Kategorier dette opslag er registreret under:
Arbejde  .  Videnskab  .  Samfundsvidenskab  .  Sociologi
     .  Økonomi
Begreber
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 11/1 2005
Læst af: 13.174
: :
Bandit
Det vilde vestens banditter er blevet en central myte i den amerikanske arv.

Bandit, italiensk ord for fredløs eller røver. I daglig tale er begrebet fællesbetegnelse for kriminelle, mordere osv., og anvendes som en stærkt nedsættende karakteristik af personer.

I enkelte samfund lever banditterne imidlertid som folkehelte - enten i levende live eller som oftest, i legender, sagn og eventyr. Denne type bandit udgør en særlig gruppe og kaldes for «sociale banditter» pga. deres nære forhold til de befolkningsgrupper de lever iblandt. Alle landbrugssamfund hvor den sociale organisering domineres af slægts- eller stammebånd - dvs. landbrugssamfund på tidlige udviklingsstadier - kender banditvæsenet under forskellige former. Det kan være landevejsrøveren, den organiserede underverden eller røverbander fra omliggende distrikter på raids. Vi kender også til samfund, hvor røveri er en naturlig del af dagliglivet.

Som sociologisk fænomen er den sociale bandit knyttet til bestemte udviklingstrin i historien. I samfund der befinder sig i overgangen fra et slægts- eller stammesamfund til primitiv landbrugskapitalisme, er de nærmest et generelt fænomen. Og før denne historiske fase, opstår de gerne i situationer med ydre nød, som hunger, pest, krig og lignende. Den sociale bandit kendes fra mange lande og verdensdele: I England finder vi Robin Hood, I Mexico «Pancho» Villa, Sabate i Spanien, Salvatore Giuliano på Sicilien og mange andre i Kina, Peru, Indonesien, Europa og Syd- og Østasien.

Almindeligvis opererer de sociale banditter i grupper på 10-20 mand, men større enheder kan også forekomme. På Balkan dannede de nærmest egne kampafdelinger i 14-1500 tallet.

Som individ er den sociale bandit organisk knyttet til det samfund han lever i. Han er oftest en bonde der af forskellige årsager er blevet fredløs, gerne ved en misforståelse, eller ved at han ikke kunne ernære sig som bonde. Hans ublide skæbne sætter ham i et modsætningsforhold til øvrigheden, men ikke til hans eget folk. Disse ser i den sociale bandit en helt, en eventyrer, en forkæmper for retfærdighed, og de hjælper, beundrer og støtter ham mod myndighederne.

Dette må ikke forlede os til at antage, at banditten er en social oprører i egentlig forstand. Som politisk fænomen er han mere et symptom på kriser og spændinger i samfundet end en politisk leder eller samfundsomstyrter. Han orienterer sig mod aktivismen, ikke mod filosofien. Dersom han har nogen samfundsbevidsthed, er den snarere orienteret mod at bevare den traditionelle samfundsorden eller den mystiske idealtilstand der rådede «før i tiden». Moralsk er banditterne knyttet til enkle begreber såsom retfærdighed og «rigtige» forhold mellem mennesker. De korrigerer fejl eller forhindrer uret, særligt i forholdet mellem rige og fattige, mellem stærke og svage. Men målsætningen er beskeden: De rige kan udbytte de fattige, men ikke udover det der traditionelt accepteres som retfærdigt. De stærke kan undertrykke de svage, men kun indenfor visse grænser og med sociale og moralske forpligtigelser overfor de der bliver undertrykt. En jordejer kan f.eks. voldtage en jordløs' kone, men dersom han ikke sørger for sine uægte børns opfostring, kan han få den sociale bandit på nakken. Banditten er med andre ord hellere reformist end revolutionær.

