Kategorier dette opslag er registreret under:
Organisation  .  Bevægelser  .  Parti
Arbejde  .  Videnskab  .  Samfundsvidenskab  .  Politik
   .  Politisk  .  Parti
Begreber
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Læst af: 28.257
: :
Parti

Et parti er en organisation, der repræsenterer en social klasse - eller dele af en klasse eller alliancer af klasser og lag - i dens kamp mod andre klassers organisationer om magt og indflydelse i samfundet generelt og over staten specielt.

Partiernes fremvækst

Det var først i det 19. århundrede, at begrebet parti fik en fast betydning, og partierne blev alment accepterede redskaber i statsledelsen i den vestlige verden. De politiske partier er derfor unge i den europæiske historie. De voksede frem efter den industrielle revolution som led i det nye borgerskabs forsøg på at overtage det politiske herredømme fra aristokratiet.

Overgangen fra feudalisme til kapitalisme førte til øgede modsætninger mellem det nye borgerskab indenfor den fremvoksende industri, småborgerskabet, de etablerede handelsinteresser og aristokratiet. Disse modsætninger førte til, at der dannede sig grupper i parlamenterne med udgangspunkt i de forskellige klasseinteresser. De steder hvor det nye borgerskab var stærkt - som i England - udvidede det gradvis stemmeretten for at sikre støtten blandt småborgerskabet og middelklassen. De steder hvor det nye borgerskab var svagere - som i Tyskland - allierede det sig med andre klasser for at sikre, at staten arbejdede til dets fordel. I begge tilfælde blev resultatet, at de løsere grupperinger i parlamentet udviklede sig til fastere politiske partier.

Mens borgerskabets partier oftest er blevet dannet med udgangspunkt i grupper i parlamenterne, er arbejderklassens partier oftest dannet med udgangspunkt i klassens kamp for sine nære økonomiske og sociale interesser ude i samfundet. Dannelsen af landsomfattende faglige organisationer og politiske partier er ofte foregået parallelt.

Partier under senkapitalismen

Det vigtigste træk ved partisystemet i de kapitalistiske lande i det 19. århundrede var, at partierne klart var redskaber til at organisere klasser, koalitioner mellem klasser eller alliancer mellem dele af klasser for at sikre deres økonomiske, sociale og politiske interesser. Dette træk er imidlertid ikke det vigtigste i dag. Industrialiseringen førte til, at arbejderklassen og dens nærmeste alliancepartnere kom til at udgøre den største del af befolkningen. Ved hjælp af den almene stemmeret kunne arbejderklassens partier i en række lande efterhånden overtage regeringsmagten efter den økonomiske krise i 1920- og 30'erne. Dette skabte en ny modsætning i det senkapitalistiske samfund: På den ene side var den økonomiske magt koncentreret hos et fåtal kapitalister og deres institutioner. På den anden side kunne stemmeretten og valgene give regeringsmagten til partier, der var baseret på tilslutning fra den ejendomsløse arbejderklasse.

Denne modsigelse blev løst på to måder: For det første blev arbejderklassens partier - dvs. de socialdemokratiske partier - knyttet til staten og fik til opgave at harmonisere modsætningerne i samfundet. Denne udvikling må forstås med udgangspunkt i statens rolle i det senkapitalistiske samfund. For det andet blev den magt der lå i at have flertallet i parlamentet og regeringen undermineret af den parallelle fremvækst af et kæmpemæssigt netværk af interesseorganisationer, der søgte at øve indflydelse, ikke på parlamentet men på administrationen og regeringen. Disse interesseorganisationer smeltede efterhånden delvis sammen med staten gennem komiteer, råd og udvalg (se Korporativisme).

Denne udvikling har ført til, at de politiske partier i de kapitalistiske, industrialiserede stater har fået en ny rolle. Analysen af denne rolle er et forsømt område indenfor den marxistiske analyse, der har været mere optaget af de revolutionære partiers opgaver og funktioner, noget optaget af de socialdemokratiske, men næsten ikke af de borgerlige partiers funktioner.

