Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler |
Den 8. marts har været den faste internationale kvindedag siden 1922. Det første forslag om en sådan dag kom fra Clara Zetkin på den anden internationale kvindekonference i 1910. Konferencen blev holdt i København 26-27. august i sammenhæng med Anden Internationales kongres. Det var ledelsen af det internationale kvindesekretariat der havde sammenkaldt konferencen. 130 kvinder fra 16 lande deltog. På den første dag af konferencen blev repræsentanterne enige om bl.a. følgende erklæring: «I overensstemmelse med proletariatets klassebevidste politiske og faglige organisationer foranstalter de socialistiske kvinder i hvert land en kvindedag, som først og fremmest skal tjene til agitation for kvindernes stemmeret. Dette krav må belyses udfra socialistiske synspunkter og i dets sammenhæng med hele kvindespørgsmålet. Kvindedagen må gives international karakter og forberedes ordentlig» (citeret fra det svenske Morgonbris nr. 9, 1910).
Der blev ikke fastslået nogen dato, og dagen varierede de følgende ti år. I begyndelsen var det vigtigt at vælge en søndag, fordi kvinder i arbejde ikke kunne få fri på nogen anden dag. I 1911 erklærede det internationale kvindesekretariatet den 19. marts som møde- og demonstrationsdag. Opfordringen blev fulgt mange steder i Tyskland og Østrig. I 1912 blev dagen flyttet til 12. maj. Kvinden (se Arbejderkvinnen) havde ingenting at sige om dette, men den svenske Morgonbris opfordrede de socialdemokratiske kvindeklubber til at indkalde til møder.
I 1913 faldt 2. marts på en søndag. De fleste steder blev de socialistiske kvindemøder gennemført på denne dag. Rusland deltog nu for første gang: Gennem artikler i arbejderpressen og et hemmeligt «morgenmøde om kvindesagen» i Skt. Petersborg - offentlige møder var forbudte. Ifølge Aleksandra Kollontaj blev dette møde holdt 8. marts. Zarpolitiet stormede imidlertid mødet og arresterede flere af de ledende kvinder.
I 1914 faldt 8. marts på en søndag og det førte til, at denne dag for første gang blev helt fast sammenkoblet med kvindedagen. I 1915 rasede verdenskrigen. Den internationale solidaritet havde ikke bestået den store prøve. Men indenfor de socialistiske partier voksede der venstreoppositionelle fraktioner frem, som bl.a. gennemførte pacifistisk agitation. Kvinderne i disse fraktioner kom med fredsappeller i sammenhæng med den internationale kvindedag søndag den 7. marts.
I Norden og i det neutrale Schweiz blev der holdt store møder denne dag. I Folkets Hus i Kristiania (Oslo) stod Kvindeforbundet i Arbejderpartiet som indkalder. Talere var bl.a. Anna Lindhagen fra Sverige, Martha Tynæs fra Norge og Kollontaj som var flygtet fra Rusland. Ifølge referatet i Kvinnen nr. 4, 1915, bad hun bl.a. kvinderne om at opdrage deres børn «til had mod chauvinismen og den snævertsynede nationalisme og til kærlighed overfor frihed, menneskeværd og broderskab». Hun sluttede med appellen: «Leve arbejdernes nye og stærkere Internationale, leve den nye sejrrige socialistiske verden! »
I 1916 var der større ro omkring dagen, mens 1917 blev et vigtigt år. I Rusland gik det løs med demonstrationer og optog. Ifølge Kollontaj skete dette i direkte sammenhæng med det hun kalder «arbejderkvindedagen» på 8. marts - 23. februar efter den gamle almanak. Arbejderkvinderne gik på gaden og krævede «brød og fred». Det blev en af de faktorer som udløste Februarrevolutionen.
Fra 1918 kom kvindedagen ind i en overgangsperiode. Dette var en indlysende konsekvens af spaltningen af arbejderbevægelsen i socialdemokratiske og kommunistiske partier. Da Tredje Internationale - Komintern - blev dannet i 1920, havde kvindebevægelsen fået et internationalt kvindesekretariat med Clara Zetkin i spidsen. Dermed magtede man at videreføre kvindedagens tradition med fastere samordning end tidligere. I 1922 blev det på den anden internationale kvindelige kommunistkonference i Moskva besluttet, at 8. marts skulle være fast dato for kvindedagen. Det var udsendingene fra Bulgarien, der kom med dette forslag. De henviste til, at det var den dag, de russiske kammerater fejrede den.
Den fascistiske fremmarch og til slut krigen 1939-45 skubbede dagen i baggrunden eller fik den fuldstændig indstillet. Den 8. marts 1945 - endnu før hele Europa var frit - blev der holdt en kvindekonference i Albert Hall i London. Et par tusinde kvinder fra 20 lande og forskellige politiske retninger deltog. Mange håbede nu på ny forståelse på tværs af grænserne og gamle barrierer. De samme håb prægede dannelsen af Kvindernes Demokratiske Verdensforbund, som tog 8. martstraditionen op.
Men den 8. marts fik først ordentlig gennemslagskraft med den nye kvindebevægelse i 1970'erne. Dermed fik dagen et dobbelt indhold af klassekamp og kvindekamp. Forskellige holdninger til, hvad der skulle lægges mest vægt på, var senere med til at kløve flere af kvindebevægelserne. FN gav sin velsignelse til 8. marts i kvindeåret 1975. I Sverige har de ældre liberale kvindeorganisationer sluttet sig til dagen. Det samme skete i Danmark. Med den organiserede feminismes uddøen, var det i en årrække kun de gamle liberale kvindeorganisationer og enkelte fagforeninger, der fortsat markerede dagen. I 90'erne har en række autonome kvindegrupper sluttet sig til, og givet den et nyt radikalt indhold - bl.a. med storm på pornoforretninger.
Internet | |||
| |||
Links til andre opslag i leksikonet | ||
Anden Internationale, Arbeiderkvinnen, Bulgarien, Den nye kvindebevægelse, Klassekamp, Kollontaj, Aleksandra, Komintern, Rusland, Schweiz, Solidaritet, Tyskland, Zetkin, Clara, Østrig | ||