Kategorier dette opslag er registreret under:
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 20/3 2006
Ansvarlig redaktion: Filosofi
Læst af: 48.052
: :
Utopier

Utopi er fantasiens udkast til det perfekte samfund. Begrebet har haft udflydende grænser, siden det første gang blev lanceret af den engelske lord og senere katolske helgen Thomas More (1478-1535). Det skete i året 1516 i hans bog «De Optimo Reipublicae Statu deque Nova Insula utopia Libellus Vere Aureus» (Den gyldne bog om statens mest fuldendte ordning og om den nye ø Utopia).

Selv om utopibegrebet har været mangetydigt, var Mores hensigt klar nok. Han ønskede at pirre sine læseres indlevelsesevne ved at indlægge et ordspil: Ordet utopi kommer af græsk topos: sted, region kombineret med forstavelsen ou: nej, ikke. Med en smule fantasi kan ou erstattes med eu, som har betydningsnuancer i retning af god, frugtbar, ideel. I forordet til bogen lader More da også øens hofpoet, den nye republik omtale som Eutopia - lyksalighedens land. Dermed fik utopibegrebet helt fra begyndelsen dobbelt betydning: Landet der ikke eksisterer og det perfekte land. Denne tvetydighed har fulgt begrebet siden.

En utopi repræsenterer enten en uigennemførlig forestilling om samfundets forbedring - jfr. Udtrykket «denne plan er helt utopisk» - eller en tilstand af absolut skønhed, harmoni og overflod. Et parallelbegreb - dystopi - repræsenterer utopiens modsætning: Det fuldkomne helvede, utopiens vrangbillede. Forfatteren Aldous Huxley (1894-1963) skrev fremtidsromanen «Fagre nye verden» (1932), som måske er det mest kendte eksempel på en dystopi i litteraturen. Huxley behandler i romanen et nærmest klassisk tema i fantasilitteraturens historie: Teknologisk kontrol bragt til det fuldkomne. I Huxleys dystopi er menneskenes materielle behov fuldt ud tilfredsstillet, men til gengæld er deres integritet, individualitet og skaberkraft afskaffet.

Øen utopia, som Ambrosius Holbein i Basel forestillede sig den i 1518.

To temaer - harmoni og frihed fra nød

«Et kort over verden som ikke omfatter utopia, er ikke en gang værd at kaste et blik på», udtalte forfatteren Oscar Wilde (1858-1900), «for det udelukker det land Menneskeheden altid sigter imod». Den utopiske tradition er muligvis det vigtigste udtryk for den menneskelige bevidstheds foregribende og overskridende evne. Da den spænder over et så bredt register af menneskelig erfaring, repræsenterer den i første række et klassifikationsproblem.

Utopiske længsler har lige fra antikken gået som en understrøm i den menneskelige tænknings historie. Utopierne kan studeres fra en række forskellige synsvinkler: Historiske, sociologiske, politiske, litterære og geografiske.

Utopiske drømme kan ytre sig som en litterær genre - f.eks. science fiction eller som i fortællingen «Gullivers rejser» fra 1726 hvor Jonathan Swift bruger den fantastiske form til at kaste et satirisk sideblik på sin samtids England. Men utopierne kan også forstås som en form for mytologi, som fremstiller dybtliggende menneskelige behov og længsler i billeder.

Den utopiske tradition kan endvidere betragtes som udtryk for håbets princip i historien, som f.eks. den tyske filosof Ernst Bloch gør. Eller den kan opfattes som en gren af arkitekturens og byplanlægningens historie, som den amerikanske sociolog Lewis Mumford gør. Vigtigst er alligevel den utopiske tradition som udkast til hele idealsamfund. Det karakteristiske for denne gren af utopismen er, at tænkerne som konstruerer utopiske totaludkast forestiller sig et eller flere karaktertræk - f.eks. godhed - eller en værdi eller et behov - f.eks. fred - forstørret til perfektion.

I 1600-tallet gennemgår traditionen som helhed en forandring. Utopierne bliver forslag til altomfattende samfundsmønstre - ikke længere beskrivelser af gode tilstande.

Det centrale i den vestlige utopisme er forestillingen om, at mennesket kan forbedres i det uendelige - perfektibilisme. En fornuftig social orden kan støtte i dette arbejde, og det overordnede mål er harmoni: Balance mellem forskellige dele af samfundet; mennesker i pagt med naturen, ikke i kamp med den; Mennesket i harmoni med sin bestemmelse som artsvæsen, og mennesket i meningsfyldt udveksling med sit arbejde. Dette er idealet. Forudsætningerne for denne harmonitilstand er først og fremmest fraværet af krig, dernæst fuld tilfredsstillelse af de materielle behov.

