Kategorier dette opslag er registreret under:
Verden  .  Europa  .  Danmark
Organisation  .  Bevægelser  .  Parti
Ideologi  .  Socialistisk  .  Revolutionær  .  Syndikalisme
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 1/5 2001
Ansvarlig redaktion: Arbejderhistorie
Læst af: 14.974
: :
Fagoppositionens Sammenslutning (FS)

Dansk syndikalistisk organisation (1910-21). FS's program fra 1910, skrevet af Christian Christensen, blev grundlaget for opbygningen af en efterhånden landsdækkende revolutionær opposition indenfor fagbevægelsen. De principper, der lægges frem i det, forblev - uanset ændringerne i programmets udformning i 1917 og 1919 - grundlaget for de revolutionære syndikalisters arbejde gennem hele Fagoppositionens levetid.

FS' mål var det klart revolutionære, at arbejderklassen med den sociale generalstrejke som våben skulle erobre produktionsmidlerne og derigennem afskaffe lønarbejdet. Den nødvendige forberedelse hertil lå i indførelsen af moderne kamp og organisationsformer (som uvarslede, pludselige strejker), der fremmede den praktiske solidaritetsfølelse i arbejderklassen. På det organisatoriske felt gjaldt kampen som et første mål afskaffelsen af de laugsprægede fagforeninger til fordel for demokratiserede, moderne industriforbund. Som det vigtigste middel til at fremme sit formål udover udgivelsen af bladet «Solidaritet» skulle Fagoppositionens medlemmer gennem positivt oppositionsarbejde i fagforeningerne arbejde på en ændring af disse i revolutionær retning, på at arbejderne skulle tage den direkte aktions kampmetoder i brug.

Grundorganisationerne i Fagoppositionens Sammenslutning var FS-klubberne. De to første blev dannet blandt tobaksarbejderne og smede og maskinarbejderne og snart fulgte flere efter. Det gik dog i begyndelsen en smule trægt med tilslutningen. Ved krigsudbruddet var FS fortsat en lille organisation med kun nogle få hundrede medlemmer, skønt allerede stærk nok til at udløse heftige repressionsforsøg fra Socialdemokratiets og den faglige moderations side. I løbet af krigsårene 1914-18, der selvom Danmark ikke på noget tidspunkt blev inddraget i krigshandlingerne medførte en betragtelig forarmelse af arbejderklassen, begyndte FS virkelig at få vind i sejlene. I årene 1918-20 voksede den revolutionære syndikalistiske tendens i arbejderklassen næsten eksplosivt.

De krav, som Fagoppositionen generelt og de enkelte FS-klubber førte frem, gjaldt i første række umiddelbare forbedringer af arbejdernes arbejds- og lønforhold. Det var imidlertid ikke ligegyldigt, hvordan forbedringerne blev opnået. I artikler i «Solidaritet» blev de forskellige kampkrav grundig analyseret, udfra synsvinklen: hvad gavner arbejdernes bevidstgørelse og sammenhold mest muligt? Krav, der medførte uddybning af splittelsen i arbejderklassen, blev afvist; krav, der tjente til at nedbryde kunstige skel fik høj prioritet, således f.eks. i syndikalisternes praksis i forhold til akkordlønsystemet. 8-timers arbejdsdagen var et meget centralt krav for syndikalisterne, og det var især gennem deres direkte aktion, at det i 1919 blev kæmpet igennem. Det blev begrundet, ikke alene som almindelig forbedring af arbejdernes vilkår, men som en vigtig forudsætning for, at arbejderklassen ved selvorganisering kunne hæve bevidsthedsniveauet. Syndikalisterne betragtede en udvidelse af «frihedens rige» som en første forudsætning for at fremme kampen for socialismen.

Både krav og kampformer afhang naturligvis i høj grad af de enkelte FS-klubbers arbejdsbetingelser indenfor de forskellige fagforeninger. Men det fremgår klart af syndikalistbevægelsens historie, at de generelle overvejelser omkring krav og kampformers perspektiver og prioritering - som især Christian Christensen fremlagde i sine artikler i «Solidaritet» - havde stor betydning for FS-klubbernes, FS-afdelingernes og de enkelte syndikalisters faglige praksis i det daglige.

Den danske syndikalismes udvikling kan bedst forstås, hvis man sammenholder den med konjunkturudviklingen i perioden. Med «Septemberforliget» i 1899 blev den danske fagbevægelses accept af socialpartnerskabet for alvor slået fast. Den forestilling om kapital og arbejde som nødvendige, ligeværdige produktionsfaktorer - som givetvis var udbredt i arbejderbevægelsen længe inden - blev i september 1899 omsat til overenskomstmæssigt principper og det fik vidtrækkende konsekvenser for arbejderklassen. Den følgende periode frem til krigsudbruddet 1914 kendetegnes af næsten ubrudt fremgang for den danske kapital. Under sådanne forhold skulle arbejderne ifølge tidligere års erfaring forvente gode faglige resultater med en jævn forbedring af levevilkårene til følge. Men denne forbedring udeblev. Som følge af de nye forhandlings-, mæglings- og varslingsregler og den voksende centralisering af overenskomsterne opnåede fagbevægelsen ikke resultater af betydning. For dele af arbejderklassen var der sågar tale om fald i reallønnen.

