Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Paul Lafargue

Lafargue (1842-1911), fransk socialist og ivrig talsmand for den nydende marxisme. Paul Lafargue var søn af en cubansk plantageejer, men flyttede som barn med familien til Frankrig og studerede medicin i Paris. Efter nogen tid blev han imidlertid udvist fra universitetet pga. socialistisk virksomhed og afsluttede studierne i London i 1868. Her traf han Marx' datter Laura, som han blev gift med.

Lafargue vendte tilbage til Paris og var medlem af Pariserkommunen, men efter dens nederlag flygtede han via Spanien til London, hvor han opholdt sig til 1882. I denne periode arbejdede han bl.a. sammen med Marx og Jules Guesde (1845-1922) om den politiske platform for «Parti Ouvrier Francais», det første marxistiske parti overhovedet. Fra 1882 levede han i Frankrig som embedsmand, men drev samtidig en omfattende politisk virksomhed. I 1892 blev han indvalgt i parlamentet. Laura og Paul Lafargue begik til slut selvmord - ikke af desperation, men for at flygte fra den snigende senilitet.

Lafargue skrev en række pamfletter og flere teoretiske bøger, men han regnes for at være en middelmådig teoretiker. Hans filosofiske værker er et opkog af fransk oplysningsfilosofi og tanker fra Marx og Engels. Mest original er den provokerende politiske pamflet: «Retten til dovenskab» (1907). Den er et opgør med den puritanske og protestantiske arbejdsetik, som marxismen også er gennemsyret af. Arbejdet er ikke et gode i sig selv, men snarere en forbandelse. «Al individuel og kollektiv ulykke skyldes menneskets begær efter arbejde», skrev Lafargue. Moderne teknologi gør det muligt at reducere arbejdet til et minimum, samtidig med at alle menneskelige behov bliver tilfredsstillet. Mennesket vil ifølge Lafargue blive lykkelig under kommunismen, fordi arbejdet nærmest er blevet overflødigt.

Selv om Lafargues forbrugskommunisme på mange måder er naiv og romantisk, er den samtidig et korrektiv til den asketiske og lystfjendtlige kommunisme, der ofte har præget den marxistiske tradition.

R.S.