Kategorier dette opslag er registreret under:
Personer  .  Mænd
Verden  .  Europa  .  Tyskland
Ideologi  .  Socialistisk
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 1/5 2001
Ansvarlig redaktion: Arbejderhistorie
Læst af: 7.893
: :
Weitling, Wilhelm
Wilhelm Weitling
Wilhelm Weitling

Weitling (1808-1871), den tidlige tyske socialismes vigtigste repræsentant. Wilhelm Weitling indtager en meget central plads i den før-marxistiske socialistiske bevægelse.

I modsætning til de franske og britiske før-socialister troede han ikke længere på socialistiske tiltag med hjælp fra den herskende klasse. Hans udgangspunkt var, at arbejderne skulle gøre sig selvstændige som en egen klasse. «Vi har ingen tro på reformer som enkelte håber at indføre ved kapitalens hjælp; akkurat lige så lidt som vi tror på kapitalisterne. Hverken reformer eller kapitalister kan frembringe noget godt. De kan bare sætte nye fælder», skrev han i 1838 i bogen «Die Menschheit, wie sie ist und wie sie sein sollte».

I modsætning til franskmanden Auguste Blanqui, mente Weitling at vejen til arbejderklassens frigørelse ikke længere var hemmelige elitære grupper, men en bred organisering. Weitlings organisation, De retfærdiges Forbund, måtte godt nok bevare sin hemmelige organisationsform på grund af politiets forfølgelse, men hele propagandaen var udadvendt. Det illegale forbunds lokalafdelinger skabte omkring sig netværk af læsestuer, folkekøkkener og andre legale foreninger, hvor arbejderne kunne mødes, informere sig og diskutere. Samtidig var de legale mødesteder rekrutteringssteder for det egentlige politiske arbejde. Med dette indledte Weitling socialismens adskillelse fra kuptraditionerne. Han fik rollen som formidler af den franske revolutions arv og den franske før-socialismes ideverden til den tyske arbejderklasse, og omsatte de vanskelige filosofiske problemer til et letfatteligt sprog, som håndværkerne kunne forstå.

Weitlings hovedværk, «Garantien der Harmonie und Freiheit» (Harmoniens og frihedens garantier, fra 1842), er en systematisk fremstilling af det kommunistiske verdenssystem og en skitse af det fremtidige samfund. Bogen var «i lang tid de tyske kommunisters katekismus» (Heinrich Heine) og for Marx «de tyske arbejderes umådelige og brilliante litterære debut».

Weitling virkede først i De retfærdiges Forbund i Paris (1835-1841), kom derefter til Schweiz og udviklede der sin "håndværkerkommunisme", hvor agitation og klassebevidsthed var centrale begreber. Da han efter arrestationer, fængselsophold og udvisninger i 1844 kom til London, blev han fejret som martyr, men hans politiske indflydelse gik tilbage efter diskussioner om mål, indhold og virkeliggørelsen af kommunismen. Vurderingen af ham i den traditionelle marxistisk-leninistiske historieskrivning var, at han tog ikke hensyn til det virkelige styrkeforhold mellem klasserne og ignorerede de objektive love for den revolutionære bevægelse. Endvidere var vurderingen, at hans betydning yderligere blev reduceret efter opgøret med Bruxelles-kommunisterne (Marx, Engels m.fl.) i marts 1846. Opfattelsen var, at Weitlings rolle reduceredes endnu mere, efter at han i 1849 endeligt emigrerede til USA, hvor hans utopisk-socialistiske ideologi fjernede ham stadig mere fra arbejderklassen.

Fra midten af 1980'erne begyndte ny forskning med baggrund i nyfundne kilder at ændre tidligere opfattelser af Weitling. Allerede fra 1960'erne udkom dog genoptryk af Weitlings centrale værker. I modsætning til tidligere fremhæves i den nye forskning hans fortsat store betydning også efter bruddet med Marx og Engels 1846, dels i revolutionen 1848-49, dels og især i tiåret 1850-1860, hvor han havde oprettet en indflydelsesrig organisation i USA, som fik betydning for oprettelsen bl.a. af fagforbund i USA. Det understreges, at Weitling ikke var sekteriker, men havde et klart blik for organisationens kraft, havde en klar internationalistisk position, og at hans agitation bevirkede, at der fandtes kadrer, som fik betydning senere såvel i Tyskland som i USA. Weitlings problem var, at den læreproces han gennemgik fra 1835-1845, hvor han udarbejdede sine væsentlige skrifter, forhindrede ham i at vurdere de nye udviklinger op til revolutionen 1848-49. Derved kom han umiddelbart til at virke sekterisk i en periode, hvor han forsøgte at ændre virkeligheden i overensstemmelse med sine anskuelser og derved fejlvurderede arbejderklassens muligheder under revolutionen. Men i modsætning til andre af de tidlige socialister, erkendte han proletariatets særlige rolle. Enkelte har i 1990'erne også fremhævet hans aktive rolle som kristen, og at denne holdning også har gyldighed i dag; det er imidlertid ikke en opfattelse, der deles af mange.

G.C.

Litteratur

Lothar Knatz: Wilhelm Weitling, ein deutscher Arbeiterkommunist, Hamburg 1989
Hans-Arthur Marsiske: Eine Republik der Arbeiter ist möglich. Der Beitrag Wilhelm Weitlings zur Arbeiterbewegung in den Vereinigten Staaten von Amerika 1846-1856, Hamburg 1990
Waltraud Seidel-Höppner: Wilhelm Weitling - der erste deutsche Theoretiker und Agitator des Kommunismus, Berlin 1961
Sozialismus-Vision. Materialien einer Konferenz, Potsdam 1993