Kategorier dette opslag er registreret under:
Arbejde  .  Videnskab  .  Humaniora  .  Psykologi
Begreber
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Ansvarlig redaktion: Psykologi
Læst af: 85.087
: :
Adfærd

Adfærd omtales ofte som moderne psykologis tema eller undersøgelsesobjekt. Ordet «psykologi» blev først anvendt af den tyske filosof Wolf i det 16. århundrede og dengang for at beskrive den del af filosofien, som beskæftiger sig med menneskets «psyke» eller «sjæl». Ordet «adfærd» henviser til den nye forståelse af det psykiske. Det er ikke længere det enkelte individs indre oplevelser, dets bevidste og ubevidste sjæleliv, som udmærker mennesket som skabning, men dets adfærd. Adfærdsbegrebet omfatter både individets oplevelser, dets aktiviteter og forholdet til den sociale position.

Den almindelige betydning af ordet adfærd på dansk refererer til «færdes», «føre sig ad», dvs. «opførsel». Det engelske ord «behaviour» henviser ligeledes tilbage til «manér», «væremåde» og da specielt overfor andre. Det franske ord «comportement» henviser til det, man «bærer» eller «holder», og det tyske ord «Verhalten» udtrykker adfærd som et aktivt forhold til omverdenen. I alle tilfælde henviser ordet til en sammensat, helheds overensstemmelse med omverdenen hvor sociale værdier er centrale. Et bedre dansk ord end «adfærd» ville muligvis være «opførsel» eller «virksomhed», men vi benytter i det følgende det psykologiske fagord «adfærd».

Den videnskabelige debat omkring ordet adfærd inden for psykologien, har imidlertid sløret den oprindelige betydning, som kommer til udtryk i folks almindelige sprogbrug eller hverdagspsykologi. To forhold er her af særlig betydning.

For det første var kravet om videnskabens værdifrihed eller neutralitet, fremtrædende i begyndelsen af vort århundrede. Begrebet «adfærd» måtte derfor fravristes sin tilknytning til sociale og moralske værdinormer. Kravet til en objektiv beskrivelse af adfærd blev forstået som beskrivelse af det fysiske eller fysiologiske ved adfærden. I stedet for at beskrive den sociale situation - f.eks. værdier - som individet reagerer i forhold til, koncentrerede man sig næsten udelukkende om det fysisk målelige ved situationen: fysisk lyd, lys osv. Endvidere var man snarere optaget af individets fysiologiske reaktioner - bevægelse, kirtelafsondring osv. - end almindelig, dagligdags adfærd.

For det andet blev kravet om objektivitet forstået i pagt med den klassiske fysik, således at man blot skulle beskrive det mindste og adskilte - atomet - ikke en komplet situation eller relation. Denne holdning lagde også op til at beskrive menneskelig adfærd ud fra fysiske stimuli og fysiologiske reaktioner; noget, populariteten af ordene reaktion og refleks viser. En bog med den ambitiøse titel : «The behaviour of Organisms», kunne vise sig at indeholde minutiøse beskrivelser af f.eks. rotters reaktionsmønstre i enkle labyrinter uden at understrege den enorme forskel der er på menneskers og rotters verden og dermed også på deres adfærd.

Denne reducerede forståelse af menneskets væremåde, blev rimeligt nok kritiseret fra flere sider og ikke mindst af psykologerne selv. Nogle lagde vægt på adfærdens holistiske karakter (gestalt), andre på dens behovsstyrede målrettethed (psykoanalyse, neobehaviourisme), andre igen på det aktive subjekts oplevelser (fænomenologi, humanistisk psykologi). Selv på et strengt fysiologisk plan er meget af denne kritik holdbar. Således kan man ikke skelne mellem en organismes refleksmæssige adfærd fra den omverden, hvor refleksen har sit funktionsgrundlag. Der er altid en tæt, «meningsfuld» sammenhæng mellem de forskellige dyrearters kropsbygning og mulige reaktionsmønster og deres «miljø».

