Kategorier dette opslag er registreret under:
Verden  .  Europa  .  Danmark
Organisation  .  Bevægelser  .  Arbejderbevægelsen  .  Strejker
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 11/2 2016
Ansvarlig redaktion: Arbejderhistorie
Læst af: 22.956
: :
Påskestrejkerne 1985

Påskestrejkerne strakte sig fra 24. marts til 12. april 1985 og var en af det 20. århundredes største strejkebølger i Danmark med et sted mellem 2 og 3 millioner tabte arbejdsdage. De udløstes efter et sammenbrud i overenskomstforhandlingerne, og udvidedes drastisk da den borgerlige regering gennemførte et indgreb, der var betydeligt ringere end mæglingsskitsen. Fra at være en kamp om nedsættelse af arbejdstiden til 35 timer ugentligt og lønforhøjelser blev den en kamp for afsættelse af den borgerlige regering. En kamp hvor de offentligt ansatte for første gang spillede en central rolle. Efter 2½ uges omfattende aktiviteter løb strejkerne ud i sandet. Socialdemokratiet havde aldrig ønsket de ulovlige strejker og så dem af politiske årsager helst stoppet hurtigst muligt; DKP var splittet men den stærkeste fraktion vurderede ikke at der var styrke til at fortsætte og ønskede af andre årsager at få strejkerne stoppet; og resten af venstrefløjen havde hverken nogen realistisk vurdering af situationen eller evne til at styre strejkebølgen og opstille dens strategiske mål.

Strejkerne endte derfor umiddelbart i nederlag, men dels var mange arbejdspladser indenfor det private erhvervsliv efterfølgende i stand til at sikre sig betydelige lønstigninger, dels var arbejdsgiverne blevet så rystede over strejkerne, at de ved overenskomstforhandlingerne 2 år senere gik med til at sænke arbejdstiden fra 39 til 37 timer. Der kom dog til at gå yderligere 6 år før den borgerlige regering måtte gå af. Alligevel fik strejkerne det positive resultat, at den borgerlige regering blev tvunget til at føre en betydelig mere afdæmpet politik overfor arbejderbevægelsen. De dele af borgerskabet der havde ønsket Thatchers reaktionære arbejdsmarkedspolitik overført fra England til Danmark led dermed et strategisk nederlag.

Kampen for organiseringen af de ansatte på restauranten La Cabana i Herning i 1984 samlede arbejdere, tillidsfolk og aktivister fra hele landet.

Optakten

Gennem 1970'erne havde der udviklet sig en ny faglig venstrefløj i Danmark som udmærkede sig ved et omfattende strejkestøttearbejde, såkaldte vilde strejker, men også klar afstandtagen til de etablerede faglige centre omkring Socialdemokratiet og DKP. I slutningen af 70'erne og specielt i kriseårene 1981-82 var denne strejkebølge ved at ringe ud. Indsættelsen af en borgerlig regering i september 1982 ændrede yderligere panoramaet. Den gennemførte fra starten en række offensive skridt vendt mod arbejderklassen. Deriblandt forringelsen af dagpengereglerne, der kastede havnearbejderne ud i en flere måneder lang konflikt, hvor de imidlertid kom til at stå alene (se Havnestrejken 1982-83). De følgende år bredte der sig en klarere opfattelse af, at det var nødvendigt at bygge bro over gamle ideologiske modsætninger for at kunne modstå den borgerlige regerings offensiv og forsøg på at undergrave arbejderklassen. Det handlede især om de borgerliges forsøg på at styrke de gule fagforeninger, der blev omdrejningspunkt for konflikten omkring La Cabana i Herning i 1983 og HT konflikten i 1984. Begge konflikter udmærkede sig ved, at både den faglige top og den faglige venstrefløj stod på samme side i kampen mod de gule. Dette samarbejde og den omfattende aktivitet gjorde det muligt at standse højrefløjens forsøg på at fremme den gule organisering.

