Kategorier dette opslag er registreret under:
Verden  .  Nordamerika  .  USA
Arbejde  .  Videnskab  .  Samfundsvidenskab  .  Økonomi
Begreber
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Læst af: 72.590
: :
New Deal
Præsident Roosevelt fremstod med sin nye økonomiske politik som en ven af «manden på gaden».

New Deal, betegnelse fra 1930'ernes USA knyttet til præsident Franklin D. Roosevelts reformpolitik. I en valgtale i 1932 lovede Roosevelt nordamerikanerne en new deal («et nyt spil»), hvis han blev valgt. Udtrykket er siden blevet synonym for hans politik - særligt i perioden før 2. verdenskrig. Roosevelt blev genvalgt i 1936, 1940 og 1944, men havde kun tilstrækkelig politisk opbakning bag større reformer i årene 1933-38. I snævrere forstand er New Deal derfor afgrænset til denne periode.

Forløbet

Historikere taler gerne om to New Deal perioder ud fra den snævrere definitionen af begrebet. «Første New Deal» periode tidbestemmes gerne til årene 1933-35, og «anden New Deal» periode til årene 1936-38. Den første periode opfattes som mere radikal i økonomi og planlægning, den anden periode som politisk mere radikal. Det er en ret udbredt opfattelse, at Roosevelt efterhånden stødte på så stor politisk modstand, at hans administration måtte prioritere politiske løsninger. Dette er måske en vigtig årsag til, at New Deal fra i de fleste nordamerikaneres øjne i 1933 at være en ønsket nyorientering, udviklede sig til at blive stærkt kontroversiel efter 1936.

To konkrete politiske udspil fra Rooseveltadministrationens side fik i denne sammenhæng stor betydning. For det første gik Roosevelt umiddelbart efter sin store valgsejr i 1936 til kraftigt angreb på USA's højesteret, der midt i årtiet havde erklæret flere vigtige New Deallove for grundlovsstridige. Præsidentens udfald mod højesteret i 1937 blev forklaret med behovet for hurtigere justits i USA, men blev opfattet som et forsøg på at tvinge dommerne ind på en mere progressiv kurs.

Konflikten førte til, at Roosevelt udskiftede én modstander - domstolen  - med en anden: kongressen. For mens dommerflertallet midt under krisen slog ind på en mere socialprogressiv linie, som viste sig at være mere eller mindre permanent, kom kongressen derefter i stigende opposition til præsidentens politik. Med andre ord opstod der en situation, hvor højesteret nok fik en mere positiv fortolkning af New Deallovene, men hvor der blev langt mellem sådanne progressive love, fordi kongressen ganske enkelt ikke ville vedtage dem.

Det andet udspil fra Roosevelts side som skabte modstand mod hans New Dealpolitik var udenrigspolitisk. Særligt efter første verdenskrig havde USA fulgt en isolationistisk kurs, og i første del af 1930'erne virkede det som om, det regerende demokratiske parti med Roosevelt i spidsen havde en isolationistisk overbevisning. I oktober 1937 holdt præsidenten imidlertid en vigtig tale - «karantænetalen» - hvor han tog skarpt afstand fra international lovløshed og foreslog en form for karantæne for angriberstater.

Fra dette tidspunkt og næsten frem til det japanske angreb på flådebasen Pearl Harbour i december 1941, var der i flere politiske kredse frygt for, at Roosevelt som efter oppositionens mening havde slået fejl i sin indenrigspolitik, nu ville genoprette sin magtposition ved hjælp af en aggressiv udenrigspolitik. Samtidig gjorde krigstruslen, at Roosevelt i stigende grad blev afhængig af konservative sydstatsdemokrater. Disse var traditionelt internationalt orienteret, og kunne derfor støtte præsidentens krav om, at USA måtte markere sig som modstander af tysk og japansk aggression. Til gengæld krævede sydstatsdemokraterne reformlovgivningens afslutning.

Indholdet

New Deal var ingen helhedsplan. Den var snarere udtryk for et helhedssyn, som mange planer til gengæld udsprang af. Dette helhedssyn som det kom til udtryk hos Roosevelt og hans nærmeste medarbejdere var reformistisk og samtidig nøgternt. New Deal tog udgangspunkt i, at USA også i fremtiden ville og burde være et kapitalistisk samfund. Men kapitalismen måtte modificeres og humaniseres. Forbrugerne måtte tillægges større vægt end producenterne. Samfundets behov måtte tilgodeses fremfor individualisternes.

