Kategorier dette opslag er registreret under:
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Læst af: 51.668
: :
Den nye kvindebevægelse

Den nye kvindebevægelse er en fællesbetegnelse for alle de organisationer og grupper med kvindefrigørelse på programmet, som opstod i USA og de europæiske lande fra slutningen af 1960'erne. Den «gamle» kvindebevægelse som havde været en af de store sociale bevidstgørelsesbevægelser i det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede, mistede initiativ og politiske potentiale i 1920- og 30'erne. Den nye kvindebevægelse gav et nyt opsving i kvindekampen, uden at den i udgangspunktet havde nogen klar organisatorisk eller idemæssig sammenhæng med den gamle bevægelse. Den nye var præget af antiautoritær tænkemåde og udviklede en mere total og selvstændig strategi for kvindernes kamp. Målsætningen var ikke længere ligestilling men frigørelse.

Overvintring

Det kvinderetslige arbejde havde alligevel haft en vis kontinuitet. De gamle kvindesagsforeninger eksisterede i mange lande, og mange steder overvintrede kvindeorganisationer knyttede til socialist- og kommunistpartierne, mere eller mindre uafhængigt af partierne. Men i begyndelsen af 60'erne havde de hverken karakter af bevægelse eller kamporganisationer. Enten fungerede de mere eller mindre som en høringsinstanser, nært knyttede til statsapparatet, eller de var kvindeorganisationer for partierne og fungerede rekrutterende til partiorganisationen. De «nye» kvindegrupper og organisationer der blev dannet, var ofte uvidende om de «gamle». Der var ringe eller slet ingen sammenhæng eller samarbejde mellem dem. Men efterhånden som kvindekampen udviklede sig gennem 70'erne, blev skellet mindre fremtrædende og samarbejdet blev udviklet.

Arbejdet for kvindernes rettigheder var ikke nået lige langt i de forskellige lande. Mod slutningen af 60'erne havde de skandinaviske kvinder opnået formel politisk og juridisk ligestilling. Norske kvinder havde siden 1912 haft stemmeret. De danske fik det i 1916. Italienske kvinder fik først i 1947 den samme ret. De skandinaviske kvinder havde ret til skilsmisse, adgang til præventionsmidler og en abortlov der blev praktiseret liberalt. Kvinderne i de latinske lande var fortsat underlagt fascistiske familielove, havde ingen ret til skilsmisse, ingen ret til abort og heller ikke legal adgang til eller information om præventionsmidler. I USA varierede rettighederne noget fra stat til stat.

Strukturelle ændringer og kvindebevidsthed

Den nye kvindebevægelse var i udgangspunktet et kvindeoprør på venstrefløjen. Det opstod indenfor den nye antiautoritære venstrefløjsbevægelse, der var vokset frem i de vestlige lande fra midten af 60'erne.

Bevægelsen havde overvejende sin basis i uddannelsesinstitutionerne, blandt studenter og intellektuelle og i de nye mellemlag af lønarbejdere indenfor service-, sundheds- og socialsektoren. Men bevægelsen må ikke mindst ses i sammenhæng med de strukturelle ændringer, der i løbet af 50- og 60'erne fandt sted i kvindearbejdets omfang og indhold og dermed også i kravene til pigers opdragelse og uddannelse.

I efterkrigstiden var der i USA og de vesteuropæiske lande sket store ændringer i erhvervslivet og beskæftigelsen. Noget af det der holdt sig mest konstant var beskæftigelsen i industrien og den delvist lave kvindeandel blandt de beskæftigede. De vigtigste strukturelle ændringer skete indenfor primærsektoren og i serviceerhvervene - tertiærsektoren. Serviceerhvervene øgede deres andel af beskæftigelsen betydeligt, ved at de offentlige tjenester og forvaltning øgedes i omfang. Disse erhverv erstatteded i nogen udstrækning det kvindearbejde, der tidligere blev organiseret og udført privat. I samme periode er driftsformerne i landbruget blevet kraftigt ændrede, og den totale beskæftigelse indenfor erhvervet er blevet mindre, således at store kvindegrupper er blevet skubbet ud af produktionen.

Dette kan illustreres ved to tabeller, der viser tertiærsektorens (handel, offentlig og privat service) andel af landets totale beskæftigelse (1) og af landets totale kvindebeskæftigelse (2) i hhv. Norge, Danmark, Italien og USA.

  1950 1960 1970 1975-76
Norge 27 32 40 (48)
Danmark 34 37 44 (50)
Italien 21 25 31 (35)
USA 42 49 - (60)
Tabel 1. Tertiærsektorens andel af landets totale beskæftigelse (i procent).

