Kategorier dette opslag er registreret under:
Organisation  .  Offentlig organisation  .  Stat
Arbejde  .  Faglært arbejde  .  Socialarbejde
   .  Videnskab  .  Samfundsvidenskab  .  Sociologi
     .  Politik
     .  Økonomi
Begreber
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Læst af: 55.764
: :
Velfærd

Ved velfærd forstås normalt en ønskelig eller gunstig tilstand hos individer eller grupper. Denne tilstand kan for eksempel være præget af materiel, økonomisk eller psykisk tryghed og velbefindende. Udtryk som ligger tæt op ad velfærdsbegrebet er velstand, velvære, trivsel, lykke, livskvalitet, et godt liv.

I den offentlige debat bliver velfærdsbegrebet gerne knyttet til tilfredsstillelsen af visse grundlæggende, alment menneskelige behov: Sikring af liv og sundhed, mad, husly, uddannelse, arbejde osv. De samfund som har økonomisk evne og politisk vilje til at sikre disse behov for de brede folkemasser, får ofte betegnelsen «velfærdssamfund».

Velfærdsbegrebet bliver også brugt mere teknisk, specielt i forbindelse med den såkaldte velfærdsteori. Der findes mange retninger indenfor velfærdsteorien. Dels har man været optaget af at finde indikatorer for individers velfærd. På hvilket grundlag kan vi hævde, at individers velfærd øges eller mindskes? For at kunne besvare dette spørgsmål, må man blive enige om, hvad velfærd «egentlig» er.

Indenfor velfærdsteorien har det været almindeligt at tage udgangspunkt i økonomernes begreb om nytte. Ud fra denne opfattelse består velfærd i behovstilfredsstillelse på alle planer, hvilket formodentlig resulterer i en følelse af psykisk velvære, mental balance eller tilfredshed. Disse tilstande unddrager sig i vidt omfang direkte observation. Tidligere var der alligevel en udbredt tendens blandt økonomer til at holde fast ved, at nytte eller velfærd måtte forstås som sådanne subjektive, men reelt eksisterende fænomener, som i princippet skulle måles på en skala med et absolut nulpunkt og med en fast enhed - akkurat som man afvejer kartofler eller måler et stykke tøj.

I efterkrigstiden er det blevet mere almindeligt blandt økonomer og velfærdsteoretikere at knytte opmærksomheden til, hvad folk foretrækker. Man har hævdet, at det er umuligt at vide noget sikkert om hvad folk føler og oplever, men at man i hvert fald kan gå ud fra, at velfærden øges, når folk får udvidet deres valgmuligheder, f.eks. som en følge af indtægtsstigning. Hvis folk ønsker sig en lønstigning, må vi gå ud fra, at de har det bedre efter lønstigningen end før. Denne forståelse af velfærd lægger med andre ord afgørende vægt på adfærd, på hvad folk vælger under givne betingelser. Denne tilnærmelse kan give brugbare resultater på begrænsede områder, f.eks. i forbindelse med forbrugeradfærd og økonomisk velfærd generelt. Der findes imidlertid mange livsområder, hvor vilkårene og midlerne for at opnå velfærd ikke kan udtrykkes i kroner og øre.

I de seneste år er der i tråd med dette blevet gennemført detaljerede interviewundersøgelser i en række lande, hvor man har forsøgt at måle folks velfærd direkte. Man har bl.a. kortlagt forskellige sider af den enkeltes levevilkår: Adgangen til sundhedstjenester, bolig, transportmuligheder, fritid, uddannelse osv. Kortlægningen er orienteret udfra økonomernes traditionelle nyttebegreb ved direkte at udspørge folk om deres oplevede livskvalitet og tilfredshed. Interessen for at undersøge den mentale sundhedstilstand blandt store befolkningsgrupper er også i vid udstrækning udsprunget af en skepsis mod at sætte lighedstegn mellem økonomisk velstand og velfærd. Der er fortsat meget stor uenighed blandt forskere om hvorledes man bør definere og måle velfærd.

Forholdet mellem individuel velfærd og samfundets velfærd er også uafklaret. Velfærdsøkonomien regnes gerne som en del af velfærdsteorien, og har forsøgt at bruge økonomernes metoder til at finde frem til udtryk for et socialt optimum. Man har med andre ord været optaget af at udvikle retningslinier for hvorledes individers behov og ønsker (præferencer) bedst muligt kan tilgodeses af politiske afgørelser på samfundsniveau. Et særlig vanskeligt problemområde gælder samordningen (aggregeringen) af enkeltindividers ønsker, når disse ønsker er i konflikt med hinanden. Man har her påvist, at selv med meget svage og rimelige krav til reglerne for samordning af individuelle ønsker (præferencer), så kan det ofte være umuligt at nå frem til en fornuftig kollektiv afgørelse - f.eks. således at samfundet ikke «er i stand til at bestemme sig» (se Etik).

Sammenlignet med en konventionel økonomisk analyse har velfærdsteorien ikke haft særlig stor betydning i politik og samfundsplanlægning. Det hænger sammen med, at økonomernes enkle velfærdsbegreb ikke er blevet gjort til genstand for debat. Man kunne forestille sig den usandsynlige situation, at det var muligt at nå frem til total enighed om indholdet i velfærdsbegrebet som det yderste kriterium for politisk virksomhed, og endvidere at det lod sig gøre at måle (kvantificere) dette begreb helt nøjagtigt. Alligevel vil der være visse moralfilosofiske problemer tilbage.

For det første gælder det spørgsmålet om velfærdens fordeling: Bør vi stræbe efter en situation, hvor velfærden i samfundet er størst mulig totalt set? Eller skal vi sørge for, at ingen falder under et vist minimumsniveau før vi tillader at de bedst stillede tilgodeses mere? Dette problem lader sig ikke løse ved henvisning til princippet om indtægtslighed eller lignende. Det kan godt tænkes, at den velfærd to forskellige individer får ud af samme indtægt vil være meget forskellig - f.eks. pga. forskel i sundhedstilstand.

Et andet centralt tema er forholdet mellem velfærd og frihed: I hvilken udstrækning skal det være tilladt for den enkelte at vælge ikke-velfærd? Dansk lov tillader, at folk ødelægger sig selv med tobak og alkohol, men ikke med narkotika. Hvis vi videnskabeligt kunne fastslå, at et bestemt adfærdsmønster vil sænke et individs velfærd drastisk, skal samfundet da gribe diktatorisk ind for at hindre dette? Begge temaer vil stå centralt i debatten om den videre udvikling af den såkaldte velfærdsstat.

T. Mo.


Litteratur

Ø. Østerud: Samfunnsplanlegging og politisk system, Oslo 1972.
J. Elster: Om udbytting, Oslo 1977.
A. H. Wirak (red.): Behov, udvikling og verdier, Oslo 1979.