Frihed fra nød er ved siden af harmonitanken det hyppigst forekommende tema i utopierne. Længslen efter overflod kan genfindes langt udenfor de boglærdes kreds - f.eks. i de utallige folkelige hungerhallucinationer som bl.a. den tyske mestersanger Hans Sachs (1494-1576) har udødeliggjort i sin fabel om Slaraffenland. I denne fabel flyver stegte spurve som bekendt de sultende i munden, og bordene dækker sig selv. Sådanne populære overflodsfantasier fandt endog en tid indpas i kirkens lære. Hos kirkefaderen Irenaeus (ca. 100 e.Kr.) forestilles f.eks. paradiset som et vellystighedens land, hvor bjergene er af ost, vinstokkene bærer titusinde ranker og bækkene pibler af den bedste muskatelvin.

Ved siden af overfloden og freden forstået som harmoni er ligheden et fremherskende træk ved de vestlige utopier. Ulighed kan accepteres, men kun hvis den er fornuftsmæssigt begrundet. Ligeledes er forestillingen om lighed mere historisk betinget end andre af utopiernes kendetegn. I 1800-tallet afsvækkes lighedstanken i utopismen og retten til individuel udfoldelse fremhæves stærkere.

Fraværet af vilkårlig autoritet er på samme måde et emne, som ustandselig dukker op i den utopiske tradition. I idealsamfundet overføres autoritet som oftest samstemmigt, på grundlag af krav fra dem der har fælles opgaver at opfylde. Kun når autoriteten bliver begrundet i funktion og ud fra almene interesser, kan den udøves retmæssigt i utopiske samfund. Gennem denne kredsen omkring forskellige typer af autoritet bliver utopierne fantasifulde variationer over politikkens urgamle tema: Begrundelsen af magtforholdet mellem undersåt og hersker.

Utopierne stiller altid spørgsmål ved magtudøvelsens formål. De spørger: Hvilken styreform er mest i overensstemmelse med det karakteristisk menneskelige? Hvilken afgørelsesform bringer det bedste frem i os? Hvad er egentlig «det fælles bedste»? Hvordan anvende ressourcer til dette «fælles bedste» og skabe legitimitet omkring beslutninger om styringen af fællesskabets ressourcer? I moderne sprog er dette utopiernes anliggende. På et dybere plan spørger de: Hvad er fattigdommens og ondskabens kilder? Når menneskenes liv formørkes, ligger årsagen da i menneskets natur eller i de sociale forhold?

Grækenland og Mellemøsten - de to udspring

Da den moderne utopi fødtes i 1400-tallet, var den et produkt af to sammenløbende idetraditioner: Antikkens længsel efter en guldalder og de jødisk-kristne forestillinger om paradiset, som havde sit udgangspunkt i Moses, udvandringen fra Egypten mod Kanaan, landet som flød af mælk og honning. Grækerne illustrerer et vigtigt aspekt ved utopiernes historie: Ønsket om at forny eller genoprette noget som er gået tabt. En gang levede guder og mennesker i fred med hinanden. Slid og forsagelse var ukendte fænomener. I Grækenland var Kronosfesten en festligholdelse af den periode, hvor freden herskede. Den tillod for en stakket stund folket at tage del i fortidens lykke.

I Grækenland fik ideen om denne lykkelige urtid et konkret udtryk i bystaten. Forstillingen om den ideelle bystat bliver en kerneide i utopiernes historie og oplever en rig blomstringstid i Italien under renæssancen, hvor genopdagelsen af antikkens tankegods inspirerede byplanlæggere og arkitekter som f.eks. Leone Alberti (1404-1472) til at konstruere strengt disciplinerede, men storslåede byformationer udfra den etablerede sociale orden og herskernes selvbillede.

Traditionen er blevet videreført i vor tid af arkitekter som Paola Soleri, R. Buckminster Fuller og Tony Garnier. Sidstnævnte konstruerede bl.a. en idealby, La Cite Industrielle, i årene 1898-1904, inspireret af Saint-Simons og Proudhons idealer. Byen forudsatte en socialistisk omdannelse af samfundet, og Garnier forsøgte at forestille sig, hvilke behov der da ville træde i forgrunden.