Ud af den voksende modsætning mellem højkonjunkturens muligheder for faglige resultater og fagbevægelsens manglende indløsning af disse muligheder fødtes den utilfredshed i arbejderklassen, der organisatorisk gav sig udtryk i dannelsen af Fagoppositionens Sammenslutning. Med krigsudbruddet blev reallønstagnationen afløst af direkte fald. Vareknaphed og rationering ramte arbejderhusholdningerne hårdt, og gjorde de negative virkninger af den 5-årige overenskomst fra 1911 endnu mere tydelige. Mange arbejdere brød som følge af krigsårenes elendiggørelse med socialpartnerskabet og sluttede op om den revolutionære Fagopposition. Og dennes antiparlamentariske indstilling blev yderligere bestyrket, da Socialdemokratiets «borgfred» med de borgerlige partier fra 1916 udvidedes med Staunings indtræden i regeringen.

Sit absolutte toppunkt nåede den syndikalistiske bevægelse imidlertid i tiden lige omkring og efter krigsafslutningen. Denne blev i Danmark fulgt op af et veritabelt økonomisk boom. Behovet for varer i det krigshærgede Europa var enormt; den danske kapital med sit intakte produktionsapparat forstod at udnytte konjunkturen og høstede store profitter. I denne situation var der frit slag for den syndikalistiske direkte aktion, der viste sig den moderate, på klassesamarbejdet baserede forhandlingstaktik milevidt overlegen, når det gjaldt at omsætte de gunstige kampbetingelser i forbedringer af løn og arbejdsforhold. 8-timers arbejdsdagen blev kæmpet igennem, såvel som lønforbedringer, der både før og længe efter forblev uden sidestykke. FS oplevede en stormende tilslutning til sine ideer og sin organisation, der for en tid satte den socialdemokratiske moderations dominans i arbejderklassen alvorligt på prøve.

Syndikalisterne lagde megen vægt på selve kampens skolende og bevidsthedsgørende effekt: handlingens propaganda. Den danske arbejderklasse nåede imidlertid ikke at gøre sig fortrolig med den syndikalistiske kamptaktiks mere udviklede aspekter (overgangen til sympatiaktioner, blokader, sabotage osv.). Med reetableringen af normaliserede verdensmarkedsrelationer slog den helt ekstraordinære konjunktur meget hurtigt om i krise for den danske kapital. Et omslag der allerede begyndte at gøre sig gældende fra 1920. Dette stillede ændrede krav til kamptaktikken, som syndikalistbevægelsen, der først kort forinden havde fået massekarakter, ikke formåede at honorere. Den socialdemokratiske moderation, der samtidig med «progressivt-kontrarevolutionært» sigte lancerede en ny og mere radikal linie, overtog bolden, og det lykkedes den, især i forbindelse med den berømte «Påskekrise» i 1920 at udspille Fagoppositionen. I perioden 1920-22 tabte den revolutionære syndikalisme mere og mere terræn til moderationen; socialpartnerskabet etablerede sig - efter i nogle år at have været alvorligt truet - atter som altdominerende i den danske arbejderklasse.

Christian Christensen var under hele dette forløb bestandig fremme i forreste kamplinie, når man lige undtager den tid, han sad fængslet af politiske årsager. Han beklædte en af de mest centrale poster i FS' organisation, nemlig posten som redaktør for «Solidaritet«, der udover det bladmæssige indebar en væsentlig praktisk-koordinerende funktion indenfor Fagoppositionen. I de fagforeninger som stillede sig positivt til FS - af hvilke der efterhånden blev en del - var han en yndet taler, ligesom han var meget brugt i FS-klubberne. Hans agitationsturneer i provinsen var væsentligt medvirkende til, at FS fra 1912 og fremefter udvidedes til en landsorganisation med afdelinger i de fleste større industribyer. I sin fagforening, Jord & Betonarbejdernes Fagforening i København, var han en af ordførerne for den syndikalistiske fløj, der i forbindelse med en stor konflikt i vinteren 1911-12 i nogle måneder overtog ledelsen af fagforeningen fra de moderate socialdemokrater. Syndikalismens indflydelse i arbejderklassen afspejledes dog kun svagt i FS' medlemstal, der i 1919 var steget til et sandsynligt højdepunkt på 4.000. Lydhørheden blandt arbejderne for den syndikalistiske agitation og aktion var dog langt større, end dette tal lader formode.