 

  1950 1960 1970 1975-76
Norge 61 68 67 (70)
Danmark 56 66 66 (70)
Italien 27 35 44 (47)
USA 64 67 - (75)
Tabel 2. Tertiærsektorens andel af landets totale kvindebeskæftigelse (i procent).
Tallene i parentes er ikke direkte sammenlignelige med de øvrige, da undersøgelsesmetoderne er forskellige.
Kilde: Year Book of Statistics, 1958, 1968, 1978.

 

  1950 1960 1970
Norge 27 25 33
Sverige 32 451 69
Danmark 43 38 66
Finland 58 56 68
Vesttyskland 40 44 48
Storbritannien 36 481 51
Italien - 26 29
Spanien - 18 18
USA 33 41 55
Tabel 3. Andel af den kvindelige befolkning, 20-64 år, der var i indtægtsgivende arbejde i 1950, 1960 og 1970, i procent.
1 Disse tal er fra 1965-66. Tal fra 1960 findes ikke for disse lande. De er alligevel taget med. For Storbritannien viser tallene, at væksten i kvindebeskæftigelsen skete før 1965.
Kilde: Year Book of Statistics, 1958, 1968, 1978.

Denne strukturændring har haft stor betydning, både for omfanget og typen af arbejde der er tilgængelig for kvinder. Men de to vigtigste strukturændringer har spillet sammen på forskellig vis i de forskellige lande. I de nordiske lande skete afgangen fra landbruget for eksempel tidligt, og væksten i tertiærsektoren - specielt i 60'erne - førte til at kvinders erhvervsdeltagelse steg. Det betød, at de gifte kvinder i større grad tog del i lønarbejdet. I de latinske lande der fortsat har en stor landbrugssektor sker afgangen fra landbruget derimod samtidig med tertiærsektorens vækst. Vi finder derfor ikke en stigning i kvinders erhvervsdeltagelse, men derimod en omplacering. Og desuden en betydelig arbejdsløshed fordi ændringerne sker i forskellige regioner.

Denne strukturelle ændring af kvindearbejdets omfang og indhold satte nye rammer for og nye krav til kvinder som lønarbejdere. En del af de nye job indenfor servicesektoren krævede formelle kvalifikationer. For at kvinderne skulle kunne opfylde jobkravene, behøvedes der højere uddannelse og egenskaber som selvstændighed. Socialiseringen til kvindelighed havde gjort kvinder mere tilpasningsdygtige til underordnet og rutinepræget arbejde i industri eller personlige serviceerhverv. Nu kom store kvindegrupper i konflikt med de krav, der blev stillet til dem i arbejdslivet, og de karaktertræk de var blevet opdraget til.

Samtidig med de strukturelle ændringer i økonomi og erhvervsliv, fandt der i Vesten en eksplosion sted indenfor uddannelsesinstitutionerne. De store efterkrigsgenerationer startede på en højere uddannelse, og de samfundsvidenskabelige fag kom til at dominere. Flere kvinder begyndte at studere. Gennem uddannelsen kom kvinderne endvidere med i 60'ernes studenterbevægelser, der protesterede mod et autoritært uddannelsessystem, samt den ufrihed og undertrykkelse det skaber. Her fik mange kvinder deres første politiske erfaringer. Men kampen for personlig frihed og kritikken af autoritære strukturer skabte samtidig bevidsthed om deres særlige stilling som kvinder. De muligheder og ligheder der blev foregøglet dem, viste sig ikke at blive virkeliggjorte - hverken i studiet, studenterkampen, erhvervsarbejdet eller familielivet.

Dette er vigtige aspekter til forståelse af den nye kvindebevægelses baggrund. Det var ressourcerige kvinder, ofte rekrutteret fra uddannelsesinstitutionerne, der tog initiativet. Men bevægelsens præg og politiske forståelse kan imidlertid ikke uden videre føres tilbage til denne sociale baggrund. Grundlaget og perspektiverne skal findes i de nye konflikter i kvinderollen, der var skabt gennem de strukturelle ændringer i samfundet, i erhvervslivet og i uddannelsessystemet.

Kvindebevægelsens opbygning

Den nye kvindebevægelse var i lang tid løst organiseret - i modsætning til den gamle. Den kan beskrives som større eller mindre grupper, der blev bundet sammen gennem regionale koordineringsmøder, åbne nationale konferencer og skriftlige kontaktorganer, bøger, tidsskrifter osv. Gennem hele perioden leverede den radikale feminisme en betydelig del af begrundelsen for bevægelsen, og ikke mindst argumenterne for at bevare en sådan løs og flad organisation.

Kvindebevægelsen havde ingen international overbygning, men i løbet af 70'erne blev der holdt en hel del emneorienterede konferencer, hvor kvinder med engagement indenfor bestemte spørgsmål deltog, oftest uden at repræsentere nogen bestemt organisation. Det blev bl.a. afholdt et stort tribunal i Bruxelles i 1976 om vold mod kvinder samt konferencer i Rom om kvinder og sundhed i 1977 og 1978. Gennem disse fora blev der oprettet kontakter og udvekslet information og erfaringer.

