Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Niels Johnsen

Niels Johnsen (1893-1931), dansk venstrefløjspolitiker, antimilitarist og faglig aktivist, født 7. oktober 1893 i Århus som søn af sømand Johannes Kathinkus Johnsen og avisbud Anne Marie Johnsen. Faderen døde tidligt, så Johnsen voksede op hos sin mor og boede hos hende, til han var 19 år. Efter konfirmationen kom han i lære som kobbersmed. Da han var udlært drog han et år på valsen i Tyskland og slog sig omkring 1915 ned i København. I 1916 blev han gift med Johanne Marie Lund, som han fik to børn med.

Allerede omkring 1910 havde han meldt sig ind i Socialistisk Ungdomsforening (SUF). Han var især aktiv i SUF's Diskussionsklub. I 1912 var han sekretær for denne og førte dens forhandlingsprotokol. I januar 1913 blev han valgt til dens formand og samme år kom i bestyrelsen af SUF-Århus. Dette arbejde blev dog kortvarigt. Allerede i juli nedlagde han sit mandat. Han stod klart i venstreopposition til ledelsen af SUF, hvor han forsvarede syndikalismen  Sammen med andre dannede han nu «Socialistklubben», der var i opposition til SUF ledelsen.

Meget tyder på, at Johnsen omkring 1914-15 knyttede forbindelser til det politiske miljø i København omkring bl.a. Fagoppositionens Sammenslutning (FS), og det var nok en medvirkende årsag til, at han flyttede til hovedstaden. I september 1915 var han med til at starte Foreningen for konsekvente Antimilitarister (FfkA). Den blev aldrig særlig stor. Den krævede nemlig af sine aktive medlemmer, at de skulle nægte at gå på session og nægte at lade sig indkalde. Blev de tvangsfremstillet på session og tvangsindkaldt, skulle de sultestrejke, til de blev kasseret. Der stilledes store krav om konsekvens, og netop det personlige mod spillede en stor rolle i agitationen. Foreningens formål var ikke pacifistisk, men revolutionært - et opgør med den kapitalistiske stat, og krigen der rasede uden for Danmarks grænser. Justitsministeriet svarede med at stille Johnsen for retten, og den 15. februar 1916 blev han idømt 2 måneders fængsel for overtrædelse af «straffelov for krigsmagten §98 og 112». Den 11. maj stadfæstedes dommen af Højesteret.

FfkA opløstes i 1920, men spillede specielt under verdenskrigen en vigtig rolle. Det skyldtes især dens velbesøgte møder, det postyr de skabte og dens dygtige talere. Udover Johnsen selv var det Andreas Fritzner og fra 1917 Thøger Thøgersen og Poul Gissemann. I august 1916 begyndte foreningen at udgive bladet Militærnægteren, der over det følgende år udkom med 12 numre, der blev trykt i 64.500 eksemplarer, hvor af over halvdelen blev uddelt gratis. Iflg. politiets arkiver overvejende på eller ved landets militærforlægninger. Under revolutionens udvikling i Tyskland besluttedes det i december 1918 at gøre foreningen til en landsorganisation. Den havde allerede da 21 provinsafdelinger, 203 aktive og 1400 passive medlemmer. Johnsens forbindelse med foreningen stoppede dog allerede i begyndelsen af 1918.

Vinteren 1917-18 var præget af arbejdsløsheden, af dyre varer og internationalt af revolutionen i Rusland i november 1917. De arbejdsløses organisation arrangerede flere møder og demonstrationer bakket op af FS. Det bekymrede Justitsministeriet og politiet, der ledte efter «bagmændene». Statens offensiv mod de revolutionære organisationer endte med, at hele dens kreds af ledere i efteråret 1918 var sat bag lås og slå. Første kulminationspunkt var Stormen på Børsen den 11. februar 1918. Politiet reagerede voldsomt på hændelsen og arresterede Thøger Thøgersen, Andreas Fritzner, Chr. Christensen og Poul Gissemann samt mange andre. Christensen var redaktør af Solidaritet, og Johnsen blev derfor spurgt, om han midlertid ville være redaktør, mens Christensen sad arresteret. Han accepterede, og fra den 16. februar stod han derfor som midlertidigt ansvarshavende. Jobbet bliver midlertidigt. Christensen bliver løsladt i april, og genoptager redaktionsarbejdet. Sammen med 5 andre bliver de i maj imidlertid begge anklaget for Børssagen. Sagen kom for retten den 30. november og endte med hårde domme. Christensen fik 18 mdrs. forbedringshus og Johnsen 8 mdrs. forbedringshus. Han havde tilsyneladende ikke engang deltaget i demonstrationen, men blev dømt som ansvarshavende redaktør for Solidaritet, der havde trykt en artikel, der opfordrede til revolution.

