Befolkning 775.000 Valuta Ngultrum Areal 47.000 Km2 Hovedstad Thimbu Befolkningstæthed 44,6 indb./Km2     HDI placering 127

Kongedømmet Bhutan i Himalaya, kan opdeles i 3 geografiske og klimatiske zoner: Sletterne i syd er fugtige, tropiske og dækket af skove, beliggende i 300-2000 meters højde; Den centrale, tempererede zone i op til 3000 meters højde og endelig bjergene i nord, op til 8000 meter og dækket af evig sne. Skovene udgør fundamentet for landets økonomi; floderne udnyttes til produktion af vandkraft; grafit-, marmor-, granit- og kalkforekomster. Omkring halvdelen af det samlede opdyrkede areal ligger på klippefyldte bjergskråninger; af dette er næsten 15% overfladejord. Kombinationen af disse to faktorer gør området meget sårbar for erosion.

Landet har historisk været isoleret og utilgængeligt, men dette er under forandring. Frem til 1983 havde det kun diplomatisk forbindelse med 2 lande: Indien og Bangladesh. Ved den nye konges indsættelse i 2008 havde det forbindelse med 21 lande. Ved udgangen af 2020 havde det forbindelse med 54 lande.

 

Folket: De største etniske grupper er bhuti'erne og tibetanerne, der tilsammen repræsenterer 50% af befolkningen. Nepalesere udgør 35%, lepchaer, en lokal stammebefolkning og santalerne, der er efterkommere af indiske indvandrere. 95% af lærerne og 55% af de offentligt ansatte er af indiske afstamning.

Religion: Flertallet af befolkningen, 69,6%, bekender sig til buddhismen, der er statsreligion. Mange bhutanere lever i klostre, der også fungerer som uddannelsescentre. 24,6% af befolkningen, specielt nepaleserne i det sydlige Bhutan, er hinduer, mens 5% er muslimer.

Sprog: Det officielle sprog Dzongkha, nepalesisk og forskellige dialekter.

Politiske partier: Der eksisterer ikke legale politiske partier. Bhutans Folkeparti, stiftet i Nepal i 1990, repræsenterer det nepalesiske mindretal; Bhutan Nationalkongres, stiftet i 1992 i Nepal og Indien; Folkets Menneskerettighedsforum, stiftet i fem flygtningelejre i Nepal; Enhedsfronten til Folkets Befrielse, stiftet i 1990.

Officielt navn: Druk-Yul.

Administrativ inddeling: 18 distrikter.

Hovedstad: Thimbu, 35.000 indbyggere. (2003).

Andre byer: Phuntsholing, 54.300 indbyggere; Punakha, 20.700 indbyggere; Samdrup Jongkgar, 13.200 indbyggere (2000).

Regering: Konstitutionelt monarki. Jigme Khesar Namgyel Wangchuck, konge siden december 2006, kronet i november 2008. Kongen udøver sin magt gennem Lhengye Zhungtshog (Ministerrådet) der består af 10 medlemmer. Ministrene nomineres af kongen, men vælges af parlamentet. Lotay Tshering er siden november 2018 premierminister. Parlamentet har 2 kamre: Overhuset og underhuset. Overhuset har 25 pladser, hvoraf de 20 vælges i almindelige valg, mens de sidste 5 udpeges af kongen. Underhuset har 47 pladser og udøver den lovgivende magt.

Nationaldag: 8. august (uafhængighedsdagen, 1949), 17. december (nationaldagen, 1907), 2. august, (buddhistisk faste); 30. oktober, (afslutning på fasten).

Væbnede styrker: 7.000 mand. (1993).

 

Bhutan ligger i hjertet af Himalaya bjergmassivet. De første opdagelsesrejsende og udsendinge fra den britiske regering kaldte landet for Bootan, booternes land, eller Bhotan. Bhutans mægtige naboer, Indien og Kina, og klodens højeste bjerge, førte næsten automatisk til isolation fra omverdenen. Selv ikke i vor tid har man fundet rødderne til landets navn, men måske er det en afledning fra sanskritordet Bhotante, der betyder Tibets grænse, eller fra et andet sanskritord, Bhu'nthan, Bjerglandet. Befolkningen kalder landet Druk eller Druk-Yul, Tordendragens land.