Den løse organisering gjorde det samtidig muligt at tale om en bevægelse med flere forskellige retninger og grupperinger. Til trods for forskelle og modsætninger havde de nye kvindegrupper en fælles basis i måden at opstille problemerne på, i måden at tænke i aktionsformer og politisk organisering.

Dette fælles udgangspunktet førte til, at bevægelserne i de forskellige lande fik stærke lighedstræk. Men kvindebevægelsen slog ikke igennem samtidig i de enkelte lande. Det der skete i Italien og i USA i 1968, skete først i Spanien og Portugal ti år senere.

Kvindebevægelses fremvækst i de forskellige lande

Den første organisering skete i USA, og derfra kom der i løbet af kort tid et væld af impulser og litteratur, der bidrog til, at kvinderne også organiserede sig i Europa. En vigtig inspirationskilde for de mange nye kvindegrupper var Betty Friedans bog «Myten om kvinden», der udkom i 1963. I 1966 dannede hun The National Organization of Women (NOW) - en organisation der var klart reformorienteret.

Omkring 1968 blev der imidlertid dannet flere nye grupper, der definerede sig som revolutionære frigørelsesorganisationer for kvinder. De havde deres basis i studenterbevægelsen, de sortes borgerretsbevægelse og kampen mod Vietnamkrigen, men baggrunden for at de blev dannet var ofte den tydeligt udtalte og praktiserede kvindediskriminering på venstrefløjen. Samtidig blev de i afgørende grad præget af den modkulturelle bevægelses idealer om personlig frigørelse og bevidstgørelse, om egne behov og eget værd. Over hele USA udfoldede der sig i løbet af kort tid en omfattende bevægelse af forskellige kvindegrupper.

De nordamerikanske kvinder kom også i England til at spille en aktiv rolle, da de første nye kvindegrupper startede op i 1967-68. Også der blev den nye kvindebevægelse en heterogen bevægelse sammensat af forskellige grupper, men langt flere definerede sig som både socialistiske og feministiske. En af de første grupper var «The Workshop» i London, men der blev hurtigt oprettet nye grupper over hele Storbritannien, og i februar 1970 deltog 400 kvinder på en fælles konference i Oxford. Samme år arrangerede en række forskellige grupper i fællesskab en aktion mod Miss World kåringen i London. En aktion der vakte stor opmærksomhed.

Den nye kvindebevægelse i Holland opstod også omkring 1968, og var i høj grad præget af opsigtsvækkende og ofte usædvanlige aktionsformer. De første kvindegrupper dannede en organisation, som de kaldte Dolle Mina efter arbejdersken og kvindeforkæmperen Vilhelmina Drücker (1854-1929). Efter forbillede fra provoerne tog de forskellige typer gadeaktioner og provokationer i brug. Organisationen var udtalt socialistisk. I 1972 brød en gruppe feminister ud, efter at have kritiseret manglen på bevidstgørelse og at forståelsen af kvindernes specielle problemer var utilstrækkelig.

I Danmark startede Rødstrømperne (opkaldt efter en af de første nordamerikanske grupper) i foråret 1970 med tilsvarende opsigtsvækkende aktioner. De ville gøre offentligheden - og ikke mindst kvinderne - opmærksom på, hvordan bestemte kvinderoller påtvinges kvinderne. Efter en serie aktioner for ligeløn arrangerede kvindeaktivisterne i København i februar 1971 i samarbejde med de kvindelige fagforeninger en stor ligelønsdemonstration med 6.000 deltagere.

I skandinavisk sammenhæng indtog den danske kvindebevægelse allerede fra de første år en særstilling. Den opnåede i løbet af 70'erne at skabe en omfattende offentlig debat om kvindens stilling. De årlige markeringer af modkulturel art har bidraget til dette. Det gælder Femølejrene (fra 1971), Kvindekulturfestivalerne (fra 1974) og en række konferencer for kvindelige forfattere og litteraturkritikere, kvindelige filmkunstnere, faglige konferencer osv. Debatten har også været præget af kvindebevægelsens gennemslag på universitetsstudierne og i forskningen. Bevægelsen var baseret på et net af basisgrupper. Den var politisk sammensat, og der foregik en til tider skarp indre strid om forholdet mellem kvindernes frigørelseskamp og socialistisk strategi. Helhedsbilledet var alligevel en åben, antiautoritær bevægelse til venstre, som det i nogen grad lykkedes at få at få sine krav igennem.

I Sverige havde den nye kvindebevægelse et ret anderledes mønster. I 1968 dannede en gruppe på otte kvinder med baggrund i den radikale studenterbevægelse en studiegruppe om kvindespørgsmål ud fra en marxistisk analysetilgang. De kaldte sig Gruppe 8. Efter to år tog de otte initiativ til dannelsen af flere nye grupper, og der blev vedtaget et fælles program om socialisme og kvindefrigørelse - kvindernes «dobbelte revolution». Grupperne arrangerede bl.a. et stort teach-in om deltidsarbejde, aktionerede i forbindelse med valgene for kvindekrav og arrangerede de første møder for kravet om fri abort.

