Kategorier dette opslag er registreret under:
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Læst af: 23.989
: :
Medicin
I kølvandet på den franske revolution fandt der en række ændringer sted i de medicinske undersøgelsesmetoder. Stetoskopet blev opfundet af den franske læge Laënnec, som her lytter til en patient. Maleri fra 1816.

Medicin er læren om årsagerne til og helbredelsesmidlerne mod sygdom. Historisk og kulturelt kan vi skelne mellem flere typer af medicin eller medicinske systemer. Vi kan afgrænse en primitiv medicin, knyttet til enkle samfund, og forskellige typer folkemedicin. Højkulturene har hver for sig frembragt karakteristiske medicinske systemer. Vi kan snakke om en mesopotamisk, egyptisk, indisk, kinesisk, mexicansk osv. medicin.

Hvilke grundtræk de forskellige medicinske systemer fik, var bl.a. afhængig af hvilken faggruppe der udførte dem, hvilke samfundsgrupper der gjorde brug af udøverne, og hvordan de praktiske omsorgsformer var ordnet. Når f.eks. kinesisk og indisk medicin er næsten renset for religiøse forklaringsprincipper - i modsætning til f.eks. mesopotamisk, egyptisk eller mexicansk - hænger dette sammen med, at lægefaget i Kina og Indien tidligt blev uafhængigt af de religiøse institutioner og havde lav social anseelse. Når græske hippokratikere lagde vægt på at prøve at beskrive hvordan sygdommene ville forløbe - prognosen - må dette ses i sammenhæng med de græske lægers udsatte stilling som omrejsende håndværkere. For at beskytte deres position på et nyt sted, var det afgørende at have en sikker ide om de forskellige sygdommes forløb.

Fremvæksten af moderne medicin

Medicinen som vi kender den fra vort eget samfund, fik dets grundlæggende træk i tiden mellem den franske revolution og starten af det 20. århundrede. Det gælder både måden den er organiseret på, de praktiske arbejdsformer og den videnskabelige tænkemåde. Siden da har vi snarere været vidne til en gradvis vækst indenfor en fastlagt ramme, end udviklingen af fundamentalt nye arbejds- og tænkemåder.

Grundstenen i moderne medicinsk tænkemåde har været en sygdomslære baseret på cellebiologi og naturvidenskabelige forskningsmodeller. Disse idealer fik for alvor indflydelse over hele Europa og Nordamerika fra midten af 1800-tallet. Da var der allerede sket en betydelig udvikling af selve organiseringen af arbejdet med syge mennesker i samfundet. Dette var en vigtig forudsætning for, at de nye landvindinger indenfor videnskab og behandling slog så hurtigt an og bredte sig så hurtigt. Lægestanden havde fået et offentligt garanteret monopol på behandlingen af syge mennesker. Virksomheden var i stigende grad blevet knyttet til sygehuse, og havde fået et trygt økonomisk fundament gennem sygesikringsordningerne. I de fleste europæiske lande var de forskellige behandlergrupper - kirurger, apotekere og universitetsuddannede læger - allerede ført sammen til en sammenhængende profession. Hovedtrækkene i uddannelsen havde fundet sin form, og de fleste specialområder var allerede udviklede.

Hele denne organisatoriske ændring hang nøje sammen med tidens sociale og politiske udvikling, og det startede for alvor med revolutionen i Frankrig. De sygehuspolitiske, uddannelsesmæssige og undersøgelsestekniske modeller der fulgte i kølvandet på revolutionen, blev efterhånden forbillede for andre europæiske lande. Under revolutionen blev de gamle, adelsprægede uddannelsessteder lukket og de gamle lægers laug opløst. I stedet blev kirurgerne overladt behandlingsopgaverne og fik dannet nye medicinske skoler med basis i sygehusundervisning.

Kirurgerne begyndte at benytte deres arbejdsmåder på områder, der før var forbeholdt de universitetsuddannede læger: Kroppens indre organer. De tog skridtet fra blot at se, høre og snakke til konkret at undersøge kroppen med hænder og instrumenter. De sammenlignede det man kunne konstatere ved at skære patienterne op og undersøge dem, efter at de var døde, med de observationer der var gjort, mens patienterne endnu var i live. De udformede en sygdomslære udfra en teori om syge organer, i modsætning til den gamle teori om «balancen mellem de fire kropsvædsker». Sygehuspatienter, udforskningningen af døde mennesker, praktisk erkendelse og anvendelse af undersøgelsesteknologi blev nu ledetråden i pariserlægernes virksomhed.

Den udvikling i en naturvidenskabelig retning der senere fandt sted, blev hurtigt indarbejdet og spredt - netop pga. den veludviklede organisering som sundhedsarbejdet allerede havde fået i de store europæiske lande. Den nye tænkemåde slog rod i en allerede moden samfundsinstitution. Det kom til at vise sig, at netop videnskaben skulle blive den stærkeste garanti for medicinens videre position og udbredelse.

