Kategorier dette opslag er registreret under:
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Læst af: 25.245
: :
Femårsplan
Stalins femårsplaner i mellemkrigstiden. Eksempel på bureaukratisk planlægning med destruktive følger. (Novosti)

Femårsplan (på russisk: «pjatiletka»), er betegnelsen for den planlægning i femårsperioder, der blev startet i midten af 1920'erne indenfor de to vigtigste organer for økonomiske administration i Sovjet: Gosplan (Statsplanen) og VSNKh (Det øverste råd for nationaløkonomien). Udkastene blev mod slutningen af 1920'erne revideret i en stadig mere radikal retning. Da de første femårsplaner fra 1928 blev ført ud i livet, var de orienterede mod at forvandle landbrugslandet Rusland til en mægtig industrination i løbet af meget kort tid gennem en hårdhændet omfordeling af ressourcerne. Femårsplanerne udgør et nyt stadium i den globale industrialiseringsproces. Mens industrialiseringen i England kom i gang som følge af beslutninger taget af individuelle kapitalister, blev initiativet i Tyskland og Frankrig taget af bankerne. I Rusland kom udspillet fra staten selv. Industrialisering efter dette mønster var i virkeligheden allerede startet i Rusland i 1890'erne, under ledelse af finansminister Sergej Witte, der havde overbevist zaren om nødvendigheden af at udvikle en tungindustriel basis, hvis det skulle lykkes Rusland at skabe en forsvarsmagt, der var på højde med de vestlige staters militærmaskiner. Investeringerne blev overvejende skaffet til veje fra udlandet og blev kanaliseret ind i kapitalvareindustrien og i bygningen af jernbaner. Samtidig holdt myndighederne fast i en hårdhændet lavtlønspolitik og beskattede bønderne meget voldsomt for at sikre et nationalt bidrag til investeringerne. Politisk var dette et fejlgreb, der bidrog til udbruddet af revolutionen i 1905, da det zaristiske system blev sat på en hård prøve, og da den hurtige vækst i industrien tog af.

Oprindelig akkumulation

Efter Oktoberrevolutionen i 1917 var de nye magthavere på det rene med de problemer, der var forbundet med, at revolutionen havde sejret først i det tilbagestående Rusland, og ikke i de mere udviklede industristater i vest, som Marx havde forudset. De var nødt til at skabe betingelserne for udviklingen af socialisme i Rusland, efter at den socialistiske revolutionen faktisk havde fundet sted, og den vigtigste opgave var at industrialisere landet. Bolsjevikkernes udgangspunkt syntes mindre lovende end Wittes, fordi det var politisk umuligt og ideologisk uantageligt at invitere fremmed kapital til at investere i den unge sovjetstat. Økonomen E. Preobrazjenskij påviste ligheden mellem den industrielle revolution i England og den fremtidige industrialisering af Sovjetunionen; Kapitalen der skulle sætte det hele i gang, måtte skaffes til veje i landet selv. Udbytningen af kolonierne og af de engelske bønder havde Marx betegnet som en «primitiv kapitalistisk akkumulation», og Preobrazjenskij hævdede nu, at heller ikke den «primitive socialistiske akkumulation» kunne komme i gang på anden måde end ved at udbytte bønderne gennem en faktisk ekspropriering af dele af deres overskudsproduktion. I de interne partistridigheder efter Lenins død fremtrådte Stalin som modstander af sådanne radikale tiltag, som han hævdede ville ødelægge det revolutionære fællesskab mellem arbejderklassen og bønderne. Men efter at han ved hjælp af Bukharins højrefløj havde fået Preobrazjenskij og hans forbundsfælle, Trotskij, udstødt af partiet og forvist, iførte han sig overraskende venstreoppositionens klæder og startede industrialiseringen med en dristighed, som ingen hidtil havde tiltænkt ham.

Industrialiseringen ...

