Kategorier dette opslag er registreret under:
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Læst af: 10.958
: :
Kollektiv handling

Kollektiv handling betyder, at en gruppe samarbejder for at realisere fælles interesser. Eksempler på kollektive handlinger er strejke, revolution, oprettelse af fagforeninger, dannelse af politiske partier, forbrugerboykot, etablering af karteller. Kollektiv handling må på den ene side skelnes fra ukoordineret masseadfærd (f.eks. panik) og på den anden fra styrede aktioner. Den bedste analyse af kollektiv handling giver Jean-Paul Sartre i sin «Kritik af den dialektiske fornuft». Hans betegnelse for en sådan handling er gruppen, som står i modsætning til serien, hvor individerne handler uafhængigt af hinanden, ofte på en måde som har skadelige følger for dem alle.

Kollektiv handling forudsætter et objektivt interessefællesskab, men dette er ikke en tilstrækkelig betingelse. To hindringer kan stå i vejen for, at det objektive interessefællesskab fører til kollektiv handling. For det første kan det hænde, at gruppens medlemmer ikke har tilstrækkeligt kendskab til hinanden. Situationen kan f.eks. være således, at hver enkelt er villig til at samarbejde, forudsat de andre også er det. Hvis der da hersker tvivl om de andres samarbejdsvilje, kan frygten for at tage det første skridt stå i vejen for kollektiv handling. For det andet kan der ske det, at gruppemedlemmernes enkeltinteresser leder dem til at handle på en måde, som er i strid med gruppeinteresserne. Hvis alle følger sine enkeltinteresser, kan resultatet blive dårligere for alle, end hvad det ville have været, hvis de havde koordineret deres handlinger.

Men både manglende viden og egoistiske privatinteresser er hindringer, som kan overvindes. Arbejderbevægelsens historie viser dette særlig klart. For at medlemmerne af gruppen kan lære hinanden at kende og tage hensyn til hinandens interesser, må de samarbejde over længere tid. Negativt udtrykt betyder dette, at kollektiv handling bliver vanskelig, hvis gruppemedlemmerne enten er isoleret fra hinanden i rum eller har et kortvarigt gruppemedlemskab i tid. I før-kapitalistiske samfund var geografisk isolation den største hindring for kollektiv handling. Bondeoprør kunne udspringe mange steder samtidig, men fik ikke mere omfattende konsekvenser, fordi de ikke blev koordineret. I moderne kapitalistiske samfund har den tekniske udvikling fjernet denne hindring, men samtidig skabt en ny hindring gennem den stigende sociale og geografiske mobilitet.

I de første faser af kapitalismen havde den borgerlige stat som et af sine hovedformål at skabe sådanne hindringer for kollektiv handling hos arbejderklassen. For at forhindre strejker eller revolution kunne det være mere effektivt at skabe hindringer for kollektiv handling end at udøve undertrykkelse gennem vold. Statens jernbanepolitik i mange lande kan forklares ud fra dette hensyn. I kapitalismens senere udvikling finder man færre eksempler på dette. Statens formål med at opmuntre til geografisk mobilitet er at øge produktiviteten snarere end at svække arbejderklassens evne til kollektiv handling. Virkningerne af statens politik bliver således fulgt i kapitalisternes interesse: arbejdernes klassebevidsthed svækkes.

Kollektiv handling flettes sammen med en kollektiv levemåde. Med udgangspunkt i arbejdskollektivet kan der opstå bokollektiver, forbrugskollektiver og kollektive kulturformer. Jo stærkere den kollektive handling er rodfæstet i et mangesidigt nærmiljø, desto mere slagkraftig vil den være. Kun i den udstrækning arbejderklassen bevarer og videreudvikler et sådan netværk af samfundsformer, kan den kollektive handling lede frem mod et systemskifte. Kollektiv handling som kun hviler på arbejdskollektivet, kommer sjældent ud over den rene lønkamp.

J.E.


Litteratur

J.-P. Sartre: Politiske skrifter, Oslo 1967.
E. P. Thompson: The making of the English Working Class, London 1968.
J. Foster: Class struggle and the industrial revolution, London 1974.
J. Elster: Logic and society, kapitel 5, London 1978,
A. Stinchcombe: Theoretical methods in social history, kapitel 2, New York 1978,