De borgerlige partiers vigtigste rolle er ikke længere direkte at varetage kapitalens mulighed for at akkumulere (opsamle) ny profit. Denne rolle klares under «normale omstændigheder» af kapitalens økonomiske organisationer og gennem samarbejdet med staten. De borgerlige partiers vigtigste funktioner i dag er følgende:

På denne baggrund får partisystemet i det senkapitalistiske samfund en dobbeltrolle: For det første giver det faktiske muligheder for politisk deltagelse og repræsentation. For det andet medvirker det ideologisk til at opretholde forestillingen om demokrati og demokratisk deltagelse. Det sørger for, at der findes syndebukke, som kan få skylden for fejlene i det kapitalistiske system. Arbejdsløshed, prisforhold, sociale forskelle som udspringer af selve systemet, bliver gjort til et spørgsmål om partier, personer og lederskab. På den måde bliver politikken trivialiseret og mystificeret.

Ledelse, medlemskab, finansiering

De fleste partiers lederskab og repræsentanter i de folkevalgte organer udgøres af et professionelt lag af politikere og organisationsfolk, som gennem en årrække driver politik og organisationsarbejde som heltidsbeskæftigelse.

Medlemskab af partier er åbent, og der stilles normalt ingen betingelser for medlemskab, ud over at medlemmerne skal betale kontingent. Kommunistiske partier stiller ofte krav om politisk skoling, aktivitetspligt eller prøvetid overfor dem der ønsker at blive medlem. Under 10% af den voksne befolkning i Danmark anslås at være medlemmer af et politisk parti. Undersøgelser har vist, at de der er medlemmer af partier eller på anden måde er partipolitisk aktive, har højere indtægt og uddannelse end befolkningen i gennemsnit. Arbejderklassen er underrepræsenteret - ikke bare på opstillingslisterne og i ledelsen af ikke blot de borgerlige, men også af de socialdemokratiske og socialistiske partier i de borgerlige demokratier. Partier er som andre organisationer endvidere udpræget mandsdominerede med en stærk underrepræsentation af kvinder på alle planer.

Partier finansierer deres virksomhed ved tilskud fra det offentlige, kontingenter fra medlemmerne og indsamlinger fra sympatisører. I Danmark får Socialdemokratiet betydelige tilskud fra LO, og de borgerlige partierne - specielt de konservative og venstre - får tilskud fra private virksomheder. Den vigtigste af disse finansieringsformer er tilskuddet fra staten, som næsten alle partier er økonomisk afhængige af. Dertil kommer indirekte støtteordninger til partiernes presse, ungdomsorganisationer, studie- og oplysningsvirksomhed. Sandsynligvis udgør den direkte og indirekte støtte fra staten til partiernes virksomhed 10-15 gange så meget, som partierne selv skaffer sig gennem kontingenter og indsamlinger fra medlemmer og sympatisører. Partierne offentliggør ikke deres regnskaber.

Forskning om partier og partityper

Indenfor statsvidenskaben og den politiske sociologi regnes Max Weber som den første, der behandlede partiet som emne. Weber var særlig optaget af partiernes sociale grundlag og af hvordan et professionelt lederskab udvikler sig i partierne. Ostrogorski og Michels var optaget af partiernes oligarkiske og udemokratiske karakter. Indenfor den moderne statsvidenskab er Maurice Duvergers «Det politiske parti» (Paris 1951) grundlæggende for den sammenlignende forskning om partityper og partisystemer.

Duvergers partitypologi skelner mellem elitepartiet, massepartiet og cellepartiet. Med eliteparti menes i denne sammenhæng, at partiet består af en social elite (notables, Honoratiores), som kun er løst organiseret, oftest i tilknytning til parlamentet.

