Kategorier dette opslag er registreret under:
Arbejde  .  Videnskab  .  Naturvidenskab  .  Landbrug
     .  Fødevarer
Begreber
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Læst af: 10.128
: :
Proteinkrise

Proteinkrise var et centralt begreb i 1960- og begyndelsen af 70'erne, da sult- og fejlernæring i udviklingslandene blev defineret som mangel på protein. «Krisen» i verdens fødevaresituation blev efterhånden en krise i verdens proteinreserver, og løsningen blev et spørgsmål om ny teknologi og alternative proteinkilder.

Oprindelse og udvikling

Allerede i 50'erne blev den stærke udbredelse af under- og fejlernæring i u-landene koblet direkte sammen med manglen på protein. Det var i første række sygdomsbilledet, som lå til grund for denne konklusion. Den blev imidlertid styrket ved senere undersøgelser, som viste at proteinindholdet i kosten ofte lå langt under behovet. Det førte til, at der i slutningen af 60'erne blev igangsat omfattende tiltag - primært i FN-regi - for at øge proteinoptaget hos de underernærede. Millioner af dollars blev anvendt på ernæringsoplysning - «sult skyldes uvidenhed» - øgning af kødproduktionen - animalsk protein blev regnet for bedre end planteprotein - proteintilsætning til mel og andre madvarer. Proteinrige fødevareblandinger baseret på lokalproducerede vegetabilske madvarer - oliefrø, majs, bønner m.m. - blev lanceret som billige og næringsrige kosttilskud, specielt til børn.

I industrilandene stod moralismen samtidig i højsædet. Proteinkrisen blev af mange anset for at være et resultat af «vore» spisevaner. Specielt blev anvendelsen af protein til dyrefoder angrebet fra flere hold, og det resulterede i, at oliekager og fiskemel - der er udbredte foderstoffer - blev forsøgt bearbejdet til menneskemad - til u-landene ... I-landene sendte samtidig tonsvis af proteinrige madvarer som gaver til u-landene. Særlig populært var det at sende skummet tørmælk - et overskudsprodukt fra smørproduktionen - men alt fra chokolademælk til kødaffald fandt vej sydpå.

Det blev profitabelt at satse på protein. Industrien greb tidligt ideen om færdigfremstillede madblandinger og markedsførte såkaldte Food Mixtures i de fleste udviklingslande. Efterhånden bragte de også et utal af proteinholdige læskedrikke, frokostblandinger m.m. på markedet, lanceret som næringsrig helsekost.

I forbindelse med den øgede frygt for «befolkningseksplosionen» steg også frygten for, at verdens proteinreserver ikke ville strække til i fremtiden. Der kom derfor en intens forskning i gang omkring nye og alternative proteinkilder som encelleprotein, alger, bladproteiner, fiskemel og nye kornsorter. Især produktionen af encelleprotein - dyrkningen af bakterier på olie eller gas - skabte optimisme i mange forskerkredse og fik flere af de store olieselskaber til at indgå samarbejde med fødevareindustrien - f.eks. Esso og Nestlé.

Proteinkrise - myte og ideologisk tilsløring

I begrebet proteinkrise lå der implicit to antagelser:

  1. Under- og fejlernæring skyldes mangel på et enkelt næringsstof - nemlig protein.
  2. U-landene kan ikke dække deres behov for protein gennem produktionen af traditionelle fødevarer. På lang sigt vil dette også gøre sig gældende i resten af verden.

Begge antagelser er fejlagtige og tilslørende og reducerer spørgsmålet om adgangen til mad til et rent teknisk-biologisk problem.

For det første mangler de fattige i u-landene ikke primært protein, men energi - altså mad. Proteinandelen af kosten i u-landene er med enkelte undtagelser høj nok til at dække behovet, hvis der er tilstrækkelig adgang til mad. Folk sulter, fordi de ikke kan spise sig mætte. Derfor får de - som en sekundær effekt - også proteinmangel. I de få tilfælde hvor man finder en primær proteinmangel, er det oftest et resultat af en økonomisk betinget omlægning af produktionen til fordel for mindre proteinholdige planter - bl.a. som følge af den grønne revolution.

For det andet er produktionen af tilstrækkelig næringsrig mad ikke i første række et spørgsmål om at udvikle nye kornsorter, udnytte fiskemel eller bygge flere husmoderskoler i u-landene. Næsten alle u-lande har produktionspotentiale til at dække befolkningens fødevarebehov, men bruger store dele af den bedste jord til at dyrke kaffe, bomuld, bananer osv. til eksport - til i-landene.

I.H.S.