Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Keynes (1883-1946), britisk nationaløkonom, embedsmand og politiker som først og fremmest gennem sit forfatterskab har haft større indflydelse end nogen anden økonom i moderne tid på økonomisk tænkning og økonomisk-politisk praksis i de udviklede kapitalistiske lande.

Keynes vakte opmærksomhed allerede i forbindelse med fredsslutningen efter 1. verdenskrig, da han stillede sig stærk kritisk overfor krigsskadeserstatningerne, som Tyskland blev pålagt. Han trak sig tilbage fra sin stilling som det britiske finansdepartements repræsentant ved fredsforhandlingerne i Paris og det øverste økonomiske råd og udgav bogen «The Economic Consequences of the Peace», 1919. Andre centrale værker er «A Treatise of  Money», 1930,  men først og fremmest «The General Theory of Employment, Interest and Money», 1936. Under 2. verdenskrig var han atter i regeringens tjeneste og spillede en central rolle ved forhandlingerne i Bretton Woods (1944), som grundlagde efterkrigstidens internationale valuta- og betalingssystem. (Se IMF)

Efterspørgselsregulering - en offentlig opgave

I modsætning til de fleste borgerlige nationaløkonomer hævdede og begrundede Keynes, at der ikke er indbygget en mekanisme i den kapitalistiske markedsmekanisme, der sikrer at den samlede efterspørgsel bliver præcis stor nok til at opretholde det produktionsniveau, der svarer til fuld beskæftigelse. Depression og arbejdsløshed kan optræde som langvarige tilstande, og ikke kun som følge af mere tilfældige eller specielle ydre forstyrrelser. Han mente, at den praktiske konsekvens var, at det offentlige måtte tage ansvaret for at påvirke den samlede efterspørgsel, således at den altid var stor nok til at sikre udnyttelsen af de foreliggende produktionsmuligheder, og den arbejdskraft der søgte beskæftigelse.

Traditionel økonomisk teori hævdede, at en øgning i den cirkulerende pengemængde ville hæve priserne uden at påvirke den reelle produktion og indtægt, og at øget offentlig forbrug af varer og tjenesteydelser måtte ske på bekostning af privat forbrug og/eller kapitaldannelse. Keynes påstod derimod, at  større pengemængde ville stimulere den private efterspørgsel efter kapitalvarer via et fald i renten, og at større offentlig forbrug af varer og tjenesteydelser ville komme som et tilskud til efterspørgslen fra private. Både penge- og kreditpolitiske tiltag og statens egne budgetter kunne derfor være virkemidler til at påvirke størrelsen af den samlede efterspørgsel og derigennem også produktion, beskæftigelse og realindtægt.

I modsætning til mere traditionelle økonomer mente Keynes, at et fald i lønningerne ikke ville stimulere producenterne til at øge produktion og beskæftigelse i en situation med arbejdsløshed og overskudskapacitet i økonomien. Hans synspunkter har fået konsekvenser for brugen af penge- og budgetpolitiske virkemidler til aktivitetsregulering, ikke kun under nedgangskonjunkturer, men også når problemet har været en for stor efterspørgsel i forhold til de fysiske produktionsmuligheder.

Keynesianisme - alternativ for socialdemokratiet

Selv om Keynes ikke markerede sig politisk som venstreorienteret, blev Keynes-inspirerede statslige reguleringsindgreb i den økonomiske politik opfattet som radikale af de veletablerede højrekredse med ideologisk forankring i forestillinger om privat initiativ, fri konkurrence og markedernes selvregulerende evner uden vidtgående offentligt engagement ud over det at opretholde det institutionelle grundlag for den kapitalistiske produktionsmåde. Modstanden fra de toneangivende kredse i det private erhvervsliv mod statslige økonomisk-politiske indgreb med forandring i keynesiansk tankegang var imidlertid ikke entydig. Dertil var mangelen på stabilitet og selvregulerende evner i det kapitalistiske marked for stor, og spørgsmålet, der blev stillet, om berettigelsen af kapitalismen som økonomisk system for truende.

I dag kan man konstatere, at den praktiske økonomisk politik i samtlige udviklede kapitalistisk lande i betydelig grad står i gæld til Keynes. For socialdemokratiet har keynesiansk tankegang repræsenteret såvel et alternativ til marxismen, når det gælder analysen af det kapitalistiske samfund, som en anvisning på økonomisk-politiske reguleringstiltag, der ikke indebærer noget fundamentalt brud med det kapitalistiske system. Eftersom modstanden mod Keynes' uortodokse analyse og de økonomisk-politiske konsekvenser, der blev draget af den, i lang tid først og fremmest blev fremført fra højrefløjen, har socialdemokratiet i vid udstrækning kunnet retfærdiggøre sin tilslutning til Keynes.

Selv om der næppe kan være tvivl om, at keynesiansk tankegang og økonomisk politik har bidraget til en relativ stabilisering af kapitalismen i den vestlige verden efter 2. verdenskrig, har ikke mindst kriseudviklingen siden starten af 1970'erne vist, at man ikke har fået bugt med de grundlæggende modsætninger og med ustabiliteten i den kapitalistiske økonomi. På den ene side har dette ført til fornyet interesse for mere fundamental kapitalismekritik med udgangspunkt i Marx. På den anden side kan man konstatere, at der i de senere år i de vestlige industrilande - især i USA - er vundet fornyet gehør for en mindre aktiv efterspørgsels- og beskæftigelsesregulerende politik fra det offentliges side. Det er sket dels med udgangspunkt i før-keynesiansk makroøkonomisk tankegang (Friedman og monetaristerne), dels med udvikling af neoliberalismen.

Teoridebat med grundlag i Keynes

Indenfor den nationaløkonomiske faglitteratur har diskussionen med udgangspunkt i keynesianske problemstillinger været omfangsrig og langt fra entydig. Dette må ses på baggrund af, at Keynes i sin kritik af den traditionelle nationaløkonomi var stærkt orienteret mod de samfundsøkonomiske hovedstørrelser (makro-økonomi) og sammenhængen mellem dem samt konsekvenserne af disse sammenhænge for praktisk politik. Han efterlod sig ikke noget fuldstændigt gennemarbejdet alternativ til den eksisterende borgerlige teoribygning, der også omfattede prisdannelse og markedsklarering på de enkelte varemarkeder (mikro-økonomi).

I fortolkningen og videreførelsen af Keynes' ræsonnementer er der udkrystalliseret en retning, som kan siges at repræsentere en syntese mellem Keynes og tidligere, mere traditionelle teorier (Hicks, Patinkin). Indenfor denne er den traditionelle teoris ligevægtsanalyse stort set intakt på det mikro-økonomiske område samt i analysen af økonomiske langstidsprocesser (Samuelson, Solow). Keynesianske synspunkter gøres imidlertid gældende, både når det gælder muligheden for og hvornår der skal rådes bod på generel uligevægt, efterspørgselssvigt og arbejdsløshed på kortere sigt. Men det er også hævdet, at denne syntese undervurderer omfanget og dybden i Keynes' kritik af den traditionelle nationaløkonomi (Leijonhufvud, Clower).

Selv om nationaløkonomisk tænkning og debat har fået et nyt og udvidet perspektiv efter Keynes, mangler der endnu meget, før man har fået en fuldstændig afklaring, når det gælder såvel rækkevidden og konsekvenserne af Keynes' teorier som forståelsen af virkemåden af den fremskredne kapitalistiske økonomi - med eller uden Keynes-inspireret statslig regulering.

H.J.K.