Kategorier dette opslag er registreret under:
Arbejde  .  Videnskab  .  Samfundsvidenskab  .  Sociologi
     .  Politik
     .  Økonomi
Begreber
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 1/5 2001
Ansvarlig redaktion: Sociologi
Læst af: 64.839
: :
Neoliberalisme

Neoliberalisme er ikke blot en politisk linie, som Mageret Thatcher eller Ronald Reagan var udtryk for. Neoliberalismen er kapitalismens form her omkring årtusindskiftet. Neoliberalismen er en net af praksisser, der strækker sig fra produktionsformer, over statslige politikker og administrationsmåder til værdier og normer som former det enkelte menneskes identitet og væremåde. Det er et væv af magtteknikker der støtter og supplerer hinanden og som et kapillærnet strækker sig gennem hele samfundet og danner et hegemoni, der former verden fra globale strukturer til det enkelte menneskes liv.

Globalisering og neoliberalisme

Den igangværende neoliberale fase i globaliseringen gennembryder og nedbryder de nationale grænser, som har været den grundlæggende ramme om økonomi og politik de sidste tre århundreder. Hvor økonomien tidligere var indlejret i nationalstaternes politik, indlejrer den globale økonomi i dag i stadig højere grad den nationale politik. Vi lever i en tid, hvor det bliver stadig vanskeligere for nationalstaten at styre økonomiske processer. Vi lever i en postkeynesiansk tid.

Nye produktionsmidler, informations- og kommunikationsteknologi og nye måder at producere på nedbryder det nationalstatslige rum som fast ramme om økonomi og politik og er i færd med at konstruere hele kloden som et geografisk rum for produktion, distribution og salg af arbejdskraft og varer.

Neoliberalismen indebærer forandringer i organiseringen af produktionen, nye kontrolformer, disciplineringsteknikker og strategier. Organiseringen af produktionen i tid og rum er under forandring. De store haller med transportbåndet viger for decentralisering, «just in time», team koncept, «human ressource management» osv. Såkaldte post-fordistiske produktionsformer udvikler sig. Arbejdsmarkedet er under forandring: individuel løn, kontraktløn, fleksibilisering af tid og funktion, og selvansvarliggørelse vinder frem som styringsteknikker.

Liberalisme og neoliberalisme

Den klassiske liberalismes problem var, hvorledes man forener det frie marked med politisk suverænitet. I følge liberalismen herskede der på markedet og i civilsamfundet naturlige iboende dynamikker og former for selvregulering. Intervention fra statens side, i disse domæner, ville kun skabe utilsigtede og negative effekter. For de gamle liberalister betød det at styre, at give plads til den «naturlige» individuelle private frie udveksling, fordi disse individers rationalitet ville føre til, at markedet ville fungere optimalt i overensstemmelse med dets natur. Markedet ville skabe de goder, som samfundet krævede. Laissez-faire er således begrænsninger på udøvelsen af politisk suverænitet, og den positive retfærdiggørelse af markedets frihed, fordi staten vil blive rigere og mere magtfuld ved at styre mindre.

Under neoliberalismen er spørgsmålet om statens rolle i forhold til markedet stadig det centrale. Men problemet er ikke hvordan man kan skabe den nødvendige frihed for markedet, men hvordan man kan skabe en legitim stat på basis af den økonomiske frihed.

I neoliberalistiske strategier er spørgsmålet hvordan konkurrerende optimerede markedsrelationer kan tjene som princip, ikke kun for at begrænse statslig intervention, men også som rationale for selve statens styre. Neoliberale strategier adskiller sig desuden fra den klassiske liberalisme ved ikke at anse markedet for en naturlig dynamik, som er bedst tjent uden statslig intervention. Tvært imod har den neoliberale stat til opgave at oprette og sikre et «økonomisk naturreservat», hvor i markedskræfterne kan udvikle sig optimalt. For neoliberalisterne kan markedet kun blomstre under visse politiske, legale og institutionelle betingelser, som aktivt må skabes, vedligeholdes og udvikles af staten. Neoliberalismen definerer således en positiv opgave for statslig styring, ud over at være natvægter. Den skal skabe de legale, institutionelle og kulturelle betingelser, som vil fremme konkurrencen mellem entreprenørerne. Neoliberalisme er således en generalisering af markedsformen til områder og organisationer, der hidtil har været set som ikke økonomiske, til selve regeringsførelsen og styring af individer. Teorier fra mikroøkonomien overføres til disse sektorer.