Blandt alle de bevidsthedslag som utopierne udtrykker, er paradisforestillingen den mest almindelige. Den bliver en slags arkæologisk resonansbund for de enkelte utopister. Harmoni indgår som et naturligt element. I den klassiske Edens Have forestilling er dyrene venlige, menneskene lever langt ud over den normale livscyklus, og sygdom er ukendt. Strid om ejendom og seksualitet - de to vigtigste konflikttemaer i utopisternes spekulationer - bliver dermed hensigtsløse. Det sørger overfloden for.

Parafraser over livets grundtema

Den vestlige utopiske tradition er overmåde mangesidig og opviser et utal af varianter. Utopierne er kataloger over det, som menneskene savner mest - filosofier over den temperatur livet bør leves ved. Derfor den stadige cirklen omkring temaer, som kan kaldes livets grundbehov: Sandhed, kundskab, arbejde, skønhed, religion, kærlighed og seksualitet, død.

Utopierne kan være de rene paradiser for autoritære temperamenter, men de kan også virke betagende i deres længsel efter fred, overskuelighed og menneskelig værdighed. Der findes således både «flugtutopier» som «handlingsutopier», åndelige og sensuelle, hierarkiske og egalitære, statiske og dynamiske, folkelige og aristokratiske, tilbageskuende og håbefulde.

Utopierne knytter sig til forskellige sociale grupper, og kan derfor skiftevis være regressive og progressive. Flere iagttagere har påpeget, at langt den overvejende del af de vestlige utopier virker kedelige og ligefrem totalitære. Det kan skyldes deres karakter af at være protester mod den ofte grusomme frihed som herskede på jorden. Overfor tyranners vilkårlighed, sygdommenes hærgen og en individualisme, som for den jævne mand og kvinde kun var et andet ord for udnyttelse, opstiller utopierne samstemmighed om fælles mål, fred, forudsigelighed og rationel autoritet.

Forvarsler om tidehverv

Utopierne er protester mod den konventionelle visdom og vokser frem i porerne på det etablerede samfund. De er ofte kriseløsninger og udviser en særlig sprængkraft under epokeskift. Revolutioner, åndelige klimaskift og teknologiske nyskabelser giver rig næring til utopisk fantasi. Ofte er en utopisk opblomstring et symptom på eller et forvarsel om et dybtgående stemningsskift i samfundet - en ny tidsånd kan man sige. Det er sagt, at utopierne udtrykker epokers hemmelige længsler, det karakteristiske ved en tidsalder som først eftertiden klart kan se konturerne af.

At utopierne udviser en særlig sprængkraft i perioder hvor samfundsbåndene brister, er let at eftervise. Platon (427-348 f.v.t.) skrev f.eks. sin fornuftsutopi under indtryk af det athenske demokratis forfald. Staten skulle styres oven fra - af filosoffer med et øvet blik for ideen om det gode.

Ligeledes offentliggjorde Thomas More sin utopi om religiøs tolerance, sekstimersdag og fællesejendom på et tidspunkt, da de engelske småbønder havde fået de første oprivende virkninger at mærke af «the enclosure movement»: Skiftet i brugen af jord som indebar, at de blev drevet bort fra det der indtil da havde været fælles græsmarker. Det er derfor ikke tilfældig, at More bliver talsmand for en slags urkommunisme og i jordejere så en kilde til lidelse og nød. I sin utopi foregriber More socialismens ledende ide: Menneskets befrielse fra økonomisk tvang. I hans idealsamfund er også kvinderne ligestillet. More anslår dermed et tema, som går igen i utopierne og i nogen udstrækning realiseres i 1800-tallets landbrugsutopier i England og USA - f.eks. i Oneidasamfundet i USA fra 1848 til ca. 1880.

Under den engelske borgerkrig i 1600-tallet blev de utopiske længsler formuleret nedefra af socialreformatoriske bevægelser som «The Diggers» og «The Levellers». Utopierne går fra at være forsigtige forslag til reformer til at blive politiske handlingsprogrammer. Flere historikere fører det politisk totalitære temperament tilbage til denne politisering af længslen efter harmoni. Fra at være et tilholdssted for godhed, «en ny jord hvor retfærdigheden har sket fyldest», blev utopien et råb om voldsomme, altomfattende forandringer her og nu og indirekte en begrundelse for terror og intolerance, hævder denne fortolkning.

Som Platon og More er den utopiske socialistiske traditionen en reaktion på et tidehverv. Den vokser frem af Napoleonskrigenes nød og forsøger at begribe en ny produktionsmåde: Den industrielle kapitalisme.

