Kategorier dette opslag er registreret under:
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 27/8 2003
Læst af: 33.321
: :
Totalitarisme

Totalitarisme bruges som betegnelse for det totale diktatur: Statsmagtens forsøg på at underlægge sig alle samfundets sfærer - også privatlivet.

For at afgrænse begrebet overfor før-moderne former for central kontrol, siges det ofte, at glorificeringen af statsmagten må være af permanent natur. I tidligere tiders despotier - f.eks. i sultanaterne i den arabiske verden eller i de primitive kongedømmer i Afrika og Asien - gjorde herskeren ofte forsøg på at udstrække centralmagtens kontrol til enhver afkrog af undersåtternes sociale liv, men kontrollen forblev sjældent af varig karakter.

Det centrale kendetegn ved det 20. århundredes totale diktaturer er, at centralmagten prøver at gøre kontrollen til et fast element i sin hersketeknik og basere hele samfundsformen på denne undertrykkelse af befolkningen. I en vis forstand kan det siges, at totalitære statsformer repræsenterer et forsøg på at ophæve eller svække den strukturelle differentiering, som moderne samfund er præget af: I totalitære diktaturer er økonomien, kulturlivet, familien, retsvæsenet, voldsapparatet og andre af samfundets undersystemer relativt uselvstændige i forhold til politikken.

Som politisk begreb kom ordet totalitarisme i omløb i 1920'erne. Det kan i første række tilskrives den italienske diktator Benito Mussolini (1883-1945). For Mussolini rummede udtrykket lo stato totalitario («den totalitære stat») samtidig national enhed og oversøisk ekspansion.

Totalitarisme blev gennem 1930'erne betegnelsen for en reaktion mod det parlamentariske demokrati til fordel for en enhedsstat - uanset politisk fortegn. Indenfor moderne statsvidenskab er det især denne betydning, der er blevet stående: Totalitarisme er i dag en betegnelse for en teori om regime-lighed mellem diktaturformer, især mellem stalinisme og nazisme. Sin specifikke form fik denne teori efter den 2. verdenskrig, hvor især graden af kontrol - ukendt i tidligere diktaturvarianter - og den udbredte brug af moderne teknologi - radio, film og anden elektronik - blev fremhævet som særlige kendetegn. Desuden tog totalitære diktaturer terror i brug i et nyt og hidtil ukendt omfang.

De seks lighedstræk

Efter krigen kom diskussionen om en mulig væsenslighed mellem stalinisme og nazisme særligt til at dreje sig om et seksdelt klassifikationsskema fremsat af de to nordamerikanske statsvidenskabsmænd Z. Brzezinski og C. J. Friedrich i 1956. De hævdede, at Hitlers og Stalins regimer fremviste afgørende lighedstræk på følgende seks punkter:

  1. Både stalinismen og nazismen var forpligtet af en detaljeret ideologi, som var altomfattende i den betydning, at den ikke blot fastlagde hvilke mål der skulle gælde for det offentlige liv. Ideologien rummede også bestemte svar på filosofiske spørgsmål som normalt unddrages stillingstagen i politikken: Spørgsmål om individets, historiens og samfundets oprindelse og endelige mål. De totalitære bevægelser ønskede at skabe det nye menneske ud fra storslåede ideologiske formler, og støbte samfundet totalt om efter en nøje fastlagt menneskeopfattelse: Samfundet skulle underordnes et altoverskyggende mål, for Hitler racerenhed og «Lebensraum»; for Stalins vedkommende industrialisering og kommunisme.
  2. Både Stalins og Hitlers regimer var understøttet af et masseparti, enhedsorganiseret og ledet ovenfra af en mand uden konkurrence om lederpositionen.
  3. Det vigtigste hersketekniske virkemiddel var i begge tilfælde terror, organiseret gennem et hemmeligt politi, som efterhånden blev en stat i staten og skabte frygt - også indadtil i partiet.
  4. Begge regimer baserede sig på ensretning af massemedierne.
  5. De væbnede styrker og dermed voldsmonopolet var underlagt uindskrænket politisk kontrol.
  6. Begge landes økonomi blev styret centralistisk.