Gruppe 8 blev organiseret som en løst sammenknyttet organisation ud fra de samme organisationsprincipper som den nordamerikanske kvindebevægelse. Men de aktioner og debatter der blev sat i gang, var overvejende rettet mod de økonomiske sider af kvindeundertrykkelsen. I 1971 skete der en omvurdering, efter at der var formuleret kritik fra nye grupper, der mente det var forkert at afvise de feministiske problemstillinger, og organisationen begyndte derfor at tage spørgsmål som seksuel og ideologisk undertrykkelse op, kvindens stilling i familien osv. Bl.a. organiserede den en aktion mod pornoforretningerne i Stockholm i 1973.

Gruppe 8 skabte debat om kvindens stilling i det svenske samfund. De gamle kvindeorganisationer blev aktiveret og nye kvindegrupper opstod. Bevægelsen fik alligevel ikke den samme talmæssige tilslutning som i Danmark og Norge. Dette kan måske ses i sammenhæng med, at kvindespørgsmålet allerede fra slutningen af 50'erne blev vist betydelig opmærksomhed af det svenske socialdemokrati, der har haft en forholdsvis stærk ligestillingsorienteret profil. Men debatten om ligestilling, kønsroller og opdragelse fik et stærkt gennemslag i pressen og i kulturbilledet.

Norsk kvindebevægelse udviklede sig efter et andet mønster. De første kvindegrupper blev startet af nyfeminister i efteråret 1970 i Oslo. Nyfeministerne var stærkt inspirerede af den nordamerikanske kvindebevægelse og arbejdede ud fra princippet om flad organisering og om at tage udgangspunkt i bevidstgørelsesarbejdet. Deres antiautoritære arbejdsstil blev mødt med kritik fra marxistisk-leninistiske kvinder. Marxist-leninisterne indtog en stærk position i studenterbevægelsen og ønskede at kanalisere kvindekampen ind i en «front» med et klarere reformperspektiv.

I efteråret 1972 blev Kvindefronten dannet som en landsdækkende organisation. Organisationen lagde særlig vægt på en effektiv og slagkraftig organisering og fik stor tilslutning - bl.a. fra forskellige socialistiske grupperinger. Flere af disse brød senere atter ud efter at have kritiseret dels manglen på samfundskritisk og socialistisk perspektiv i Kvindefrontens analyser, dels den autoritære arbejdsstil i ledelsen af organisationen. I 1974 blev den marxistiske Claragruppe således dannet i Bergen, i 1974 socialistisk kvindeforum i Oslo og i 1975 Brød og Roser i Oslo, der senere blev en landsdækkende organisation, der bestod både af socialistiske og andre grupper.

Aktionen for selvbestemt abort blev startet op af nyfeministgrupperne, men blev senere en sag, der samlede alle de forskellige organisationer og grupper - også de gamle kvindeorganisationer der i begyndelsen af 70'erne fik ny tilslutning og nyt liv.

Udgangspunktet i det antiautoritære oprør i 60'erne blev på mange måder mindre tydeligt i den norske end i de fleste andre landes kvindebevægelse. Kvindebevægelsen er alligevel ofte gået sine egne veje i forhold til den oprindelige bevægelse.

I Vesttyskland fandtes der i 1970 kvindegrupper i de fleste større byer, og fra samme år begyndte der at udkomme en række kvindetidsskrifter, aviser og bøger. Kvindekollektiver, kvindeforlag og kvindelige musikgrupper satte senere deres præg på bevægelsen. Det store samlingspunkt var aktionen mod § 218, en abortlov der stort set havde været uforandret siden Bismarcks tid. Men kampen endte i nederlag.

I Frankrig har kvindebevægelsen trods sine rige historiske traditioner stået forholdsvis svagt. En række grupper er blevet dannet, men har haft kort levetid. Mange var knyttet til MLF (Mouvement pour la Liberation de la Femme), der startede i 1968. Organisationen blev for alvor kendt, da den var med til at organiserede en serie aktioner og demonstrationer omkring abortretssagen i Bobigny, hvor bl.a. kendte kvinder trådte frem og fortalte, at de havde fået foretaget illegal abort. En ny og mere liberal abortlov fungerer for tiden (1979) som en prøveordning.

Blandt de katolske lande i Sydeuropa har Italien haft klart den stærkeste og mest udfordrende kvindebevægelse. De første grupper startede allerede i 1966. I 1969 blev MLD (Movimento di Liberazione della Donna) dannet. Organisationen stod i begyndelsen ret isoleret i kravet om at legalisere præventionsmidler og abort, men efter en stor kampagne med «selvbekendelser» om illegale aborter i 1972, øgedes tilslutningen til disse krav.

