Kategorier dette opslag er registreret under:
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Læst af: 12.397
: :
Naturmedicin

Naturmedicin er ikke noget entydigt begreb, men snarere en fællesbetegnelse for en række alternative medicinske metoder med vidt forskellig baggrund og anvendelse. Dette udnyttes særligt af metodernes modstandere, der blander det hele sammen og angriber de mere alvorlige metoder udfra overtro og mystik. Problemet bliver heller ikke mindre af, at nogle spekulerer i folks lidelser, og bruger naturmedicinen som udgangspunkt for deres vidunderpræparater.

Skal man diskutere naturmedicin, er det derfor vigtigt at vide, hvilke metoder man snakker om. En sund skepsis er nødvendig. Ingen metode kan udføre mirakler. Meget afhænger også af den, der bruger metoden. Dette gælder for øvrigt også den traditionelle medicin, som vi af mangel på modforestillinger i vid udstrækning accepterer. Jeg skal her diskutere udfra fysiske metoder som zoneterapi, kiropraktik og yoga, diætetiske metoder som phytoterapi (plantemedicin), faste, makrobiotik og mineralterapi, og endelig mere specielle metoder.

En gennemgående tanke i naturmedicinen er, at årsagerne til sygdom er en eller anden form for ubalance eller svækkelse i kroppen. Den søger derfor at hjælpe kroppen til at genvinde balancen ved at styrke den, hvor den har behov for det. Almindelig medicin er derimod mere direkte rettet mod symptomerne, og prøver at helbrede ved at fjerne disse. Man kan sige, at lægen prøver at bekæmpe sygdom direkte, mens naturmedicineren prøver at styrke og hjælpe kroppen til at helbrede sig selv. Sygdommen bekæmpes således mere indirekte.

Ved nedsat binyrefunktion vil en læge f.eks. ofte tilføre binyrebarkhormoner. Dvs. at lægen erstatter den naturlige produktion med medicin. Dette har den uheldige virkning, at kroppen (i hypofysen) vil tro, at der produceres nok af hormonet, og binyren vil derfor få ordre om at producere endnu mindre. En naturmediciner vil derimod prøve at få binyrerne til at fungere selv. Enten ved at tilføre stoffer som erfaringsmæssigt øger binyrernes hormonproduktion, eller gennem andre metoder naturmedicineren kender til.

Her kommer vi ind på en af lægernes store ankepunkter overfor naturmedicinerne - diagnosen. Fra lægehold hævdes det stadig, at folk kommer for sent med deres skavanker, fordi de har prøvet andre metoder først, og at naturmedicinerne stiller for dårlige diagnoser. Dette stemmer ikke.

En undersøgelse fra Danmark foretaget i 1971 viser, at tre ud af fire der opsøgte naturlæger, først havde været til behandling hos læge eller på sygehus. Naturmedicinen havde for dem været en sidste udvej, som de prøvede, da den traditionelle behandling havde slået fejl. Det kan også nævnes, at ca. 80 % mente, at resultatet af behandlingen var bedre, end den de havde fået hos læge eller på sygehus. Dette skyldes sandsynligvis, at mange af metoderne er udviklet for at hjælpe, hvor traditionel medicin kommer til kort. Dette gælder f.eks. lidelser som migræne, allergi og hudsygdomme. I forhold til diagnosen er denne som regel stillet af en læge, allerede før patienten kommer til naturmedicineren, men ved mistanke om alvorlige lidelser vil enhver samvittighedsfuld naturlæge sende patienten til en læge.

Fysiske metoder

Til de fysiske metoder regnes først og fremmest zoneterapi, kiropraktik og yoga.

Zoneterapiens hovedprincip er, at forskellige former for massage eller anden behandling kan påvirke syge organer andre steder i kroppen. Mest kendt er fodzoneterapien. Denne behandlingsform blev flittigt benyttet af indianerne, men er også blevet anvendt af eskimoer og oldtidens egyptere. Dens moderne udformning har den fået af en amerikansk øre-næse-halslæge, W. H. Fitzgerald. Ved tryk eller massage under fødderne kan man påvirke de fleste organer i kroppen. Der er tegnet en oversigt over de forskellige zoner, og det viser sig, at mange af dem er sammenfaldende med de såkaldte akupunkturmedianer, der alle ender i benene (se Akupunktur).

Reflekszoneterapi er en anden form for zoneterapi af mindre systematisk karakter. Det drejer sig om teknikker, hvor man erfaringsmæssig kan påvirke andre organer ved at massere hud, bindevæv eller muskulatur. Indenfor denne gruppe falder fjernbehandling, bindevævmassage og nervepunktsmassage.