I vor egen tid er majoprøret i 1968 et godt eksempel på et utopisk frembrud. Slagordene på murene i Paris - Al magt til fantasien! Drømmen er virkeligheden! Anarkiet - det er med! Vær realistisk, forlang det umulige! - viste, at oprøret mere var en utopisk festival end et forslag til administrative reformer. Et moment som yderligere forstærkede forbindelsen med den utopiske tradition var den almene følelse af at bryde med historien. Denne følelse af at stå overfor et spring, et spring ud i noget fundamentalt andet og bedre, et spring som indebærer en vis risiko, men som samtidig bærer kimen i sig om noget absolut ønskværdig, denne følelse kendetegner den utopiske længsel overalt hvor den bryder frem.

Myten om himmelen på jord

Ingen store civilisationer har været uden utopiske systemer. Billeder af tilstande hvor knaphed, ondskab og dumhed ikke findes, er overalt en del af naturfolks forestillingsverden.

I Latinamerika findes der f.eks. hele folkeslag, som i deres livsform er indrettet mod dette ene: At søge «landet uden ondskab». Det gælder f.eks. Guarinistammen i Brasilien. I Afrika og Asien forekommer flere vidnesbyrd om lokale tusindårsforestillinger, som er indgået i et blandingsforhold i kristendommen. Både taoismen i Kina, theravada-buddhismen og hinduismen i Indien bærer utopiske elementer i sig. Ligeledes er muslimsk filosofi i middelalderen rig på utopiske tanker.

Det som alligevel adskiller den vestlige utopiske tradition fra andre kulturers idealforestillinger, er den særegne kombination af det ideelle med konkrete udpenslede detaljer. Detaljerede regler om døgnrytme og hverdagsantræk er f.eks. ikke ualmindelige i de vestlige utopiske samfund. Antropologer har antydet, at forskellen kan føres tilbage til forskellen i kulturel orientering: Kineserne kan have været for jordnære, og hinduerne for oversanselige i deres livsfølelse til at kunne forene forestillingen om det perfekte med det praktiske.

De vestlige utopier foregriber i særlig grad spændingen mellem de to verdener - himmelen og jorden - og søger løsningen i myten om himmelen på jord. Denne sammenbinding mellem de to sfærer - som på samme tid understreger utopierne som noget ahistorisk og nærværende - giver de vestlige utopier en særegen frodighed og politisk dynamik. For kulturudviklingen i Vesten står de antagelig på højde med en anden central forestilling i Vestens civilisation: Fremskridtstroen.

Den stille flydende lyksalighed

Forenklet kan utopiernes historie fra ca. 1450 og frem til tiden omkring filosoffen G. W. Leibniz' død (1716) betragtes som storladne forsøg på at hele splittelsen i den kristne verden, genoprette en universel orden på basis af kristne sandheder og tage den nye naturvidenskab i brug til denne opgave. De første to århundreder af den moderne utopis historie er præget af tænkere som er ufravigelige i deres kristendom, og som endvidere har modtaget afgørende indtryk fra den græske idearv.

Med More og ordenstænkere som Tommaso Campanella (1568-1639) bliver den kristne utopi udvidet til at omfatte hele verden. Mens friheden står i forgrunden hos More, er Campanella i sin utopi «Solstaten» (skrevet i 1602) statsdyrker. I hans system er en almægtig stat garantien for retfærdighed og lykke. Med Francis Bacons «Nye Atlantis» (1624) introduceres en utopiform, som gør øget kontrol med naturen gennem naturvidenskabelig erkendelse til det afgørende træk.

Utopiformerne i denne periode er gennemgående statiske og asketiske. De lader sig inddele geografisk: En linie med udspring i den nordeuropæiske humanisme med Thomas More som den vigtigste eksponent; En anden repræsenteret ved de tyske sværmere, hvoraf Thomas Müntzer er den vigtigste. Müntzer førte de tyske bønder til oprør under utopiske faner: Et kærlighedens rige var allerede forkyndt i Bibelen; Der var ingen grund til at vente til det hinsidige med at få det virkeliggjort. En tredje retning kan føres tilbage til Italien, hvor renæssanceidealet om den ideelle bystat dyrkes med særlig talent af periodens arkitekter og kunstnere indenfor rammerne af en kristen-aristokratisk orden.

Den samlede utopiske tradition fra ca. 1450 til begyndelsen af det 18. århundrede kan sammenfattes under en betegnelse: Den afklarede lyksalighed. Den stille flydende tilværelse, overskuelig og forudsigelig, er idealet. Manglen på jord medvirkede til at understrege askese og enkelhed. Det gode livs kilder ligger i en klog social orden, hvor økonomien er et statsanliggende, religionen er fredelig og tolerant og menneskene er milde i deres manerer.