Et andet centralt kendetegn ved totalitære diktaturer er, at de reducerer kulturlivets selvstændighed til at tjene bestemte politiske formål. Begge regimer fremsatte f.eks. ufravigelige kriterier for hvad der er «sand» - dvs. formålstjenlig - kunst.

Forsøgene på at involvere befolkningen direkte gennem massemøder, forskellige folkeafstemninger etc., og dermed give regimerne en folkelig sanktion, blev efterhånden anset som de totalitære regimers mest iøjnefaldende herskeform. Denne massedeltagelse skulle holde masserne i ave og give dem en konstant tilførsel af fællesskabsfølelse. De totalitære regimers forsøg på at oppiske massiv støtte fra folket og holde dem i konstant bevægelse, adskiller dem fra de autoritære regimer. Disse tør sjældent appellere direkte til folket af frygt for at miste kontrollen. Direkte politiundertrykkelse og mindre manipulation af massernes ønsker og vilje, er derfor i højere grad disse regimers måde at operere på.

Da de totalitære regimer ikke har til hensigt at befæste en bestemt social orden uden samtidig at sætte deres afgørende mærke på den, og da disse regimer i denne forandringsproces vil støde mod de traditionelle magtcentre indenfor økonomi, politik og kulturliv, må de finde deres magtbasis i et konstant bevægeligt og mobiliserbart folkehav. Totalitære regimer må anvende massernes mistillid til det bestående. Autoritære regimer holder folket i skak for at bevare kirkelige, sociale, politiske og økonomiske eliter. Spanien under Franco er et eksempel på dette.

Kritikken af totalitarismeteorien

Forstået som en teori om regime-lighed mellem Stalins og Hitlers diktaturer har totalitarismeteorien været stærkt omstridt. Indvendingerne mod totalitarismeteorien kan sammenfattes på følgende måde: Teorien om væsenslighed mellem nazisme og stalinisme lægger for stor vægt på overensstemmelsen i fremtrædelsesformen for magtudøvelse - organiseringen af massepartier, iscenesættelsen af massemøder, brugen af terror, osv. - og overser hvad kritikerne ser som langt dybereliggende forskelle mellem regimerne. F.eks. forskelle i den sociale rekruttering til de to bevægelser - nazismen: middelklassen, inklusive bønderne; Stalinismen: proletariatet i byerne.

Kritikerne lægger samtidig vægt på forskellene i det samfund, de to regimer ønskede at skabe. Endvidere fremhæves det, at totalitarismeteorien ikke er andet end en beskrivelse af regimets ydre træk. Den giver ingen forklaring på regimernes opkomst. Teorien bliver dermed ahistorisk og blind for de forskellige historiske betingelser, der var baggrunden for henholdsvis stalinisme og nazisme.

Moderne totalitære regimer iklæder sig demokratiske klæder: De havde en utvivlsom folkelig appel, og præsenterede sig som en «mere sand» udgave af det parlamentariske demokrati. Deres magtbasis kan ikke udelukkende føres tilbage til terror og tvang. Regimerne havde også rod i uklare længsler, en «flugt fra friheden», som Erich Fromm formulerede det.

I litterær form har bl.a. George Orwell behandlet denne «totalitære længsel». Han ser de totalitære regimers manipulation af den enkeltes viljes- og følelsesliv som totalitarismens kerne. I sin fremtidsvision «1984» der udkom i 1949, lader han «Storebror» være det allestedsnærværende vagtsomme øje: Storebror ser dig altid. Svigter du ham, svigter du ikke blot noget udenfor dig selv, men også det bedste i dig selv, så at sige dit egentlige og sande jeg. Totalitær propaganda er for Orwell i sin kerne bl.a. en appel til skyldfølelse. Dette gør den mentale kontrol så meget mere effektiv.

Mellemkrigstidens totalitære regimer havde ikke i nær samme udstrækning de overvågningsmidler til deres disposition, som i dag er tilgængelige. Totalitarismeteoretikerne påviste tidligt, hvordan moderne teknologi i skrupelløse herskeres tjeneste åbner enorme muligheder for beherskelse og dirigering af massefølelser. I denne påvisning ligger i dag totalitarismeteoriens vigtigste erkendelse.

B.Ha.


Internet

Venstrefløjens George Orwell. En emneliste fra Tidsskriftcentret.dk