I det 12. århundrede, efter en længere periode med rivaliseringer mellem forskellige grupper, forenedes landet under en Lama Drukpa Kargyud ved navn Ngawang Namgyal. Landets navn Druk stammer fra den mahaja-buddhistiske Kargyad -religion, der er landets officielle. Namgyal, almindeligvis kendt som Shabdung, «den, for hvis fødder man kaster sig», var den åndelige og politiske leder af landet. De efterfølgende Shabdungers magt reduceredes gradvist, og den 17. december 1907 forenedes landet under Ugen Wangchuk, der grundlagde det første arvefølgemonarki Bhutan.

Det britiske kolonistyre i Indien indgik en række vigtige aftaler med Bhutan i 1774 og 1865. Den efterfølgende undertegnelse af Punakha-traktaten i 1910 betingede, at briterne ikke intervenerede i Bhutans interne politik, men gjorde landet til et protektorat, hvor briterne var ansvarlige for udenrigsanliggender. En traktat, undertegnet i 1949 med det uafhængige Indien, adskiller sig ikke væsentligt fra Phukana-traktaten.

Bhutan forsøgte i løbet af 1960'erne at slippe ud af den isolation, der begyndte at snære. Det førte til indtræden i Colombo-planen i 1962, og senere medlemskab af Den internationale Postunion i 1969. Et år senere oprettedes et udenrigsdepartement, der i 1971 omdannedes til ministerium. Samme år blev Bhutan medlem af FN og man etablerede dels en ambassade i New Delhi, dels en permanent repræsentation i FN i New York. Bhutan er ligeledes medlem af Organisationen af Alliancefri Stater.

Den nuværende konge, Jigme Singye Wangchuk, den fjerde i rækken, kronedes i 1972. Hans far, kong Jigme Dorij Wangchuk, anses for at være det moderne Bhutans skaber. I hans regeringstid blev det politiske apparat og administrationen omstruktureret og moderniseret, og der indførtes et system med femårsplaner. Samtidig iværksattes en jordreform, hvor kongehusets jorde fordeltes blandt befolkningen.

Fra det tidspunkt hvor landet opgav sin isolation, havde det første prioritet at få skabt en økonomisk infrastruktur. Efter Kina i 1960 lukkede den tibetanske grænse, blev det vigtigt at have et vejnet, der først og fremmest skulle have retning mod den indiske grænse.

Man udnytter floder og vandfald til produktion af vandkraft. Det store Chhukha-projekt, der er anlagt langs hovedvejen mellem Phuntsholing og Thimbu, har en kapacitet på 8.000 megawatt og forsyner ikke alene landet selv men også områder i det nærliggende Indien. Områder i det sydlige Bhutan blev forbundet med det indiske elnet, men endnu har 80% af Bhutans indbyggere ikke adgang til elektricitet.

Bhutans første kemiske fabrik, Bhutan Carbide and Chemichals Ltd., begyndte produktionen i juni 1988. Samme år etableredes financieringsselskabet Bhutan Development Finance Corporation, BDFC, med det formål at tilskynde en hastig ekspansion i den private sektor. Et program om landbrugskreditter, der var blevet iværksat i 1982 som støtte fra det kongelige «finansministerium», overførtes til BDFC.

Det billede af politisk stabilitet, myndighederne forsøgte at give omverdenen, forstyrredes i nogen grad af aktioner fra grupper, der krævede indførelse af demokrati. Blandt disse grupper udskiller sig en nepalesisk minoritet, der har været forholdsvis aktive i de senere år.

Spændingerne mellem de etniske befolkningsgrupper øgedes efter folketællingen i 1988. Herefter forsøgte kongen at øge «bhutaniseringen» af landet og indførte tvungen brug af den traditionelle klædedragt - ko'en til mændene, kira'en til kvinderne - og dzonga, som statssprog. Han forbød undervisning i nepalesisk, forbød turisters adgang til de hellige steder samt udstedte forbud mod tv-udsendelser fra Indien. Det blev ligeledes forbudt at udstede arbejdstilladelser til udlændinge.

