Kategorier dette opslag er registreret under:
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 13/1 2004
Læst af: 161.866
: :
Kommunisme

Kommunisme er en af de dristigste ideer om menneskets frigørelse i vor historie. På samme tid er det blevet betegnelsen på et statsstyre, der har set udryddelse af mennesker som et nødvendig middel.

Kommunisme har traditionelt været betegnelse på et samfundssystem bygget på fælleseje. I denne forstand har der eksisteret en række små kommunistiske samfund op gennem historien. Man har også talt om «urkommunisme»: et primitivt samfund uden klassedeling og central statsmagt og med fælleseje af de vigtigste økonomiske ressourcer (jord, både og lignende). Tanken om en sådan primitiv kommunisme vandt tilslutning blandt 1800-tallets samfundsforskere (det repræsentative værk er L.H. Morgans «Ancient Society», 1877) og indgår også i Marx' og Engels' teorier. Synspunktet er omstridt i moderne samfundsforskning.

I kirkehistorien har den kommunistiske idé spillet en ikke uvæsentlig rolle, bl.a. i klostervæsenets fællesskab. Tidligt i 1500-tallet kæmpede de tyske bondeoprørere for et kommunistisk samfund skitseret af gendøber-teologen Thomas Müntzer (1490-1525): guds rige virkeliggjort som et jordisk samfund uden privatejendom, klasser og undertrykkende statsmagt.

Beskrivelser af det kommunistiske idealsamfund finder man hos de tidlige utopister - i Thomas Mores «Utopia» (1516) og Thomas Campanellas «Solbyen» (1623) - og senere hos de utopiske socialister (Fourier, Owen m.fl.) Kommunistiske tanker blev også udtryk af politikere der var knyttet til den Franske Revolution - f.eks. Babeuf. Han gik mod privateje af jord og mente, at fordeling og forbrug måtte organiseres ud fra kollektive principper. Det er først med Marx og Engels, at kommunisme ikke kun drejer sig om forbrug, men også om et produktionssystem.

Det centrale ved Marx' analyse er ikke kommunismen som moralsk politisk princip. Han analyserer de udviklingstræk ved det industrielle produktionssystem, der indebærer en stigende socialisering af arbejdsprocessen. Det kapitalistiske industrisamfund muliggør for første gang i historien en kommunisme, hvor man kollektivt fordeler overfloden og ikke knapheden. Denne post-industrielle kommunisme beskriver Marx således i «Pariser-manuskripterne» (1844):

«Kommunismen som positiv ophævelse af privatejendom, af privatejendom som menneskelig fremmedgørelse og dermed som en virkelig tilegnelse af det menneskelig væsen gennem og for mennesket; derfor som fuldstændig, bevidst tilbagevenden af mennesket til sig selv som et samfundsmæssig, d.v.s. menneskeligt menneske, som et resultat af hele den tidligere udviklings rigdom.».

Det kommunistiske samfund vil ifølge Marx ophæve delingen mellem intellektuelt og manuelt arbejde, udviske skellet mellem by og land og afskaffe klasserne og dermed behovet for en central statsmagt. Det organiserede princip er «fra enhver efter evne, til enhver efter behov». Den bærende sociale idé er sammenhold og kollektivitet.

Senere hen indførte Marx et skel mellem to faser i det efter-revolutionære samfund: en første socialistisk fase, reguleret ud fra princippet «til enhver efter ydelse» og med «proletariatets diktatur» som politisk styreform, og en anden kommunistisk fase som historiens mål. Denne inddeling blev senere uddybet af Lenin og indskrevet i kommunistpartiernes almene tankesæt. De politiske erfaringer efter 1917 har imidlertid vist, at dette skematiske tankesæt ikke længere er gyldigt. I dag er det mere rimeligt at tilslutte sig den senere Engels' synspunkt om, at socialisme og kommunisme er to betegnelser for det samme forhold. Men selve det problem, som Marx ville påpege med sin inddeling består stadigvæk; senere marxister har i forbavsende grad været tilbageholdende med at komme nærmere ind på den komplicerede sociale og politiske proces, der finder sted ved overgangen fra en gammel (kapitalistisk) samfundsform til en ny (kommunistisk) samfundsform.

Selv om marxismen er en teori om historisk forandring gennem kollektiv handling, er teorien om det kollektive påfaldende underudviklet i marxismen. Det starter allerede hos Marx. Hans hovedværk, «Kapitalen», analyserer kollektivitetens forarmende modsætning: en konkurrenceøkonomi præget af opsplitning og opdeling. «Kapitalen» beskriver det forvrængede forhold: individualismen, den liberalistiske forblindelse, at mennesket er, hvad det er ved sig selv, at de lever hver for sig og kun anser de andre som et middel til at opnå egne mål. Trods megen analytisk brilliance er «Kapitalen» et værk, der er dybt præget af det samme borgerligt-økonomiske tankesæt, som det beskriver. På den måde har det bidraget til at udtørre den politisk-utopiske vision af det nye, ikke-borgerlige samfund, der er skabt gennem kollektiv handling. Det var dette Antonio Gramsci mente, da han hævdede, at den kommunistiske revolution måtte være en revolution mod «Kapitalen».

I den marxistiske tradition efter Marx er marxisme ofte blevet synonymt med kritik af den politiske økonomi og har fortrængt den kommunistiske utopi om en ny samfundsform. Men kommunisme kan ikke reduceres til offentlig eje af produktionsmidlerne og planøkonomisk organisering af produktionen. Kommunisme må ikke mindst forstås som en kulturform, der er et alternativ til den borgerlige epokes kultur. Mens den borgerlige kultur har fejret individualismen, må kommunismens kultur nære ideen om kollektivitet: ikke konkurrence, men sammenhold, ikke opsplitning, men fællesskab, ikke egeninteresse, men solidaritet. I den forstand betyder kommunismen et nyt sæt af moralske regler for kollektivt liv.

I daglig tale forbinder man gerne kommunisme med de partier, der i deres programmer har sat sig kommunismen som mål, og de få stater, hvor kommunistpartier har magten. Denne tradition går tilbage til 1918, da bolsjevikfløjen indenfor det russiske socialdemokratiske arbejderparti tog navnet «Det Russiske Kommunistparti» og året efter dannede «Kommunistisk Internationale» (Komintern). I nogle årtier var den kommunistiske bevægelse stort set en ensartet blok. Det første brud kom mellem Tito og Stalin i 1948. Dette udsprang af konflikten mellem «nationalkommunisme» og «sovjetkommunisme». Splittelsen mellem Sovjetunionen og Kina i 1960 udskilte Maos «kinesiske kommunisme». I 1970'erne blev det almindeligt at tale om en selvstændig «eurokommunisme».

Det er blevet hævdet, at efter Stalins terror i kommunismens navn, har ordet kommunisme mistet sin frigørende og utopisk betydning. Dette synspunkt er lige så fejlagtig som at mene, at det kristne kærlighedsbud har mistet sin moralske kraft pga. inkvisitionen, eller at den borgerlige idé om frihed er blevet ugyldig som følge af de grusomheder, der er blevet begået i dens navn.

R.S.