Stalin begrundede ikke bare industrialiseringskampagnen socialt ved at påpege, at sovjetmagten i længden ikke kunne overleve i et overvejende landbrugsland, men også nationalt. Han fremhævede, at den russiske stat som altid var blevet slået af sine fjender, nu måtte finde sin retmæssige plads blandt stormagterne. I den forstand var han Wittes arvtager. Bruddet i de diplomatiske forbindelser med England i foråret 1927 skabte en levende krigsfrygt, der var en stærk motiverende kraft, da den høje, «optimale» femårsplanvariant blev valgt. «Vi er 50 eller 100 år efter de udviklede lande», sagde Stalin i en tale i 1931, og han føjede i et klarsyn til: «Vi må tilbagelægge denne afstand på 10 år. Ellers går vi under». Femårsplanens ærgerrige mål om en samlet produktionsøgning på 168 % blev imidlertid, da bolden begyndte at rulle, skruet stadig op indtil Stalin erklærede, at femårsplanen i alle de vigtigste industrigrene skulle opfyldes i løbet af 3 år. Dette skabte en kaotisk situation og en stadig konkurrence om ressourcerne, hvor de store prestigeprojekter var den vindende part. Ca. 1500 store anlæg blev bygget under den første femårsplan, der blev erklæret for afsluttet efter 4 år og 3 måneder (skønt målene ikke var nået). Den gigantiske Dneprdæmning blev bygget i løbet af meget kort tid og producerede strøm til et stort område med nye fabriksanlæg. Et andet stort anlæg var jernbanen fra Turkmenistan til det vestlige Sibirien (Turksib). De gamle industriområder omkring Moskva, Leningrad, Donbas og længere mod øst i Ural blev kraftigt udbygget, men samtidig gjorde industrien sit indtog i mere tilbagestående nationale republikker, og gennem de første femårsplaner blev der skabt en integreret nationaløkonomi, som for alvor begyndte at gøre brug af landets enorme naturlige og menneskelige ressourcer. Skønt mange arbejdere følte sig under tvang og flere store projekter, f.eks. Volga-Hvidehavs-kanalen direkte blev bygget af fanger, kan fuldføringen af andre store anlæg kun forklares ved den begejstring der havde grebet særligt yngre arbejdere, når de stod overfor opgaven: «at opbygge socialismen» på en så konkret og håndgribelig måde. «Intet», beretter en af dem, «hverken snestorm eller regn kunne dæmpe bygningsarbejdernes arbejdsentusiasme». Målt i tungindustriel kapacitet var resultatet særdeles imponerende, og ved udgangen af de to første femårsplaner (1928-32 og 1933-37) kunne Sovjetunionen indtage pladsen som verdens ledende industrination - næst efter USA.

... og dens skyggesider

Omkostningerne var imidlertid meget store. Den vedtagne femårsplan byggede på den forudsætning, at industrialiseringen hovedsageligt skulle kunne financieres gennem besparelser og øgning af produktiviteten i industrien selv - og arbejderne skulle samtidig opleve en stigning i deres realløn. Alligevel fik forbrugsvaresektoren lav prioritet, og selv ikke dens beskedne mål blev nået. De millioner af bønder der i disse år blev rekrutteret som industriarbejdere manglede en grundlæggende arbejdsdisciplin. De havde vanskeligheder ved at passe klokken og skiftede ustandselig arbejdsplads. Dyre maskiner importeret fra udlandet blev ødelagt af uerfarne arbejdere og erstatningsingeniører, og forventningen om højere produktivitet blev ikke indfriet. Slagord om at mestre teknikken blev lanceret af Stalin selv, og samtidig blev det besluttet at gribe ind mod den svigtende arbejdsdisciplin. Det mest radikale tiltag blev gennemført i 1939, hvor et dekret truede arbejderne med tvangsarbejde, hvis de kom mere end 20 minutter for sent på arbejde. En anden bremse for produktivitetsudviklingen var den store mobilitet i arbejdermassen, og denne blev modvirket ved, at man faldt tilbage på en mere konservativ familiepolitik, der samtidig ville sikre en høj fødselsrate. I den indledende fase af industrialiseringen fandt der en eksplosionsagtig vækst i antallet af kvindelige arbejdere sted, men den officielle propaganda gik hurtigt over til at idyllisere de hjemmeværende mødre, og ærestitlen «heltemor» blev introduceret. Det blev vanskeligere at opnå skilsmisse og kvinderne mistede retten til abort. Efter Stalin havde rettet et kraftigt angreb mod det han kaldte «ligemageriet» (uravnilovka), blev der åbnet op for en kraftig løndifferentiering, der skulle opmuntre arbejderne til større indsats. I en tid hvor der var mangel på de mest elementære livsfornødenheder, var det alligevel ikke meget man kunne opnå med penge, og det havde større betydning, at faglærte og driftige arbejdere blev prioriteret ved tildelingen af boliger, fik adgang til såkaldte «lukkede» butikker o.l.

Kollektivisering og kontrol

Spørgsmålet om hvordan femårsplanerne blev financieret kan ikke besvares dækkende uden at inddrage kollektiviseringen af landbruget, der skaffede staten kontrol over landbrugets afkastning. Alene gennem omsætningsskatten på deres produkter betalte bønderne en tredjedel af statsbudgettet i året 1935. Myndighederne fortsatte eksporten af landbrugsprodukter - selv i 1932-33 da en katastrofal hungerkatastrofe ramte store landområder - for at sikre importen af maskiner og udstyr til industrien. Dette var «primitiv socialistisk akkumulation» i praksis, skønt Stalin ikke erkendte sig gæld overfor Preobrazienskij og fremstillede hans teori som farligt kætteri.

Under de første femårsplaner udviklede sovjetøkonomien sin særegne kommandostruktur, der indebar, at alle produktionsmål blev fastsat centralt - i fysiske termer - mens den enkelte bedriftsledelses opgave var, at gennemføre de talrige direktiver der kom ovenfra.

J.P.N.


Litteratur

A. Nove: An economic history of the USSR, Harmondswort 1972.
E. H. Carr og R. W. Davies: Foundations of a planned economy I-II, Harmondsworth 1974-76.