Kategorier dette opslag er registreret under:
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Læst af: 33.409
: :
Ressourcer og ressourceanvendelse

Tidligere blev ordet ressource alene anvendt om materielle ting, men siden 2. verdenskrig er også immaterielle egenskaber blevet kaldt ressourcer. Mange socialistiske teoretikere har sagt, at mennesket selv er den af de største ressourcer. Denne artikel vil dog koncentrere sig om de materielle ressourcer.

De materielle ressourcer kan defineres på følgende måde: De er stoffer og livsrum, som mennesker behøver for at bevare og forbedre sine levevilkår. Den del af ressourcerne som bliver anvendt under de aktuelle økonomiske, tekniske og politiske forhold, kan kaldes de udnyttelige ressourcer. Den del som først kan anvendes i fremtiden og under andre samfundsforhold, kan kaldes for potentielle ressourcer.

Biotiske og abiotiske ressourcer

Der findes mange forskellige typer af materielle ressourcer, og der findes mange måder at inddele disse på - alt efter det formål inddelinger tjener. En vigtig skillelinie går mellem biotiske og abiotiske ressourcer. De biotiske ressourcer er blevet til gennem fotosyntese - fornylig eller i en fjern fortid. De ressourcer der er opstået fornylig, kaldes de recente biotiske ressourcer, og de udgør en vigtig del af kredsløbsressourcerne. Den organiske del af jorden, tørv osv. kaldes for de subfossile bioressourcer.

En vigtig gruppe udgøres af de fossile biotiske ressourcer. De udgør en vigtig del af lagerressourcerne. Kort fortalt består den af alle former for gasser, olie og kul, som er organiske materialer oplagret gennem millioner af år. Det er vigtig at bemærke, at det er fotosyntesen der er processen både bag havren til hesten og benzinen til traktoren.

De abiotiske ressourcer kan også kaldes uorganiske. Til disse hører anvendelige bjergarter, sten, sand, grus, hav- og stensalt. Også de to vigtige elementer, vand og luft er abiotiske ressourcer, som samtidig er tæt sammenknyttede med bioressourcerne. Vandet er det fundamentale fysiske medium for alt liv. Kuldioxiden i luften er råstof for fotosyntesen, og ilten er «affaldet» fra denne proces. Selve det rum vi har at udfolde os i - reviret, som det hedder for andre dyrearter - er i og for sig en ressource.

Ressourcer og energi

Vi kan også inddele ressourcer i stofspecifikke og energispecifikke ressourcer. De fleste abiotiske ressourcer er stofspecifikke, fordi det er de fysiske egenskaber og ikke energiindholdet, der gør dem værdifulde. Vigtige undtagelser fra denne regel er kernefysiske materialer, vandkraftkilder og de såkaldt meteorologiske ressourcer. Sidstnævnte er den anvendelige sol- og vindkraft.

Betragter vi de biotiske ressourcer, har de ofte værdi både som fysisk materiale og som energilager. Madvarer er et godt eksempel. Kulhydraterne og fedtet er overvejende energispecifikke ressourcer, mens proteinerne er stofspecifikke.

Også de fossile bioressourcer olie, kul og gas er ressourcer med både energispecifikke og stofspecifikke egenskaber. De stofspecifikke egenskaber findes kun i ringe udstrækning i andre ressourcer. Energi kan derimod skaffes fra mange kilder. Derfor er det udtryk for et stort sløseri at anvende olien til energi. Olieressourcer bør for fremtiden anvendes til stofspecifikke formål.

Den mest interessante inddeling af ressourcerne ud fra et politisk og økonomisk synspunkt er trods alt skellet mellem lagerressourcer og kredsløbsressourcer. Denne opdeling går på tværs af opdelingen i organisk og uorganisk materiale.

Lagerressourcer er ikke fornyelige, eller de bliver fornyet så langsomt, at det har ringe praktisk nytte for os. Når de er opbrugte, er de borte. Typiske lagerressourcer er fossilt brændsel, malm og mineraler, kernefysisk materiale og grundvand. Kredsløbsressourcerne bliver fornyet over et bestemt og ganske kort tidsrum. Perioden kan variere fra et par uger til et par menneskealdre, hvilket gør fornyelsesprocessen interessant for det enkelte menneske. Det er vigtigt for udvindingen af kredsløbsressourcer, at naturgrundlaget bliver holdt intakt. En alt for drastisk udvinding af kredsløbsressourcer kaldes for rovdrift, og fører til varig reduktion af udbyttet.

Landbrugsafgrøder, skovdrift, fiskeri og vildt der udnyttes indenfor det optimale ramme er kredsløbsressourcer. Også energiudnyttelsen fra sol, vind og vand er kredsløbsressourcer. Energigrundlaget for alle kredsløbsressourcer sollyset.

Ressourceanvendelse og produktionsform

Ressourcer anvendes til produktion, og denne produktionen ændrer karakter, hvis vi ændrer forholdet mellem kredsløbsressourcer og lagerressourcer i produktionsprocessen. Dette er en pointe, der ofte er blevet overset indenfor den økonomiske og politiske teori.

Vi kan tale om ekstraktiv produktionsform, når produktionen overvejende er baseret på forbruget af lagerressourcer, rovdrift på kredsløbsressourcer, svækkelse af produktionspotentialet og livsmiljøet. Vi taler om den reproduktive produktionsform, dersom produktionen overvejende er baseret på ressourcer, der bliver fornyet. Også arbejdet med at reparere gamle skader på produktionsgrundlaget og livsmiljøet hører til i denne form.

Det er let at hævde, at den teknologiske udvikling, rationaliseringen og den økonomiske vækst der har fundet sted i industrilandene hænger nøje sammen med en overgangen fra reproduktiv til ekstraktiv produktionsform. I stedet for at kapitalen udbytter arbejderne til det yderste, udbytter den i dag oliebaserede «energislaver». Dette giver en ekstraprofit, som kapitalen tager sin rigelige andel af.

Den marxistiske teori tager desuden for ringe hensyn til forskellen mellem lagerressourcer og kredsløbsressourcer, mellem ekstraktion og reproduktion. Det er ikke længere nok at påstå, at ressourcebegrebet er afhængig af den historiske udvikling, og at efter revolutionen vil ressourcer som i dag er ulønsomme blive produktive. Revolutionen er ikke «de vises sten» som hos alkymisterne. Vi kan ikke skabe værdifulde ressourcer ud af sten, uanset hvilken samfundsform vi har. Forskellen mellem ekstraktion og reproduktion vil desuden overleve revolutionen og udgøre et fundamentalt problem under opbygningen af det socialistiske samfund.

Det synes derfor oplagt, at der indenfor området ressourcer/ressourceanvendelse er behov for en omfattende nyudvikling af socialistisk teori og praksis.

H.Sæ.