I 1972 blev en 8. martsdemonstration i Rom med 100 kvindelige deltagere angrebet af 300 politifolk fra oprørspolitiet, og flere kvinder blev skadet. Dette vakte forbitrelse og bidrog til øget mobilisering. Italiensk kvindebevægelse har helt fra starten måttet tage hensyn til volden mod kvinder og særligt mod kvinder der protesterer mod undertrykkelse. Men bevægelsen har siden 1972-73 været i voldsom vækst og er en af de mest levende og slagkraftige i Europa. Den er stærkt sammensat, men domineret af en socialistisk-feministisk tendens, og på det centrale krav om fri abort er den lykkedes i at samle både den nye og den gamle kvindebevægelse.

Kvindebevægelses udvikling

Den nye kvindebevægelse har rejst en række enkeltkrav, der ikke i sig selv virker mere radikale end dem der blev stillet af den gamle kvindebevægelse. Men selve perspektivet med kampen er blevet radikaliseret. Tanken om ligestilling mellem kvinder og mænd er forkastet som perspektiv, fordi det ikke er tilstrækkeligt, for at få ophævet kvindeundertrykkelsen og fordi det ikke rokker ved det nuværende samfunds rammer. Det politiske mål er mere omfattende. Samfundet må forandres totalt og enhver form for undertrykkelse må fjernes. Det betyder også, at den opfatter en politisk-økonomisk revolution som utilstrækkelig, hvis ikke hele samfundets sociale organisation samtidig ændres.

Dette omfattende mål for kampen blev stillet allerede tidligt i den nye kvindebevægelse. Men analyserne og strategien for ændring var ofte forsimplede og til dels idealistiske i den første fase. Vejen var ikke kortlagt på forhånd. Det var en fase, hvor selve tanken om denne totale ændring mobiliserede og inspirerede. Kampen var allestedsnærværende - ændringer skulle ske samtidig og overalt. Kampen lå i alle de sammenhænge, som kvinder indgik i - både på det mellemmenneskelige og det strukturelle plan.

Den første fase i den nye kvindebevægelse var præget af enorm entusiasme, gåpåmod og kampgejst. Grænser skulle sprænges. Det hang dels sammen med visionerne om den betydning, som kvindefrigørelse har - at det betyder en total samfundsforandring. Endvidere hang det sammen med selve arbejdsmetoderne i kvindebevægelsen - bevidstgørelse som frigjorde kræfter hos kvinderne der deltog og gjorde at det angik dem personligt: Entusiasmen udsprang også naturligt af, at kvindebevægelsen var en bevægelse på fremmarch - stadig nye kvinder kom med, kvindefrigørelse blev diskuteret overalt og medierne tog kvindespørgsmål op på en helt ny måde. Kvindebevægelsen var en nyhed.

Ideologikamp

Selv om kvindebevægelsen tidligt blev beskyldt for at være indadrettet og navlebeskuende - både af massemedierne og af ængstelige partier på venstrefløjen - var det overvejende en forkert karakteristik. Bevidstgørelsen tog godt nok udgangspunkt i de enkelte deltagende kvinders situation, og bearbejdningen af erfaringerne skete først i lukkede smågrupper, men denne arbejdsmetode skabte i høj grad aktivitet. Selve målet med bevidstgørelsen var at skabe aktive og selvstændige kvinder, der kunne tage del i den revolutionære proces, som kvindefrigørelse er.

Den første fase blev ideologikampens periode. Kvinder skulle både ses og høres gennem demonstrative og effektfulde handlinger. Til denne markering tog bevægelsen utraditionelle og fantasifulde aktionsformer i brug, inspireret af provoerne og situationisterne. Desuden ville den vise, at politik kunne være noget andet end grå alvorlige mænd. Aktionerne skulle ske på kvinders måde og med humor.

Selve kvindekampen skulle være frigørende. Frigørelse var ikke kun et fjernt mål, man måtte slide og forsage sig frem til: Dolle Mina'erne i Holland bandt dørene til offentlige pissoirer (kun for mænd) med silkebånd for at demonstrere deres krav: «Hvorfor kan kvinder ikke få lov til at tisse?» Danske rødstrømper demonstrerede manglen på ligeløn ved at uddele ligelønskage - tre fjerdedele af en kage - og ville kun betale tre fjerdedele af billetprisen i de offentlige busser og tog. Når kvinder tjente mindre end mænd, skulle de også betale mindre. Norske feminister red Sankt Hansaften til Bloksbjerg for at fortælle om middelalderens store kvindeforfølgelser - hekseprocesserne. På denne måde tog feminister utraditionelle midler i brug for at rette søgelyset mod de forskellige måder, kvinderne var og er undertrykt på.

