Kategorier dette opslag er registreret under:
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Læst af: 28.624
: :
Monopol
Monopol og arbejde i kamp. Amerikansk karikatur fra 1800 tallet.

Monopol betyder egentlig, at der kun findes en eneste sælger af en bestemt vare på markedet. Ofte anvendes det også om store sælgere (i forhold til markedet). Monopolet har mulighed for at opnå en højere pris, end hvad der ville være mulig, hvis der havde været konkurrence mellem flere sælgere..

Monopoler i ordets egentlige forstand er sjældne, men kan forekomme som følge af patenter, transportforhold og reguleringer. Begrebet monopol anvendes ofte istedet for oligopol, dvs. at der er nogle få store sælgere på et marked. Oligopoler kan have meget forskellig prisadfærd.

Under kapitalismen fordeles det samfundsmæssige totalarbejde på de forskellige produktionsgrene. Denne fordeling formidles af konkurrencen mellem kapitalerne. Da vareproduktionen er dominerende, bliver arbejdet ikke direkte samfundsmæssig, men kun indirekte via varebyttet. Værdiloven er betegnelsen for den lov der udtrykker den form, som arbejdsdelingen foregår på, og som udgør grundlaget for reguleringen af produktionen under kapitalismen.

Indenfor en given branche i økonomien vil der som regel altid være kapitaler, der nyder godt af ekstraprofitter pga. en arbejdsproduktivitet over gennemsnittet. Jagten på ekstraprofit er en vigtig drivkraft for enkeltkapitalernes akkumulation. Men det ligger i sagens natur, at ekstraprofitten er begrænset - ikke bare hvad angår størrelsen, men også varigheden. Monopolfænomenet har altså ingenting med den type ekstraprofit at gøre, som skyldes produktivitetsforskelle.

Når varerne sælges til deres produktionspriser (se Profit), forudsættes det, at kapitalen har fuldt herredømme i økonomien, og at de enkelte profitrater udjævnes til en gennemsnitsprofitrate. Kapitalens bevægelse mellem brancherne i økonomien og dermed fordelingen af det samfundsmæssige arbejde sker ikke gnidningsløst. Når der produceres for lidt af et bestemt vare, vil markedsprisen kunne overstige produktionsprisen, og kapitalen i denne branche opnår en højere profitrate end gennemsnittet. Men kapitalens bevægelse vil tendentielt ophæve disse situationer. Hvis ikke ville konkurrencen være ophævet og kapitalen ville ikke længere være kapital. De skranker som hindrer kapitalens mobilitet og dermed unddrager kapitaler fra profitrateudligningen, kalder Marx for monopoler. Monopolet kan antage forskellige former.

Marx anvender betegnelsen naturligt monopol, hvor et geografisk begrænset naturforhold danner basis for monopolet. Et eksempel er en flod, som anvendes af en industriel kapital som energikilde, og som gør det muligt for denne kapital at producere varerne billigere end konkurrenterne. Her opstår der en ekstraprofit som ikke bliver ophævet f.eks. af kriser, men først når de andre kapitaler kan erstatte vandkraft med f.eks. atomkraft. Ekstraprofitten opnås i dette tilfælde ikke ved en egentlig arbejdsbesparelse men af naturen. Jordrente er et eksempel på, at profitraten i et kapitalistisk drevet landbrug kan overstige gennemsnittet pga. jordmonopolet. Kunstige monopoler opstår på grundlag af uerstattelige råvarer eller produktionsmidler f.eks. beskyttet gennem patenter.

Ofte fremføres det, at monopoler er et resultat af kapitalens koncentration og centralisering, Marx hævder derimod, at akkumulation og koncentration fremmer konkurrencen og kreditten, som dernæst bliver grundlaget for centraliseringen. Dette danner igen mulighed for at overvinde kapitalmobilitetens skranker. Der behøves f.eks. en vis mindstekapital for at igangsætte produktionen af en vare. Kreditvæsenet virker her mobilitetsfremmende, dvs. sørger for at den nødvendige kapital tilflyder produktionen. Det er derfor fejlagtigt at tro, at «monopolkapitalismen» frembringer nye love for kapitalismen, for som Marx siger: «Det ville ikke ændre noget, hvis kapitaler i bestemte produktionsgrene af en eller anden grund ikke underlægges udligningsprocessen. Gennemsnitsprofitten ville da blive beregnet ud fra den del af den samfundsmæssige kapital, som indgår i udligningsprocessen.»

Ofte hævdes det, at der omkring år 1900 skete en overgang fra frikonkurrencekapitalisme til monopolkapitalisme. Denne overgang var et resultat af fremvæksten af karteller og andre prisregulerende aftaler, og ikke væsentligt af en centralisering af kapitalen. For at sådanne karteller skal kunne opnå monopolprofit, må kartellet kunne foretage produktionsregulering overfor medlemmerne og hindre at nyetableringer sker. I de fleste kapitalistiske lande har truster o.l. været underlagt lovbestemmelser og reguleringer.

Udviklingen har siden 1900 ikke været præget af en stigning i antallet af karteller o.l., men af koncentration og centralisering af kapitalen. Dette er et resultat af kapitalakkumulationen og mere specielt den tekniske udvikling. Den har nødvendiggjort en stor forskningsindsats, som det ikke kan betale sig at sprede på flere virksomheder. Desuden spiller behovet for kontrol med råstofkilder en væsentlig rolle. Markederne er derfor præget af et lille antal store virksomheder, der producerer varer der i høj grad ligner hinanden, men disse virksomheder er ikke monopoler i ordets egentlige betydning.

Klassisk imperialismeteori - som den blev udformet af bl.a. Lenin - hævder, at monopolet var årsag til stagnation og «forrådnelse» af kapitalismen, fordi den manglende konkurrence førte til lavere akkumulation. Det var ikke længere nødvendigt for virksomhederne at indføre ny teknik i jagten på ekstraprofitter. Desuden skulle monopolisering føre til lavere vækst i økonomien, idet monopolets adfærd netop består i at producere mindre til højere priser end under «frikonkurrence». Det er tvivlsomt om disse sider af imperialismeteorien er holdbare, hvis vi undersøger udviklingen i kapitalismen siden 1900. Stagnationen i kapitalismen siden 1970'erne hænger ikke sammen med monopoludviklingen, men med betingelserne for kapitalakkumulationen.

Å.C.