Medicin og sundhed

Medicinens udvikling gennem de sidste 100 år falder sammen med en betydelig forbedring af folkesundheden. Ikke sjældent får medicinen æren for den relativt forbedrede sundhedstilstand i samfundet, hvilket næppe er berettiget. Forbedringen af sundhedstilstanden i moderne samfund skyldes overvejende forhold, der har ikke har meget med moderne medicin at gøre. Forbedret ernæring, boligforhold, renovation, vandforsyning, arbejdsmiljø og personlig hygiejne har været de vigtigste årsager. Den væsentligste nedgang i de store infektionssygdomme skete længe før der fandtes nogen effektiv behandling eller vaccine mod dem. Som et paradoks kan vi nævne, at de sanitære forhold der blev udviklet i de europæiske storbyer i 1800 tallet, blev planlagt ud fra en smitteteori, der blev modbevist af bakteriologisk forskning nogle årtier senere. Alligevel har forbedringen af disse forhold medført en større forbedring af sundheden end noget andet enkeltstående tiltag i moderne tid.

Overfor vore dages store folkesygdomme, hjerte/karsygdomme, kræft, slitagesygdomme og sindslidelser, står medicinen uden effektive hjælpemidler. Den kan tilbyde meget lindrende, forbedre patientens funktioner og forlænge livet, men ikke meget helbredende. De helbredende midler er få, men har en demonstrationseffekt der kaster glans over megen anden medicinsk virksomhed. Vi kan nævne flere typer af operationer, insulinet som kan give sukkersygepatienterne et næsten normalt liv, stoffer som holder epileptikere eller astmatikere anfaldsfrie osv. Men oftere er medicinens vigtigste virkning følelsen af håb og hjælp, af aktiv indsats. Den spiller en vigtig lindrende rolle ved sygdom og død, men sundhed i egentlig forstand bringer den kun i begrænset omfang.

Det er blevet hævdet, at moderne medicin er blevet en vigtig hindring mod forbedret sundhed. Denne påstand baserer sig for det første på forekomsten af fejlbehandling, overbehandling og skadelige bivirkninger af medikamenter, der har et stort men ofte skjult omfang. For det andet er påstanden baseret på, at en stor del af de medicinske behandlingstilbud er blevet en erstatning for løsning af sundhedsskadelige samfundsforhold og en sundere personlig livsførsel. De dæmper symptomerne i stedet for at lade årsagerne komme til syne. De sygdomsskabende faktorer holdes ved lige, og medicinen bliver på denne selv måden indirekte en trussel mod sundheden.

En indikator på dette forhold er mangedoblingen af lægemiddelforbruget over de seneste årtier sammenholdt med en dalende levealder blandt store befolkningsgrupper i samme tidsrum. Selv om der findes gode bivirkningsfrie alternativer - som vægt- og saltreduktion samt motion ved flertallet af tilfældene af forhøjet blodtryk - tages de sjældent i brug. Medikamenterne giver i stedet falsk tryghed, samtidig med at tilliden til dem reducerer evnen og viljen til selv at gøre noget for ens egen sundhed og ved ens egne sygdomme.

Medicinens effektivitet synes at være opreklameret og troen på medikamenter overdreven. Dette bidrager stærkt til at opretholde medicinens nuværende udformning og omfang. En tredje faktor der indtil nu ikke er blevet særligt undersøgt, drejer sig om virksomhedens økonomiske grundlag. Gennem sygeforsikringsordninger er virksomheden unddraget almindelige markedsmekanismer. Dette system havde oprindelig til formål at sikre hele befolkningen lige muligheder for behandling, uanset økonomisk evne.

Princippet medfører, at omfanget af de ressourcer der sættes i sving, sjældent bliver synligt for dem der tilbyder og dem der forbruger tjenesterne. Lægerne står ikke som ansvarlige overfor sygehusbudgetterne, eller overfor patienterne - behandlingen er stort set gratis. Begge parter regner med, at størstedelen af de undersøgelser og behandlinger der foretages er nødvendige og nyttige, og politikerne har i god tro prioriteret sundhedssektoren højt. Et vigtigt socialpolitisk tiltag rettet mod uretfærdighed og klasseskel er i dag blevet til et enormt spild af ressourcer i medicinsk regi.

I dag oplever vi, at medicinske ressourcespørgsmål ofres mere og mere opmærksomhed, først og fremmest pga. deres store dimensioner og vigtige betydning for samfundsøkonomien. Men det går stadig upåagtet hen, at det vi betaler for, måske mere har karakter af magi og ceremoni end af noget der gør os sundere.

T.I.R.