Disse forholdsregler medvirkede til at ophidse det nepalesiske mindretal, ca. 25% af befolkningen, der øjeblikkeligt demonstrerede sin utilfredshed, men deres krav mødtes ved flere lejligheder af uforsonlighed fra kongens side.

I september 1990 arrangeredes kæmpedemonstrationer, og det kom til sammenstød mellem det forbudte Bhutans Folkeparti, der repræsenterede det nepalesiske mindretal, og regeringsstyrker i Thimbus gader. Oppositionsgrupper oplyste efter kampene, at 300 mennesker havde mistet livet.

Bhutans Folkeparti stiftedes af en gruppe studerende af nepalesisk oprindelse, for at kunne gøre en ende på Drukpa'ernes enevælde, at få afløst det uindskrænkede monarki af et konstitutionelt og få tilladt politiske partier.

Fra 1990 forstærkedes agitationen: nepalesiske modstandsgrupper satte ild til skoler og sprængte broer; der gennemførtes bortførelser med henblik på at kunne skaffe økonomiske midler, mens regeringen anklagede grupperne for at være ansvarlige for hundredvis af drab. Som modtræk lukkedes byerne i det sydlige Bhutan, hvor det nepalesiske mindretal overvejende var koncentreret. Samtidigt stiftedes Enhedsfronten til Folkets befrielse i Katmandu i Nepal.

I 1991 besluttede kong Jigme Singye Wangchuk at give visse indrømmelser. Under et møde i Tsogdu, truede han med at abdicere, hvis man ikke støttede hans politik overfor det nepalesiske mindretal. I slutningen af året udstedte regeringen amnesti til 800 medlemmer af Folkepartiet.

Alligevel fortsatte den gradvise etniske udrensning. Ved midten af 1990'erne var 20% af landets befolkning - Lhotshampa - blevet tvunget i eksil. De fleste slog sig ned i flygtningelejre i det østlige Nepal. Iflg. UNHCR levede 107.000 i flygtningelejre i Nepal i 2008. Nepal nægtede at give statsborgerskab til dem, og en stor del af dem var derfor statsløse. Fra 2008 begyndte en række vestlige lande at tage imod Lhotshampaer som flygtninge.

Bhutan var afhængig af Indien, såvel når det gjaldt import - forbrugsartikler, brændstoffer, korn, maskiner, reservedele, biler - som når et drejede sig om eksport. 93% af Bhutans eksport gik til Indien - elkraft, cement, kunsthåndværk, frugt og krydderier som f.eks. kardemomme.

I løbet af de seneste år har Bhutan forsøgt at få en større variation i sin udlandshandel, mens man samtidigt iværksætter udviklingsprogrammer med økonomisk bistand fra bl.a. Indien, Norge, Kuwait, Japan og Schweiz. Bønderne tvinges til at arbejde i projekter, der skal forbedre infrastrukturen uden at modtage løn.

Anstrengelserne for at indføre markedsøkonomi i landet er stort set mislykkedes, og Bhutan hører til blandt de 42 mindst udviklede lande i verden. Selv geografisk støder man på forhindringer: Bjergene besværliggør anlæggelsen af veje, der bliver uforholdsmæssigt dyre.

Men 5-årsplanerne overholdes til punkt og prikke. Som konsekvens af dette voksede bruttonationalproduktet med gennemsnitligt 7,5% årligt i perioden fra 1980 til 1990. I 1992 iværksattes den 7. plan, der har som hovedmål at opnå en forbedring af eksporten, beskyttelse af miljøet, en balanceret udvikling de enkelte regioner imellem, og en forbedring af kvindernes forhold. For at opnå disse resultater forsøgte man at tiltrække de udenlandske investorer med teknisk bistand fra Indien. Omfattende privatiseringerkampagner, hvor det var meningen at befolkningen skulle kunne opnå medindflydelse på et statslige virksomheder., blev indledt. Finansloven for 1994-1995 afslører nye stigninger i den internationale bistand: 41,6% var bistand fra FN og andre organisationer, mens 21,2% kom fra Indien. Bhutan har visse uoverensstemmelser om grænserne med Kina og Indien. Med hensyn til Kina drejer diskussionen sig om retten til Arunachal Pradesh-regionen, mens man med Indien forsøger at finde en endelig afgørelse på retten til et mindre område mellem Sarbhang og Gueyilegfug.

