Kategorier dette opslag er registreret under:
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Ansvarlig redaktion: Arbejderhistorie
Læst af: 6.380
: :
Fjørtoft, Olaus Johannes
Olaus Johannes Fjørtoft
Olaus Johannes Fjørtoft

Fjørtoft (1847-1878), norsk samfundskritiker og politiker, født på Flemsøy/Skuløy i Haram, en økommune i den nordvestlige, ydre del af Sunnmøre. Faderen var lensmand og var af natur streng og pligtopfyldende. Det kom ofte til konflikter mellem far og søn. Olaus' skolegang kom nemlig til at forme sig som en serie opgør mellem en genstridig elev og en konservativ skole og lærere. Skolegangen blev afbrudt i Ålesund og siden i Molde. I 1866 rejste han til Kristiania (Oslo) for at starte på «Heltbergs studenterfabrik», en privat skole som uddannede elever med ufuldstændig uddannelse eller dårlig økonomi. Endelig i 1869 fuldførte Olaus sin gymnasieuddannelse. Men den lange forudgående strid, hvor han bl.a. var dumpet 3 gange i latinsk stil, havde fået ham til at miste appetitten på videregående studier. Hans kom derfor til at arbejde som en slags frivillig hjælpelærer i matematik for elever, der skulle tage studentereksamen (artium), og ellers som freelance skribent og studenterpolitiker.

Olaus J. Fjørtofts politiske karriere var overvejende knyttet til Studentersamfundet i Kristiania. Den gang var Studentersamfundet det eneste åbne forum for meningsudveksling og debat. En række af tidens bedste politikere, forfattere og folk som sad i vigtige stillinger i det norske samfund, fulgte godt med i hvad der skete der. På den måde fik Fjørtoft en vis varig indflydelse på et større publikum.

Fra 1868 var norsk politik præget af skarpe konflikter om en række spørgsmål. Det gjaldt forslag om udvidelse af stemmeretten til Stortinget, statsrådenes politisk ansvar overfor regeringen, pligt til at møde i Stortinget, årlige stortingssamlinger, forandring i unionsforholdet mellem Norge og Sverige og flere vigtige spørgsmål omkring magtkampen mellem den svenske konge, allieret med den norske embedsstand og det norske storting.

I denne konflikt indtog Olaus Fjørtoft klare standpunkter og bakkede op om de personer og grupper (bl.a. de grupper der senere skulle blive til Venstrepartiet), som ønskede at udvide fylkestyrets grænser. Han ville ophæve unionen, indføre republik, indføre almindelig stemmeret, have parlamentarisk styre af flertallet i Stortinget og ellers lade Stortinget få fuld kontrol over hele statsstyret. Fjørtofts politiske program repræsenterede derfor en strømning af social og liberal frihedstænkning, der på den tid hørte til den yderste radikale fløj i norsk politik.

Hans politiske program på andre områder var også radikalt og selvstændigt. Fjørtoft krævede fuld religiøs frihed for alle på kristen grund. Han var imod stærk styring fra præsternes side. Det kristne grundsyn skulle nok være en ledetråd for skole og moralsk udvikling for folket, men det måtte være en fri og åben kristendom. Da han var hjemme i Haram, talte han en dag mod præsten og kirkens folk i en offentlig diskussion udenfor kirken. Faderen udstødte ham for altid fra hjemmet. De allerfleste af hans private ejendele og papirer blev endvidere ødelagt af faderen efter sønnens død. I sprogspørgsmålet havde han den samme kompromisløse holdning: Enhver skal kunne tale og skrive frit. Denne holdning førte til, at Fjørtoft kom i konflikt med dem, der stod for Ivar Aasen-traditionen i nynorsk sprogudvikling. De ville have et strengt standardiseret og reguleret nynorsk sprog. Fjørtoft blev også smidt ud af bestyrelsen i Det Norske Samlaget hvor han forfægtede sit frie sprogsyn. Samlaget ønskede at følge Aasen-normalen i sin retskrivning.

Fjørtoft regnes som en af socialismens fædre i Norge. Han meldte sig ind i Kristiania arbejdersamfund i 1873 og deltog siden i tre store åbne møder i Kristiania i 1874, hvor arbejdernes politiske aktionsformer og program blev drøftet. Han mente, at arbejderklassens politiske kamp skulle føres ved at sætte magt bag kravet om forbedringer og var imod arbejdersamfundets ledelses humanitære reformlinie. Derfor blev han ekskluderet fra foreningen, og hans senere forsøg på at få melde sig ind igen blev afslået af foreningens bestyrelse. Forsøget på at danne en ny Kristianias Arbejderforening i 1874 mislykkedes. På grund af den klare konfliktlinie som Fjørtoft stod for - i modsætning til de herskende borgerlige retninger i arbejderbevægelsens ledelse på den tid - og på grund af den individualistiske linie som Fjørtoft som person repræsenterede, fik han ingen varig betydning for udviklingen af den senere organiserede arbejderbevægelse. Han kom til at stå som vækkelsesmand og et samlingspunkt for de radikale grupper i arbejderbevægelsen. Han var den første der oversatte Første Internationales love til norsk og agiterede derudover i skrift og tale for at slutte op bag den internationale socialistiske bevægelse. Men Fjørtoft var ikke den typiske repræsentant for arbejderklassen. Han gik ind for hele folkets frigørelse: Bonden, landarbejderen, byarbejderen, og også for individuel frigørelse for alle de der var hæmmet af de officielle, rådende magtforhold - politisk, kulturelt og religiøst.

Fjørtoft døde i 1878 ensom og delvist forladt af familie og venner efter længere sygdom. Først efter sin død fik han den anerkendelse, der gør at han er blevet husket af eftertiden. Hans person er skildret i romaner (Arne Garborg: «Bondestudentar» og Kristoffer Kristoffersen: «På forpost»), i skuespil (Gunnar Heiberg: «Tante Ulrikke») og i lyrisk digtning (Anders Hovden, Jacob B. Bull m.fl.). Hans vigtigste politiske skrifter er: «Fram - eit vikoblad for målmenne og bondevenne» 1871-74, og «Tiraljøren» 1871, samt nogle småskrifter.

S.U.L.

Litteratur

O. Fjørtoft: Olaus J. Fjørtoft. Eit utsyn af livssoga og livsverket hans, Kristiania 1921.
Olaus Johannes Fjørtoft. Utvalg og innledning ved S. U. Larsen, Bergen 1975.
J. Mykletun (red.): Olaus Fjørtoft. frem skrifter i utval, Bergen 1972.
H. B. Haram: Olaus Johannes Fjørtoft, Haram 1975.