Søsterskab - kvindekultur

Kampen for kvinders værd har stået centralt. Diskriminering og kvindeforagt skulle afsløres, bekæmpes og solidariteten mellem kvinder styrkes. Begrebet «søsterskab» var et udtryk for fællesskab mellem kvinder og en norm om gensidig støtte. «Kvinde er kvinde bedst» blev båret som parole i en norsk 8. marts demonstration. Splittelse og mistænksomhed mellem kvinder tjente kun undertrykkerne. Under dette lå også en stærk betoning af, at kvinder var undertrykte som køn og at der dermed eksisterede en lighed i de forskellige kvindegruppers situation og undertrykkelse på tværs af sociale skel.

Denne første fase i den nye kvindebevægelse var præget af en opfattelse der sagde, at kvinders fælles interesser var større end det der skilte dem. Alligevel var dette allerede tidligt et stridspunkt, og debatten om hvor omfattende kvindefællesskabet er, er fortsat siden da. Så længe den ideologiske kamp for kvinders værd stod i fokus, blev det imidlertid ikke opfattet som et afgørende strategisk spørgsmål. Det vigtigste var at styrke solidariteten mellem kvinderne.

I forlængelse af dette blev der i flere lande gennemført aktioner, for at kvinder skulle stemme på kvinder. I Norge gennemførtes bl.a. det såkaldte «kvindekup» i 1971. Kvindekultur, som kvindespecifikke væren- og samværsformer, blev også opvurderet. Kvindefestivaler, musik- og teatergrupper samt udstillinger af kvindelige billedkunstnere viste, at kvinder kunne lave noget og have det godt sammen. Kvindelige forfattere blev revurderet og der begyndte at vokse en ny kvindelitteratur og en feministisk litteraturkritik frem.

Men denne opvurdering af kvindekulturen bar i sig tidligt en tvetydighed. Perspektivet var en kvindekultur for frigørelse, men samtidig så man tendenser til nostalgi over en tabt kvindekultur, der havde sine rødder i en anden historisk og kvindeundertrykkende sammenhæng. Tendenser til kvindedyrkelse og et ukritisk skønmaleri af alt hvad kvinder gør, har været en af konsekvenserne.

Retten til at råde over egen krop

Det vigtigste og mest samlende i kampen for kvinders værd har været abortkampen. Den har betydet lige så meget som stemmeretskampen for udviklingen af kvindebevægelsen. Men det har ikke været en kamp for nye eller udvidede rettigheder. Det var en kamp mod samfundets og lægernes nedvurdering af kvinder - et nedværdigende formynderskab der også var rettet mod kvinders moralske status. Kampen var rettet mod det mest centrale i kvinders liv - retten til at råde over egen krop og fremtid. Det var en ideologisk og principiel kamp, samtidig med at kvindebevægelsen på dette område måtte gennemføre en traditionel og udmattende lobbyvirksomhed.

I lande som Frankrig og Italien har kampen for nye skilsmisse- og familielove haft noget af den samme betydning som abortkampen. Begge lande havde love, der gav mænd rettighederne over børnene og over hustruens økonomiske dispositioner, og de restriktive skilsmisselove blev praktiseret mere liberalt for mænd end for kvinder. Men også i lande hvor disse rettigheder er opnået, har den nye kvindebevægelse fortsat kritikken af den patriarkalske familie. På dette felt adskiller den sig klart fra den gamle kvindebevægelse, der var meget forsigtig med at røre ved familien som institution.

Den nye kvindebevægelse anså netop familierollerne og kernefamilien som institution, som en af de væsentligste hindringer for at kvinder kunne frigøre sig og blive hele mennesker. Familien bestemmer kvinders liv og arbejde og binder kvinder til moder- og hustrurollen, til at underkaste sig og opgive sig selv. Kernefamilien er blevet betegnet som et fængsel for kvinder. Ud af denne kritik sprang også ideerne om alternative bo- og samlivsformer. Man prøvede at bo kollektivt, så parforholdet ikke udgjorde grundlaget for fællesskabet. På denne måde opstod der en masse feministkollektiver, der også havde det politiske arbejde tilfælles.

.. og eget liv

Til forskel fra den gamle kvindebevægelse har debatten om seksualitet og seksuel undertrykkelse været central i den nye kvindebevægelse. Efterkrigstiden indebar en meget større adgang til og spredning af præventionsmidler, hvilket gav kvinder mulighed for seksualliv uden graviditetsangst. Seksualitet og forplantning kunne adskilles. Dette var potentielt frigørende for kvinder, men samtidig blev der udviklet ny dyrkning og markedsføring af kvinder som sexobjekter. Denne type rendyrkelse af kvinder som objekter til brug for mænd havde gode vilkår under 60'ernes «seksuelle revolution». En «revolution» som kvindebevægelsen karakteriserede som mænds ret til at bolle med stadig flere kvinder.

