Kategorier dette opslag er registreret under:
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 1/5 2001
Læst af: 36.792
: :
Råvarer

Råvarer omtales også som «primærvarer». Der er tale om naturressourcer - mineraler - samt land- og vandbaserede produkter i uforædlet form. Det er imidlertid ikke ualmindeligt også at inkludere varer, som har undergået en første forædling i form af raffinering, modning etc.

Det kan være vanskeligt at definere, nøjagtig hvad der er en råvare i forhold til et halvfabrikat eller et færdigforædlet produkt. Råvaren danner første led i en produktionskæde, hvis næste led er halvfabrikatet og sidste led er færdigvaren. I mange tilfælde gennemgår varen en række led, før det færdige produkt foreligger. I andre - som i dele af fødevarebranchen - kan den derimod ret direkte omdannes til færdig produkt. Råvareproduktion og -omsætning er i dag i vid udstrækning integreret i færdigvarerindustrierne - både teknisk, ifht. ejerforhold, salgsaftaler og andre formere for samordning.

Forståelsen af råvarernes politiske og økonomiske funktion afhænger af det perspektiv, der anlægges på forholdet mellem samfund og natur. Fysiokraterne anså naturressourcerne for at være grundlæggende i den politiske økonomi. Indenfor den mere militærstrategiske tænkning har der eksisteret forskellige retninger af geopolitiske teorier. Det vil sige opfattelser af, at adgangen til og kontrollen over de nødvendige naturressourcer er af fundamental strategisk betydning i det internationale styrkeforhold. Før «oliekrisen» i 1974 og økokrisen eller ressourceknapheden blev varslet som en mulighed indenfor en nærmere fremtid, var råvarerne i vid udstrækning blevet opfattet som uproblematiske for de hurtigt voksende økonomier. I løbet af de sidste 20-30 år er råvarerne imidlertid blevet et politiseret fænomen - også indenfor den økonomiske teori. Tilgængelighed og sikre tilførsler er blevet vigtige. Råvarerne som omkostningsfaktor er ikke længere det eneste problem.

Hyppigt skelnes der mellem: 1. oliemineraler, 2. andre mineraler end olie (jernholdige og ikke-jernholdige), 3. fødevarer (basisvarer som hvede og ikke-basisvarer som kaffe) og 4. landbrugsvarer til industriformål (bomuld, jute mv.). Indenfor økologien skelnes der gerne mellem fornyelige og ikke-fornyelige råvarer (lagerressourcer). Skellet er dog ikke altid lige skarpt. Fornyeligheden af f.eks. visse fødevarer i ørkenområder eller områder der grænser op til disse, kan i høj grad variere. Øgede muligheder for recirkulation (genanvendelse) af f.eks. metaller kan også siges at reducere uerstatteligheden ved visse ikke-fornyelige råvarer.

Økonomisk betydning

Omsætningsværdien af de forskellige råvarer er et udtryk for de til enhver tid herskende priser. De varierer over tid og fra én type markedsstruktur til en anden. Kun for nogle få råvarer kan man tale om nogenlunde stabile priser, som gælder for hele eller det meste af omsætningen. Det gælder bl.a. de stærkt monopoliserede brancher som råolie, aluminium, diamanter, nikkel og bananer.

En meget grov beregning af omsætningsværdien i det første produktionsled viser, at totalværdien af de fire nævnte kategorier af råvarer i 1973 var omtrent 125 milliarder dollar for energimineraler (olie og gas ved kilden), 35 milliarder dollar for andre mineraler, 300 milliarder for fødevarer, og 30-35 milliarder for landbrugsvarer til industriformål. Dette er uhyre grove overslag. Det bør understreges, at omsætningsværdien for energimineraler i 1974 steg stærkt som følge af hævede oliepriser. Samtidig sank værdien af andre mineraler og landbrugsvarer efter 1974, som følge af prisfald.

Råvareproduktion og -omsætning er først og fremmest underlagt de multinationale selskabers kontrol. Den dominerende stilling de har indenfor en række brancher kan føres tilbage til det 19. århundrede, da kapitalen i de koloniale og imperialistiske metropoler etablerede råvareudvinding i store dele af det, som i dag er den tredje verden. Støttet af statslige magtmidler blev disse virksomheder efterhånden - og især i det 20. århundrede - integreret stadig tættere i finans- og industrikapitalens virksomhed.

