Kategorier dette opslag er registreret under:
Personer  .  Mænd
Verden  .  Europa  .  Rusland
Arbejde  .  Faglært arbejde  .  Metalarbejder
   .  Videnskab  .  Naturvidenskab  .  Landbrug
   .  Politisk  .  Politiker  .  Parlamentariker  .  Premierminister
    .  Parti  .  Formand
Ideologi  .  Socialistisk  .  Revolutionær  .  Stalinisme
     .  Kommunisme
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 29/4 2003
Ansvarlig redaktion: Arbejderhistorie
Læst af: 39.047
: :
Khrustsjov, Nikita Sergejevitsj
Nikita Khrustsjov
Nikita Khrustsjov

Khrustsjov (1894-1971), førstesekretær i Sovjetunionens kommunistiske parti (SUKP) 1953-1964, premierminister 1958-1964.

Nikita Sergejevitsj Khrustsjov blev født i landsbyen Kalinovka i guvernementet Kursk. Hans far var bonde og minearbejder, og hans bedstefar havde været livegen. Khrustsjovs skolegang var meget mangelfuld. Som femtenårig begyndte han at arbejde som smed og blev senere mekaniker i byen Jusjovka (senere Stalino og nu Donetsk). Khrustsjov sluttede sig ikke til bolsjevikkerne før i 1918, og han tog ikke del i nogen revolutionær aktivitet før revolutionen. I 1919 gik han ind i Den røde Hær. Efter borgerkrigen kom Khrustsjov tilbage til Jusjovka og blev vicedirektør for en af de eksproprierede miner. I 1925 blev han udnævnt til den relativt vigtige stilling som distriktssekretær i Stalinoregionen.

På denne tid var kampen mellem Stalin og Trotskij på sit højeste. Khrustsjov havde næppe forudsætninger for at forstå, hvad striden gjaldt og brød sig næppe om at sætte sig ind i den. Men han blev hurtigt klar over, i hvilken retning vinden blæste. I den første refererede tale, fra 1926, fremstår Khrustsjov som mere stalinistisk end Stalin selv, og han blev til stadighed forfremmet. I 1929 blev han sendt til Moskva for at studere ved Industriakademiet, som bar Stalins navn. Men hans opgave var ikke kun at studere. Hovedopgaven var at slå oppositionen mod Stalin ned. Den var meget stærk blandt studenterne ved akademiet. I årene 1929-39 avancerede Khrustsjov fra at være en ukendt, provinsiel partifunktionær til at få sæde i SUKPs politbureau. Allerede i 1938 var han blevet førstesekretær i Ukraine. Khrustsjovs uhyre hurtige karriere skyldtes, at han til stadighed overtog stillinger fra den gamle bolsjevikiske garde, efterhånden som denne blev udryddet i 30'erne. Khrustsjov var dog på ingen måde passiv i dette «generationsskifte». Han støttede yderst aktivt op omkring Stalins politik og var blandt de forreste, der lovpriste Stalin.

Khrustsjov var den blandt de øverste ledere af Sovjetunionen, som først fik den tyske besættelse at mærke, og ikke mindst befolkningens reaktion på den. Når dele af den ukrainske bondebefolkning mødte tyskerne med brød og salt, måtte dette nødvendigvis sige noget om befolkningens holdning til sovjetregimet. Der er ingen tvivl om, at Khrustsjov observerede dette, og at det fik ham til at se den stalinistiske politik før krigen i et nyt lys.

Den Khrustsjov som efter krigen tog fat på genopbygningen af Ukraine, var ikke den samme som havde ledet bolsjeviseringen af Østpolen i 1939-40. Khrustsjov blev nu udnævnt til premierminister i Ukraine, samtidig med at han beholdt førstesekretærstillingen. I 1949 blev han kaldt til Moskva og gjort til hovedansvarlig for landbrugspolitikken. Allerede i Ukraine havde Khrustsjov fået ry som landbrugsekspert. I Moskva igangsatte han en kampagne for at forbedre produktiviteten i landbruget og øge fødevareforsyningerne. Han kom således til at repræsentere en forbrugervenlig politik og danne en modvægt mod den ensidige satsning på sværindustrien.