I et land uden lovlige politiske partier eller fagforeninger, har Den nationale Kvindeorganisation, som een af de meget få organisationer af denne type, forsøgt at «promovere» Bhutans kvinder, og prøver at overtale kvinderne til at opgive det traditionelle landbrugsarbejde til fordel for fremstilling af kunsthåndværk.

Indtil 1996 mødtes den nepalesiske regering 7 gange med myndighederne i Bhutan for at løse problemerne med de mere end 100.000 emigranter - nepalesere og bhutanesere af nepalesisk afstamning - der lever i flygtningelejre i Nepal. Siden 1990 har Bhutan anset disse flygtninge - de såkaldte «hotsampas» - for at være statsløse.

Nepalesiske aktivister udtalte i 1995, at mere end halvdelen af Bhutans befolkning er nepalesere, men regeringen anslog, at der højst er tale om en tredjedel; på den anden side er flertallet af de offentligt ansatte af indisk afstamning.

Europarlamentet anklagede i 1996 Bhutans regering for brud på menneskerettighederne. Nepal foreslog iværksættelse af en undersøgelse, der skulle fastslå «hotsampa'ernes» nationalitet, men Bhutan afviste forslaget.

Myndighederne i New Delhi samarbejdede ved flere lejligheder med regeringen i Bhutan om kontrollen med de eksilerede oppositionspolitikere, der opholdt sig i det nordlige Indien, og adskillige demonstrationer vendt mod regeringen i Thimbu standsedes. Bhutan bistod til gengæld ved at støtte Indien internationalt. Bhutan stemte sammen med Indien og Libyen mod forbuddet mod atomprøvesprængninger.

Amnesty International anklagede i begyndelsen af 1998 de bhutanske myndigheder for at have iværksat en systematisk forfølgelse af oppositionen i landet. Tilhængere af Bhutans Nationalkongresparti, der ledes fra eksil, havde været udsat for ulovlige arrestationer. Ifølge Amnesty International var flertallet af disse forfulgte buddhistiske munke og religiøse undervisere. Nationalkongrespartiet krævede indførelse af demokrati og overholdelse af menneskerettighederne.

I anden halvdel af 1998 offentliggjorde kongen en række ændringer af regeringen. Parlamentet fik desuden ret til at kunne tage politiske initiativer på egen hånd, til at kunne nedlægge veto mod kongens beslutninger og endog til at begære kongens tilbagetræden. Kongen udnævnte endvidere Lyonpo Jigme Thimley til premierminister. Oppositionen anklagede kongen for at præsentere reformerne som et stort fremskridt, selv om der var tale om tiltag, som kongens far selv havde indført i 1971, hvorefter Singye Wangchuk senere havde annulleret dem. Oppositionen bemærkede endvidere, at kongen først havde gennemført sine reformer, efter at have placeret sine tilhængere på nøglepladser i parlamentet.

I december 1998 besluttede en række oppositionsgrupper at slå sig sammen, og de valgte lederen af Nationalkongressen Druk, Rongthong Kinley Torji som leder af bevægelsen. I januar 1999 tog hundredevis af bhutanesiske flygtninge afsted fra Nepal for at slutte sig til demokrati-demonstrationer i Thimbu, men de blev tilbageholdt af de indiske myndigheder, der anklagede dem for at være rejst illegalt ind i landet, og således hindredes de i at nå Bhutan.

Den 8. udviklingsplan for perioden 1997-2002 lagde hovedvægten på decentralisering af beslutningsprocesserne til kommunalt niveau. I den 9. udviklingsplan er denne tendens fortsat, og befolkningen konsulteres nu ned på landsbyniveau. Singye Wangchuk har formuleret sin egen udviklingsfilosofi i dokumentet «Bhutan 2020, vision for fred, velfærd og lykke». I dette slår han fast, at økonomisk vækst og materiel fremgang ikke er de eneste relevante parametre, når man skal måle personlig udvikling. De må suppleres af en tilsvarende vægt på emotionel og spirituel sikkerhed. Konsekvensen er, at staten ikke blot opstiller mål for et økonomisk Bruttonationalprodukt, men også et Bruttonationalprodukt for lykke.