Det uendelige fremskridt

Starten af 1700-tallet indvarslede en sekularisering af de utopiske systemer. Efterhånden som religionens dominans over sindene blev svækket, udvikledes der en ny opfattelse af kærlighed og seksualitet: Den kristne monogami blev mere og mere opfattet som selve ophavet til strid mellem menneskene.

Det er interessant at betragte, hvordan samlivets problemer uafladeligt optager de utopiske tænkere. Inspireret af opdagelsesrejser til sydligere egne - med udvidelse af det kendte rum følger altid nye utopier - gør mere eksotiske kærlighedsformer nu deres indtog i utopierne. Pointen er at vise, at friere kærlighedsforhold ikke nødvendigvis behøver at undergrave den sociale stabilitet. Tvært imod kan energien som på denne måde kanaliseres ad frugtbare baner, bidrage til fordragelighed mellem menneskene.

Med den franske revolution og industrikapitalismens gennembrud ændres utopiernes temperatur væsentlig. De bliver gennemgående mere ønskeopfyldende og dynamiske. Forestillingen om utopierne som et tilholdssted for asketisk ro får et grundskud.

En række forhold bidrager til dette skift. Omorganiseringen af fabrikslivet forslummer byerne, og antallet af industriarbejdere vokser voldsomt. Bevidstheden om dette nye proletariats fornedrelse tager til og vækker en moralsk patos til live, som på mange måder kan minde om Thomas Mores forsvar for de engelske småbønder 300 år tidligere. Dertil kommer gennemslaget af nye produktivkræfter, som kombineret med naturvidenskabelige fremskridt for første gang bringer muligheden af overflod ned fra himmelen og indenfor de menneskelige handlingers rækkevidde.

Fra 1800-tallet er utopierne samtidig gennemgående historisk åbne. Dvs. de forestiller sig ikke længere idealsamfundene som noget lukket, med evige, fastlagte træk. Fremskridtet er evigt fremadskridende. En tanke som med særlig kraft forfægtes af franskmanden M. J. A. N. C. de Condorcet (1742-93), som i værket «Skitse til en fremstilling af den menneskelige ånds fremskridt» (1793) lader sin Tiende Epoke omslutte hele menneskeheden som selve slutpunktet på vejen fra barbari til oplysning. Hans værk er gennemsyret af kirkefjendtlighed, videnskabsbeundring og lighedsstræben.

Selv Marx, som af principielle og taktiske årsager var meget nøjsom i sine fremtidsbetragtninger, må henregnes til denne åbne utopiske tradition. I det frihedens rige som kommer efter at nødvendighedens begrænsninger er ophørt, er der principielt ingen begrænsninger for menneskets selvudfoldelsesmuligheder. Fremtiden efter klassekampens ophør var uendelig rig og åben.

Det 18. århundrede er i øvrigt ret så fattigt på utopisk spekulation. Oplysningsfilosofferne gjorde nar af dette tankespind, og begrebet utopi forekom slet ikke i Diderots store franske encyklopædi.

Foreningen af arbejde og kærlighed

Den utopisk socialistiske traditionen med navne som Robert Owen (1771-1859), Charles Fourier (1772-1837), Claude Henri de Saint-Simon (1760-1825), Etienne Cabet (1788-1856), William Godwin (1756-1836) og flere andre må først og fremmest betragtes som en dybtgående civilisationskritik. Et fællestræk binder disse forskellige tænkere sammen: Ønsket om at ophæve det fremmedgjorte arbejde og forene arbejde og kærlighed. De ville skabe et produktionssystem, hvor det var muligt at kombinere produktivitet med værdier som nærhed, variation, egenudvikling og emotionel tilfredshed. I dette foregreb de det 20. århundredes utopier, f.eks. Herbert Marcuses forestilling i bogen «Eros og civilisation» (1955) om det ikke-repressive samfund, hvor æstetisk sensibilitet og sensualitet er indgået i en højere forening.

De utopiske socialister diagnosticerede deres tidsalders krise som et brud i menneskets evne til at finde tilfredsstillelse gennem arbejdet. Deres samfundskritik kan samles i fire punkter: Kritik af privatejendommen, analyse af årsagen til fattigdom og ulighed, teorier om de dybereliggende grunde til social konflikt og afstandtagen fra kapitalismens ideologi, især laissez-faire-doktrinen - den opfattelse at statens rolle i det økonomiske liv skulle begrænses mest mulig.

