Kategorier dette opslag er registreret under:
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Læst af: 32.876
: :
Akkumulation

Akkumulation betyder «opsamling». I Marx' teori om den kapitalistiske produktionsmådes væsen og indre dynamik står begrebet akkumulation centralt.

Før produktionsprocessen kan begynde, må kapitalisten købe produktionsmidler og arbejdskraft. Produktionsmidlerne og arbejdskraften er kapitalistens ejendom, efter at han har købt dem. Også de varer som arbejderne producerer ved hjælp af produktionsmidlerne tilhører kapitalisten. Værdien af disse varer består af to dele: Én del er overført fra de produktionsmidler som bliver forbrugt under produktionsprocessen. En anden del er ny værdi som er tilført varerne. Denne del er opstået gennem det arbejde, som arbejderne lagde i produktionen af varerne. Den nytilførte værdi falder igen i to dele: Den ene svarer til det kapitalisten må betale for købet af arbejdskraften - dvs. lønnen. Den overskydende del er kapitalistens merværdi.

Når varerne bliver solgt, får kapitalisten den pengekapital tilbage, han oprindelig skød ind. Desuden får han merværdien. Merværdien kan kapitalisten investere, dvs. bruge til at indkøbe flere produktionsmidler og arbejdskraft. I så fald bruger han merværdien som kapital. Eller han kan bruge den til forbrug. «Når merværdien ikke anvendes af ejeren til hans personlige forbrug, men bruges som kapital, dannes der ny kapital, som føjes til den gamle som akkumuleres. Anvendelsen af merværdi som kapital kaldes kapitalens akkumulation.» (Marx).

Akkumulationens historiske former

For at kapitalistisk produktion skal finde sted, må to betingelser være opfyldt. På den ene side må der findes en klasse af lønarbejdere, som er adskilt fra produktionsmidlerne, og som er tvunget til at sælge deres arbejdskraft for at opretholde deres eksistens. På den anden side må der eksistere en klasse af kapitalister, som har monopol på produktionsmidler, og som er købere af arbejdskraft med det formål at kombinere produktionsmidler og arbejdskraft i produktionen af varer. Disse betingelser opstod ikke af sig selv, men er resultatet af en historisk proces hvor én produktionsmåde gradvis blev afløst af en anden. De første former for kapital var ågerkapital og købmandskapital. «Ågerkarlen» udlånte penge for at få flere penge tilbage og scorede ågerrenter. Købmanden købte billigt og solgte dyrt og scorede en handelsprofit. De kapitaler som derved opstod, havde alle deres udspring i forskellige former for udbytning, plyndring og svindel. Det er denne førkapitalistiske form for kapitaldannelse, som Marx kalder den «oprindelige akkumulation».

I og med at enkelte håndværkere og bønder af økonomiske årsager blev tvunget til at sælge deres arbejdskraft for at opretholde livet, fik kapitalen mulighed for også at trænge ind i produktionen. Kapitalisten samordnede mange enkelthåndværkeres aktiviteter i én produktionsenhed: De fortsatte med at arbejde i forskellige værksteder eller de blev samlet i ét stort produktionslokale. Denne første overgangsfase fra håndværksproduktion til kapitalisme kaldes kooperation. Næste skridt var at specialisere håndværket på en sådan måde, at hver enkelt håndværker koncentrerede sig om en enkelt operation. Denne fase adskiller sig fra kooperationen ved indførelsen af den systematiske arbejdsdeling og kaldes manufaktur. I de store manufakturvirksomheder blev produktionen uoverskuelig. Den enkelte havde ikke længere kontrol over arbejdsprocessen fra start til slut. Specialiseret viden og kontrollen med arbejdet blev frataget de arbejdende og overladt til specielle funktionærer i virksomheden.

Absolut og relativ merværdi

Det sidste skridt over til kapitalistisk produktion blev taget med mekaniseringen og overgangen til storindustri. Håndværkerens bevægelser erstattes af maskinens. Arbejderen reduceres til maskinpasser. Nu er det ikke længere arbejderens håndværksmæssige kunnen, som er det afgørende, men hans pålidelighed og disciplin - dvs. hans evne til underordning (subsumtion). Redskabet har forandret sig fra at være arbejderens tjener til at være hans herre. Da arbejdet under kooperationen og manufakturen fortsat er håndværksmæssig, er arbejdets underordning under kapitalen alene formel. Men under storindustrien er arbejderen reduceret til maskinens vedhæng. Arbejdet har mistet sit håndværksmæssige præg og er blevet reelt underordnet kapitalen. Så længe arbejdsprocessen er håndværksmæssig, ændrer den tekniske struktur i produktionen og dermed arbejdsproduktiviteten sig kun i begrænset omfang. Der eksisterer derfor klare grænser for, hvor meget værdien af varerne og dermed også værdien af varen arbejdskraft kan synke. Eftersom merværdien er differencen mellem den nyskabte værdi og arbejdskraftens værdi, ligger kapitalistens væsentligste mulighed for at øge merværdien under kooperation og manufaktur i at forøge arbejdsdagens længde. Denne form for merværdiproduktion kalder Marx for absolut merværdiproduktion.