Sådanne forhold er samtidig en indlæringsproces. Gennem enkle, såkaldte betingelsessituationer (se Indlæring), kan f.eks. spytafsondring, der oprindeligt bare er knyttet til specielle stimulationer (bl.a. mad i munden), knyttes eller sættes i sammenhæng med en række forskellige begivenheder i individets omverden (lugte, synsindtryk osv.). På samme måde kan vi «betinge» følelsesmæssige reaktioner hos os selv, hos andre mennesker og ved begivenheder. Disse følelsesmæssige reaktioner udtrykker noget af det væsentligste i et menneskes opførsel. Når man siger at denne adfærd er resultat af betingelsesindlæring, henviser man kun til den proces, adfærden er indlært under, ikke dens indhold. Følelser er egentlig ikke «kun betingede reaktioner», ikke kun «fysiologiske kropsreaktioner», men er netop udtryk for, at mennesket er aktivt og reagerer i sit forhold til omverdenen. Kun i patologiske (sygelige) tilfælde, bliver disse reaktioner automatiske og er så et udtryk for rent kropslige misforhold og ikke for individets livssituation.

Det klareste udtryk for en sådan forståelse af adfærd, finder vi hos den såkaldte eksperimentelle adfærdsanalyse. Denne analyse er udviklet af psykologen B. F. Skinner, hvis betydning for moderne psykologi, kan sammenlignes med Freuds. Adfærd udgør en sammenhængende varierende «strøm», og når vi udskiller visse begivenheder som en speciel adfærd (f.eks. «spiseadfærd» osv.), må dette forstås som tilfældige, om end nødvendige afgrænsninger. I sin enkleste form består adfærdsanalysen i at bestemme relationen mellem en forudgående begivenhed (diskriminativ eller udløsende stimuli), en særlig forandring i organismens adfærd (operant eller reaktion) og en efterfølgende begivenhed (forstærkende eller frastødende stimuli). Man kan f.eks. observere, hvorledes en stimulans - «barnet siger, det er tørstigt» - følges af en handling - «mor giver barnet et glas mælk» - som følges op af «barnet viser sin taknemmelighed». Vi ser her, at det, der kaldes stimulans også kan betragtes som en operant, men i så fald må vi bestemme, hvad der gik forud for denne, f.eks. en følelse af tørhed i munden.

Den centrale adfærdsenhed kaldes operant, fordi den udgør en aktiv, opererende påvirkning af omgivelserne. Denne karakteristik forstås først, når man beskriver den funktionelle relation til en «helhedssituation» (i eksemplet oven for : forholdet mellem mor og barn). Det betyder at en adfærds ydre (topografiske) egenskaber (f.eks. de fysiske bevægelser i mors handling) for en psykolog er uinteressante, så længe vi ikke kender disse egenskabers funktion i situationen. Først når funktionen er kendt, kan vi f.eks. hjælpe til at lære individet handlinger, som er nødvendige for at kunne klare en almindelig tilpasning til omgivelserne. Adfærdens indhold eller mening vil derfor være afhængig af situationer, som psykologisk videnskab ikke har specielle forudsætninger for at analysere, f.eks. politiske værdier, økonomiske forhold, forståelse af dagligdagen osv.

Et andet eksempel på en sådan analyse, vil måske tydeliggøre yderligere. De ydre egenskaber ved en vis adfærd, kan f.eks. være «personen A griber en skarp kniv og laver et dybt snit i personen B's ben, så blodet flyder». Den funktionelle betydning af denne operant, vil være helt forskellig, hvis den nærmest forudgående begivenhed består af en giftslange, der bider i B's ben eller af håndgemæng mellem A og B. Man kan ligeledes bedre forstå den funktionelle sammenhæng ud fra tidligere erfaringer med følgerne af et dybt snit i benet, kunne være at man derved reddede B fra den sikre død. Operanten kan heller ikke forstås som en mekanisk reaktion på en forudgående stimulans, men som en mere eller mindre sandsynlig handling, afhængig af det handlende individs erfaring med lignende, tidligere situationer. En læge vil handle mere rationelt end en uvidende person.

En vigtig udvidelse af denne forståelse af adfærd ligger i, at hvad et individ gør (operanten), kan være en diskriminativ stimulans for en ny handling (operant), således at vi kan analysere sammensat adfærd som en kæde af operanter, delvist uafhængige af resten af individets situation. F.eks. er det at skrive et brev eller en artikel stærkt påvirket af, hvad man allerede tidligere har skrevet. Jeg læser sætningen, jeg allerede har skrevet, og det virker som stimulans for den næste sætning osv. Sætningerne følger ikke mekanisk efter hinanden, men udgør tilsammen et produkt under kontrol af de nævnte forhold og af andre forhold, som social belønning (prestige, penge) eller negative konsekvenser (trusler osv.). På den måde bliver mangfoldigheden i selv almindelige menneskelige handlinger, enorm. Den eksperimentelle adfærdsanalyses opgave er da at påpege de funktionelle relationer, som er mest afgørende for en bestemt adfærd, ofte med det formål at ændre på en adfærds hyppighed (øge eller mindske) (se Adfærdsterapi).