Nationalstaten og neoliberalismen

Mens politikerne i 70´erne talte om kontrol og regulering af de multinationale selskaber, må statsmagten i 90´erne i stadig højere grad tilpasse sig og servicere de transnationale selskaber, i håb om at tiltrække kapital og dermed arbejdspladser til den arbejdskraft der stadig er fastholdt af nationalstatens grænser. De transnationale selskaber og pengetanke har med deres størrelse og bevægelsesfrihed simpelthen overskredet staternes evne til kontrol. Kun 14 lande i verden har et nationalprodukt som er større end de ledende transnationale selskaber, og de daglige valuta- og finanstransaktioner overstiger selv de største nationalbankers mulighed for kontrol og regulering.

Vi bevæger os fra en international økonomi mod en global økonomi. I den gamle internationale økonomi optrådte staten som en stødpude mellem de globale økonomiske kræfter og den hjemlige økonomi. Statens hovedopgave var at forsvare de interesser, som er indlejret i den nationale økonomi. I stigende grad bevæger vi os mod en global økonomi, hvor staten bliver mere og mere ansvarlig over for de transnationale, den globale økonomi og dens institutioner WTO, IMF osv. Fra at være et boldværk bliver staten et transportbånd fra den globale til den nationale økonomi.

Det er statens centrale mål at skabe gunstige betingelser for investorerne. Dette er en indiskutabel neoliberal sandhed. Det betyder medfører lavere skat på kapital og dermed nedskæringer i den offentlige sektor. Krav om fleksibilisering af arbejdskraften

På dette globale marked halser de gamle nationalstatslige politiske systemer efter og søger dels at opbygge nye inter- og transnationale politiske rammer omkrig den økonomiske udvikling, dels at tilpasse sig den nye situation lokalt. Det påtvungne tab af evnen til at regulere de økonomiske kræfter, som globaliseringen har medført, præsenteres som en ønskværdig modernisering af den politiske styringsrationalitet. Neoliberalismen betegner således et skift i rationalitet i forhold til velfærdsstaten og dermed nye disciplineringsformer, strategier og mål for styring. Stadig flere samfundsmæssige funktioner overlades til markedskræfterne. I stedet for som tidligere at søge at regulere og kontrollere markedet bliver det i stadig stigende grad statens rolle at servicere og facilitere markedet med arbejdskraft, infrastruktur og sikkerhed, osv.

Det betyder således ikke, at staten svinder ind, den ændrer blot karakter. Globaliseringen ændrer spillets regler inden for nationalstatens rammer. Kapitalen har brug for stat til at udføre helt nødvendige funktioner, men ikke nogen bestemt stat. Den kan vælge den stat, der har de bedste faciliteter og yder den bedste service. Det være sig billig arbejdskraft, veluddannet arbejdskraft, lov og orden, god infrastruktur osv. Hvis kapitalen ikke kan lide spillet i én stat, kan den forlade arenaen og søge at optimere sine betingelser i en anden stat, som villigt byder sig til. Denne ændring af spillet har konsekvenser for den gamle nationalstat. Etableringen af de optimale betingelser for kapitalakkumulationen bliver den afgørende politiske prioritering. Men det betyder også at en arbejderklasse, der forsat satser på at løse sine problemer inden for nationalstaten vil komme til kort. Det er blevet sværere såvel via fagbevægelsen som via det nationale politiske spil at presse kapitalen. Statsmagten har vanskelige og vanskeligere ved at optræde som neutral tredje part i forholdet mellem arbejder og kapital. Den må favoriserer kapitalen for at klare sig i den globale økonomi. Neoliberalismen har således alvorligt svækket fagbevægelsen. Dels har den trods retorik om internationalisme, stort set orienteret sig mod det nationale politiske system som pga. globaliseringen ikke længere formår at gå ind som mægler mellem arbejder og kapital. Dels har de nye managementsteknikker, lønsystemer osv. fremmet en individualisme og egoisme, således at solidariteten mellem lønarbejderne er blevet undergravet.