Samtidig understregede Roosevelt betydningen af eksperimentering. Mange af eksperimenterne var utraditionelle. Der lå i New Deal et potentiale for stadig udvikling, der skræmte dens modstanderne og inspirerede dens tilhængere. Der er ikke meget der tyder på, at tiltagene kunne have udviklet sig i f.eks. en socialistisk retning. Alligevel brød New Deal eksperimenterne ofte stærkt med den vante nordamerikanske tankegang, og gav næring til påstandene om, at Roosevelt ville «europæisere» USA.

New Deal var først og fremmest udtryk for en ny økonomisk politik i USA, specielt ved at den føderale regering engagerede sig økonomisk i større skala i samfundsudviklingen. Dette hang igen sammen med vurderingen af årsagerne til den store depression. Der var her to faktorer, som der særligt blev lagt vægt på blandt New Deal økonomerne. Årsagen til børskrakket i oktober 1929 der udløste nødsituationen mente de skyldtes grov spekulation, og et af New Deals første tiltag var derfor en regulering på aktiemarkedet. Årsagen til at krakket gik over i en længere depression, mente New Deal økonomerne (med opbakning fra senere tiders økonomer) skyldtes det forhold, at USA i løbet af 1920'erne havde produceret for meget og forbrugt for lidt pga. dårlig indtægtsudjævning.

Mens den foregående republikanske regering - Hoover - undlod at engagere sig økonomisk i stor stil for at rette op på skævhederne, valgte Roosevelt en langt mere aktiv linie.

Under Roosevelt blev alle føderalstatens midler anvendt - og mere end det. Underskudsbudgetter blev almindelige. Den britiske økonom Keynes stod netop på denne tid frem som talsmand for sin nye økonomiske tænkning, nemlig at staten i dårlige tider (deflation som i 1930'erne) måtte øge den økonomiske cirkulation med stimulerende tiltag, mens den i gode tider (inflationsår) måtte gøre det modsatte. Keynes mødte også præsident Roosevelt, og fik tilhængere blandt New Deal økonomerne. Alligevel var det ikke så meget Keynes' økonomiske teorier, som det var pragmatisk politik, der fik Roosevelt til at slå ind på nye økonomiske veje.

Udfaldet var under alle omstændigheder revolutionerende: Regeringen påtog sig et ansvar for enkeltmenneskets velfærd. Under 2. verdenskrig kom dette ansvar endnu tydeligere frem. Da blev nordamerikanerne lovet arbejde til alle, selv om den planlagte fuld-beskæftigelseslov kun blev til «lov om beskæftigelse» i 1946.

Konkret fik Roosevelt kongressen til at vedtage en landbrugslov (1933), der indførte føderale subsidier til bønder, der gik ind på at lade være med at dyrke en del af deres jord. Samtidig (1933) blev der også vedtaget en industrilov, hvor føderalregeringen gav støtte til brancher og virksomheder, der gik ind på at lade arbejderne forhandle kollektivt.

For nordamerikanere helt uden indtægt kom New Deal med andre former for tilbud. Nødarbejde af mange slags blev oprettet. For det andet blev der om nødvendigt udbetalt direkte nødhjælpsmidler. Endelig blev den såkaldte social security lov (socialloven) vedtaget i 1935, og med den blev velfærdsstaten indført som princip, selv om praksis ikke fulgte umiddelbart. Socialloven af 1935 indebar bl.a. alderdomshjælp og arbejdsløshedsdagpenge. Socialloven fik dog ikke nogen umiddelbar økonomisk betydning i form af f.eks. øget købekraft. I så henseende var arbejderbeskyttelseslovene af 1938 et bedre eksempel. Med dem blev der indført maksimumsarbejdstid og minimumsløn.

New Deal var en politisk revolution, omend den ikke var en økonomisk eller social revolution. Under ledelse af Roosevelt blev det demokratiske parti USA's nye store flertalsparti - og er siden forblevet det. Demokraterne overtog flertalsrollen, som resultat af dannelsen af den såkaldte Rooseveltkoalition. Mens demokraterne omtrent frem til krakket i 1929 overvejende var et sydstatsparti med en vis tilslutning i storbyerne i nord, øgede Roosevelt tilslutningen kraftigt i USA's byer, samtidig med at han også fik sydstatsnegrene til at skifte over fra Lincolns gamle parti - republikanerne.

By-USA gennemførte nu for alvor sit triumftog i politikken. En kommentator har kaldt New Deal «byernes oprør». Det nye Amerika, særligt det fremmedprægede, katolskorienterede, socialt mindre ansete og fattigere USA, fik i New Deal sin talsmand. Modstanden mod New Deal rettede sig ikke blot mod Roosevelts politiske udspil, men også mod de grupper som dermed gav ham deres støtte.

T.Si.