Kategorier dette opslag er registreret under:
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 29/4 2003
Læst af: 20.617
: :
Afstalinisering
Afstaliniseringens symbol: En væltet Stalinstatue i Budapest, efteråret 1956.

Afstalinisering anvendes som betegnelse for den liberalisering af sovjetsamfundet, der fandt sted efter Stalins død 5. marts 1953, og som tog fart og blev officiel politik efter Krustsjovs hemmelige tale på den 20. partikongres i 1956. Afstaliniseringsprocessen må betragtes som afsluttet ved Krustsjovs fald i 1964.

Stalins død og den 20. partikongres

Ændringerne gjorde sig gældende allerede umiddelbart efter Stalins død. Allerede den 27. marts blev der offentliggjort et amnestidekret, der førte til at tusinder af fanger i koncentrationslejrene blev sluppet fri. Samtidig blev der lovet en mildere håndhævelse af straffeloven. Den 31. marts blev der offentliggjort en væsentlig reduktion af madvarepriserne. Efter Malenkov den 21. marts var blevet frataget stillingen som sekretær i centralkomiteen, blev princippet om kollektivt ledelse understreget. Det indebar en indirekte kritik af måden partiet var blevet ledet på under Stalin. Allerede fra april 1953 blev Stalins navn nævnt stadig sjældnere i pressen. Men den artikulerede og politisk definerede afstaliniseringsproces blev først sat i gang af Krustsjov på den 20. partikongres i februar 1956. På et hemmeligt møde, hvor ingen af kongressens udenlandske gæster var til stede, gennemgik Krustsjov i en længere tale Stalintiden. Krustsjov kastede i sin tale lys over en virkelighed, som den enkelte sovjetborger nok havde kendt brudstykker af, men aldrig haft kendskab til i sin helhed. Krustsjov pegede på, hvordan Stalin havde samlet al magt i sine hænder og hævet sig over partiet og dets statutter. Stalin havde fremmet en voldsom dyrkelse af sin person. Noget der var marxismen-leninismen fremmed. Det sovjetiske samfund var i tiden efter mordet på Kirov i 1934 præget af masseundertrykkelse og brutal vold mod den socialistiske legalitet. Tusinder af ærlige og uskyldige kommunister havde mistet livet under masseterroren. Moskvaprocesserne blev af Krustsjov karakteriseret som et falsum. Hele nationer var blevet deporteret, såsom kalmykkerne og flere folk i Kaukasus.

Betragtet som en analyse af Stalintiden var Krustsjovs tale overfladisk og begrænset. Den indeholder intet forsøg på en mere dybtgående analyse af terrorens materielle årsager. Den eneste forklaring Krustsjov giver og kan give er, at alt skyldtes Stalin og hans negative karaktertræk, hans sygelige mistænksomhed og forfølgelsesvanvid. For Krustsjov var det umuligt at give noget svar på det paradoks, at samtidig med at socialismen blev opbygget i Sovjetunionen (SSSR), blev landet styret af en diktator, der nærmest kan sammenlignes med en sindsyg massemorder. Selv om Krustsjovs tale aldrig blev offentliggjort i SSSR, blev indholdet straks kendt og skabte en hel del uro og usikkerhed i partiet og blandt de intellektuelle. Men det overvejende flertal af befolkningen, arbejderne og bønderne, forholdt sig passive. Tredive års terror mod enhver selvstændig politisk tænkning, i og udenfor partiet, havde frataget samfundet evnen og vanen til at artikulere politiske standpunkter. Det sovjetiske samfund var præget af politisk magtesløshed og apati. Hvor langt forfaldet var nået illustreres ikke mindst af, at den forståelse af statens historie som endog partiets øverste leder, Krustsjov, formulerede var en moralisering over negative begivenheder.

Østeuropa

Afstaliniseringen førte til en mere dramatisk udvikling i folkedemokratierne, selv om den ytrede sig på forskellig vis i de enkelte lande (Se Østeuropa). Blot få måneder efter den 20. partikongress udbrød der oprør i Polen og Ungarn. Sovjetlederne blev tvunget til at indrømme, at forholdet mellem SSSR og folkedemokratierne ikke havde været et ligeværdigt forhold mellem selvstændige stater. SSSR var nødt til at gå med til omfattende indrømmelser. De blandede aktieselskaber som SSSR havde oprettet på tosidig basis med de østeuropæiske stater i 1940'erne, blev afviklet. Disse selskaber havde siden deres oprettelse, tjent som redskaber for SSSRs grove økonomiske udnyttelse af folkedemokratierne.

Oprørene i Østeuropa førte til, at modstanden mod Krustsjovs afstaliniseringslinie blev skærpet i partiet. Opgøret med den «partifjendtlige gruppe» i 1957, ledet af Malenkov og Molotov, gav Krustsjov større spillerum, men ikke tilstrækkeligt til at han kunne fortsætte sin politik uafhængigt af de andre ledere i partiet. Slutningen på 50'erne betød i nogen udstrækning et tilbageslag for liberaliseringen. Til trods herfor havde afstaliniseringen allerede givet sig mærkbare udslag i sovjetsamfundet. I 1956 var der blevet proklameret omfattende amnestier. Koncentrationslejrene blev i vid udstrækning tømt. De enorme lønforskelle og den sociale ulighed der havde kendetegnet samfundet i Stalintiden, blev reduceret. Lønningerne for de dårligst betalte arbejdere steg. Der blev vedtaget love, der gav statspension til syge, invalide og gamle, og der blev iværksat et omfattende boligbyggeri. Flere lover til regulering af arbejdslivet fra før 2. verdenskrig blev annulleret. Disse love havde bl.a. betydet, at arbejdere der kom mere end 20 minutter for sent på arbejde, kunne blive idømt fængselsstraffe.

På den 22. partikongres i 1961 havde Krustsjov tydeligt styrket sin stilling i partiet og kunne gå videre med afstaliniseringen. På denne kongres fordømte Krustsjov åbent Stalin. Stalins balsamerede legeme blev fjernet fra mausolæet på Den røde Plads i Moskva. Stalinstatuerne blev revet ned, og alle byer og gader der bar hans navn blev omdøbt, Bl.a. Stalingrad til Volgograd. Året efter blev den enorme Stalinstatue ved Vltavas bred i Prag revet ned. Seks år efter at Stalin var gået på næsen i Budapest. Kun i Albanien og Kina fik Stalin lov til at være i fred. Hvor langt den politiske og kulturelle liberalisering var nået i 1963, findes der et vidnesbyrd om i Solsjenitsyns roman: «En dag i Ivan Denisovitsj's liv», der behandler livet i en af Stalintidens koncentrationslejre, der fik lov at udkomme efter personlig indgriben fra Krustsjovs side.

Det var sket omfattende ændringer i disse tiår, 1953-63. Levestandarden i SSSR steg. Det sovjetiske samfund bevægede sig i retning af et retssamfund, der ikke længere var præget af vilkårlig terror som under Stalin. Det blev lettere og bedre for det enkelte menneske at leve i SSSR og Østeuropa. Men til trods for alle de reformer der var blevet gennemført, var sovjetsamfundet mere præget af kontinuitet end forandring. Den grundliggende magtstruktur som den var blevet udformet i Stalintiden, forblev intakt. Al magt var fortsat samlet i partiledelsen. Det fandt ikke nogen demokratisering sted, kun en liberalisering af magtudøvelsen. Partiledelsen udøvede dets diktatur mere lempeligt, og ikke med den brutalitet der havde kendetegnet Stalins SSSR.

J.I.B.