Kategorier dette opslag er registreret under:
Arbejde  .  Videnskab  .  Samfundsvidenskab  .  Sociologi
    .  Humaniora  .  Psykologi
Begreber
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Ansvarlig redaktion: Psykologi
Læst af: 13.073
: :
Latter

Latter er en lystbetonet, stødvis udånding med brug af stemmebåndene. Latterens betydning finder der ingen enstemmig opfattelse af, hvilket beror på, at enhver teori om latter berører grundtræk i livsanskuelsen.

For overhovedet at kunne sige noget om latterens mening og sociale funktion, må man skelne mellem forskellige arter af latter. En god inddeling gav C. S. Lewis (1898-1963) i «Djævelen dypper pennen», en bog som forresten selv blev en lattersucces. Lewis skelner mellem glædeslatter, morskabslatter, latter over en ægte spøg og fjoget latter. De to første regner han som udtryk for velbefindende, den tredje art markerer nydelsen af uoverensstemmelser, mens den fjerde er en snylterform: «Blandt fjogede mennesker går man altid ud fra, at nogen har sagt noget morsomt. I virkeligheden siger ingen af dem nogensinde noget morsomt; Men alle alvorlige emner bliver diskuteret, som om det var underforstået, at de allerede havde fundet noget komisk ved dem.»

Andre afledede former for latter er nervøs latter, sardonisk latter, hysterisk latter, hånlatter, tvungen latter - som samtidig må forstås ud fra de egentlige latterformer, dvs. glæde, morskab og spøg. Latter over vittigheder, spøg, ordspil o.l. er udtryk for viljen til leg, og leg er at nyde forskellen mellem det indbildte og det virkelige.

En gammel indsigt - som især Sartre har taget op - er at fantasiens verden er væsensforskellig fra virkeligheden. Virkeligheden bestemmes af årsag og virkning, grund og konsekvens, tyngde, træghed, friktion osv. At handle i den virkelige verden indebærer gennemførelse af en hensigt under disse vilkår. Men i fantasiens verden sættes årsag og virkning osv. ud af kraft. Kunst er én form for fantasi, leg er en anden. Således er ordspil en form for leg, hvor sætningernes meningsindhold (grund, konsekvens osv.) synes at overskygges af ordenes opbygning og klang. Digtet som begynder således: «Græd ej så aflangt du grønne ansjos, thi endnu kan dit træben jo spille» er udtryk for vilje til leg på randen af galskab.

Glæden ved denne og andre former for surrealisme består i en tydelig overskridelse af virkeligheden som den nu engang er. Vi mindes om, at «der findes en verden udenfor Verona», om at samfundsstrukturen er med til at betinge vor erfaring af virkeligheden og at en mere fornuftig samfundsordning vil give en rigere erfaring. Denne form for vild fantasi giver kortvarigt det mulige overtaget over det virkelige.

Fuldstændig mangel på humor er tegn på en sygelig opslutning af eller opgivelse overfor en virkelighed, der føles knugende. Den som helt har mistet humøret, magter ikke længere at se virkeligheden i lys af det mulige. Han har med andre ord tabt fantasiens distance til tingenes tilstand som de er.

Omvendt er den hysteriske latter udtryk for en flugt bort fra en uudholdelig virkelighed og ind i en fantasiverden - som i melodramaet hvor offeret ler vildt når morderen nærmer sig. En mildere form er galgenhumoren, som holder fortvivlelsen stangen, når alt ser sort ud. Galgenhumoristen distancerer sig fra sin virkelige situation ved at spøge med den.

At le af andre - og ikke med dem - er en måde at desolidarisere sig fra dem på. Når jeg ler af en andens væremåde eller handling - finder den «latterlig» - giver jeg udtryk for, at jeg ikke deler eller vil dele hans virkelighedsopfattelse. Med min latter hensætter jeg enten mig selv i en uvirkelig tilstand, eller jeg lader den jeg ler af fremtræde i uvirkelig skikkelse - grel, overdreven, usandsynlig. De to yderformer er spøgefuldhed og hånlatter. Når jeg spøger af en anden, leger jeg, at jeg er uvenner med ham. Desolidariseringen er et skin, solidariteten virkelighed. Når jeg ler hånligt af ham, leger jeg, at jeg er venner med ham. Her er solidariteten skin. Det er desolidariseringen, som er virkelighed.

Som social institution virker latteren på mange måder: Dens hovedfunktion er antageligt at tilkendegive, at man føler sig godt tilpas i den sociale situation, dvs. føler sig så utvungen at man har anledning til, eller er i stand til, en form for leg. At holde en munter tone kan også være en strategi for at holde andre mennesker på afstand ved at presse samkvemmet over på fantasiens område, bort fra vigtige emner. Desuden kan latter og spøg være en strategi for at undertrykke kedsomhed: I lighed med kaffekoppen som kvikker op på arbejdspladserne og i hjemmene, gør latter og spøg det lettere at udholde den daglige trummerum.

Politikkens verden er ret så latterfri - i lighed med troens verden. Politikerens sociale rolle er i vort samfund en alvorlig rolle, selv om det måske ikke behøvede at være sådan. Den almindeligste form for politisk humor er bidende ironi (sarkasme), og den vigtigste form for latter er hånlatteren, som ifølge Kant har er form for «djævelsk skadefryd» over sig. Derfor kan den politiske karikaturtegner hænge sine modstandere ud til spot og spe. Jo større modsætninger der er mellem klasser og mellem andre politiske grupperinger, des mindre grundlag er der for en hjertelig fælles latter blandt deltagerne i politikken. Når de alligevel ler af hinandens negative sider, er humoren sjælden godmodig, da spøg og anden uskyldig moro forudsætter og udtrykker solidaritet.

D.Ø.