Trods en nedgang i antallet af konflikter ifht. midten af 70'erne eksisterede der derfor en vis sejrsstemning i arbejderbevægelsen. Denne stemning blev yderligere forstærket af de faglige kampe i udlandet - specielt minearbejderstrejken i England i 1984 og metalarbejdernes kamp for nedsat arbejdstid i Tyskland samme år.

Bryggeriarbejderne blokerer Hans Knudsens Plads og Lyngbyvejen i København i sympati med buschaufførerne under HT-konflikten i 1984. Blokaden bragte det borgerlige Danmark i koma, og 60 bryggeriarbejdere blev i første omgang dømt efter den milde terrorisme paragraf i byretten. Dommen blev senere omstødt i Højesteret.

I efteråret 1984 samledes den faglige venstrefløj i OK-85. Det skete ved en tillidsmandskonference 29-30. september 1984. Politisk spændte den fra venstrefløjs socialdemokrater til det yderste venstre, men den dominerende kraft var DKP. Organisatorisk bestod den af tillidsmandsringene i Ålborg, Århus, København og en række andre byer, men de stærkeste centre var tillidsmandsringen i Ålborg, tillidsmandsringen omkring Lager & Handelsarbejdernes Fagforening i København og de pædagogiske organisationer.

På et formandsmøde i LO tidligere i september var overenskomstforhandlingernes hovedkrav blevet formuleret som 35 timers uge, lavtlønsværn og højere ATP. Under forhandlingerne blev der firet på kravene, og Metalformanden Georg Poulsen forsøgte at få erstattet de centrale forhandlinger med decentrale, for at kunne indgå separate aftaler med Jernets Arbejdsgivere. Det mislykkedes, og samtidig brød forhandlingerne endelig sammen. Den 21. marts 1985 kunne forligsmanden meddele, at storkonflikten ville træde i kraft fra 24. marts.

OK-85 havde været påfaldende passive under optakten. Den havde gjort 4. december og 4. marts til aktionsdage for kravene, men begge dage var præget af en særdeles mat opbakning. Så betød det i virkeligheden mere, at de pædagogiske organisationer siden sommeren 1984 havde kørt en 35 timers kampagne under parolen «35 timer - tid til mer, job til fler».

24. marts. Den lovlige konflikt starter

Det var derfor i en forholdsvis mat stemning, at storkonflikten blev indledt 24. marts. LO havde udtaget 280.000 til strejke og arbejdsgiverne havde tilsvarende lock-outet 300.000. Områderne var dog i vid udstrækning sammenfaldende, og det var derfor «kun» godt 300.000 der var i konflikt. På den faglige venstrefløj herskede der en udpræget frygt for, at «kolonihavestrejken» i 1973 ville gentage sig. Det var en storkonflikt, der var præget af usædvanlig lav faglig aktivitet. Helt så galt gik det dog ikke. Fagforeninger med medlemmer i konflikt organiserede en omfattende mødeaktivitet og agitation, der vendte sig mod regeringens tydelige parløb med arbejdsgiverne. Samtidig kom der langsomt gang i blokadelignende aktiviteter rundt omkring i landet.

Den borgerlige regering havde meget travlt med at gribe ind i konflikten, og dermed overtræde de internationale regler Danmark havde bundet sig til i den internationale arbejdsorganisation ILO om den frie forhandlingsret mellem arbejdere og arbejdsgivere. Allerede den 26. marts fremlagde statsminister Schlüter et lovforslag, der ville træde i kraft 1. april. Indgrebet havde været under forberedelse siden starten af måneden og skulle desuden hindre en kraftig udvidelse af konflikten netop fra 1. april, hvor der var varslet strejke for 200.000 offentligt ansatte - bl.a. indenfor daginstitutionsområdet, folkeskolen og den offentlige transport. Den offentlige strejke ville umiddelbart have langt større konsekvenser end de godt 300.000, der allerede var i strejke eller lock-outede.