Vi vil derfor se en statsmagt, der i stigende omfang opgiver kontrol og regulering af økonomien og i stedet gå over til kontrol og regulering af mennesker. Bevæger sig fra tilpasning af økonomien til menneskers behov - til en tilpasning af mennesker til markedets behov. Disciplinering, kontrol og overvågning af mennesker øges betydeligt i disse år. Det gælder ikke mindst for arbejdsløse, flygtninge, indvandrere og marginaliserede grupper. Det kaos og den sociale uro som globaliseringens polarisering i rige og fattige medfører må kontrolleres og neutraliseres, og det kræver øget overvågning og kontrol.

Det neoliberale menneske

Hvad er det så for en identitet som neoliberalismen skaber og behøver? Hvad er det for holdninger til andre mennesker og samfundet, som skal etableres for at systemet kan til stadighed kan genskabe sig selv og udvikle sig? Hvad er det for en sjæl vi får?

Neoliberalismen er konstruktionen af individet som en selvstændig enhed løsrevet fra samfundet. Et frit, og selvansvarligt menneske, ikke et menneske som del af et socialt fællesskab, men nærmest i modsætning det dette. Som EU-kommissionen skriver et sted : «solidaritet er en begrænsning af det enkelte individs frihed.» Enhver er sin egen lykkes smed.

Den økonomiske identitet

På det økonomiske plan er det den frie arbejder, der «frit» kan sælge sin arbejdskraft på markedet. Arbejdskraften disciplineres til arbejdsmarkedets krav. Man skal se ud og opføre sig på en særlig måde. Arbejdsprocessen overvåges og kontrolleres. Når man fyres, frit-stilles man. Hvis man ikke kan få arbejde er det fordi man har valgt den forkerte uddannelse eller fordi prisen på ens arbejdskraft er for høj. Vi skal konkurrere mod hinanden.

Men det neoliberale menneske er ikke kun producent, det er også forbruger. I et marked der i stadig højere grad karakteriseres af overproduktion bliver konsumenter blevet stadig vigtigere. Det er ikke vanskeligt at producere - det er vanskeligt at sælge. Hvis disciplinering er magtteknikker i produktionslivet er forførelse og behovsskabelse magtteknikker i konsumtionen.

Det neoliberale menneske er individuel forbruger på et marked, der stadig udvides og uddybes. Der sker en markedsgørelse af alle menneskelige relationer. Vi defineres som forbrugere af omsorg, sundhed og uddannelse. Pleje og omsorg er under stigende pres fra privatisering. Børnene er blevet til skolens kunder. Skolen producerer uddannelse. De forskellige skoler konkurrerer om at tilfredsstille kundernes behov. Som forbrugere må vi selv sørge for at maksimere vores nydelse og selvudfoldelse gennem vores «frie» valg.

Fritid og kultur er under intens kommercialisering. For 30 år siden var musik og film en nicheproduktion. I dag er producenterne blandt de førende transnationale selskaber. Sport er blevet gennemkommercialiseret og er en kæmpe forretning. Tænk på de Olympiske lege. Eliteudøverne handles på markedet som slaver og er omvandrende reklamesøjler. Sportsrekvisitterne er blevet big business. Vi er udsat for intens påvirkning af reklamer af tv, aviser og blade, af reklamer i bybilledet - overalt bombarderes vi med reklamer der skal øge vores forbrug. Forbrug af bestemte produkter og varemærker bliver livsstil og livsstil bliver forbrug. Ved at kombinere individualisme med konsumerisme har man skabt det neoliberale menneske: «homo consumos»

Den politiske identitet

Det neoliberale politiske menneske er den frie borger. Individet løsrevet fra det samfundsmæssige fællesskab. Et individ med ret til selvbestemmelse. Denne ret afgiver individet dog straks via stemmesedlen til statsmagten, der så har den legitime ret til at bestemme og styre individerne. Denne legitimitet er imidlertid tid blevet undergravet af den økonomiske og politiske globalisering. Den gamle nationalstats bliver stadig mere magtesløst overfor økonomiske, sociale og økologiske problemer. De internationale organisationer som råder bod på denne udvikling som f.eks. EU har øget afstand mellem regeringen og de regerede. Alt dette har skabt en krise for det traditionelle politiske system.