Man kan groft anslå de multinationale selskabers markedsandele indenfor de forskellige råvaresektorer til 80-90% for energimineraler, 80-85% for andre mineraler, måske 40% for fødevarer og 30% for andre landbrugsvarer. Det må atter understreges, at dette er grove overslag. Tendensen er imidlertid korrekt, selv om markedsandelen for råolie og gas er sunket betragtelig som følge af nationaliseringer i OPEC-landene, og det samme er sket for enkelte andre mineralers vedkommende. Tallene gælder det første produktionsled. Hvis man undersøger de efterfølgende led, er de multinationale selskabers andele næppe ændret særlig. De mineralproducerende og -eksporterende lande er nemlig fortsat afhængige af disse selskaber for at få omsat deres varer.

Magtkoncentrationen i råvareindustrien har altid været forholdsvis stor på verdensplan og indenfor de enkelte nationale markeder. Men da der fortsat er konkurrence mellem de multinationale selskaber (oligopol), og da de spreder deres virksomhed over flere brancher (konglomerering), er det ikke uden videre sikkert, at koncentrationen er stigende. Den er antagelig særlig udpræget i mineralindustrierne, fordi disse er underlagt principper om stordriftsfordele og kræver store kapitalinvesteringer, som kun de store finans- og industrigrupper formår at skaffe. Af samme årsag er statens rolle ofte betydelig i råvareindustrien. I tabellerne findes en oversigt over graden af koncentration i enkelte udvalgte råvarebrancher.

  De tre største selskabers procentandel af verdensproduktionen Største kontrollerende selskab, procentandel i parentes
Aluminium 45,8 Alcoa, USA (20,2)
Bauxit 40,7 Alcan, Canada (15,1)
Bly 25,3 Asarco, USA (8,3)
Diamanter 68,0 MIBA, Zaire (34)
Guld 56,0 Anglo American, Storbritannien, Sydafrika (32)
Jern 22,9 CVRD, Brasilien (9,8)
Kobber 30,3 Codelco, Chile (13,8)
Kobolt 82,0 Gecamines, Dem. Rep. Congo (68)
Krom 41,0 General Mining, Sydafrika (16,5)
Mangan 52,5 S.A. Manganese, Sydafrika (20,7)
Molybdæn 62,0 Amax, USA (38)
Nikkel 72,0 INCO, Canada (43)
Platin 87,0 Anglo American, Storbritannien, Sydafrika (42)
Zink 19,9 Asarco, USA (7,1)
Sølv 21,6 Asarco, USA (12,4)
Tin 34,4 Comibol, Bolivia (16)
Wolfram 47,0 Union Carbide, USA (24)
Tabel 1. Produktionen af ikke-energiholdige mineraler i verden - undtagen lande med planøkonomi (1968-75).

 

  Marked Antal selskaber Disses markeds- andel i området Niveau i forædling
Bananer Verden 3 68  
Kakao Verden 2 40-60 Bønner
Kaffe Frankrig 2 90 Pulverkaffe
Frankrig 5 25 Brændt kaffe
Storbritannien 1 60 Malet kaffe
Fibre USA 4 85  
Bomuld Storbritannien 5 50 Tråd
Storbritannien 5 25 Vævet stof
Kød USA 4 56 Hakket kød
USA 4 23 Parteret kød
Gummi Verden (markeds- økonomierne) 12 80 Rågummi
Sukker Tyskland 3 47 Raffinering
USA 4 65  
Te Verden 1 25  
Storbritannien 1 43  
Tobak Storbritannien 3 90-95 Bladproduktion
Verden 3 28 Cigaretter
Ris USA 4 46  
Vegetabilsk olie USA 4 56  
Hvede Verden 2 55 Korn
USA 4 87 Kornlagre
Tabel 2. Produktionen af en række andre råvarer (1966-74).

Markedsstrukturer

Man kan skelne mellem fire-fem forskellige markedsstrukturer alt efter omsætningsform, prisdannelse og aktører:

  1. de interne selskabsoverførsler der finder sted indenfor de multinationale selskaber - mellem deres enkelte datterselskaber,
  2. langsigtede aftaler mellem køber og sælger. Som regel mellem to firmaer, eller mellem en regering (statsselskab) og et firma. I visse tilfælde mellem regeringer,
  3. faste mellemstatslige aftaler på regeringsplan - som det f.eks. var praksis indenfor COMECON og i USA og Storbritannien under 2. verdenskrig - og hvor både kvantum og pris er reguleret efter planøkonomiske principper,
  4. de «åbne» internationale markeder der opererer kortsigtet - enten i form af aftaler om leverancer i fremtiden eller salg på stedet.

Man kan også skelne mellem markeder, hvor mellemled, handelsagenter og opkøbere spiller en væsentlig rolle - som i visse «åbne» markeder - og markeder hvor disse spiller en beskeden rolle.