Adfærd kan efterhånden ikke reduceres til fysiologiske reaktioner, f.eks. muskelbevægelser, kirtelafsondringer osv., men fysiologiske reaktioner kan i en række vigtige sammenhænge være af interesse i studiet af menneskets adfærd. Endvidere kan de kontrolmetoder, moderne adfærdsanalyse har udviklet, anvendes i studiet af fysiske sygdomme, specielt inden for såkaldt psykosomatisk medicin, dvs. den gren af medicinen, som omhandler forholdet mellem legemlige og psykiske tilstande. Virkningen af medikamenter på adfærd, kan også analyseres med denne metode og udgør et vigtigt supplement til de sædvanlige, fysiologiske undersøgelser. Fysiologisk viden vil altid være grundliggende inden for adfærdsvidenskaben, men taget vi kun udgangspunkt i kropslige forhold, vil vi aldrig kunne forstå adfærdens indhold eller mening, dvs. dens sociale dimension.

Mange har hævdet, at adfærdsbegrebet ikke kan tage vare på den menneskelige tænkning. Tænkning foregår «inden i» mennesket og lader sig aldrig objektivt beskrive som adfærd, men dette synspunkt har ført til en unødvendig opdeling af mennesket i en ydre (materiel) del og en indre (ideel) . Denne tankegang har sin baggrund i den europæiske filosofis idealistiske og dualistiske karakter, dvs. tendensen til at skelne mellem sjæl og legeme, ånd og materie osv. Mod dette synspunkt må det fremhæves, at menneskets «indre» kun kan bestå af, hvad anatomer og fysiologer afslører «under huden». Sådanne «indre» kropslige reaktioner udgør en side af al adfærd, tænkning såvel som boldleg, men adfærd kan ikke beskrives udtømmende på denne måde.

Tænkning, lige som enhver form for «åndelig» eller «sjælelig» aktivitet, må forstås som individets aktivitet i forhold til en situation. Tænkning må også bestemmes funktionelt. Det specielle ved tænkning som adfærd, og særlig da hos voksne, er at denne adfærd i så ringe grad er knyttet til synlig handling, forløber så hurtigt og er under så tilfældig en kontrol af let observerbare begivenheder, at en fuldstændig eksperimentel analyse eller kontrol synes umulig. Dette udgør da heller ikke noget praktisk mål. En række sider af tænkning, særlig den sproglige aktivitet, lader sig imidlertid let kontrollere, noget som bl.a. er påvist i adfærdsterapeutisk behandling. Det samme viser sig ved pædagogiske kontroltiltag. Al undervisning baserer sig på muligheden for at ændre menneskets sprog- og tænkevaner.

Tænkning og sproglig adfærd behandles ofte som repræsenterede de, det samme problem inden for adfærdsanalysen. Det er vanskeligt at beskrive sproglig adfærd som resultat af andet end socialt samspil mellem mennesker, hvilket allerede Marx understregede. Bevidsthed var for ham resultatet af dette samspil, ikke en forudsætning, men en eksperimentel analyse af denne type adfærd viser til fulde, hvor mangfoldig og sammenvævet den kontrol, som afgør den menneskelige adfærd, er. Den tidlige adfærdspsykologi overså dette problem, men for den eksperimentelle adfærdsanalyse, er Skinners beskrivelse af verbal adfærd gældende for al beskrivelse af social adfærd. På trods af dette ser man inden for den moderne pykologi, social adfærd som et resultat af indre, sjælelige forhold - forventninger, holdninger osv.