Men karakteren af regeringens indgreb bragte hurtigt sindene i kog. Mere moderate socialdemokrater havde regnet med, at regeringen ville lægge sig op ad mæglingsskitsen, der opererede med en 4 % lønstigning og reduktion af arbejdstiden til 38 ½ time. Men regeringsindgrebet gav kun et par procent og arbejdstidsforkortelsen ville først nå 39 timer ved udgangen af 1987. Reaktionen fra selv højrefløjs socialdemokratisk kontrollerede fagforeninger var derfor usædvanlig skarp. Forbitrelsen mod regeringen omfattede nu ikke blot venstrefløjen men også næsten hele socialdemokratiet.

28. marts. Det frække udvalg slår til

Alligevel gik der endnu nogle dage inden forbitrelsen slog ud i mere massive masseaktioner. Loven var endnu ikke vedtaget og den lovlige storkonflikt var endnu i gang.

Et vigtigt omdrejningspunkt for radikaliseringen blev blokaden af Christiansborg den 28. marts. Kl. 8.00 blev alle 9 broer der forbandt Christiansborg med resten af København blokeret af et sted mellem 500 og 2000 faglige aktivister. Under OK-85 var der oprettet et «frækt udvalg», der skulle tage sig af de frække aktioner. Det var det, der i dybeste hemmelighed planlagde og gennemførte blokaden, der kom fuldstændig bag på både politi og politikere. Trods modsætninger i DKP's faglige landsudvalg var blokaden blevet godkendt der, men aktivister fra hele venstrefløjen deltog.

Formålet var at holde Christiansborg blokeret fra kl. 8 til 12 i protest mod andenbehandlingen af regeringens provokerende indgreb. Til kl. 12 var der i forvejen indkaldt en lovlig demonstration på Slotspladsen. Bortset fra enkelte episoder forløb blokaden de første par timer fredeligt. Daværende justitsminister og senere rigsretdømte Erik Ninn-Hansen forsøgte at komme igennem, trak sit politiskilt og krævede blokaden hævet, men det havde aktivisterne ikke den store respekt for. Han fik et hysterisk anfald, og måtte hjælpes bort.

Først 9.30 blev den første blokade brudt. En del folketingsmedlemmer havde søgt tilflugt på Politigården, og da den første blokade var brudt blev de sendt til Christiansborg i politiets mandskabsvogne. Først efter 11 var politiet rede til at bryde de sidste blokader. De foranstaltede et større slagsmål med havnearbejdere, der holdt Højbro og gik derefter løs på stilladsarbejdere, der holdt Holmens Bro. Men denne sidste blokade blev ikke brudt før den som planlagt blev hævet kl. 12.

Demonstrationen kl. 12 var ikke den store succes. Kun 20.000 deltog i København og 5.000 i Ålborg. Det var ikke flere end på normale aktionsdage. Men blokaden af Christiansborg fik langt mere vidtrækkende konsekvenser. Borgerlige politikere søgte at hidse en stemning op og krævede aktivisterne anklaget for højforræderi. Det blev dog afvist af statsadvokaten, og i sidste ende måtte det retslige efterspil helt opgives. Rundt omkring på arbejdspladserne gav blokaden til gengæld et enormt løft. Nogle arbejdere opfattede den måske nok som lidt rabiat, men generelt var der stor sympati for den. Den var trods alt rettet mod et meget forhadt indgreb, og viste at det nyttede at gøre modstand. De følgende dage var aktionen derfor med til at vende stemningen til fordel for udvidelse af strejkerne. Arbejdspladser der før havde været tilbageholdende gik nu med.