Massepartier kendetegnes af en fast og aktiv medlemsorganisation. De lokale afdelinger arbejder kontinuerlig, og partiet har en forholdsvis stor medlemsmasse i forhold til vælgertallet. Der stilles få krav for at blive medlem ud over det at betale kontingent og vise en vis disciplin. De socialdemokratiske partier regnes som de mest typiske massepartier. Men forskellen mellem de socialdemokratiske og de borgerlige partiers organisationsform er efterhånden blevet mindre.

Cellepartier er den traditionelle organisationsform for kommunistiske partier. De kræver, at medlemmerne skal have en eller anden grad af politisk skoling, være villige til at arbejde aktivt for partiet og underordne sig disciplin og beslutninger. Medlemmerne er organiseret i «celler» på den enkelte arbejdsplads. Organisationsprincippet er «demokratisk centralisme».

Partiet i marxistisk teori

Marxistiske teoretikere har først og fremmest været optaget af partiet ud fra et praktisk formål: At udvikle en partiteori for arbejderklassens revolutionære partier, som kan bidrage til at føre kampen for socialismen fremad. Marx udviklede ikke selv nogen systematisk teori om arbejderklassens parti. For ham var organisationsproblemet først og fremmest et praktisk problem: Arbejderklassen måtte skabe sit parti ud fra den aktuelle og konkrete situation, og de opgaver som klassen stod overfor.

Lenin udviklede den første systematiske partiteori indenfor marxismen i «Hvad må der gøres» (1902). I dette værk udarbejdede Lenin en teori om, hvordan politisk bevidsthed opstår i arbejderklassen, om marxismen og om partiet som arbejderklassens fortrop. Det er netop sammenhængen mellem disse tre led, der udgør det særegne ved den leninistiske partiteori.

Ifølge Lenin kan arbejderklassen ikke udvikle en politisk klassebevidsthed ud fra sine egne erfaringer fra arbejdet og det umiddelbare forhold til arbejdskøberen. Den politiske bevidsthed består i en forståelse af udbytningen, forholdet mellem klasserne som helhed og deres forhold til staten. For at forstå disse forhold må man have en teori om samfundet som helhed - dvs. en videnskabelig indsigt. Den videnskab som mest konsekvent og systematisk behandler klassernes rolle i samfundet er marxismen. Men iflg. Lenin er det borgerskabets intellektuelle, der bærer videnskaben frem i det kapitalistiske samfund. Et synspunkt han har overtaget fra Kautsky. Marxismen og den politiske bevidsthed kan imidlertid kun vinde indpas i arbejderklassen, ved at den bliver tilført udefra - dvs. fra grupper som selv står udenfor produktionen.

Det sted hvor man mest systematisk arbejder med den marxistiske videnskab er for Lenin partiet. Partiet består af intellektuelle med tilknytning til videnskaben og af de politisk mest bevidste arbejdere, der bringer erfaringer med sig fra klassekampen. Når de intellektuelles marxistiske skoling og arbejdernes praktiske erfaringer smelter sammen, vil der kunne blive udviklet marxistisk politik. For at fungere revolutionært må partiet være opbygget efter den demokratiske centralismes principper.

Lenins partiteori må ses på baggrund af de særlige forhold, der eksisterede før revolutionen i Rusland, hvor 80% af befolkningen var analfabeter, hvor bondemassen var stor og uoplyst og hvor der var store sociale og politiske forskelle i arbejderklassen og mellem arbejderklassen og de intellektuelle. Hans forestilling om at «tilføre arbejderklassen bevidsthed udefra» må utvivlsomt forstås ud fra disse forhold. Men teorien har samtidig en så principiel form, at den kan hævdes også at dække udviklede kapitalistiske samfund som vort eget. Men da rejser den en række problemer.

Politisk bevidsthed opstår ikke primært gennem formidlingen af marxistisk teori, men gennem de erfaringer som arbejderklassen høster i sin egen kamp. Med det høje uddannelsesniveau og mængden af informationer i et højt industrialiseret samfund er der principielt ikke noget i vejen for, at arbejdere kan tilegne sig et marxistisk perspektiv udenfor et parti.