De utopiske socialister troede, at samfundet kunne forbedres gennem fornuftsmæssig kritik. I denne forstand er de arvtagere fra oplysningstiden. De troede også, at menneskets evne til at forbedre sig var uendelig. Deres udkast til idealsamfund opfattede de ikke som fantasifostre, men som planer for perfekte, harmonisk virkende samfund. Det gjaldt blot at finde det underliggende princip for at styre samfundet, på samme måde som Isaac Newton havde afdækket lovene for universet. Deres samfundsnormer ville være de eksisterende overlegne. Realiseringen af dem ville derfor fremstå som en videnskabelig nødvendighed.

Udgangspunktet for de utopiske socialister er analysen af privatejendommen. Den griskhed den er et udtryk for, er den mest umiddelbare årsag til fattigdom, afmagt og ondskab. Men de fører analysen videre. For Owen er f.eks. ægteskabet og irrationel religion ligestillet med privatejendommen i den «ondskabens treenighed», som hindrer menneskenes rationelle organisering af deres liv. I sidste instans ender utopisternes samfundsforståelse i opfattelsen af den menneskelige natur. Menneskets sunde tilbøjeligheder hindres af fastlåste og menneskefjendske institutioner, som f.eks. familien og kirken. Under den socialistiske utopisme ligger forestillingen om, at hovedkonflikten går mellem individet og affældige samfundsmæssige institutioner. Derfor tager de alle sigte på at radikalisere disse institutioner fra bunden.

Klarest kommer denne civilisationskritik nok til udtryk i Fouriers teori om passionerne, de emotionelle «serier» (forskellige temperamenter) og deres indbyrdes tiltrækning. Pointen for Fourier er ikke at tæmme passionerne, men at føre dem ind i konstruktive baner. Det er det der vil ske i hans idealsamfund - falansteriet. Ved at føre forskellige psykologiske typer sammen under et tag og lade hver enkelt gå ind i arbejdsgrupper udfra deres naturlige tilbøjeligheder, vil mulighederne for fornyelse og følelsesmæssig tilfredshed i arbejdet blive uendelige.

Kendetegnet ved den nuværende civilisation er, at følelser som i udgangspunktet er rene og konstruktive forkrøbles. Et eksempel er kærligheden, som indenfor det monogame ægteskab forvandles til utroskab, forstillelse, løgnagtighed og kedsomhed. På samme måde med det fremmedgjorte arbejde: Det binder og hindrer udfoldelse og skaberevne. Kun ved at følge drifterne, skabe en økonomi som tager hensyn til menneskets følelsesmæssige behov, kan lykken nås.

Fourier er helt fri for den senere freudianske forestilling om, at civilisationen forudsætter undertrykkelse og disciplinering af drifterne - tanken om «ubehaget» i kulturen. Hans univers er et sanselig-erotiseret arbejdsfællesskab. Det gav Marx associationer i retning bordellet, men frydede mange så meget desto mere. Da denne del af hans skrifter - som var blevet undertrykt af hans tilhængere - blev udgivet på ny i 1960'erne - vakte de begejstring bl.a. hos de franske feminister. (Se Fourier.)

De utopiske socialister udviklede ikke tanken om, at privatejendommen er et udtryk for en speciel måde at organisere økonomien på. Det er først og fremmest Marx, som udvikler denne forestilling. Den utopiske socialisme bliver på denne måde primært en kritik af ideologien bag privatejendommen, især individualismen og doktrinen om den frie vilje, ikke en analyse af den private ejendomsrets rødder i produktionslivet.

I «manifestet» sagde Marx og Engels om Owen, Fourier og de andre utopiske socialister: «De angriber hvert eneste af det eksisterende samfunds principper. Deres skrifter er derfor fulde af det mest værdifulde materiale for arbejderklassens oplysning.» Owen gav stødet til en række praktiske forbedringer i sine fabrikker og blev fadder til en overmåde interessant bølge af utopiske samfund i det 19. århundrede - både i USA og i Storbritannien. Han blev samtidig en pioner indenfor pædagogikken og fremhævede børns evne til at lære af lyst. Den første børneskole blev oprettet af ham i bomuldsspinderiet i New Lanark, Skotland i starten af det 19. århundrede. Fouriers analyse af menneskets følelsesliv blev ikke videreført af Marx og Engels, og var et isoleret område i arbejderklassens teori indtil Wilhelm Reich på ny rejste spørgsmålet i mellemkrigstiden.