De ulovlige strejker indledes

Allerede den 27. marts havde der været afholdt et tillidsmandsmøde i Nørrebrohallen i København mod regeringens forestående indgreb. De politiske meldinger på mødet havde været blandede. På den ene slog den socialdemokratiske taler fast, at der var «plads til» større lønstigninger og nedsat arbejdstid. På den anden side krævede VS generalstrejke. DKP og SF placerede sig her imellem. DKP ville ikke lægge sig fast på, om formålet var at vælte Schlüter regeringen eller fjerne indgrebet. SF appellerede til udviklingen af en protestbevægelse for at lægge pres på regeringen.

Også blandt tillidsmænd og fagforeningsformænd var signalerne blandede. Alligevel viste mødet, at vreden var stor og det samme var viljen til aktion. Mange havde krævet generalstrejke, men mødeleder Jan Andersen fra DKP og formand for metal afdeling 13 afviste at tage kravet med i slutudtalelsen: «Generalstrejken skal ikke proklameres ... den skal skabes», erklærede han i stedet.

Nye strejker brød ud allerede fra den 28. marts. Indenfor det offentlige begyndte personalet i daginstitutionerne at gå i strejke, det samme gjorde bibliotekarer, og i flere ministerier gik de ansatte hjem. I København og ud over landet bredte de ulovlige strejker sig på de private arbejdspladser. Samtidig begyndte blokaderne af andre arbejdspladser at tage form. De vigtigste centre var i første omgang Esbjerg, Ålborg og København.

Fredag 29. marts havde Fællesorganisationen (FO) i København indkaldt til demonstration mod indgrebet. Demonstrationen viste, at Socialdemokratiets perspektiv var at markere modstand mod den borgerlige regering og dens indgreb, men ikke at bruge strejkerne til at vælte den. Forhåbningen var at undergrave dens autoritet, så «succesen» fra 1974 kunne gentages. Dengang havde indgreb fra en venstre-regering ført til betydelige protestdemonstrationer, og et halvt år senere blev der gennemført folketingsvalg, hvor venstre opgav at fortsætte på regeringsmagten. Grundlæggende var socialdemokratiets top og bund dog splittet. Mens Svend Auken i de samme dage søgte at tømre et alternativt indgreb sammen, der lå tættere på forligsmandens mæglingsskitse og metals næstformand Max Bæhring kaldte ideen om at vælte regeringen for «hamrende udemokratisk», var socialdemokratiske tillidsmænd og aktivister ligesom venstrefløjen aktive i strejker, blokader og demonstrationer rundt omkring i landet. Var de ikke selv umiddelbart motiverede, blev de drevet frem af vreden i basis.

Regeringens indgreb blev vedtaget i Folketinget lørdag den 30. marts, og den 1. april bragede det rigtigt løs. I denne fase var strejker og blokader i vid udstrækning ukoordinerede. De var i vid udstrækning udtryk for arbejdernes opsparede vrede mod regeringens arbejderfjendske politik generelt og specifikt regeringsindgrebet. Dagbladene blev nu også ramt og fra den 1. april om aftenen gik også radio og TV i sort. Inden da havde de dog i løbet af dagen rapporteret fra de mange strejker og blokader, hvilket efterfølgende fik CD's medlem af Radiorådet Peter Duetoft til at erklære, at DR burde have indstillet udsendelserne allerede om morgenen. Efter hans opfattelse havde de mange rapportager om strejker blot medvirket til yderligere at forstærke strejkebølgen. (Se: Ytringsfrihed).

Efter DR var gået i sort, fik lokalradioerne ud over en landet en vigtig funktion som medier for oplysning om strejke- og blokadeaktiviteter og blev i mange tilfælde anvendt som instrumenter til at koordinere aktionerne. De borgerlige politikere var så frustrerede, at de efterfølgende truede med at inddrage en lang række lokalradioers sendetilladelser, men i sidste ende blev det dog ved truslerne.