Luxemburg kritiserede Lenins krav om et centraliseret eliteparti i artiklen: «Det russiske socialdemokratis organisationsspørgsmål» (1904). Denne organisationsform ville lamme de lokale partigrupper og øge afstanden mellem partiet og arbejderklassen. Hendes kritik af Lenin førte til, at hun fejlagtig er blevet stemplet som «spontanistisk». Luxemburg mente, at det revolutionære partis organisationsform og linie måtte afspejle arbejderklassens politiske bevidsthed. Partiet som et redskab i klassekampen var for hende et resultat af klassekampen. Samtidig var partiets opgave at samordne kampen, men også videreudvikle den sådan at den pegede ud over det kapitalistiske samfund. I forhold til Lenin lægger hun i sin teori altså mindre vægt på partiets systematiske arbejde med marxismen som videnskab, men det er en underforstået forudsætning hos hende, at partiets samordning og videreudvikling af kampen skal ske på grundlag af en marxistisk analyse.

Gramsci er den af marxismens klassikere, som mest udførligt har diskuteret det revolutionære partis rolle og opgaver i de industrialiserede samfund i Vesteuropa (se Hegemoni). Ifølge Gramsci kunne arbejderklassen kun etablere sit hegemoni og afskaffe kapitalismen, hvis det lykkedes den at skabe en social alliance mellem arbejderklassen, andre undertrykte lag og dele af borgerskabet.

I Gramscis partiteori spiller de intellektuelle en særlig rolle. Der kan ikke eksistere nogen organisation uden organisatorer, ledere og teoretikere. De intellektuelle skal organisere klassen som social kraft og bidrage til at den udvikler identitet og politisk bevidsthed, være bindeleddet mellem klassen og masserne og forhindre at klassens snævre økonomiske interesser bliver sat før den sociale alliances almene interesse i kampen for socialismen. Det kan let virke som om, denne opfattelse overdriver de intellektuelles betydning, og det må derfor understreges, at Gramsci giver begrebet intellektuel en bred betydning: Enhver oplyst arbejder kan blive intellektuel, hvis han eller hun fungerer på denne måde.

Mao Tse-tungs bidrag til den marxistiske partiteori består specielt i, hvordan han formulerer forholdet mellem parti og masser under opbygningen af socialismen. Erfaringerne fra Sovjetunionen hvor partiet og staten voksede sammen i et bureaukrati fik Mao til at opstille kampen mod bureaukratiseringen af partiet som en vigtig opgave. Det særegne ved Maos måde at stille problemet på er, at han ikke gør denne kamp til et internt spørgsmål i partiet, men til et spørgsmål om en levende dialektik mellem parti og masser. Mens han i 1950'erne opfordrede til brede «korrigeringsbevægelser», kritik og selvkritik og tiltro til masserne, stillede han i 1960'erne parolen om kulturrevolution på dagsordenen. Masserne blev engageret i kampen mod dele af partiet. På denne måde stiller Mao forholdet mellem parti og masser på en så radikal måde, at det er enestående blandt de kommunistiske partier, der er kommet til magten.

Efter Maos død er forholdet mellem parti og masser imidlertid også i Kina gledet ind i et mere traditionelt marxistisk-leninistisk mønster. Maos syn på forholdet mellem parti og masse kan heller ikke være nogen model for de vestlige industrialiserede samfund. I disse kan der næppe tænkes nogen anden måde at forhindre at et socialistisk parti ved magten bliver bureaukratiseret end selvstændige folkemagtsorganer og masseorganisationer på græsrodsniveau samt fuld ytrings- og organisationsfrihed med kamp mellem flere politiske partier.