«Fremtidsmusik spillet på et barns trompet»

Marx' og Engels' holdning til den socialistiske utopisme var sammensat. Deres holdning må forstås på en historisk baggrund. Den utopiske socialisme var en af de vigtigste forløbere til deres egen «videnskabelige» form for socialisme. De måtte derfor både af praktisk-strategiske grunde så vel som af principielt teoretiske årsager markere en afstand til den.

Deres hovedsynspunktet var, at den utopiske socialisme var et forstadium til deres egen samfundsanalyse. De utopiske socialister afspejlede et samfund, hvor produktivkræfterne endnu ikke var tilstrækkelig udviklet og proletariatet var en ubetydelig klasse. Owens og de andre tænkeres idealforestillinger var «fremtidsmusik spillet på et barns trompet» (Engels) i den forstand, at der endnu ikke forelå nogen materiel mulighed for at gøre deres storslåede drømme virkelige. Denne underudvikling af produktivkræfterne og den manglende modning af arbejderklassens bevidsthed gav sig udslag i en asketisk grundholdning og «rå lighedsmageri».

Dybest set er marxismens kritik den, at de utopiske socialister kendetegnes af en mangel på politisk funktion pga. deres uvidenhed om de historiske lovmæssigheder og materielle årsager til menneskelig, kollektiv handling. De mangler en strategi for at realisere deres programmer. Deres samfundskritik bliver moralistisk og appellerer til individuel forbedring og til oplyste herskere.

Under uenigheden ligger naturligvis forskellige opfattelser af, hvad kapitalisme er: For Marx var den et totalt system med egne love for virkemåde og udvikling. For de utopiske socialister var den primært et udtryk for ideologisk vildfarelse og umenneskelighed. Forskellen illustrerer udmærket afstanden mellem en tidlig sociologisk, individuel tænkemåde og den marxistiske historiske materialisme.

«Det kommunistiske manifest» fra 1848 sammenfatter kritikken således: «Den kritisk-utopiske socialisme og kommunisme udvikler sig - hvad betydning angår - omvendt proportionalt med den historiske udvikling. I samme grad som klassekampen udvikler sig og tager form, mister denne fantastiske ophøjelse over den, denne fantastiske bekæmpelse af den, enhver praktisk værdi og enhver teoretisk berettigelse. Selv om disse systemers grundlæggere på mange måder var revolutionære, danner deres elever derfor hver gang reaktionære sekter.» 30 år senere gentog og udbyggede Engels denne kritik i værket «Socialismens udvikling fra utopi til videnskab» (1878).

Det må i dag fastslås, at den marxistiske kritik fortsat er holdbar, når det gælder de historiske utopiske systemer, men den rammer alene denne utopisme og ikke den utopiske tænkning generelt. En ting er at påpege at spekulation omkring fremtiden er spild af tid og bortleder opmærksomheden fra den dagsaktuelle kamp. Dette er et vigtigt aspekt ved Marx' utopikritik. Langt alvorligere er den mere principielt betonede kritik af fremtidsfantasier, som går ud på, at vore begreber om fremtiden nødvendigvis må være bestemt af eksisterende produktionsforhold og derfor tidstypiske og begrænsede.

Denne opfattelse har sammen med vulgær-marxistiske forestillinger om jernhård historisk lovmæssighed ført til en underernæring af fantasien på venstrefløjen og til modvilje mod overhovedet at udvikle alternative samfundsmodeller. Dette har bidraget til at undergrave venstrefløjens troværdighed, for en kritik af det bestående tager altid - uanset om det sker direkte eller indirekte - udgangspunkt i tanker om noget andet. Når dette alternativ så sjældent er blevet konkretiseret i former, som den enkelte har kunnet identificere sig med, har venstrefløjen berøvet sig selv muligheden for at gøre socialismen til en levende utopi, til et begreb om noget mere end en bestemt måde at organisere økonomien på.

Den som mest energisk har udviklet forestillingen om utopiernes frigørende muligheder indenfor en marxistisk tradition, er Ernst Bloch. Han opfatter underernæringen af fantasien og negligeringen af følelseslivets behov i socialismens samfundsanalyser som en vigtig årsag til fascismens sejr i mellemkrigstiden. Fascismen havde held til at annektere drømmene. Menneskets driftsliv kan styres. Gennem følsomhed overfor de tyske småborgeres emotionelle behov skabte fascisterne en massebevægelse, som dernæst blev vendt mod arbejderklassen.

