Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Liljencrantz (1845-1920), svenskfødt baronesse, kvindepolitisk aktiv i det danske socialdemokrati i 1870'erne.

Jaquette Liljencrantz voksede op i en fornem svensk adelsfamilie, præget af et hårdhændet pietistisk princip i opdragelsen. 24 år gammel gjorde hun oprør - specielt mod den formynderholdning hendes brødre viste hende - og flygtede til København hvor hun slog sig ned. Der forelskede hun sig i en norsk student, Anton Gjerding. Forholdet fik følger, og hun måtte rejse til Tyskland for at få barnet bortadopteret. Det døde kort efter fødslen.

For studenten var «problemet» nu ude af verden. Da han ikke længere svarede på hendes breve, rejste hun til Bergen for at møde ham. Men Anton Gjerding afviste alle forsøg på kontakt fra Jaquette Liljencrantz' side. Fortvivlet udgav hun et teaterstykke om dem - «Anton Gjerdings forhold» - som vakte en del opsigt. I Oslo traf hun senere Aasta Hansteen, der støttede hende.

Opholdet i Norge gjorde Jaquette Liljencrantz mere optaget af kvindespørgsmålet. I 1875 rejste hun tilbage til Sverige, hvor hun ved et tilfælde fik fat i nogle numre af den danske avis «Socialdemokraten». Der stod der flere artikler om kvindesagen, sandsynligvis skrevet af Louis Pio - en af grundlæggerne af det danske socialdemokratiske parti. Hun rejste straks til København, opsøgte Pio og spurgte han rent ud - ifølge selvbiografien - hvorledes socialdemokraterne stillede sig til kvindespørgsmålet. Da han svarede, at man «tilkendte kvinderne fuldstændig lighed», var hendes reaktion, at så vil jeg være socialdemokrat og medlem af jeres parti.

Liljencrantz skrev efter dette om kvindespørgsmål i «Socialdemokraten» under pseudonymet «Medea». Ind imellem skrev hun også et par artikler om den enlige mors stilling, som senere blev skrevet om til skuespil. Desuden gik hun aktivt ind i arbejdet i «Den frie kvindelige Forening». Foreningen var dannet i 1873 for at indsamle penge til de fængslede arbejderledere, men efterhånden gik arbejdet mere i retning af kvindesag og socialisme. De holdt mange møder, hvor bl.a. Liljencrantz talte, og de dannede afdelinger i forskellige provinsbyer.

I 1876 blev foreningen knyttet direkte til partiledelsen, ved at Liljencrantz fik plads i denne. I juni samme år blev den første almindelige partikongres afholdt - den såkaldte Gimlekongres. Tre af de delegerede var kvinder, og en af dem var Liljencrantz. Det var ved dette møde, hun blev valgt ind i partiledelsen.

«Socialdemokraten» blev ramt af den økonomiske krise i anden halvdel af 1870'erne. For at klare den vanskelige situation lånte Pio - som var blevet stadig mere isoleret i partiet - en større sum penge af Liljencrantz. En sum som hun ikke syntes at have større chancer for at se igen, efter Pio flygtede til USA i foråret 1877. Samtidig lykkedes det hendes modstandere at presse hende ud af den stilling på bladet, som havde været forudsætningen for lånet.

Efter dette var Liljencrantz i opposition til partiet, der mere og mere var slået ind på en pragmatisk linie. Samtidig så diskussionerne om kvindespørgsmål og kvindeaktiviteter ud til at glide helt ud i mørket.

Liljencrantz var bitter over den behandling hun fik. Det viste sig tydeligst - og for sidste gang - i de angreb hun kom med i bladet «Den ny socialist» mod de to socialdemokratiske kandidater til valget i 1884. En af modkandidaterne - højremand og professor, Goos - blev ikke udsat for det samme hårde angreb. På et møde kort før valget blev det afsløret, at Goos havde støttet bladet økonomisk. Liljencrantz hævdede i en leder, at han ikke havde haft nogen indflydelse på indholdet i bladet. De to socialdemokrater blev valgt ind i rigsdagen, og kort efter gik «Den ny Socialist» ned.

Liljencrantz trak sig nu helt ud af politik. Hun giftede sig med Wilhelm Rasmussen, medredaktør af bladet, og de fik en søn. I 1894 døde hendes mand, og i mange år levede hun under fattige kår med sit barn. I 1898 betalte det danske socialdemokrati de penge hun havde lånt Pio i 1877.

T.Li.