Bruttonationalproduktet for lykke indgik også i aftalen mellem Bhutan og den Asiatiske Udviklingsbank i 2001. Aftalen havde som overordnet formål at reducere fattigdommen i landet, men slog samtidig fast at alle tiltag i denne retning skulle oversættes i en bhutanesisk kontekst: «Banken er derfor følsom overfor de vanskeligheder som oversættelsen af begreber som fattigdom, udsatte osv. til bhutanesisk giver». Banken accepterede samtidig i sine tiltag ikke at reducere den imaterielle velstand.

Tilbage fra sin selvstændighed har Bhutan haft en forpligtigelse til at rådføre sig med Indien i udenrigspolitiske spørgsmål. Det var derfor et problem mellem de to lande, at en række indiske separatistbevægelser havde oprettet baser i det sydlige Bhutan. Der var overvejende tale om bevægelser der kæmpede for et frit Assam. Assam er i dag en delstat i Inidien. Bhutans Nationalforsamling vedtog derfor i 2002 en lov, der åbnede op for en militær løsning på dette problem, og i december 2003 indledte Bhutans militær en offensiv mod bevægelsernes ca. 30 baser, der blev ødelagt. En talsmand for militæret erklærede at denne anden og sidste fase i offensiven mod oprørsbevægelsen var den vanskeligste. Paresh Barua der er leder af den ene af bevægeælserne, Den forenede front til befrielsen af Assam, erklærede at militæret ved mange lejligheder var faldet i baghold med miner og kraftig beskydning. Ligeledes i december blev to personer fra en anden af bevægelserne dræbt i det nordlige Assam af indiske militærstyrker, tæt ved grænsen til Bhutan.

I december 2002 oplyste regeringen, at den havde færdiggjort udkastet til en første grundlov, og at der ville blive gennemført en række konsultative forsamlinger, der skulle tillade landet at tage de første skridt i retning af parlamentarisk monarki. Det vigtigste punkt til videre diskussion er, om der skal gennemføres et flerpartisystem.

Efter internationalt pres indgik Bhutans og Nepals regeringer i oktober 2003 en aftale, der går ud på repatriering af bhutanesiske flygtninge i Nepal, og udstedelsen af nepalesisk statsborgerskab til de der vælger at blive tilbage. Aftalen blev forkastet af 6 NGO'er, der var observatører under forhandlingerne.

Efter pres fra USA underskrev Bhutan i 2003 en aftale, der hindrer at nordamerikanske statsborgere kan udleveres til retsforfølgelse ved den Internationale straffedomstol, ICC.

Efter 5 år med kabel TV debatterede regeringen i juni 2004 gennemførelsen af en lov til regulering af indholdet i de udsendte programmer. Skridtet blev legitimeret med henvisning til indholdet af de programmer der allerede blev udsendt. Flertallet af programmerne - og især til de unge - er programmer om vold, krig og pornografi. Hertil svarede chefen for kabel TV firmaet Sigma, Rinzi Dorji, at de unge vænner sig til de voldelige programmer, og at studenterne allerede er langt mere voldelige på deres studiesteder, hvor det ofte kommer til alvorlige sammenstød.

I juni 2005 kritiserede den politiske koalition i eksil, den Nationale front for Demokrati, skarpt regeringens forslag til forfatning. Fronten erklærede, at forslaget alene havde til formål at aflede opmærksomheden fra landets flygtningekrise. Fronten erklærede videre, at selv om forfatningsforslaget vedtages ved en folkeafstemning, vil der kun være tale om et «begrænset demokrati».

I september 2005 blev Lyonpo Sangay Ngedup udnævnt til premierminister.

I december 2005 bekendtgjorde kong Jigme Singye Wangchuck at han i 2008 ville abdicere til fordel for sin søn, men allerede 1 år senere abdicerede han og overlod tronen til sin søn, Jigme Khesar Namgyel Wangchuck. Denne blev efterfølgende kronet i november 2008. Efter sin magtovertagelse gik den nye konge aktivt ind i demokratiseringsprocessen og deltog bl.a. i parlaments samlingerne, hvor der blev diskuteret valglove og jordreformer.