2. april. Generalstrejke eller besindighed

1. og 2. april udviklede strejke- og blokadebølgen sig i vid udstrækning ud af kontrol for ikke blot Socialdemokratiet, men også venstrefløjen. Det kom bl.a. til udtryk på tillidsmandsmøder, hvor arbejdspladsernes tillidsfolk overhalede de faglige ledelser venstre om. Socialdemokratiske tillidsfolk overhalede den lokale DKP formand venstre om, eller DKP tillidsfolk overhalede VS venstre om.

Den 2. april afholdtes et møde for københavnske tillidsmænd i KB-Hallen. 4.000 nåede ind, mens 2.000 måtte gå forgæves. Her skulle man forsøge at give bevægelsen retning, men det mislykkedes, fordi retningerne var for forskellige. Venstrefløjen krævede et landsdækkende tillidsmandsmøde indkaldt i påsken, der startede skærtorsdag den 4. april. Under strejker er weekender altid et problem, fordi de giver et afbræk og afmatning i bevægelsen. Påsken var en «meget lang weekend», der strakte sig helt fra den 4. til den 8. april. For at undgå afmatningen og for at formulere et fælles landsdækkende perspektiv med strejkebølgen skulle der gennemføres et landsdækkende tillidsmandsmøde. Perspektivet var at tage fælles beslutning om generalstrejke. Et krav der i strejkerusen blev rejst fra stadig flere sider.

Denne mulighed blev imidlertid saboteret af formanden for Sømandsforbundet og tidligere DKP'er, Preben Møller Hansen der erklærede, at færgerne ville blive lammet af strejke i påsken. Det ville derfor ikke være muligt for tillidsfolk fra provinsen at komme til København.

Venstrefløjen kunne godt have problematiseret denne udmelding, men afstod fra konfrontationen med DKP. I virkeligheden var DKP's faglige landsudvalg og basis splittet i spørgsmålet. En stærk fraktion med rod i industriarbejdspladserne ønskede ikke at radikalisere konflikten. Den vurderede ikke at strejkebølgen kunne blive stærk nok til at vælte Schlüter, og generalstrejke perspektivet ville derfor ende i nederlag. For det andet frygtede denne fraktion, at den faglige venstrefløj til venstre for DKP ville få for meget vind i sejlene. Og endelig var det vigtigere at anvende situationen til lokalt at tvinge arbejdsgiverne til lønindrømmelser.

En anden fraktion i DKP var for strejkens videre udvikling. Den havde dels basis i Ålborg, dels i de offentligt ansattes - specielt pædagogernes - organisationer. De offentligt ansatte ville nemlig ikke som industriarbejderne kunne anvende strejkerne til at kræve lokale lønforbedringer.

Samtidig veg venstrefløjen tilbage fra at tage konfrontationen med DKP. Den accepterede Preben Møller Hansens veto mod det landsdækkende tillidsmandsmøde. Færgerne endte alligevel med at sejle i påsken. Sømandsformanden erklærede, at han ikke ville genere hr. og fru Danmark, der skulle på familiebesøg.

Mødet endte i stedet med at beslutte, at onsdag den 10. april skulle være en landsdækkende aktionsdag, og at der skulle gennemføres et nyt københavnsk tillidsmandsmøde den 9. april, der skulle diskutere de videre aktioner. Fællesudtalelsen fik følgende udformning:

«Vi opfordrer arbejdspladser og fagforeninger til at rette henvendelse til forbundene og arbejderpartierne med krav om, at de støtter opgøret med Schlüter.
Vi opfordrer arbejdspladserne til at fortsætte aktiviteterne mod Schlüter.
Vi opfordrer tillidsfolk fra offentlige og private arbejdspladser til at møde i Nørrebrohallen 9. april kl. 12 for at diskutere de videre aktioner.
Gør onsdag 10. april til en fælles landsdækkende aktionsdag.
Kampen fortsætter.
Enhed mod højre - bekæmp regeringen.
Vælt Schlüter.»

