Kategorier dette opslag er registreret under:
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 1/5 2001
Læst af: 9.396
: :
Udenrigsregnskab

Et udenrigsregnskab giver en opstilling af et lands økonomiske samhandel (transaktioner) med udlandet i løbet af en vis periode (år, kvartal eller måned). Udenrigsregnskabet består af to hoveddele: Driftsregnskabet og kapitalregnskabet.

Driftsregnskabet består af vare- og tjenestebalancen, hvor eksport og import af varer og tjenester indgår, rente- og betalingsbalancen, hvor betalinger til og fra udlandet (bl.a. ulandsbistand), og renter og aktieudbytte til og fra udlandet indgår. Danmark har i efterkrigstiden som regel haft underskud på driftsregnskabet. Dette underskud kan finansieres enten ved at låne i udlandet eller ved at tære på guld- og valutabeholdninger.

Dette kommer til udryk i kapitalregnskabet, som giver en opstilling af kapitalindgang og -udgang til landet, fordelt på kortsigtede og langsigtede transaktioner, ændringen i valutabeholdningen og guldbeholdningen. Der eksisterer en sammenhæng mellem driftsregnskabet og kapitalregnskabet ved at saldoen på det ene er lig saldoen på det andet med modsat fortegn. Hvis man f.eks. til et underskud på driftsregnskabet summerer ændringerne i fordringer og gæld overfor udlandet som skyldes valutakursændringer og andre omvurderinger og specielle trækningsrettigheder i den Internationale Valutafond (IMF), fremkommer stigningen i landets gæld til udlandet.

Over tid øges den andel, som importen og eksporten udgør af bruttonationalproduktet. Dette skyldes akkumulationen og kapitalens koncentration. Dvs. at enhederne i økonomien bliver større. Kapitalerne har stadig behov for nye markeder indenlands, men først og fremmest ved at producere andre varer end før. For at kunne producere med størst mulig arbejdsproduktivitet, er det ofte afgørende at kunne producere i store serier. Afsætningsmulighederne på det indenlandske marked bliver derfor for små.

Efter 2. verdenskrig er der sket en stadig nedgang i de nationale skranker som hindrer dannelsen af et reelt verdensmarked. Gennem generelle aftaler om toldnedsættelser og bortfald af kvotereguleringer (GATT, Kennedyrunden, WTO) er der skabt bedre betingelser for international konkurrence og nedbrydning af nationale monopoler. Dette har atter ført til en internationalisering af produktionsforholdene - først og fremmest ved transnationale selskaber og internationale kreditsystemer.

Også udviklingen af produktivkræfterne internationaliseres, fordi konkurrencekampen fremtvinger indførelsen af moderne teknik i alle virksomheder. Disse forhold gør, at nationalstaten bliver utilstrækkelig til at sikre fortsat udvidelse af markederne. Der opstår behov for nye overstatslige organer som OECD, EU, EFTA, WTO o.l., som kan føre en økonomisk politik ud over det nationale plan og modvirke krisetendenserne og konjunkturbølgerne, som pga. internationaliseringen får en stadig større samtidighed i de enkelte lande.

Å.C.