Iflg. udtalelser fra en højtstående embedsmand i regeringen, vil Bhutan fra 2006 kunne blive den største producent af elkraft i Asien. I perioden 2005-16 vil landet månedligt eksportere 5.000MW månedligt. Det svarer til næsten 45% af den samlede eksportværdi, og har afgørende betydning kongedømmets økonomiske udvikling.

Bhutan indgik i februar 2007 en ny venskabsaftale med Indien, der erstattede den gamle fra 1949.

Programdirektøren for FN's Miljøprogram, Achim Steiner, gjorde i juli 2007 opmærksom på, at selvom Bhutan er et af de lande der udleder mindst CO₂ til atmosfæren, vil det være et af de lande der mærker konsekvenserne af den globale opvarmning stærkest, da det vil komme til at tage imod store mængder vand når Himalayas snemasser smelter.

I april 2007 ophævede kongen forbuddet mod politiske partier. I junli dannedes det konservativt royalistiske parti, Druk Phuensum Tshogpa (Bhutans freds- og Velstandsparti). Partiet vandt landets første parlamentsvalg i marts 2008 og fik 45 af parlaments 47 pladser. Dets formand, Jigmi Yoezer Thinley blev premierminister.

Thinley karakteriserede i efteråret 2008 den globale finanskrise som en konsekvens af grådighed, og henviste i stedet til Bhutans mål for National Velstand, der betoner både åndelige og materielle værdier.

Med 3 års forsinkelse gennemførtes i første halvår af 2011 lokalvalg. Valgene gennemførtes i perioden januar-juni. 1104 repræsenter blev vangt blandt 2185 kandidater. Valgdeltagelsen nåede dog kun op på 56%.

I april 2013 gennemførtes valg til det 20 personers store Nationalråd. 67 kandidater stillede op, men i et par af kommunerne var der kun 1 kandidat på stemmesedlen. Alle kandidater var uafhængige, da lovgivningen forbyder partier at stille op. Kongen udpegede efterfølgende yderligere 5 medlemmer til rådet.

I maj gennemførtes 1. runde af valget til den 47 personers store Nationalforsamling. 2. runde gennemførtes i juli. Valget blev en jordskredssejr til oppositionspartiet PDP, der fik 30 pladser - en fremgang på 30. Det tidligere regeringsparti DPT måtte nøjes med 15. PDP's formand, Tshering Tobgay overtog derefter posten som premierminister. Baggrunden for jordskredsvalget var især, at DPT havde indledt en tilnærmelsesproces til Kina. Det blev straffet af Indien, der fjernede subsidierne på salg af olie til Bhutan, med det resultat at energipriserne tredobledes. Endvidere fjernede Indien sine kreditter til landet, hvilket kastede Bhutan ud i en vanskelig økonomisk krise. PDP gik ind for en styrkelse af relationerne til Indien og for decentralisering af magten. Efter sejren sendte Indiens premierminister Manmohan Singh sine lykønskninger til PDP.

Bhuntan indledte en slags jordreform i 2011 i Khinadang i Pemagatshel. Projektets formål var at genbosætte bønder fra afsidesliggende og sværttilgængelige dale til en landsby i en mere frugtbar del af landet og samtidig stille rådgivning og forsyninger til rådighed for dem. Projektet blev indviet i 2014 og blev fra starten en stor succes, som det derfor blev besluttet også at gennemføre i andre dele af landet.

Kongen benådede i 2014 45 fanger, der var dømt for at besidde større kvanta tobak.

Fra få tusinde turister årligt i 1990 steg antallet af turister i 2014 til 133.500. Landet søger at begrænse skadevirkningerne af turismen ved at pålægge hver turist en daglig turistskat på 250US$ og helt forbyde individuel turisme. Kun velhavende turistgrupper har adgang.

Ved parlamentsvalget i september/oktober 2018 røg det regerende PDP overraskende ud af parlamentet allerede i første valgrunde og mistede derved sine 32 pladser. Kun de to partier med flest stemmer gik videre til 2. valgrunde i oktober. Dette valg blev vundet af DNT, der fik 30 pladser ud af 47. Dets leder Lotay Tshering blev ny premierminister.

Guia del Mundo