienten indtager en passiv og uvidende rolle, er lægens position som troldmand. Jo mere kendskab og jo flere færdigheder, som koncentreres på den ene side - behandlerens - desto mere mystisk har forholdet en tendens til at blive. Selv om de metoder, læger i dag anvender isoleret set opfylder kravene til videnskabelige, er det ikke nogen hindring for at behandlerforholdet kan have stærke elementer af magi.

Ideelt set skal enhver tilstand bringes ind under én «rubrik»: diagnosen. Hensigten er at kunne råde over det bedst mulige grundlag for behandlingen. Diagnosticeringen spiller imidlertid også en anden rolle i forholdet mellem behandler og den behandlede. Det er med til at neutralisere følelser og giver forholdet et sagligt præg. Det giver lægen en fornemmelse af tryghed, når vedkommende har en succesrig videnskab i ryggen. Den kan han også anvende til at beskytte sig. For patienten giver undersøgelserne og diagnosen håb - følelsen af at noget sker, at man er i trygge hænder. Det er med til at reducere angsten.

Overbehandling.

Når undersøgelsen er overstået og diagnosen stillet, begynder behandlingen. Den følger helt bestemte forventninger og regler, både for patientens og lægens vedkommende. Som et modstykke til opfattelsen af sygdom som noget uforskyldt og tilfældigt, står opfattelsen af at behandlingen ikke kræver egen indsats - den skal virke passiv, udefrakommende og får derfor et skær af noget mirakuløst og trolddomsagtigt over sig. I «standardtilfældet» plages patienten af en «afgrænset» lidelse, som passer ind i diagnoseskemaet; patienten gennemgår et indgreb eller får medicin, og så er det hele overstået.

Ganske mange sygdomme går imidlertid over af sig selv, ved patientens egen indsats eller ved hjælp af andre, simple forholdsregler, men når en læge først opsøges, er det indlysende, at der er behov for noget ekstra - een eller anden behandling må der til. Som den moderne medicin fungerer, opstår derfor automatisk en tendens til «overbehandling».

På den anden side drejer mange af det moderne sundhedsvæsens opgaver sig om kroniske, ofte håbløse sygdomme. Ofte er det ældre mennesker, andre gange er det problemer, som er en del af komplekse forhold inden for familien eller på arbejdspladsen, men tendensen er, at det altid er det samme grundmønster, man anvender. Evnen til at skelne mellem omsorg, pleje af døende, forebyggelse og almindelig behandling, er ret dårlig. Uanset om du lider af en «uskyldig» influenza eller af en uhelbredelig kræft, skal du behandles, som havde du brækket benet.

Lægeprofessionen.

Der er to vigtige årsager til at en bestemt behandlingsmodel er blevet normdannende inden for moderne sundhedsarbejde. Den ene har med professionens interne kultur at gøre, den anden drejer sig om sundhedssystemets nære tilknytning til en højprofitabel industri. Læger præges af borgerlig tankegang og holdninger. Lægens arbejde har sit tyngdepunkt i de statusgivende aktiviteter, som er veldefinerede, fagligt interessante og personligt tilfredsstillende. Det er her, i denne sammenhæng, de normdannende tilfælde passer ind - desuden kræver de aktiv anvendelse af teknologi og kemiske præparater. Bag denne produktion står stærke kapitalinteresser, og som for al anden kapital gælder det også her, at forskning og udvikling, direkte eller indirekte, styres af ønsket om ekspansion og profit. De mest udbredte behandlingsmetoder forstærkes fra to sider: lægestandens interne kultur og medicinalindustrien. På denne baggrund fungerer den medicinske forskning som et forsvar for behandlernes egne interesser og som et krav fra medicinalindustrien.

Man kan opsummere grundridsene i moderne medicinsk behandling således: Sygdomme og skavanker anses hurtigt for at være ufrivillige og tilfældige - det skaber angst og utryghed. Den der er syg, bliver passiv og afhængig af en person, som har monopol på at løse problemet. Spillet mellem disse to har sine specielle forudsætninger. Det der på overfladen ser ud som imødekommenhed og fornuft, er vævet ind i en række processer, der kan karakteriseres som udnyttelse og irrationalitet. Passiv afhængighed fører ofte til overbehandling, hvor behandlingsmodellen i øvrigt præges af et bestemt mønster, som bliver en standard for løsningen på alle de forskellige problemer, sundhedsvæsenet påtager sig, uden hensyn til eventuel egenart. Behandlingsfilosofien præges af basale værdier, som er blevet så selvfølgelige, at ingen sætter spørgsmålstegn ved dem. Bag disse værdier og holdninger ligger både professionens egne interesser og stærke kapitalkræfter, som arbejder for en udvidelse af og forsvar for deres virksomhed.

T.I.R.