Afstalinisering

Da Stalin døde 5. marts 1953 fremstod ingen af partilederne som hans naturlige efterfølger og allermindst Khrustsjov. Umiddelbart efter Stalins død overtog førstesekretæren i SUKP, Malenkov, premierministerstillingen. Men klog af skade ville partiledelsen forhindre, at én person samlede den magt, som Stalin have haft, og der dannede sig hurtigt en opposition mod Malenkov. Allerede den 21. marts blev det offentliggjort, at Malenkov var fratrådt sin stilling som førstesekretær. Da Khrustsjov var den eneste i partipræsidiet (politbureauet blev i 1952-64 kaldt partipræsidiet), som også var sekretær i centralkomiteens sekretariat, blev han i praksis førstesekretær. Først i september 1953 fik Khrustsjov officielt titlen førstesekretær. Efter Berijas fald i sommeren 1953 var det tydeligt, at Khrustsjov og Malenkov var de to ledende politikere i Sovjetunionen, Khrustsjov som leder af partiapparatet og Malenkov som leder af statsapparatet.

Khrustsjov gik nu målbevidst ind for at styrke sin stilling i partiet, og dermed sin position overfor Malenkov, ved systematisk at udskifte Malenkovtilhængere med sine egne folk i alle partiets nøglepositioner. Samtidig fortsatte han sine landbrugsreformer. Men Malenkov havde også gjort sig til talsmand for en mere forbrugervenlig politik. Amnestierne og den politiske opblødning, der havde fundet sted efter Stalins død, var mere Malenkovs værk end Khrustsjovs. Men Khrustsjov støttede troligt denne politik. Da de stigende investeringer i forbrugsindustrien stødte på stor modstand i militæret og i industriadministrationen, tilsluttede Khrustsjov sig denne modstand og forsøgte at ramme Malenkov ved at påkalde sig Stalins økonomiske politik. I januar 1955 måtte Malenkov gå af som statsminister, men Khrustsjov var ikke politisk stærk nok til at overtage stillingen, og den politisk mere ubetydelige Bulganin blev statsminister.

På den 20. partikongres i februar 1956 fik Khrustsjov mulighed for at konsolidere sin stilling ved at få indvalgt sine tilhængere i centralkomiteen. I løbet af kongressen virkede det ikke som om, at Khrustsjov havde et klart syn på Stalin og Stalintiden, men i en hemmelig tale efter selve kongressens afslutning, udtrykte Khrustsjov derimod den stærke kritik af Stalin, som betegner indledningen af den officielle afstalinisering.

Selv om det meste af opmærksomheden senere er blevet rettet mod Khrustsjovs hemmelige tale, var der blevet gennemført omfattende reformer umiddelbart inden, og nye reformer blev annonceret under kongressen. Der er al grund til at tro, at Khrustsjov selv pressede på for at få gennemført disse reformer og blev støttet af Mikojan og Malenkov. Der blev udstedt omfattende amnestier, og fangelejre blev tømt hen ad vejen. Arbejdernes lønninger steg og arbejderlovgivningen fra 1940, som lænkede arbejderne til arbejdspladserne, blev annulleret. Topbureaukraternes bonus og retten til privatchauffører blev afskaffet. De store sociale forskelle, som var opstået i Stalintiden, blev reduceret.

Khrustsjovs hemmelige tale og de nævnte reformer førte til, at oppositionen fra den «stalinistiske» gruppe, som blev ledet af Molotov og Kaganovitsj, blev stærkere. Oprørene i Polen og Ungarn styrkede også denne gruppe. I juni 1957 lykkedes det «stalinisterne» at etablere et flertal med Khrustsjov i partipræsidiet. Men han nægtede at gå af og henviste til partistatutterne som fastslog, at kun centralkomiteen kunne afsætte førstesekretæren. Centralkomiteen blev sammenkaldt, og Khrustsjovs tilhængere blev fløjet til Moskva i militærfly som marskal Sjukov stillede til disposition. Khrustsjov vandt, og den «partifjendtlige» gruppe med Molotov, Malenkov og Kaganovitsj i spidsen blev ekskluderet af centralkomiteen.