Det har særligt skadelige virkninger, når det drejer sig om at forstå det samfundsmæssige grundlag for menneskelig adfærd, og dermed at forstå, hvad der kan forandre samfundsforhold. Hvis hovedvægten i en analyse lægges på «indre» forhold, man kun forestiller sig eksisterer, uden at det antydes hvorledes disse kan ændres (kontrolleres), vil analysen og eventuelle initiativer til forandring blive virkningsløse. I et historisk-politisk perspektiv bliver det derfor den traditionelle, psykologiske forståelse af menneskelig adfærd, som resultat af en indre «sjælelige» forhold, en ideologi. Den forhindrer mennesker i at forstå, hvilke kontrolforhold som er faktiske og dermed kunne ændre disse. Den marxistiske samfundsanalyse, med vægten lagt på observerbare, faktiske kontrolforhold og ændringer af disse, bryder med den gængse, borgerlige psykologi. Den eksperimentelle adfærdsanalyse er på denne måde i overensstemmelse med progressive politiske analyser, men adfærdsanalyse er udviklet på videnskabelige præmisser, ikke politisk-handlingsmæssige.

Adfærdsanalysen påviser altid, at det sociale har forrang i enhver forståelse af adfærd. De «adfærdsenheder», man stort set afgrænser i psykologien, svarer til hvordan folk i al almindelighed afgrænser adfærd. Vi er interesserede i hvordan og hvorfor mennesker tænker, løber, slås, drømmer osv. Kun når adfærden bliver særlig problematisk (for individet selv eller for andre mennesker), vil en mere «kunstig» nedbrydning af adfærdsstrømmen være nyttig. Det gælder f.eks. når man skal lære retarderede børn med hjerneskader at klæde sig på, vaske sig osv., eller forsøger at bygge et sprog og ordforråd op hos tidligere sprogløse (autistiske) børn. Men også i sådanne tilfælde er det vigtigt, at eventuelle kunstige adskillelser, hvor man anvender kunstige kontroltiltag - f.eks. belønner en adfærd med mad, hvor der ikke er nogen naturlig sammenhæng mellem maden og belønningen - ophører så hurtigt som muligt. De sædvanlige samfundsmæssige kontrolforhold må igen gøres aktive. I mange tilfælde kan man konstatere, at behandlingen overser dette vigtige element og derfor fører til «kunstige» resultater, f.eks. «papegøjetale» hos tidligere autister.

Det indebærer, at adfærdsbegrebet i den eksperimentelle adfærdsanalyse udgør en historisk enhed. Den funktionelle sammenhæng der giver en adfærdsenhed sin «naturlige» forklaring, må altid nævnes i forhold til særlige historiske forhold og dermed forstås i forhold til en speciel historisk epoke. Det, der bestemmer den historiske situation, er i følge Marx især de aktuelle produktionsforhold. Følgen af at betragte adfærden som funktionelt bestemt af forudgående og efterfølgende begivenheder, er derfor at psykologiens væsentligste indhold ikke først og fremmest udgøres af enkeltindividernes tanker, følelser, fantasier osv., som en «indre» aktivitet, men kan læses ud af «industrien». Marx omtaler industrien, som «..den opslåede bog om den menneskelige naturs kræfter» og tilføjer: «En psykologi, for hvilken denne bog, altså den empirisk aktuelle, mest tilgængelige del af historien, forbliver lukket, kan aldrig blive virkelig indholdsmæssigt eller virkelig videnskab».

Psykologien har derfor sin berettigelse i den grad, den er åben overfor historiens opslåede bog. Forholdet mellem psykologisk analyse og f.eks. økonomiske eller politiske analyser, må derfor beskrives. Den funktionelle analyse tager kun sit udgangspunkt i en formel relation, hvor visse begivenheder varierer sammen, nemlig den adfærd vi retter analysen imod og dens forudgående og efterfølgende begivenheder. Indholdet af disse begivenheder vil ofte bestå af forhold, som må beskrives og forstås i forhold til andre typer analyser, f.eks. politiske. I følge den materialistiske tankegang udgør materielle, historiske og sociale forhold, udgangspunktet for en forståelse af f.eks. individuelle begivenheder. Forstået på den måde, vil den psykologiske analyse derfor altid være nødt til at søge sin egen begrundelse i disse forhold.

Det typiske for psykologien er, at den hidtil har koncentreret sin analyse og sin praksis om forhold, hvor de politiske aspekter er meget lidt synlige, f.eks. analyse og rehabilitering af afvigere, men man stiller nu i stadig højere grad spørgsmålstegn ved den funktionelle sammenhæng, der producerer et stigende antal afvigere og ved de værdier, som rehabiliteringen forudsætter. Selv om det perspektiv psykologien anvender i adfærdsanalysen, på denne måde må udvides til et økonomisk niveau, vil berettigelsen af rent psykologiske analyser af de funktionelle sammenhænge for adskilte adfærdsenheder altid være til stede

C. E. G.