Banditterne kan groft deles op i med tre typer: Gentlemansrøveren, den primitive modstandskæmper og hævneren. Gentlemansbanditten er den klassiske sociale bandit. Han er offer for en uretfærdighed, der bringer ham ud i lovløshed. Han tager fra de rige og giver til de fattige. Han dræber ikke gerne og elskes af sine venner. Dør han, så er det pga. forræderi. Overlever han, bliver han rehabiliteret og en agtet borger. Han er ikke fjende af kongen, men bare af de uforstående lokale undertrykkere. Mens gentlemansbanditten er tilbageholdende med vold, er hævneren det modsatte. For ham er terroren og drabene en del af hans selvopfattelse og af andres opfattelse af ham. Hævnerne søger ikke i samme grad retfærdighed men beviser, at selv de svage og undertrykte kan anvende magt. Hvorvidt denne gruppe kan regnes som sociale banditter, er et definitionsspørgsmål, men de udtrykker, at den verden de er en del af, har plads til både gentlemansrøveren og monstrene. Om den brasilianske bandit Lampiao hedder det: «Han dræbte af lyst og ren perversitet, men gav med glæde og barmhjertighed mad til de sultne». Haikuene opererede særligt i det sydøstlige Europas højland fra det 16. århundrede og fremad. De tyrkiske erobrere og de kristne jordejere gjorde livet uudholdeligt for mange bønder og jordløse, men samtidig var der alligevel plads for «frie mænd». Grupper af bevæbnede mænd samlede sig i mere eller mindre organiserede grupper i Rusland, Grækenland, Ukraine, Ungarn og over hele Balkan. De udgjorde ofte halvmilitære enheder, der mod at få fribrev kunne knyttes til herskerne som soldater, men oftest var de frie røvere og frihedskæmpere. Som sådan havde de en magnetisk tiltrækningskraft på oprørere og folk på flugt. Ofte var de var et produkt af, at befolkningen var blevet erobret af fremmede, men deres raids rettede sig i lige så høj grad mod landsmænd som mod erobrerne. I modsætning til gentlemansbanditten er haikuen ikke afhængig af personlig moralsk anerkendelse. For hævneren er brutaliteten et kendetegn. Hos haikuen bliver den tolereret pga. de tjenester han yder befolkningen. Det der socialt set gør haikuene betydningsfulde, er ikke at de røver for at holde fattigdommen på afstand - det gjorde de alle - men det er deres anerkendte sociale funktion som modtagere af alle de, der kommer på kant med samfundet. Trods det at motiverne kunne være mangfoldige, blev en man «oprører», når han slog sig sammen med haikuene i bjergene. Han kom ind i en etableret social gruppe og fik derudfra en slags status i samfundet.

I forhold til de virkelige revolutionære bevægelser har banditterne spillet en begrænset rolle, selv om bondeoprør og banditvæsenet på Balkan tidsmæssigt er sammenfaldende. Oftest har banditterne nok haft en negativ funktion blandt en undertrykt befolkning: De er oftere blevet surrogater end inspiratorer til oprør. Men der eksisterer to forhold, der kan føre revolutionære bevægelser og banditter sammen: Banditterne kan blive symboler for modstand mod kræfter, der ødelægger den traditionelle orden - de såkaldte præventive revolutioner. De store omvæltende øjeblikke i historien, hvor både bandittens og massernes drøm om en tilstand hvor alt ondt er borte, og hvor frihed og retfærdighed synes nær, kan også forene banditten med masserne.

De sociale banditter er som nævnt knyttet til specielle udviklingstrin i de enkelte samfund. Robin Hood var den sidste sociale bandit i England, trods spredte forsøg på at idealisere enkelte senere ordinære landevejsrøvere. Rusland havde i 1600 tallet et landsomfattende banditvæsen, men omkring 1860-70 var de sociale banditter helt forsvundet. Der findes fortsat sociale banditter en række steder rundt om i verden, men i Europa er det bare på Sardinien, at de fortsat er sporadisk aktive. Den sidste store europæiske bandit, Giuiliano, blev skudt på Sicilien i 1950.

P.H.

Litteratur

E. Hobsbawm: Bandits, Harmondsworth 1973.