Premierminister

I 1958 overtog Khrustsjov premierministerstillingen efter Bulganin. Khrustsjov var efter 1958 i praksis enehersker i Sovjetunionen. Men han opnåede aldrig samme personlige magt som Stalin. Hans magt var baseret på, at han til enhver tid kunne støtte sig til et flertal i partipræsidiet og centralkomiteen. Efter at han havde samlet alle trådene i sin hånd, udfoldede han den samme enorme aktivitet som tidligere. Han var til stadighed på rejse i ind- og udland og omgik folk på en jovial og folkelig måde, som ingen sovjetleder tidligere havde gjort. Han var levende optaget af at højne levestandarden i Sovjetunionen. De ustandselige omorganiseringer af industrien og specielt landbruget var forsøg på at øge mængden af forbrugsvarer.

Khrustsjov gjorde det til sit motto, at den militære konfrontation med Vesten måtte afløses af fredelig sameksistens. Socialismen måtte i praksis vise, at den var kapitalismen overlegen. Fred var en forudsætning for at kunne øge investeringerne i forbrugsindustrien på bekostning af tungindustrien og militærapparatet. Khrustsjov hævdede i modsætning til Mao, at krig i atomalderen var en umulighed. En krig ville føre til menneskehedens udslettelse.

På den 22. partikongres i 1961 gik Khrustsjov videre i sin fordømmelse af Stalin. Det skyldtes for det første, at han havde fået større politisk spillerum og for det andet, at han ville styrke sin egen position. Hans landbrugspolitik havde lidt alvorlige tilbageslag. Samtidig var han i færd med at skabe en ufejlbarlighedens aura omkring sin person. De sidste år i hans karriere var præget af det ene tilbageslag efter det andet. Tilbagetrækningen af raketterne fra Cuba i 1962 var et stort prestigenederlag for Khrustsjov. I sine partifællers øje fik han skylden for bruddet med Kina. I 1963 svigtede kornhøsten katastrofalt, som resultat af både tørke og hans egne tidligere reformer. At 2/3 af medlemmerne i centralkomiteen og amtskomiteerne skulle udskiftes ved hvert valg - en reform som Khrustsjov pressede igennem - vakte ligeledes forbitret modstand, og i oktober 1964 fik Khrustsjov et flertal mod sig i partipræsidiet og blev tvunget til at nedlægge alle hverv. Bresjnev overtog posten som førstesekretær i SUKP, og Kosygin blev premierminister.

Fra 1964 til sin død levede Khrustsjov en ensom pensionisttilværelse udenfor Moskva under lempelig overvågning. Han blev aldrig nævnt i pressen, undtagen med en kort notits da han døde. Han var blevet til en «ikke-person» i Sovjetunionen. I 1970 udkom det første bind af hans erindringer i Vesten. På trods af oprindelige skepsis, skabtes der hurtigt enighed om, at de var ægte. Senere udkom endnu et bind. Khrustsjov blev begravet på den berømte Novodevitsje-kirkegård i Moskva. Billedhuggeren Neizvestnyj, som Khrustsjov tidligere havde skældt ud på det groveste, lavede en buste af ham, hvor han var omkranset af sort og hvid marmor - et symbol på Khrustsjov stalinisten og Khrustsjov frigøreren.

J.I.B.


Litteratur

E. Crankshaw: Khrushchev, London 1966.
R. A. og S. A. Medvedev: Krustsjovs år ved makten, Oslo 1977.
Krustsjov minnes I, Oslo 1971,
Krustsjov minnes II, Oslo 1974.