Konsekvensen var, strejke- og blokadeaktiviteten faldt drastisk om onsdagen (3. april). I København og Ålborg med omkring 20-25 %, 75 % i de andre større byer og 90-100 % i de mindre byer. Denne tendens blev forstærket af et massivt politisk pres fra Socialdemokratiet, der ønskede arbejdet normaliseret. Protesterne skulle kanaliseres ind i almindelige politiske rammer. Samtidig indledtes en betydelig misinformations offensiv i de borgerlige medier, der fra 3. april atter kom i gang. Arbejdet blev genoptaget i DR, der koncentrerede sig om at rapportere, hvor arbejdet var blevet genoptaget. Eftersom arbejderbevægelsen ikke rådede over egne massemedier, bredte der sig derfor en opfattelse af, at strejkebølgen var brudt sammen.

Efter påske. Kontrolleret nedlukning af strejkebølgen

Tirsdag 9. april var første arbejdsdag efter påske. Når man tog hensyn til, at strejkerne havde ligget helt stille i 5 dage var der forbavsende megen strejkeaktivitet - omend mindre end den foregående onsdag.

I København mødtes 3.000 tillidsmænd i Nørrebrohallen for at diskutere de videre aktioner. Her kom det til en skarpere konfrontation mellem flertallet i DKP's faglige landsudvalg og venstrefløjen. På vegne af flertallet ønskede Jan Andersen at indkalde til et nyt københavnsk tillidsmandsmøde om fredagen og først afholde et landsdækkende møde den følgende uge. Som repræsentant for venstrefløjen og formand for de københavnske bryggeriarbejdere krævede Holger Foss det landsdækkende tillidsmandsmøde indkaldt allerede til om fredagen:

«Det er nu der skal handles. Vi har nu en situation, vi har set frem til i årevis, og jeg vil henstille til kammeraterne, at de ikke bliver bange nu, hvor folk faktisk følger os. Derfor skal vi have et nationalt tillidsmandsmøde allerede på fredag. Jeg er bange for, at bevægelsen går på røven, hvis vi venter til næste uge.»

Selv om kravet blev støttet fra mange sider, var det ikke stærkt nok, og bryggeriarbejderne endte med at indgå kompromis med DKP flertallet om at nøjes med at invitere tillidsfolk fra provinsen med om fredagen. Det var i sagens natur noget andet end et landsdækkende tillidsmandsmøde, der stadig var henlagt til den følgende uge.

Det faglige landsudvalg i DKP havde allerede besluttet, at strejkebølgen skulle kulminere med aktionsdagen den 10. og vurderede at strejkerne derefter ville ebbe ud, således at det blev overflødigt at gennemføre det landsdækkende møde. Det blev et selvopfyldende profeti.

Venstrefløjens sidste chance var nu at få lukket op for forbundenes strejkekasser. Typograferne og pædagogerne havde allerede taget beslutning om at gøre dette, og fra mange fagforeninger havde presset på forbundene været voldsomt. Særlig interessante i den forbindelse var Danmarks Lærerforening (DLF) og SiD. DLF havde en «Særlig Fond», der rådede over 600 mio. kr, der kunne anvendes til konfliktstøtte, uden at foreningen kunne pålægges organisationsansvar. Netop organisationsansvaret var et alvorligt problem for organisationerne indenfor LO området. De var bundet af Hovedaftalens paragraf om fredspligt og risikerede derfor en enorm bod, hvis kasserne blev åbnet. Det kreative forslag var i stedet at fordoble strejkestøtten for de dage i marts, hvor der faktisk blev strejket lovligt. 39 afdelinger havde stillet forslag af denne karakter til SiD's hovedsbestyrelse, der skulle behandle sagen 9. april. Da afgørelsen endelig faldt den 11. april blev det besluttet kun at forhøje støtten med 10 % og anvende 180 mio. kr. til en kampagne mod Schlüter. Trods de mange DKP afdelinger der havde stillet forslag om en fordobling, stemte også DKP'erne i hovedbestyrelsen - med Ole Sohn i spidsen - for socialdemokraternes forslag.

