Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Smidovitsj (1872-1934), russisk kommunist og sovjetisk partiarbejder, født i adelig familie i byen Tula. Sofja Nikolajevna Smidovitsj fulgte gymnasieundervisning i Moskva og aflagde afgangseksamen i 1889. Hun blev tidligt aktiv revolutionær, blev medlem af det socialdemokratiske parti RSDRP allerede i 1898 og bedrev politisk arbejde i Moskva, Tula og Kaluga. Hun blev enke efter sit første ægteskab med broderen til den senere undervisningskommissær Lunatsjarskij. Hun giftede sig derpå med Pjotr Smidovitsj, som senere blev en ledende partiarbejder i Moskva. De to var et velkendt bolsjevik-par i årene 1905-1917.

På samme måde som Krupskaja, arbejdede Smidovitsj som sekretær for organer, hvor hendes mand havde ledende hverv. Efter Februarrevolutionen i 1917 arbejdede hun som sekretær for Moskvaafdelingen af partiets centralkomite. Hun var en af de kvinder der sad i indflydelsesrige stillinger i oktoberdagene 1917. Hun ledte Moskvasovjettens informationsafdeling og var en tid sekretær for præsidiet i Moskvasovjetten, hvor hendes mand var formand.

Smidovitsj samarbejdede i den første tid efter revolutionen med Aleksandra Kollontaj og Inessa Armand mhp. at danne kvindeafdelinger i partiet. På den første alrussiske Kongres af Arbejderkvinder i november 1918 blev det vedtaget, at der skulle dannes kvindekommissioner på alle niveauer i partiet. Smidovitsj sad i organisationskomiteen. Disse kommissioner blev i 1919 omdannet til partiets kvindeafdeling, der blev opløst af Stalin i 1930.

Smidovitsj deltog i 1918-19 i folkeoplysningsarbejde i Moskva, og i årene 1919-22 ledte hun kvindeafdelingens Moskvaafdeling. I 1922 afløste hun Kollontaj som leder af kvindeafdelingen. En stilling hun havde i to år. Arbejdet gav hende førstehånds kendskab til de uhyre vanskelige forhold, som mange enlige mødre og stadig flere hjemløse børn levede under. Hun havde en evne til at leve sig ind i deres problemer: Hun var mor til tre børn og havde oplevet at blive enke. Hun markerede sig tidligt som en erklæret modstander af den nye seksualmorals lighed, frihed og moderskab, som i vid udstrækning førte til lighed for kønnene, frihed for manden og moderskab for kvinden. Som de fleste af sine partifæller betragtede Smidovitsj prævention og abort som noget borgerligt og unaturligt, og hun var en af de der stærkest gik ind for at styrke familien efter revolutionens og borgerkrigens opbrudstid.

Det er blevet hævdet, at Smidovitsj' konservative syn på seksualmoral mere var betinget af hendes personlige puritanisme, end af de mange tragiske skæbner hun så omkring sig. Det var imidlertid klart, at sovjetsamfundet ikke havde magtet at håndtere de opgaver, der fulgte i den opløste families kølvand. Sovjetstatens økonomi tillod hverken udbygning af de offentlige servicetilbud eller af børneomsorgen, og under disse forhold var det i de fleste kvinders interesse at genoprette familien som forsørgerenhed. Partiets ønske om samfundsorden og øget produktivitet skabte grobund for en stadig mere konservativ familiepolitik - en politik som var lige efter Smidovitsj' hjerte.

Sofja Smidovitsj var udsending til partikongressen to gange, men gjorde sig ikke offentlig bemærket efter familiedebatten i 1920'erne.

M.B.N. / J.P.N.