I den første form sker prisdannelsen og etableringen af andre vilkår internt i selskabet. Ifht. de andre markedstyper vil de multinationale selskaber i kraft af deres dominerende stilling i et eller flere produktions- og omsætningsled også her spille en væsentlig rolle - både for prisdannelsen, lokaliseringen af virksomheder og fordelingen af produktionsopgaver og -udbytte. I de langsigtede aftaler vil prisdannelsen og andre forhold have en mere stabil karakter, eftersom aftalerne ofte indeholder bestemmelser om nye forhandlinger ved ændringer i markedssituationen. På de «åbne» markeder er disse vilkår underlagt mere tidsbestemte faktorer.

Priserne har således udvist langt mindre stabilitet i nogle af de brancher, der er vigtigst for u-landene, så som kobber, sukker, fibre, te, kaffe, kakao og tin. En årsag til dette er, at især opkøb men også salg er genstand for spekulation. En anden er svigt i udbud som følge af produktionssvigt. Sådanne produktionsproblemer vil specielt gøre sig gældende på de «åbne» markeder, hvor det marginale salg - den omsætning som ikke er bundet af selskabernes egne overførsler eller faste aftaler - foregår. Tilsvarende kan efterspørgselssvigt også påvirke prisdannelsen.

Prisdannelsen

I oversigter over prisudviklingen for de enkelte råvarer og for råvarerne samlet betragtet, er det som regel noteringerne på de «åbne» markeder der angives. Disse er ikke nødvendigvis repræsentative for de priser, der gælder på de andre markeder. Både fordi de svinger mere og hurtigere og fordi beregningsgrundlaget kan være forskellig. Over længere tidsrum kan det imidlertid antages, at der er overensstemmelse mellem de forskellige prisnoteringer. De mest kendte råvareprisoversigter er Economists prisindeks, UNCTAD's, Wall Street Journals indeks, og de noteringer der findes på de enkelte råvarebørser i London, New York, Paris, Hamburg osv.

Rent politiske forhold eller forhold der generelt ligger udenfor de økonomiske betragtninger spiller ofte en væsentlig rolle. Chile havde under Allende store problemer med at fastholde sine priser på kobber, eller i det hele få solgt kobberet uden om de store monopolselskaber, på grund af deres modstand mod den chilenske folkefrontsregering. U-landene mangler ofte indsigt i de mest grundlæggende forhold, der ligger bag prisfastsættelsen. Selv råvareeksporterende i-lande er dog ofte også ude af stand til at påvirke priserne.

I visse perioder har det været almindelige prisstigninger på råvarer. Det gjaldt især under Koreakrigen, men også under tidligere kriser og krige. Der blev fra 1972 desuden noteret stærkt stigende priser på mange råvarer. Dette gjaldt imidlertid først og fremmest de «åbne» markeder. Til trods for prisstigningerne var det ikke de råvareeksporterende lande, der tjente på det. Det er kun indenfor et fåtal af råvarer - bl.a. kobber, tin og sukker - at de «åbne» markeder aftager en væsentlig del af u-landenes eksport. Baggrunden for prisstigningen fra 1972 til 1974 var ikke aktioner fra u-landenes side, og den fik en brat afslutning pga. den internationale økonomiske krise og efterspørgselssvigten. Hovedårsagen til prisstigningen lå i forstyrrelserne på valutamarkedet efter dollardevalueringerne i 1971 og 1973. Disse førte bl.a. til spekulative opkøb for at placere likvid kapital i råvarer og anden fast værdi. Især Japan der lå inde med store dollarreserver benyttede denne fremgangsmåde.

Internationale aftaler

I en del tilfælde er der blevet indgået aftaler mellem regeringer om prisfastsættelse, kvoter osv. Især i 1930'erne og formodentlig ansporet af depressionen, blev der indgået aftaler, som omfattede både producenter, eksportører og importører. Disse aftaler blev indgået på regeringsplan. Nogle gange med tilslutning fra de private selskaber men langt fra altid.

Offentlige forsøg på regulering af markeder som er stærkt privatiserede, bliver erfaringsvis ikke særlig effektive. Dette er da også en af grundene til, at meget få af de aftaler der er blevet indgået siden 1. verdenskrig har været effektive. De mest effektive eksisterede under 2. verdenskrig, da USA og Storbritannien indførte statslig kontrol med indførslen og omsætningen af råvarer. Dette system var imidlertid også stærkt privatiseret, eftersom det stort set var private selskaber, der i statens navn forvaltede omsætningen og stod for importen.