Mange af de tidlige aktioner i kvindebevægelsen var rettet mod denne pervertering af den seksuelle frigørelse og det falske og tingsliggjorte kvindebillede. Kampen mod pornografien indgår i denne sammenhæng. Alligevel har kvindebevægelsen ikke stået for nogen nypuritanisme - i alt fald ikke som en hovedretning. Kvinder har krævet deres ret til et seksualliv på egne præmisser - det vil sige ret til at udfolde egen seksualitet, ret til at sige ja og nej, ret til selv at bestemme rammerne for seksuallivet.

Bearbejdningen af kvinders erfaringer på dette område samt bidrag fra den kritiske psykiatri og undersøgelser om kvinders seksuelle adfærd, har bidraget til at skabe en familie- og seksualitetsdebat, der er gået langt ud over den der tidligere har eksisteret på venstrefløjen. Et af resultaterne blev, at mange tabuforestillinger om kvindelig seksualitet og seksualitet generelt blev svækkede, og lesbiske kvinder blev efterhånden aktive og til tider ledende i kvindebevægelsen. Enkelte grupper - specielt i USA - betonede lesbiskhed som et valg, en livsstil og en form for seksualitet, der burde kunne vælges. Dette synspunkt har imidlertid været omstridt - både i kvindebevægelsen og i de lesbiske og homofiles egne organisationer.

Faglig kamp

Det var kvindebevægelses offensive ideologiske kamp og den principielle argumentation for selvbestemt abort, der overvejende gav den gennemslagskraft i offentligheden og som mobiliserede store grupper af kvinder. Kampen for sociale og økonomiske reformer fik mindre opmærksomhed i medierne, men har hele tiden været en del af kvindebevægelsens kampgrundlag. Også i feministbevægelsen der mest åbent prioriterede den ideologiske kamp. Ligelønsarbejdet stod centralt i mange lande, og i USA tilkæmpede kvindebevægelsen sig en lov mod kvindediskriminering, der gav mulighed for at presse virksomheder til efterbetaling af store pengebeløb for tidligere forskelsbehandling.

Alligevel har kvindebevægelsen haft vanskeligheder med at organisere en mere omfattende faglig og økonomisk kamp. Det gælder også de organisationer, der tydeligt har villet prioritere disse områder. F.eks. Kvindefronten i Norge. Vanskelighederne gjorde sig i særlig grad gældende i de lande, hvor den socialistiske bevægelse ikke var på fremmarch, og hvor den faglige kamp generelt set ikke havde et offensivt præg. I Italien hvor venstrefløjen står stærkt, har den faglige organisering af kvinder derimod også været stærk og har antaget nye former. Kvinder der arbejder i metalindustrien har dannet egne kvindegrupper og samarbejder med feministbevægelsen, samtidig med at de er med i den «almindelige» og mandsdominerede fagbevægelse. Konsekvensen er, at kvinderne kræver, at de faglige spørgsmål ikke skal være begrænsede til økonomi. Spørgsmål der angår familien, børneomsorg o.l. skal også inddrages. Den faglige kamp må gøres mindre sektoriel.

Konfliktlinier

Lige fra den nye kvindebevægelses start er der gennemført en debat om grundlaget for kvindeundertrykkelsen, om politiske prioriteringer, organisering og rekruttering. Den første fase var præget af ofte stærke modsætninger mellem feminister og socialister, og standpunkterne var ofte firkantede og forenklede. Den feministiske tænkning var ufærdig og famlende - om end den blev fremført med stor kraft - mens den socialistiske tænking om kvindefrigørelse havde fuldstændig færdige og skråsikre svar. Denne modsætning er nu dæmpet ved, at begge retninger har optaget tankegods fra de anden, og hovedtendensen indenfor kvindebevægelsen forener i dag socialisme og feminisme. Kampen føres både mod det kapitalistiske system og mod patriarkatet.

Den tidlige feministbevægelse havde en tendens til at forklare kvindeundertrykkelse som fuldstændig kønsbestemt, som mænds magt og dominans over kvinder. På grund af denne opfattelse blev orienteringen overvejende rettet mod de mellemmenneskelige forhold, og kvindeundertrykkelsen blev beskrevet som relativt ens for alle kvinder. I det andet yderpunkt hævdede traditionelle marxister, at al undertrykkelse kunne afledes direkte fra det politisk-økonomiske system, og at kvindeundertrykkelse derfor ikke var noget selvstændigt spørgsmål. Derfor måtte kvindekampen underordnes den generelle klassekamp.

Det havde stor strategisk betydning, hvilken position den enkelte indtog i dette spørgsmål. Hvis kvindeundertrykkelse alene blev opfattet som et delspørgsmål, måtte en selvstændig kvindeorganisering afvises. Kvindespørgsmålet kunne kun løses gennem klassekampen. At danne egne organisationer blev betragtet som separatistisk, noget der ville svække eller afspore klassekampen. Hvis man derimod forstod kvindeundertrykkelsen som bestemt af mænds dominans eller som et gennemgående træk ved forskellige samfund, havde kvindekampen selvstændig status, noget der berettigede egne organisationer. Indenfor den feministiske tænkning blev egne organisationer - uden mænd - anset som nødvendige for at kunne skabe nok ro og tryghed omkring bearbejdningen af erfaringerne.