I den gamle model var der en alliance mellem eksperterne og politikerne. De definerede vores behov. Hvordan velfærdsstaten skulle indrettes. De bestemte hvordan sundhedsvæsenet, socialvæsnet, skolen, osv. skulle indrettes. Men de er i stigende grad blevet magtesløse. Den globale neoliberalisme har svækket det traditionelle politiske systems magt. Det er markedskræfterne, der bestemmer.

For at løse denne legitimeringskrise må det politiske ansvar for samfundets udvikling derfor flyttes fra staten over til det enkelte individ. Neoliberalismens uformulerede strategi eller drøm er, at vi skal lære at styre os selv med normer, værdier sandheder og rationaliteter fra markedet. Denne strategi eller drøms virkeliggørelse er et resultat af mange magtteknikker på forskellige planer og felter. Vi fører en individuel udenrigspolitik og miljøpolitik gennem vores valg af varer i supermarkedet. Vi fører uddannelsespolitik gennem det frie skolevalg og sundhedspolitik gennem hospitalsvalg. Vi spænder selv vores sociale sikkerhedsnet ud gennem forsikringer og private pensionsordninger osv.

I dette nye neoliberale regime af selvansvarlige individer er man ikke forpligtet gennem gensidige afhængighedsforhold til sine medborgere. Man søger at tilfredsstille sig selv inden for en række mikrosammenhænge: i familien, på arbejdspladsen, i skolen, i klubben, i lokalsamfundet. Neoliberalismens værdisystem gør os selvansvarlige overfor vores situation, i en verden, hvor markedskræfternes magt gør, at vi har stadig mindre reel indflydelse på vores eget liv. Individet må leve med konsekvenserne af sine valg. En kritik af staten eller det politiske system er umulig ud fra det neoliberale værdisæt. At problemer skyldes samfundsmæssige forhold er blevet en latterlig og dårlig undskyldning. «En hver er sin egen lykkes smed» i enhver henseende.

Vi skal ikke længere styres fra Christiansborg eller fra Bruxelles. Vi skal selv være eksperter og vi skal selv styre og vælge, vi skal gøres ansvarlige for vores eget liv, i et systen hvor ingen har kontrol over de kræfter, der sætter betingelserne. Vi ansvarliggøres for vores egen situation. På den måde skal det neoliberale politiske menneske gengive det politiske system den legitimitet, det gamle parlamentariske demokrati og den centrale statsmagt har mistet. Det betyder ikke, at den centrale magt svinder bort. Den præsiderer over dette nye styre og giver dets legitimitet. Den styrer per distance. Hvor det før var socialvidenskabelige eksperter, der definerede hvad der var rigtigt og forkert, er det nu de økonomiske og regnskabsmæssige eksperter, der gennem ramme-budgetter og revision disciplinerer os.

Alt kan i neoliberalismen gøres op i penge. Den røde bundlinie er blevet det centrale kriterium for hvad, der er rigtigt og forkert. Brugerbestyrelserne er ansvarlige inden for rammerne af budgetter og revision.. De økonomiske magtteknikker styre alt fra sygehuset til universiteter. Deres indhold, opgøres således at det kan gøres til genstand for budgetstyring. Hvad koster det at operere en patient, at uddanne en forsker? Enhver kvalitet omregnes til kvantitet - til penge. Revision i dens forskellige former har erstattet eksperternes udsagn om hvad der er rigtigt og forkert. Budgetter og revision disciplinerer os til at være ansvarlige dvs.: holde os inden for rammerne, til at være rentable, til at skabe overskud - til kapital akkumulation.

Dem der falder igennem dette system af individuel risk-mangement-konsumtion - dvs. de fattige arbejdsløse, afvigere eller kriminelle - er selv uden om det. De har handlet uansvarligt. De marginaliseres, ekskluderes og neutraliseres. At de er havnet i den situation er ikke markedets fejl ikke det politiske systems fejl, men deres egen fejl. Og den skal den centrale statsmagt nok tage sig af.

Den «frihed» som neoliberalismen prædiker er ikke nogen naturlig egenskab indbygget i os, som blot venter på at blive frigjort fra velfærdsstatens spændetrøje og «afhængighedskultur» - for at blomstre og sikre individet maksimal velvære. Den neoliberale frihed er individualistisk egoisme konstrueret via markedsmekanismernes disciplinering, via statsmagtens overvågning og kontrol, via reklamens magt. Det er frihed inden for ganske bestemte rammer, nemlig kapitalakkumulation.

T.L.