Efter 2. verdenskrig har der på regeringsplan eksisteret producent-konsumentaftaler indenfor hvede, kaffe, bomuld, madolie, naturgummi, tin og kakao. Kaffeaftalen blev i 1950'erne af USA anvendt til at stabilisere regimerne i Latinamerika som et led i den kolde krig. FN's organisation for handel og udvikling, UNCTAD har siden 1960'erne forsøgt at fremme etableringen af råvareaftaler, men dette er aktivt blevet modarbejdet af de udviklede kapitalistiske lande og de multinationale selskaber, der har haft større interesse i fri prisdannelse. (Se Ny økonomisk verdensorden).

Produktion og udviklingseffekt

Imperialismen har skabt den internationale arbejdsdeling, der eksisterer på verdensplan i dag. En konsekvens af denne er, at forædlingen af råvarerne - det vi almindeligvis omtaler som industriproduktion - historisk er placeret i imperialismens centre. Kun i ringe grad er forædlingen placeret i de perifere økonomier i den tredje verden. Undtagelserne er først og fremmest tin og bomuld. Over 65% af verdens produktionen af tin sker i u-lande. For de økonomisk og strategisk vigtigere metallers vedkommende er de tilsvarende procenter: Stål 4, aluminium 8 (gælder både alumina og råaluminium), zink 8, bly 11 og kobber 18. (Tallene gælder for begyndelsen af 1970'erne.)

En vigtig forklaring er sandsynligvis ønsket hos både staten og den private industri i centerøkonomierne om at kunne kontrollere forædlingsleddene i produktionen mest mulig. Forædlingen indebærer desuden merværdi eller muligheder for i bred forstand at udvikle både teknologien, arbejdskraften og samfundets produktivkræfter. Råvareudvinding har normalt ringe udviklingseffekt. I alt fald når den - som tilfældet ofte er - sker indenfor en stærkt eksportorienteret økonomi, som ikke er knyttet til samfundet i øvrigt, men fungerer som enklave.

På denne baggrund er den høje forædlingsprocent for tin mindre overraskende: Hele 90% af den økonomiske værdi ved at fremstille tin findes i råvareleddet, før forædlingen finder sted. Den tilsvarende procent for kobber er omkring 75, fordi bl.a. kapital- og energiomkostningerne er størst i det første led. Tilsvarende ligger 3 - 8,5% af værdien ved at producere aluminium i råvareleddet (bauxit) og under 15% af værdien af stål ligger i jernmalmleddet.

Mens aluminiumsindustrien næppe kan siges at medføre nogen udviklingseffekt med store potentielle ringvirkninger til økonomien i øvrigt, tillægges jern- og stålindustrien ofte denne rolle. Men med de meget høje kapitaludgifter som industriudvikling på grundlag af disse råvarer også medfører, er det klart at mange u-lande vil have problemer med at klare det. Det gør samarbejdet mellem flere u-lande nødvendigt. Der er dog betydelige vanskeligheder forbundet med det såkaldte syd-syd samarbejde, da verdensmarkedet de agerer indenfor fortsat er domineret af de multinationale selskaber.

Afhængighed og sårbarhed

Det er klart, at de industrilande der producerer større kvanta, ofte står for det meste af verdensproduktionen af en række råvarer. Dette har fået en del lande til at hævde, at de ikke er særlig afhængige af indførsel, og derfor ikke er sårbare overfor eventuelle tiltag fra f.eks. u-landenes side, af den type som OPEC satte i værk i 1973-74. Dette synspunkt beror imidlertid på en misforståelse af statistikken: Lægger vi handelsværdien til grund, synker u-landenes andel af produktionen og eksporten af råvarerne godt nok, men lægger vi mængderne til grund, opretholdes deres andel over tid.

For en lang række råvarers vedkommende er i-landene afhængige af import. Det gælder både strategiske mineraler som mangan, krom, kobolt, tantal og zirkonium, hvor USA er 100% afhængig af import, og det gælder typiske tropiske varer som også har både strategisk og økonomisk betydning, som kaffe, naturgummi og hårde fibre.

Rusland og Kina er stort set ikke afhængige af import, men kan dække deres forbrug af egne ressourcer. Ifht. Japan og EU er importafhængigheden generelt større end USA's. Afhængigheden er ekstremt stor i Japans tilfælde, og har ført til betydelig aktivitet fra japanernes side for at sikre stabile tilførsler fra udlandet gennem langsigtede aftaler, store kreditter, investeringer og andre midler.