Håbet indtager en central plads i Blochs filosofi. Bloch ser i drømmene dels et forvisningssted for forbudte tanker, men også noget «før-bevidst». Denne før-bevidsthed kommer især til udtryk i folks dagdrømme. Disse har foregribende evner, dvs. at de er en bevidsthedsform, som indeholder råstoffer, som kritiske tanker kan bygge videre på. Det Bloch tager til orde for, er en tænkende fantasi som kan udnytte den rige sanselighed, som er knyttet til fantasibegrebet. Gennem konstant aktualisering af det endnu ikke opfyldte kan man modvirke enhver udvikling i retning af herredømmemanipulationer indenfor marxismen - f.eks. i form af stalinisme.

Til enhver efter behov...

Den marxistiske tradition er som helhed fuld af utopiske tilløb. Ideen om at klassekampen vil ophøre er ét eksempel, at statsmagten kan elimineres et andet. Lenins «Staten og revolutionen» fra 1917 er en næsten legende fremstilling af en socialistisk utopi uden central statsmagt. Berømt er også Marx' formulering om arbejdsdelingens unødvendighed i frihedens rige (fra «Den tyske ideologi», 1848). Marx udtaler der, at det frigjorte menneske vil kunne hengive sig til litterære sysler om aftenen, og om formiddagen gå på jagt eller fiske. Det er næsten noget fouriersk sanseligt over formuleringer som disse, på samme måde som parolen fra «Kritikken af Gothaprogrammet» (1875) om at enhver skal yde efter evne og modtage efter behov er blevet stående som et fængende banner i den daglige kamp.

Trods principiel modstand mod at udpensle fremtidssamfundet for detaljeret er det netop disse utopiske elementer ved marxismen som har skabt meget af dens særegne agitatorisk-politiske kraft. Gennem det 20. århundredes stalinistiske forkrøbling af marxismen er det blevet vanskeligere at minde om dette fantasi-æggende, frigørende træk ved den marxistiske tradition.

Utopiernes praktisk-politiske betydning

Historisk har utopierne været en gæringstank for politisk bevidsthed. Med vore dages voldsomme nyskabelser indenfor teknologi og videnskab bliver det endnu vigtigere end tidligere at have politiske perspektiver for fremtiden. I dette arbejde kan den utopiske tradition give vigtige tilskud.

Som detaljerede udkast til grandiose idealsamfund er traditionen død. Utopier som storslåede samfundskonstruktioner kan give - og har historisk givet - den totalitære fristelse for let spil. Som sporer til fantasifuld samfundskritik har utopismen alligevel megen livskraft. Studenterkritikken fra 1968 samlede opmærksomheden omkring de ideologiske og politiske barrierer, som i dag står i vejen for at virkeliggøre klassiske idealer om lighed, frihed og menneskeværdighed. Som Herbert Marcuse formulerede det i sin bog «Det muliges utopi» (1967): «Det mulige er blevet utopisk (i betydningen urealiserbart) på grund af den gigantiske fejldisponering af menneskehedens intellektuelle og materielle ressourcer: Krigsproduktion, sløseri, konsumjag, rovdrift på naturen». Overfor dette kan den utopiske fantasi være en påmindelse om de menneskelige muligheder, som kan realiseres i anden halvdel af det 20. århundrede.

Den utopiske fantasi er i sig selv udtryk for den menneskelige bevidstheds evne til at gå ud over den umiddelbart givne materielle virkelighed. Med udviklingen af moderne samfundsvidenskab er grunden skabt for bedre viden om betingelserne for reform i retning af det gode samfund. Det er i dag lettere at knytte forbindelsen fra det ønskværdige til det mulige end på Mores tid, fordi vi i dag kender de mekanismer som et samfund præges af så meget bedre. Dette øger utopiernes aktualitet, for en af deres vigtigste historiske funktioner har altid været at udskille de dele af kulturen og samfundslivet, som er særlig egnet for reform, eller hvor reformbehovet føles størst.

Marx sagde en gang, at ingen epoke stiller sig problemer, den ikke kan løse. Utopierne frigiver mentale vaner og udvider på den måde grænserne for det realistiske. Den utopiske tradition er en del af de mentale følehorn, som forestillingerne om fremtiden bør benytte sig af. Som den polske filosof Leszek Kolakowski har udtalt: «Selve eksistensen af utopien som utopi er et ufravigeligt vilkår for at den en gang skal blive noget andet end blot en utopi».

B.Ha.

Litteratur

B. Goodwin: Social Science and utopia, Sussex 1978.
M. Lasky: Utopia and Revolution, Chicago 1976.
F. E. Manuel (red.): Utopias and utopian, Boston 1967.
F. E. Manuel og F. Manuel: Utopian Thought in the Western World, Cambridge, Massachusetts 1979.
I. Todd og M. Wheeler: Utopia, London 1978.