Partiet i socialistisk strategi

Det mest brændende problem i den socialistiske strategi er i dag udviklingen af en partitype og en politisk arbejdsstil som er revolutionær og marxistisk, som opfanger og udvikler tendensen til opposition og modstand mod kapitalismens udvikling, uden at det fører til politisk isolation i forhold til en arbejderklasse og en befolkning som er socialdemokratisk og reformistisk. Dette problem er blevet aktualiseret af den ujævne politiske udvikling i arbejderklassen og mellemlagene med en stærkere forankring af revolutionære tendenser i dele af mellemlagene end i arbejderklassen.

Et marxistisk parti i de senkapitalistiske, borgerlige demokratier vil når det opnår en vis tilslutning ved valgene straks blive udsat for en række stærke mekanismer, som kan gøre partiet til en af de statslige institutioner, som det havde til opgave at forandre. Det gælder først og fremmest parlamentet, men også kommissioner, råd og udvalg i de statslige organer, den lokale kommunale administration o.l. Indviklingen i det borgerlige demokratis institutioner gør det vanskeligere for partiet at videreudvikle modsætningerne i samfundet, politisere dem og udvikle dem frem til en konfrontation med borgerskabet. Samtidig vil partiet ofte have anskaffet sig sine egne institutioner med presse, forlag og andre interesser, som kan udvikle en træghed i det politiske arbejde.

På denne baggrund må udviklingen af et revolutionært parti blot være et af flere momenter i en socialistisk strategi. Arbejderklassen og de sociale bevægelser i samfundet i øvrigt - f.eks. kvindebevægelsen, miljøbevægelsen og fredsbevægelsen - må ved siden af et eller flere politiske partier samtidig udvikle permanente selvstændige masseorganisationer, fronter og aktionsenheder, som omfatter folk fra forskellige politiske partier. Overfor disse vil partierne ofte sætte sig det mål at være ledende ved at foreslå politiske prioriteringer. Men samtidig vil partierne ofte være træge i forhold til de sociale bevægelser og masseorganisationer og ikke på højde med deres politiske kritik og modstanden mod undertrykkelse og uretfærdighed i samfundet. I disse tilfælde vil de sociale bevægelser have til opgave at korrigere partierne, kritisere og stimulere dem til nytænkning. Det er dette samspil mellem parti og bevægelse, der oftest bliver overset i den stalinistiske tradition, hvor masseorganisationer og fronter bliver betragtet som noget der skal underordnes partiets ledelse og gennemføre partiets politik indenfor et afgrænset område.

Et socialistisk partis opgaver i en socialistisk strategi kan altså ikke blot reduceres til spørgsmålet om «ledelse», selv om dette selvfølgelig også er vigtig. Dets opgaver kan sammenfattes således:

  1. Partiet skal med udgangspunkt i systematiske undersøgelser på marxistisk grundlag arbejde med at udvikle strategien for socialismen og taktikken i den aktuelle situation. Det skal opsummere de politiske erfaringer, uddrage lærdom af aktioner og skole medlemmerne ud fra praktisk-politiske erfaringer og marxistisk teori. På den måde kan partiet blive bindeleddet mellem politisk praksis og teoretisk arbejde.
  2. Partiet skal knytte bånd mellem de klasser og grupper der har interesse i socialismen. Dvs. samle arbejderklassen og knytte den sammen med dele af mellemlagene og dele af småborgerskabet.
  3. Partiet skal samordne den antikapitalistiske kamp på forskellige områder i samfundslivet, sammenknytte masseaktioner og arbejde i de folkevalgte organer, og sammenknytte kampen mod kapitalismen i dens eget land med den kamp som arbejderklassen, bønderne og de undertrykte i andre lande fører mod kapitalismen eller imperialismen.
  4. Partiet skal arbejde for, at massernes spontane aktioner får et socialistisk mål og udvikles til en politisk kamp mod kapitalen og staten.
  5. Partiet skal på forskellige områder fokusere og udvikle kampen i samfundet mod statsmagten og være et redskab for arbejderklassen til at overtage statsmagten ifbm. den socialistiske revolution.

S.S.