Der er ingen tvivl om Christian Christensens store popularitet blandt arbejderne. Hans evner for mundtlig og skriftlig agitation måtte aftvinge også hans modstandere respekt. Da statsmagten i 1918 - bevæget af borgerskabets revolutionsfrygt - sætter hårdt ind på at stække den voksende revolutionære bevægelse, er Christian Christensen blandt de første, politiet sørger for at sikre sig. I første omgang arresteres han sammen med andre efter de arbejdsløses «Storm på Børsen» fastelavnsmandag 1918. Men «beviserne» imod ham må her have været overordentlig tynde, for efter en måneds tid måtte han løslades igen. Arbejderklassens offensiv på den faglige kamps område besvaredes med stigende vold fra politiets side. Midt i august 1918 - hvor en bølge af strejker og demonstrationer gik over København - arresteres Christensen påny, sammen med en hel række fremtrædende kammerater fra FS og fra det revolutionære Socialistisk Arbejderparti. Denne gang er fælden klappet: 18 måneders fængsel for samfundsomstyrtende agitation river Christian Christensen ud af de aktive syndikalisters rækker. En ledelse af mere anarkosyndikalistisk orientering tager føringen i FS efter de fængslede.

Perioden 1918-20 betegner det absolutte højdepunkt for FS' og syndikalismens opbakning i den danske arbejderklasse. Imidlertid førte den nye FS-ledelse en inkompetent og sekterisk politik, der medførte FS' isolation og organisationens forfald. Det var i hvert fald Christian Christensens opfattelse, som han et år efter sin løsladelse formulerede den på et tidspunkt, hvor FS' nære samarbejde med DKP i Kommunistisk Føderation var en kendsgerning. Da han kom ud af fængslet - kun få dage før kongen rullede sit statskup af stabelen i påsken 1920 - fik han travlt med at få rettet Sammenslutningen op; men forgæves skulle det vise sig,.

Hvorvidt skiftet i ledelsen i 1918 virkelig havde de ødelæggende følger for FS, som Christian Christensen i 1921 hævdede, er der i dag ikke forskningsmæssigt muligt at afgøre. Hvad angår indflydelse i arbejderklassen - forsåvidt som denne kan måles i omfanget af strejkeaktioner efter den direkte aktions mønster, i arbejdernes og en række fagforeningers tilslutning til syndikalisternes kamptaktik og program - er 1920 først begyndelsen til tilbagegangen der dog, da den kom i gang, forløb temmelig hastigt. Det er helt klart, at linien for kampen i fagbevægelsen i perioden 1918-20 skiftede i klart separatistisk retning. Tidligere havde det standpunkt, Christian Christensen stod på, været det dominerende: at de revolutionære syndikalister skulle arbejde som opposition indenfor de eksisterende fagforeninger for at få disse ændret til revolutionære klassekampsorganer. Nu blev det dominerende synspunkt istedet, at man skulle gå ind for dannelsen af selvstændige, syndikalistiske fagforeninger og ikke mindst en syndikalistisk centralorganisation af disse, som det faktisk blev gennemført med dannelsen af Føderalistisk Sammenslutning i 1919.

Det er sandsynligt, at denne sekteriske linie fra FS' side har gjort sit til at svække den revolutionære del af arbejderklassen. Men uanset det stod den danske arbejderklasse - som først lige var ved at opnå fortrolighed med de første «trin»af den syndikalistiske kamptaktik, hvor kampen endnu sjældent udvidedes udover den enkelte arbejdsplads - dårligt rustet til at møde arbejdskøbernes og den socialdemokratiske moderations offensiv, der fulgte med det hurtige omslag til lavkonjunktur. Og det må heller ikke glemmes, at vanskelighederne ved at etablere mere udviklede, «industrielle»kampformer var betragtelige her i Danmark, hvor kapitalstrukturen afgørende var præget af små virksomheder og en langtfra almindeligt gennemført industrialisering.

I foråret 1921 er FS efterhånden temmelig svækket - ikke mindst på grund af «Solidaritets» stadig dårligere økonomi. Et flertal med Christian Christensen i spidsen finder det derfor nødvendigt at gå ind i et samarbejde med det nydannede Danmarks kommunistiske Parti. Sammen danner de to organisationer Kommunistisk Føderation, der blev begyndelsen til enden for den selvstændige syndikalistiske fagopposition og dennes radikale perspektiver. I januar 1922 ophører Fagoppositionens Sammenslutning med at eksistere. Ikke længe efter forlader Christian Christensen hovedstaden, og dermed klassekampens centrum.

Der blev sagt til at begynde med, at FS' og Christian Christensens historie er en og samme ting. Christian Christensen var den enkeltperson, der klarest og mest udfoldet formulerede den danske syndikalismes programmatiske grundlag, såvel som udmøntningen af dens holdning til en lang række af den daglige kamps konkrete problemer. Men der er grund til at advare kraftigt imod den umaterialistiske personfiksering, som vor dokumentation heraf hvis man læser den imod dens hensigt kan indbyde til.

I en arbejderbevægelse af så begrænset et omfang som den danske i de første tiår af dette århundrede kan man ikke frakende den faktor, der hedder personligheden en vis rolle for udviklingens forløb. Men det er primært den eksisterende kapitalstruktur og konjunkturforholdene, der forklarer opkomsten og udviklingen af en stærk syndikalistisk strømning i disse år samt dennes sluttelige nederlag til reformismen.

T.S.