Kategorier dette opslag er registreret under:
Personer  .  Mænd
Verden  .  Europa  .  Tyskland
Arbejde  .  Videnskab  .  Naturvidenskab  .  Medicin  .  Læge
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Læst af: 14.049
: :
Virchow, Rudolf
Rudolf Virchow
Rudolf Virchow

Virchow (1821-1902), tysk læge og radikal demokratisk politiker, den mest markante skikkelse indenfor socialmedicinens pionergeneration i 1800-tallet.

Socialmedicinens første og måske mest intense blomstringsperiode var i tiden mellem revolutionen i Frankrig og Februarrevolutionen i 1848. Da udviklede faget en bredde og radikalitet, som senere generationer næppe har været opmærksomme på, og måske heller ikke har kunnet måle sig med. Den unge Rudolf Virchows virke repræsenterer højdepunktet og afslutningen på denne epoke. Selv om Virchow senere koncentrerede sig mere om anden virksomhed, er det alligevel korrekt at sige, at han repræsenterer selve bindeleddet mellem den radikale sundhedspolitiske tænkning som brød igennem med den franske revolution, og etableringen af socialmedicinen som fag i det 20. århundrede.

Virchow var uddannet som militærlæge - dvs. indenfor det fagligt og politisk mest progressive lag af lægestanden på den tid. Hans doktorafhandling - «Om betændelser i hornhinden» - afsluttes med følgende karakteristiske og tidstypiske tese: «Kun den liberale ånd kan vinde indsigt  i naturen og medicinen».

Virchow sluttede sig tidligt til kredsen af politisk engagerede, liberale læger som havde den franske læge Pierre Cabanis som deres forbillede. Cabanis' hovedtese var, at «sygdommene beror udelukkende på samfundets ufuldkommenhed». I vinteren 1847-48 blev Virchow engageret af den prøjsiske regering for at undersøge en alvorlig tyfusepidemi, som havde ramt den 1,5 mill. store polske minoritet i Ober-Schlesien. Undersøgelsesrapporten kombinerer på en sjælden måde medicinske kundskaber, statistiske færdigheder og social indsigt. Den er blevet en klassiker i socialmedicinens historie. Ved siden af kortsigtede hygiejniske tiltag, sluttede Virchow af med at kræve «fuldt, uindskrænket demokrati» og «dannelse, med dens døtre frihed og velstand» for den undertrykte og sygdomshærgede befolkning.

Kort tid efter grundlagde Virchow sammen med sin kollega Salomon Neumann tidsskriftet «Medizinische Reform», hvor han udformede et radikalt sundhedspolitisk program. Det var her Virchow formulerede det slagord, han senere er blevet mest berømt for: «Medicinen er en samfundsvidenskab, og politik er intet andet end medicin i stor målestok.»

Ved Februarrevolutionens nederlag mistede Virchow for en tid den stilling han havde i sygdomslære ved universitetet i Berlin. Et par år senere gik tidsskriftet «Medizinische Reform» ned. I årene som fulgte koncentrerede Virchow sig om medicinsk grundforskning, og leverede grundlæggende bidrag indenfor sygdomslære og anatomi. I 1860'erne var han leder af oppositionen mod Bismarck i den prøjsiske landdag.

I samme periode tog han initiativ til at udbedre renovationssystemet i Berlin, omorganiserede sygehusvæsenet og igangsatte uddannelse af sygeplejere. På denne tid var børnedødeligheden i byen 38%. Politisk spillede Virchow senere en mere beskeden rolle i Rigsdagen, især pga. det nationaldemokratiske partis (Deutsche Fortschrittspartei) svækkede indflydelse.

Mod slutningen af 1800-tallet kom hygiejnen og bakteriologien til at overtage de problemstillinger, som de radikale socialmedicinere havde rejst ved begyndelsen af århundredet. I tråd med den videnskabelige udvikling trådte de tekniske - og ikke de socialpolitiske sider - af sagen i centrum, med bl.a. vaccinen som centralt virkemiddel. Virchow kritiserede denne udvikling skarpt. Selv holdt han fast ved en slags sociologisk infektionsteori, og var - på trods af sin klare naturvidenskabelige orientering på andre medicinske felter - modstander af bakteriologiens nye erkendelser.

Selv om han videnskabeligt betragtet tog fejl, bidrog hans stædighed på dette punkt til, at de mere samfundsorienterede synspunkter på sygdom og sundhed overvintrede i en epoke, hvor teknik og naturvidenskab i snæver forstand kom til at beherske det medicinske tankesæt.

Med arbejderklassens politiske fremmarch i begyndelsen af det 20. århundrede fik socialmedicinens problemer og synspunkter atter større aktualitet og udbredelse. Få år efter Virchows død blev den første lærestol i socialmedicin oprettet ved Berlins Universitet.

T.I.R.