I DLF faldt forslaget om at åbne den særlige fond med 11 stemmer mod 14. Under aktionsdagen dagen efter besatte aktionerende lærere deres forbundshus, men da var det for sent. Beslutningen var uigenkaldeligt taget.

Aktionsdagen 10. april blev en forholdsvis stor succes, men det var samtidig klart for de fleste, at den samlede strejkebølge var slut. Arbejdsgivere, de borgerlige medier, Socialdemokratiet og DKP pressede alle på for at få genoptaget arbejdet. DKP ønskede ikke at provokere de lokale arbejdsgivere så meget, at de efterfølgende lokale forhandlinger slog fejl.

Torsdag og fredag 11-12. april var der derfor kun strejker i Esbjerg, Randers, Ålborg, Århus og København. De var koncentreret om pædagogområdet og udvalgte stærke arbejdspladser. Dagenes aktioner var mest udtryk for frustration. Utilfredse medlemmer besatte Dansk Kommunalarbejderforbunds (DKA) kontorer med krav om at få åbnet strejkekasserne. I Metalarbejderforbundet havde man været mere forudseende. Dørene til forbundshuset var blevet låst. Utilfredse pædagoger besatte Arbejdsretten for at protestere mod behandlingen af 3.000 indberettede sager. Dommene blev senere afsagt under politibeskyttelse.

Den 12. april afholdtes det sidste tillidsmandsmøde med deltagelse af 2.000 tillidsmænd. Venstrefløjen, specielt centreret omkring Tillidsmandsringen gjorde her et sidste forsøg på at holde bevægelsen i gang, men uden held. Resten af venstrefløjen endte med at bøje af mod DKP flertallet. Strejkerne fortsatte enkelte steder, men den samlende bevægelse var slut. Initiativet var nu overladt til lokale forhandlinger, hvor styrken var til det.

Vurderinger og konsekvenser

Socialdemokratiet havde fra starten været imod den ulovlige strejke- og blokadebølge, og var kun nødtvunget blevet tvunget med et stykke af vejen. Modstanden mod strejkebølgen var mest udpræget i toppen af parti og fagbevægelse. I basis var mange socialdemokratiske tillidsfolk og aktivister særdeles aktive på linie med venstrefløjen. I den forstand byggede konflikten bro over mange gamle ideologiske skel. Partiets top satte sin lid til, at Schlüter var blevet svækket så meget, at den borgerlige regering måtte gå af efter næste valg. Det kom ikke til at holde stik. Ved valget i 87 tabte Socialdemokratiet i stedet 2 mandater og 2 % af stemmerne. Schlüter fik lov at sidde til 93.

DKP's rolle var præget af dybe interne modsætninger. Dele af venstrefløjen (bl.a. omkring IS) har siden gjort DKP til hovedansvarlig for, at konflikten ikke endte i generalstrejke og Schlüters fald. Flertallet i DKP's faglige landsudvalg hindrede allerede fra slutningen af marts indkaldelsen af et landsdækkende tillidsmandsmøde og holdningen var, at et sådant tillidsmandsmøde kunne have udstukket de nødvendige retningslinier for strejkebølgens videre udvikling og sikret Schlüters fald.

En anden analyse udvikledes senere i VS. Den sagde, at tillidsmandsmødet alligevel ikke ville have gjort den store forskel. Det vigtigste var alligevel situationen i strejkens hovedcentre: Ålborg, Århus og København. Og DKP flertallet havde nok ret i, at styrken ikke var til stede til at proklamere generalstrejke. VS havde i slutfasen i stedet arbejdet med et forslag om såkaldt industriel storstrejke. Men partiet havde ringe opbakning og løbet var allerede kørt.

