Kategorier dette opslag er registreret under:
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Læst af: 27.198
: :
Oligarki

Oligarki - eller «fåmandsvælde» - betegner en styreform, hvor et begrænset antal personer styrer over masserne, uden at disse har nogen virkelig mulighed for at kontrollere de styrende. Begrebet benyttes også om den gruppe af personer, som styrer under en sådan styreform. Begrebet er oprindelig græsk, og hos Aristoteles repræsenterer oligarki en degenereret aristokratisk styreform. I hans klassifikation af de græske bystater ud fra henholdsvis antallet af styrende personer og formålet med deres styre, var oligarkiet den styreform, hvor personer styrede for at fremme deres egne interesser og ikke det «fælles gode».

I nyere tid er begrebet imidlertid i højere grad blevet knyttet til den politiske struktur i grupper indenfor samfundet end til samfundets styringsform som sådan. Specielt er spørgsmålet om oligarki taget op i forbindelse med store frivillige organisationer som partier og fagorganisationer.

Robert Michels

Når oligarkibegrebet i dag også anvendes ved undersøgelse af fåmandsvælde i masseorganisationer, skyldes det særlig indflydelsen fra en bog skrevet af den tyske sociolog Robert Michels om partiernes sociologi: «Politiske partier. Mod en partivæsenets sociologi i det moderne demokrati». Bogen udkom første gang i 1911 og drejer sig om ledelsesprocessen i politiske partier, eksemplificeret ved en undersøgelse af socialdemokratiske partier generelt og det tyske socialdemokrati (SPD) specielt.

Her finder han en styreform, som han hævder er klart oligarkisk, og når det er tilfældet i partier som i deres oprindelse, program og formelle styringsform står for demokrati, da må årsagerne til dette ligge i selve masseorganisationens natur: «Det er organisationen som skaber grundlaget for, at de valgte dominerer over vælgerne, de med mandat over dem som gav dem det, de delegerede over de delegerende. Den som taler om organisation, taler samtidig om en tendens til oligarki.»

I den engelske oversættelse af bogen er «tendens til» udeladt, hvilket giver indtryk af en kraftigere tese, end det Michels faktisk argumenterede for. I senere reviderede udgaver af bogen er den sidste sætning faktisk helt udeladt. Det er imidlertid i mange lande den engelske oversættelse snarere end den tyske udgave, der har været udgangspunkt for debatten om oligarkibegrebet.

Men at sådanne tendenser melder sig, er uundgåeligt i en masseorganisation, uanset holdninger og motiver blandt såvel ledere som medlemmer og uanset organisationsstruktur. De oligarkiske tendenser træder frem med jernhård nødvendighed. En formulering som har givet Michels' tese navnet «oligarkiets jernlov». Koblet til denne tese finder vi hos Michels også tanken om, at ledelsen efterhånden vil udvikle andre interesser end dem de var sat til at varetage. Som aktiv på venstrefløjen i SPD så han partiledelsens reformisme og kompromispolitik som udtryk for dette.

Kritik af teorien

I den senere debat om disse spørgsmål er det blevet kritiseret, at når det gælder frivillige organisationer, så kan medlemmerne jo bare melde sig ud, hvis de mener at deres interesser ikke bliver varetaget. Det problematiske ved denne tankegang er imidlertid, at i partier og organisationer som skal varetage flere typer af interesser, kan det være vanskeligt at bryde ud på grundlag af én sag alene. Og det er desuden spørgsmålet, om der foreligger eller kan skabes alternativer. Endvidere vil der udvikles loyalitetsbånd knyttet til fritidsaktiviteter, socialt miljø og måske arbejdssituationen, som gør ændringen af ens eget standpunkt til den mest bekvemme løsning. Det samme kan gentage sig ved næste korsvej, den næste igen osv.

Det er især denne type kritik, der har givet næring til tanken om, at mulighederne for demokrati i højere grad er til stede i organisationer, der kun har et enkelt formål og er af kort varighed, end i organisationer der skal repræsentere medlemmerne langs mange interessedimensioner af mere permanent karakter. Et andet spørgsmål er, om det spiller nogen rolle for demokratiet i samfundet som helhed, hvorvidt de enkelte politiske partier er oligarkiske eller ikke, så længe de repræsenterer politiske alternativer, som vælgerne frit kan vælge mellem. Flertalsstyre udspringer da af elitens kamp om stemmerne. En kamp som kun den kan vinde, som gør sig til talsmand for vælgernes meninger.

Problemerne ved dette ræsonnement er imidlertid, at det reducerer borgerne til passive forbrugere af politik, øger mulighederne for manipulation og giver den politiske elite alt for frit spillerum mellem valgene. Når oligarki diskuteres i forhold til partier, er der også et andet spørgsmål, som melder sig med stor styrke: Hvem skal partieliten være repræsentativ for - medlemmerne eller vælgerne? Når vi taler om samfundsdemokrati, bliver den manglende overensstemmelse mellem vælgere og partielite gerne et kendetegn på oligarkiet.