Irisdiagnostikken bygger på de samme principper, som de zoneterapeutiske metoder, men kan ikke anvendes til behandling. Den går ud på, at se efter karakteristiske forandringer i øjets regnbuehinde - Iris - på steder der står i forbindelse med svage eller syge organer i kroppen. Den bruges ofte af homøopater eller andre naturmedicinere som et diagnostisk hjælpemiddel.

Blandt naturmedicinens fysiske metoder regnes også kiropraktik og yoga. Kiropraktik går ud på, at justere forskydninger i rygraden ved hjælp af hænderne (chiros: hånd). Kiropraktorerne mener, at de fleste skavanker stammer fra nedsat funktion - «kortslutning» - i nervesystemet. Dette skyldes ofte tryk på nerverødderne, hvor de kommer ud af rygraden. Ved at justere ryghvirvlerne mindskes trykket på nerverødderne, og forbindelsen mellem hjernen og kroppen normaliseres.

De terapeutiske dele af yoga der anvendes mest går ud på at styrke rygmuskulatur og nervesystem. Det sidste bl.a. gennem åndedrætsøvelser, venepumpeøvelser og ved at påvirke kroppens kirtler.

Diætetiske metoder

De diætetiske metoder omfatter urtemedicin, faste, ernærings- og mineralterapi.

Næsten alle medikamenter der anvendes af læger i dag, er enten lavet udfra et planteråstof eller udviklet fra plantestoffer på den måde, at man har fundet frem til den aktive bestanddel, som man efterfølgende har kunnet fremstille syntetisk. Dette mener naturmedicinerne er en dårlig metode, fordi der eksisterer en naturlig balance mellem stofferne i en plante. Det er i og for sig ikke forkert at finde frem til de aktive bestanddele i en plante, men det aktive stof virker sjældent alene. Mange af giftvirkningerne modvirkes af andre stoffer i samme plante. Planterne indeholder også en del sporstoffer - grundstoffer - der kan have en gunstig virkning på sygdommen, selv om den ikke er så iøjnefaldende som det mest aktive stof.

En retning indenfor naturmedicinen går ind for kontrolleret faste, for at få udskilt mange af de giftstoffer vi får i os, og for at give fordøjelsesorganerne og leveren tid til at hvile sig - dvs. bygge sig op igen. Resultaterne de kan fremvise, er gode for en række sygdomme, måske særligt reumatiske lidelser. Mange bygger på akupunkturlæren om de to energiformer.

Mineralterapien har med held været anvendt mod allergier og beslægtede skavanker. Udgangspunktet for denne terapi er erkendelsen af, at andre stoffer end vitaminerne også har betydning for sundheden. Udfra denne tankegang betragtes mange sygdomme som mangelsygdomme. Behandlingen går ud på at måle mængden af mineraler i blodet, og tilføre dem der er mangel på, i en form som kroppen kan optage.

Andre metoder

Homøopatiens grundlægger var Samuel Christian Hahnemann, kendt fysiker og læge der arbejdede i begyndelsen af 1800 tallet. Homøopatiens hovedprincip er, at «lige helbreder lige». Stoffer som fjerner symptomer hos et sygt menneske, antages at fremkalde de samme symptomer hos et rask menneske ved forgiftning med stoffet.

Homøopatien er kendt som de små dosers medicin. Hahnemann bemærkede, at når han gav et korrekt valgt middel til en patient i almindelige doser, blev symptomerne forværret, før de forsvandt. Enkelte gange blev forværringen så kraftig, at den næsten tog livet af patienten. Derfor begyndte Hahnemann at eksperimentere med mindre og mindre doser. Han opdagede da, at jo mindre dosen var, jo mindre blev forværringen og desto hurtigere blev patienten rask. Dette førte til, at han begyndte at anvende så små doser, at der knapt fandtes rester af det oprindelige virksomme stof i medicinen. Dette kan endnu ikke forklares med vore dages målemetoder og forståelse af biokemi, men det virker. Det gør desuden homøopatiske medicin ufarlig og fri for bivirkninger.

Til slut skal nævnes auriculoterapien, der har meget tilfælles med både zoneterapi og akupunktur. Ved at stikke nåle i forskellige punkter på øret, kan man påvirke forskellige sygdomme, bl.a. iskias. Metoden er ofte effektiv mod smerter. Den har sin baggrund i fransk folkemedicin, og er videreudviklet af en fransk læge. Den har også været i brug i ældre egyptisk medicin.

S.H.H.

Litteratur

V. Schjelderup: Legekunsten på nye veier, Oslo 1974.
M. Mességué: Mennesker og planter - en urteleges erindringer, Oslo 1972.
R. F, Weiss: Ny plantemedicin, København 1973.
L. Andersen: Håndbog i soneterapi, København 1974.
J. Sareswati: Yoga, Tantra og meditation i min hverdag, København 1975.