Når staten reagerede så voldsomt skyldtes det borgerskabets angst. Både FS og det nydannede Socialistisk Arbejderparti (SAP) var gået kraftigt frem i løbet af 1918. SAP begyndte den 1. oktober at udgive Klassekampen som dagblad, og FS begyndte 1. november at udgive Solidaritet som dagblad. I Tyskland var kejseren den 9. november blevet tvunget til at abdicere, hvilket blev startskuddet til den tyske revolution. Den 10. og 13. november blev der gennemført store protestmøder på Grønttorvet i København med krav om løsladelse af de politiske fanger. Ved det sidste af de 2 møder var det kommet til voldsomme sammenstød mellem politi og demonstranter. Under Pariserkommunen i 1870-71 havde staten overreageret ved at arrestere de danske socialdemokratiske ledere. Nu skulle venstrefløjen atter engang undgælde for borgerskabets angst. Men samtidig var der kredse på venstrefløjen, der håbede på, at revolutionen var umiddelbart forestående.

Johnsen blev løsladt fra Vridsløse den 5. juni 1919. Han kom ud til en revolutionær bevægelse, der var presset i defensiven. Selv begyndte han øjensynligt hurtigt at arbejde i redaktionen på Solidaritet. Da SAP blev sprængt i efteråret 1919 fik FS og Solidaritet en række nye stærke folk - bl.a. Martin Andersen Nexø og Marie Nielsen. Gennem 1920 gik det dog tilbage for bladet. Arbejdsgiverne forsøgte bl.a. at ramme det gennem forhøjelse af papirpriserne, og det var kun med nød og næppe det lykkedes at holde det kørende som dagblad.

I marts blev det besluttet at danne en føderation af FS og det nydannede DKP. FS var delt på spørgsmålet og Johnsen fulgte flertallets ønske om føderation. Sammenlægningen afslørede desuden en række fundamentale uenigheder. Umiddelbart efter sammenlægningen rejste Johnsen fra landet for at deltage i Røde Faglige Internationales (RFI) stiftelseskongres og i Kominterns 3. kongres, hvor han havde en rådgivende stemme. Han fører dagbog under rejsen, og er meget imponeret over at se det nye Rusland - og for øvrigt også det gamle. Han er imponeret over Lenins og Trotskijs evner som talere, men synes samtidig at oppositionen på RFI kongressen bliver behandlet noget hårdhændet. 29. juli 1921 var han tilbage i Danmark, hvor tolderne underkastede ham og de øvrige delegerede et intenst eftersyn. Han fik alene beslaglagt 20-30 bøger, pjecer og bulletiner og måtte endog aflevere en mappe med kultegninger over Moskva.

I forlængelse af Moskvabesøget udgiver han og de andre delegerede en række pjecer om resultaterne af kongresserne og situationen i Sovjetunionen. Han har fået sæde i RFI's øverste organ - generalrådet - og vender i den anledning tilbage til Moskva i januar-februar 1922. Også på dette besøg fører han dagbog, der afslører ham som klar modstander af det fraktionsforbud og de disciplinære stramninger Sovjetunionens Kommunistparti (SUKP) året inden har indført, selv om han ikke udtaler sin kritik åbent. I sine efterfølgende artikler til Arbejderbladet refererer han loyalt generalrådets beslutninger, og udpeger opbygningen af en fagopposition som den vigtigste opgave i Danmark.

Imens blev DKP sprængt ved et kup, der blev gennemført den 31. januar 1922, mens Johnsen og en række andre ledende medlemmer var ude af landet. Johnsen blev i partiet og blev i juli-august samme år udnævnt til ansvarshavende redaktør af Arbejderbladet. En post han beholdt frem til oktober 1924.

Efter 6 års bladarbejde vendte han i 1924 tilbage til sit gamle fag og fik arbejde på Orlogsværftet. Her beklædte han forskellige faglige tillidshverv og endte som sekretær for Fællesorganisationen af arbejdere ved værftet. Fra 1928 sad han i bestyrelsen for sygekassen Fremtiden. Der findes ikke mange oplysninger om hans politiske udvikling i disse år, men det er givet at han kom afgørende i tvivl om det korrekte i at opretholde DKP som parti. I hvert fald var han med, da fremtrædende repræsentanter fra DKP's højrefløj den 29. maj 1930 afholdt en konference om forholdet til partiet. Den endte med, at de tilstedeværende besluttede at bryde med partiet og søge optagelse i Socialdemokratiet, hvor de et par uger senere blev optaget.

Johnsen døde den 16. september 1931 efter længere tids sygdom med tilstødende meningitis. Kun 38 år gammel.

A.J.