Ved indførelsen af nyt maskinelt udstyr til erstatning for menneskelig arbejde er det muligt at producere flere varer pr. arbejdstime end tidligere. Arbejdsproduktiviteten øges, og varernes værdi synker. Den kapitalist som først indfører nyt arbejdsbesparende maskineri, producerer varer med en lavere værdi end den samfundsmæssige, fordi den samfundsmæssige værdi bestemmes af de gennemsnitlige produktionsbetingelser i branchen. Ved at sælge sine varer til deres samfundsmæssige værdi vil denne kapitalist kunne tilegne sig en ekstra-merværdi sammenlignet med de øvrige kapitalister i branchen. Eftersom det totale værdiprodukt fra branchen er bestemt af den totale arbejdstid, som bliver nedlagt i produktionen i branchen, vil denne ekstra-merværdi fungere som fradrag fra de øvrige kapitalisters merværdi. De kapitalister som producerer med lav arbejdsproduktivitet og derfor realiserer forholdsvis begrænset merværdi står i fare for at blive udkonkurreret, hvis ikke også de indfører arbejdsbesparende maskineri. Konkurrencen fremtræder altså overfor kapitalisterne som en ydre tvangslov, som til stadighed tvinger dem til at indføre nyt arbejdsbesparende maskineri.

Når varernes værdi synker, fordi arbejdsproduktiviteten er steget, synker også værdien af arbejdskraften, fordi værdien af de varer som indgår i arbejdslønnen er faldet. Når værdien af arbejdskraften synker, vil merværdien øges, uden at arbejdstiden øges. Dette skyldes, at den del af arbejdsdagen som er nødvendig for at reproducere arbejdskraftens værdi aftager. Dette kaldte Marx for relativ merværdiproduktion. Udtrykket henviser til, at øgningen af merværdien ikke skyldes en absolut forlængelse af arbejdsdagen, men en ændring i forholdet mellem arbejdsdagens to dele. Produktion af relativ merværdi sker gennem en udvikling af produktivkræfterne, en udvikling som forudsætter arbejdets reelle underordning under kapitalen. Derfor er den relative merværdiproduktion ifølge Marx den form for øgning af merværdi, som svarer til den kapitalistiske produktionsmådes egenart.

Følger af akkumulationen

I «Kapitalen» analyserer Marx en række tendenser, som er indbygget i akkumulationen. Akkumulationen fører til, at kapitalerne bliver stadig større, samtidig med at konkurrencen kapitalerne imellem fører til fusioner mellem disse. Disse tendenser er nært forbundet med relativ merværdiproduktion. Konkurrencen tvinger kapitalisterne til at erstatte «levende» arbejde med «dødt» arbejde i form af maskiner. Forholdet mellem «dødt» og «levende» arbejde ændres. Kapitalens værdisammensætning er forholdet mellem værdien af produktionsmidlerne og værdien af arbejdskraften. Dette forhold ændres endnu hurtigere, fordi en stadig mindre del af det levende arbejde går til at reproducere (genskabe) arbejdskraftens værdi. Når forholdet mellem «dødt» og «levende» arbejde ændres, indebærer det, at efterspørgslen efter arbejdskraft aftager i forhold til akkumulationen og til produktionen af varer. Dette er grundlaget for Marx' teori om relativ overbefolkning og udviklingen af den industrielle reservearmé. Når det «levende» arbejde aftager i forhold til det «døde», har dette samtidig konsekvenser for kapitalisternes profitrate. Selv om kapitalisternes udlæg til arbejdskraft reduceres til næsten ingenting, vil den almene profitrate i samfundet ikke kunne overstige forholdet mellem levende og dødt arbejde i produktionen. På langt sigt vil profitraten derfor have en faldende tendens. Dette er årsagen til de stadig tilbagevendende kriser i den kapitalistiske økonomi.

J.F.