Det kan være særdeles vanskeligt at foretage styrkevurderinger i så dynamiske situationer, som storkonflikten udviklede sig til. Således kom den radikalitet der kom til udfoldelse fra 28. marts og frem til 3. april bag på de fleste - også DKP og den faglige venstrefløj. Men hvis målet var at vælte Schlüter regeringen, var det nødvendigt at koordinere og fokusere denne aktivitet, og den faglige venstrefløj hverken turde eller ville tage konfrontationen med DKP flertallet på dette spørgsmål. En konfrontation den sandsynligvis også havde tabt pga. splittelsen. Samtidig havde venstrefløjen ikke styrken eller argumenterne til at få balancen til at vippe i DKP.

Konflikten afslørede de dybe modsætninger i DKP's faglige arbejde, der havde været under udvikling de foregående 10 år. Dets faglige landsudvalg var domineret af arbejdere fra industrien, mens partiet over de foregående 10 år samtidig havde fået et solidt fodfæste i flere offentlige organisationer - især blandt pædagogerne. Mellemlagsfagforeningerne blev dog betragtet med betydelig skepsis af landsudvalget, for der var jo ikke tale om «rigtige arbejdere». Partiet forspildte dermed chancen for at udnytte styrken fra begge områder. I stedet blev den traditionelle model hentet frem: konflikterne skulle anvendes til at gøre arbejdsgiverne bløde, så de bagefter var mere villige til at give lønindrømmelser ved lokale forhandlinger. Desværre var den model uanvendelig for de offentlige organisationer, og det var baggrunden for at de - med pædagogerne i spidsen - fortsatte konflikterne efter at industriarbejderne var på vej tilbage til arbejdet.

Timingen omkring storkonflikten, den offentlige sektors massive udbygning og radikaliseringen af de offentlige ansattes organisationer gjorde det for første gang muligt at udnytte styrken af en samlet konflikt på det offentlige og private område. Det var bl.a. styrken i denne kombination der kom bag på mange faglige ledere under konfliktens første dage, og man nåede ikke frem til nogen samlende erkendelse af sprængkraften i denne alliance mellem arbejderklasse og mellemlag.

På det private arbejdsmarked opnåede mange arbejdspladser efterfølgende gode lønforhøjelser, og den del af DKP's strategi blev dermed opfyldt. 2 måneder senere kastede bryggeriarbejderne sig ud i en langvarig konflikt, hvor sammenholdet og styrken der var opbygget de foregående år skulle afprøves. Men trods styrken endte konflikten med et nederlag, der afslørede problemet med gennemførelsen af isolerede konflikter overfor stærke arbejdsgivere (se Bryggerikonflikten).

På det offentlige arbejdsmarked var resultaterne på mange måder blandede. For mange offentligt ansatte var det første gang de var i strejke, og erfaringerne bidrog afgjort til udviklingen af klassebevidsthed. Men samtidig endte konflikten med nederlag. De kunne ikke som mange industriarbejdere hente lønstigninger hjem og resultatet var derfor også frustrerende. Det lykkedes ikke i første omgang at sammentømre alliancen mellem offentligt og privat ansatte.

De to vigtigste resultater af storkonflikten var nok, at regeringen blev tvunget til en mere afdæmpet politik i sin offensiv overfor arbejderbevægelsen, og at arbejdsgiverne blev sat så stor skræk i livet, at de ved OK forhandlingerne 2 år senere gik med til at nedsætte arbejdstiden til 37 timer. Konflikten kom dermed til at bekræfte den danske tradition for, at storkonflikter for nedsat arbejdstid altid ender i umiddelbare nederlag, men at arbejdsgiverne ved de næste forhandlinger kan presses til nedsættelse (se: 8 timers dagen.)

A.J.


Litteratur

Vad, Hans Jørgen: Påskestrejkerne 1985 - ti dage der rystede Schlüter. SFAH, København 1995.
Gudmundsson, Kjartan: Generalstrejke som mantra. Giraffen nr. 19, juli 1995.