Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Vinje (1818-1870), norsk digter, bladmand og jurist. Aasmund Olavsson Vinje fik stor betydning for landsdialektbevægelsen, fordi han gjorde Aasens dialekt til et brugssprog; Han var blandt de første som tog sproget i brug, og han brugte det til at skrive om alle slags emner.

Mest bemærkelsesværdig i hans forfatterskab er bladet Dølen, som han udgav fra 1858 til 1870 - men ret uregelmæssigt. Bladet havde nok ikke mere end 600 abonnenter, og var ikke spredt meget ud over landet. Han skrev selv det meste i bladet, men en del artikler var af andre - bl.a. af Ivar Aasen. Bladet indeholdt artikler om hverdagshændelser, udredninger om forskellige emner, kritiske politiske vurderinger og digtning.

Vinje kom fra Vinje i Telemark. Han var skolelærer i sin hjemby, desuden gedeejer og arbejder. Han tog seminarieeksamen, var lærer i Mandal, gik på Heltbergs studenterfabrik 1848-50, tog cand.jur. eksamen i 1856 og blev højesteretssagfører. I 1865 blev han ansat i Justitsdepartementet, men blev afskediget i 1868, fordi han var kritisk overfor regeringen i sine skriverier.

Han begyndte tidligt at skrive i aviserne. Frem til 1858 brugte han norsk-dansk, men da sagde han farvel til både det danske og til korrespondentjobbet ved Drammens Tidende og startede Dølen. Allerede i 1852 blev han optaget af Aasens sprogideer. Han prøvede længe at optage norske ord og former i det norsk-danske sprog, men var selv utilfreds med resultatet. Men også i det nye nationale sprog blandede han danske ord og former ind, fordi han «som praktisk Skriver» ikke ville gøre overgangen for vanskelig for læserne.

Aasen-normalen var rettesnor for Vinje, men han ekperimenterede meget med sin sprogform, og afveg på visse punkter fra Aasen. Til tider er Vinjes sprog stærkt præget af telemålet, og mod slutningen prøvede han sig med en mere lydret skrivemåde, som Olaus Fjørtoft. Det reneste Aasen-sprog brugte han i «Ferdaminni». Aasen accepterede Vinjes sprogform, og skriv i en nekrolog, at «Fordelen ved Tingen var, at Vinje bestandig blev læst, og at Folket derved vænnede sig til at læse og efterhaanden forsonede sig med den uvante Sprogform.»

Vinjes sprogopfattelse var først og fremmest national: Den norske nation havde behov for et særegent norsk skriftsprog. Klasseoprøret skrev han spottende om, men han støttede folkeoplysningstanken. Han var realist og kritiserede bonderomantikken, som den f.eks. kom til udtryk i «Arne» af Bjørnstjerne Bjørnson.

Vinje kan ikke sættes i nogen politisk bås. Han skiftede ofte standpunkt og kan virke modsætningsfyldt. I Mandal var han påvirket af Jaabæk, og da han kom til Oslo, blev han begejstret for arbejderbevægelsen og ideerne fra Februarrevolutionen. Men senere kunne han kritisere alt dette. Den nationale politik støttede han hele tiden, og de sidste år støttede han bondeoppositionen. Derfor blev han også smidt ud af «Riksens Fehus».

I Oslo skabte Vinje et miljø, «Døleringen», omkring sig, der bestod af flere fremtrædende kulturpersoner og videnskabsmænd. Der formidlede han meget af kontakten mellem den politiske opposition og den nationale sprogbevægelse.

Han var skeptisk og trodsig. « ... nu fører jeg Krig mod Aarhundreder og Landets største Mænd,» skrev han, da han havde startet Dølen. Han kunne være stærkt ironisk og uhøjtidelig. Disse egenskaber afspejler sig også i det han skrev, og han trådte mange over tæerne med sin hvasse pen. Vinje har fået indflydelse på norsk journalistisk skrivestil. Han brød med den omstændelige skrivemåde og skrev kvikkere og mere direkte.

Efter Vinje begyndte at skrive på det nye sprog, skrev han mange digte. Nogle blev bragt i Dølen, eller «Diktsamling» (1863) og «Blandkorn» (1867). Han skrev episke digte, f.eks. «Storegut» (1866), men også strenge tankedigte, naturdigte og følsomme digte. Flere af dem er blevet kendte sange. I 1861 udgav han bogen «Ferdaminni fraa Sumaren 1860». En rejseskildring fra turen til og fra kroningen af Karl 15. i Trondheim. Efter en studierejse til England udgav han «Bretland og Britarne» (1873, på engelsk 1863) - en kritisk omtale af britisk samfund og kultur.

H.Sa.