For u-landenes vedkommende er afhængigheden et spejlbillede af i-landenes importafhængighed. Deres produktion er ofte koncentreret om eksporten af en eller nogle få råvarer. I 1965 stammede gennemsnitlig 55% af alle u-landenes samlede eksportindtægter fra eksporten af én enkelt vare. Og råvarernes andel af u-landenes samlede eksportindtægter ligger på over 75%. Samtidig er deres eksport som følge af kolonistyre og dominans udefra ofte stærkt koncentreret om et eller nogle få lande og/eller multinationale selskaber. Hele Haitis eksport af bauxit går f.eks. til en enkelt filial af aluminiumsgiganten Reynolds i Texas.

Styrkeforholdet mellem de importerende lande og de eksporterende u-lande er altså ugunstig for sidstnævnte. De har få muligheder for at udnytte i-landenes råvareafhængighed. Ofte «byttes» råvarer mod andre varer eller tjenester, så som militærbistand eller mad, som mange u-lande er afhængige af at indføre (se Korn).

Modmagt mulig?

I forbindelse med OPEC's aktioner i 1973-74 er det blevet påpeget, at tilsvarende aktioner også vil være mulige for andre råvarer. Hvor u-landene står for en væsentlig del af verdens produktion og eksport af en bestemt vare, vil de ved at optræde som et kartel kunne presse priserne op, og på den måde forbedre deres stilling. Det kræver bl.a. at u-landene må optræde solidarisk og kunne modstå presset fra selskaberne og de store i-lande. Desuden vil økonomiske, teknologiske og økologiske forhold gøre sig gældende.

Afhængigheden af råvareeksporten for både valutaindtægter og beskæftigelsen er meget mærkbar i mange u-lande, og gør at de kortsigtede økonomiske vurderinger dominerer over de langsigtede politiske. Spredningen af tilførselskanalerne og erstatningen af én råvare med en anden er samtidig trusler mod et kartel, som dette må tage hensyn til. På samme måde spiller i-landenes og monopolselskabernes evne til at oplagre råvarer for at kunne imødegå eksportbegrænsende og andre tiltag fra et kartels side en væsentlig rolle. Endelig kan i-landene med deres overlegne industri og teknologi genvinde flere af de råstoffer der er i omløb i deres økonomi som metaller og fibre.

For mange råvarer forholder det sig således, at erstatnings-, genvindings- og spredningsforsøg først efter nogen tid kan virke. Et kartel indenfor en vare hvor den tredje verden i vid udstrækning har monopol på produktionen, salget og efterspørgslen vil derfor på kortere sigt kunne have en betydelig effekt. Det gælder for bl.a. bauxit, kakao, mangan, kaffe, bananer, fosfater og enkelte andre mineraler.

Alligevel er de politiske faktorer ofte afgørende for hvorvidt modmagten er mulig. Mange af regimerne i tredje verden er politisk og militært afhængige og domineret af stormagterne og/eller de multinationale selskaber. Mange er heller ikke særlig indstillet på reformer af den type, som en kartelpolitik måtte indebære. Slet og ret fordi det eksisterende afhængighedsforhold tjener de snævre klasseinteresser godt. Alligevel vil der ofte kunne opstå muligheder for fælles aktioner - selv mellem progressive og reaktionære eliter. Indenfor produktionen af bauxit, fosfater og sisal blev der således gennemført vellykkede aktioner i 1970'erne - hovedsagelig baseret på samarbejdet mellem u-landene.

Alligevel er de multinationale selskaber og i-landene fortsat dominerende. Information spiller ofte en afgørende rolle for muligheden for manipuleringen med markedet, og på dette punkt kommer regeringerne i den tredje verden oftest til kort.

Spørgsmålet er derfor, om etableringen af en modmagt overhovedet er mulig under de eksisterende betingelser. Den mest fundamentale form for modmagt fra et gennemsnitligt u-lands side vil derfor snarere ligge i at skære ned på eksporten, men denne mulighed er siden 1970'erne kraftig reduceret som følge af den gældskrise, der har ramt den tredje verden. For at skaffe valutaindtægter til at afbetale på lånene til de udviklede kapitalistiske lande, er u-landene tvunget til at sælge deres råvarer - til de priser der fastsættes på de udviklede kapitalistiske landes råvarebørser.

H.Hv.


Litteratur

H. Hveem: The political economy of Third world producer associations, Oslo 1977.
T. Bertelmann: Politik och råvaror - i internationellt perspektiv, Stockholm 1977.
C. Payer (red.): Commodity Trade of the Third World, London 1975.
E. Hollander og A. Fagen: Mineralmagt - de transnationella företagens kontrol över världens icke-förnyelsesbara råvaror, Stockholm 1979.
N. Girvan: Corporate Imperialism: Conflict and Expropriation, New Haven 1972.