Med organisationen i centrum er forholdet medlemmer-elite afgørende. For partieliten kan netop denne uklarhed være en fordel, da den i forskellige sammenhænge kan påberåbe sig demokratiets dyder og afvise kritik med henvisning til den ene eller den anden gruppe - alt efter som det passer. Når vi imidlertid ser, hvor tæt oligarkidiskussionen er knyttet til begrebet organisation, synes vælgerens forbindelse til et parti at være et noget flygtigt forhold at bygge bestemmelsen af oligarki på.

Hvad fremmer oligarki?

Nu kan det diskuteres, hvor frugtbart selve oligarkibegrebet er i Michels analyse - som i mange af de efterfølgende. På grund af begrebets flertydighed kan det let fordunkle snarere end at opklare. Når det alligevel har overlevet, skyldes det givet dets agitatoriske kraft. Når oligarkidiskussionen trods dette har så stor betydning, er det fordi den peger på forhold og processer, som kan frembringe et fritflydende og manipulatorisk lederskab, så vel som faktorer som kan bremse en sådan udvikling. Begge dele er væsentlig viden både for organisationsdeltagere og organisationsopbyggere.

Det der fremmer oligarkiske tendenser er ifølge Michels for det første organisationens bureaukratiske struktur. Denne kræver arbejdsdeling og specialisering - ledelsen bliver «professionel», den får en overlegen viden og dygtighed. Samtidig kontrollerer den kommunikationskanalerne i organisationen. De modsvarende træk hos masserne er deres permanente inkompetence og lave aktivitetsniveau - fastholdt gennem en undertrykkende livssituation og få uddannelsesmuligheder.

Som psykologiske faktorer finder vi massens behov for at blive ledet og at dyrke sine ledere, sammen med ledernes tendens til at lade sig beruse af magten. Endvidere vil en leder når han først er valgt til et hverv opnå en slags ret til genvalg. Kampen om indflydelse og magt i samfundet kræver desuden centralisering - en «militarisering» af organisationer i kamp som Michels udtrykker det. Afgørelser må tages hurtigt, hvis de skal have nogen betydning, og at spørge medlemmerne til råds først er en tidskrævende proces.

Hvad er da drivkraften bag oligarkernes udvikling af andre interesser, end de som flertallet af medlemmerne har? Det er for det første, at ledelsen bliver en del af den etablerede elite: Det er den, ledelsen agerer i forhold til, uanset om dette sker konfliktfyldt eller harmonisk, og den udvikler perspektiverne derefter. Desuden vil en organisationselite altid være konservativ - den vil ønske at bevare organisationen for enhver pris. For det tredje vil ledelsen være ængstelig for sin egen position og optræde aggressivt overfor en opposition. At dette er centrale aspekter ved en organisations virkemåde står fortsat fast, næsten 90 år efter at Michels præsenterede sine tanker.

Hvad hæmmer oligarki?

Men spørgsmålet er da, hvad der kan hæmme disse «uundgåelige» tendenser, hvilke anti-oligarkiske strategier findes? Det basale må være de formelle demokratiske rettigheder, som ikke må kasseres, selv om de åbenbart ikke er tilstrækkelige. Disse rettigheder kan søges udvidet gennem afkortede valgperioder for ledelsen, tilbagekaldelsesret for de forsamlinger som har valgt den, øget brug af bundne mandater og hyppige urafstemninger om vigtige enkeltspørgsmål i organisationen. At de der vælges, står for demokratiske holdninger er også vigtig. Særlig når dette kobles sammen med medlemmernes viden om forhold, som fremmer oligarkiske tendenser.

Men holdninger er fleksible og næppe tilstrækkelig garanti alene. En strategi for at modvirke oligarki gennem udformningen af selve organisationsstrukturen kan være at give plads til flere magtcentre («magtens tredeling»), skabe grobund for en to-partiordning internt i organisationen, vedtægtssikre cirkulationen i eliten og bryde dens monopol på kommunikation samt ved at opmuntre tværgående og direkte kontakt mellem lokalafdelinger.

Det dilemma som med al tydelighed fremgår af diskussionen om oligarki i organisationer er, at hvis man konstruerede en ultrademokratisk organisation efter denne opskrift, så ville den næppe fungere i lang tid som masseorganisation og i alt fald fremstå som dilettantisk og magtesløs i kampen om indflydelse. Så må man spørge sig hvor hovedvægten kan og bør ligge - på internt demokrati eller slagkraft.

Arbejderbevægelsens historie er rig på eksempler på, at begge dele kan afspore organisationen. Afvejningen kan næppe foretages ud fra abstrakte analyser af begrebet oligarki, men må knyttes til en diskussionen af konkrete organisationstyper med bestemte formål som skal virke i historisk givne omgivelser.

K.He.