Integration eller isolation?

Et af de vigtigste strategiske problemer i kvindebevægelsen har været, hvordan man kan opnå indflydelse uden at integreres i det politiske system og dermed miste sin selvstændighed. Men lige så vigtig har det været at finde en position, der ikke isolerer bevægelsen fra den sociale og politiske realitet og fra de igangværende kampe. Det har været et spørgsmål om, hvilke alliancer bevægelsen kunne indgå med partier, fagbevægelse og andre interesseorganisationer. Hvordan disse problemer tackles, er i høj grad et nationalt spørgsmål, afhængig af det politiske system, statsform, centralisering og organisationsforhold.

I USA har vi set udviklingen af en selvstændig kvindebevægelse, der på mange måder står udenfor det politiske system. På grund af fagbevægelsens svage og til dels højreorienterede position og den øvrige venstrefløjs tilbagegang, er kvindebevægelsen blevet stående uden naturlige alliancepartnere. Dette er noget af baggrunden for tendensen til udtalt separatisme i den nordamerikanske kvindebevægelse: Kvindebevægelsen opfatter sig selv som den eneste bærer af et revolutionært eller systemoverskridende potentiale.

Også i Italien har kvindebevægelsen stået udenfor det etablerede politiske system, men her har den tættere tilknytning til forskellige partier og socialistiske grupper og er allieret med en stærk fagbevægelse. Men ingen af disse grupper er statsbærende kræfter. Eftersom modstanderne og de statsbærende kræfter udgøres af pavekirken og det kristeligt demokratiske parti, er faren for integration ikke overvældende. Derimod er faren for isolation og separatisme stor, hvis grupperne ikke formår at opretholde et allianceforhold med venstrefløjen - specielt i et land som Italien hvor kønsfascisme og kvindeforagt har stærke rødder. Kvindebevægelsen har valgt en strategi med «dobbelt militans». Dvs. kvinderne arbejder både i en separat kvindebevægelse, i andre socialistiske organisationer og i fagbevægelsen.

I Skandinavien er problemerne anderledes. I Norge har kvindebevægelsen i flere sager indgået en alliance med socialdemokraterne - det statsbærende parti. Og de samme sager er ofte tidligere blevet rejst af socialdemokratiske kvinder - bl.a. kravet om selvbestemt abort. Det betyder, at kvindekampen i Norge ikke kun føres af en udenomsparlamentarisk og selvstændig kvindebevægelse, men også indenfor lovgivende organer. Desuden erkender det politiske system kvindebevægelsen som en legitim politisk organisation eller interessegruppe med krav på at blive hørt - men ikke nødvendigvis hørt på. Bevægelsen trækkes med ind i den politiske proces via udvalg og høringsrunder og andre former for politisk kontakt.

Norsk kvindebevægelse står derfor i en anden situation end den italienske når det gælder integration i det politiske system med dets arbejdsmåde og problemformuleringer. Derved kan den miste distance og «uansvarlighed», hvilket er en forudsætning for at opretholde en separat kvindebevægelse. I Sverige er det konstitutionelle træk endnu mere dominerende, og den separate kvindebevægelse har da også stået svagere der, end i lande som USA, Danmark, Italien og Norge.

Det strategisk-politiske problem - separat arbejde/dobbelt militans/integration - er et vigtigt spørgsmål at få afklaret. Forudsætningerne for strategiske dispositioner er blandt andet bevægelsens styrke, dens kapacitet og alliancer i det politiske system. I denne diskussion er det vigtigt at fastholde, hvad der er de konkrete nationale betingelser for at opretholde en separat kvindebevægelse - en kvindebevægelse der hverken havner i isolation eller bliver opslugt af andre organisationer eller af statens administrative apparat.

Den nye kvindebevægelse er ikke længere ny

Den nye kvindebevægelse har ikke længere den samme nyhedens interesse i medierne, og når man hører mindre om den, kan man ledes til at tro, at den er død eller henslumrende. Det er ikke rigtigt, men det er korrekt, at den har ændret sig. Fra ideologisk kamp med udadvendte demonstrative handlinger er vejen gået over til det jævne og tidskrævende arbejde i kvindehuse og krisecentre.

Samtidig er organisationerne i de forskellige lande blevet mere integreret og deltager i det almindelige politiske system. Selv om den ideologiske kamp fortsætter, er den nok mere afdæmpet. Den første retfærdige harme er ovre, samtidig med at en del af dens tænkning er optaget i det almene tankegods.

S.N.