Kategorier dette opslag er registreret under:
Verden  .  Afrika  .  Botswana
DatoOpdatering
2015.01.18Årlig opdatering
Indhold
Diskussionsforum
Atlas
Send
Sidst ajourført: 1/3 2016
Læst af: 49.271
Verden  .  Afrika  .  Botswana
: :
Botswana
Befolkning1,5 mio.
ValutaPula
Areal581.730 Km2
HovedstadGaborone
Befolkningstæthed2,5 indb./Km2    
HDI placering98    

Det enorme og tyndt befolkede land, kan opdeles i 3 store områder: Kalahari-dalstrøget, en steppeagtig ørken, i den centrale og sydvestlige del af landet, hvor græsning for kvæghjorder kun er mulig i visse dele af året; Okowanga-floddalen, i nordvest, hvor der er muligheder for at dyrke landbrug; samt en landtange, gennemskåret af jernbaner, hvor 80% af befolkningen lever. Botswanerne har traditionelt været kvægavlere, men man har påbegyndt udvinding af landets mineralforekomster: mangan, kobber, nikkel og, frem for alt, diamanter. Udvidelsen indenfor kvægavlssektoren har medført en begrænsning af de områder, der ellers var forbeholdt Botswanas dyreliv, lige som den intensive kvægavl har betydet en hastig forringelse af jorderne.

Folket: Tswana-folket udgør 90% af befolkningen. Der findes minoritetsgrupper som kalanga, basarwa og andre.

Religion: Flertallet praktiserer een eller anden form for lokal religion; derudover findes mindre grupper af katolikker og protestanter.

Sprog: Det nationale sprog er Setswana, mens engelsk er det officielle sprog. Endvidere en lang række lokale sprog som kalanga, mbukushu og herero.

Politiske partier: Botswanas demokratiske Parti (BDP), stiftet af Seretse Khama i 1961. I 1991 stiftedes Den progressive Folkefront, som et forbund mellem Botswanas Nationalfront (BNF) - stiftet i 1978 for at samle venstreoppositionen -, Folkepartiet (BPP), grundlagt af Knight Maripe samt Den progressive Union, stiftet i 1982. I 1994 dannedes den Forenede Demokratiske Front, der skulle samle oppositionen, og den blev fulgt af Botswanas Alliancebevægelse i 1999.

Sociale organisationer: 5 af de 13 lokale fagforbund er forenede i Sammenslutningen af Botswanas Fagforbund (BFTU), grundlagt i 1976. BOCONGO (Botswanas NGO Samråd) samler organisationer som Forumet for bæredygtigt Landbrug, Kalaharis første Folk; Arbejdsgruppen for indfødte folk i det sydlige Afrika.

Officielt navn: Republic of Botswana.

Administrativ inddeling: 4 provinser.

Hovedstad: Gaborone, 191.776 indbyggere. (20036).

Andre vigtige byer: Francistown, 101.700 indbyggere; Selebi-Phikwe, 47.200 indbyggere. (2000).

Regering: Ian Khama, præsident siden 1. april 2008, genvalgt i 2014. Tokammersystem, bestående af høvdingekammeret med 15 medlemmer, hvoraf de 8 pladser går i arv og repræsenterer hver af de etniske grupper i landet, og de resterende 7 vælges indirekte for en 5 årig periode. Endvidere Nationalforsamlingen med 63 medlemmer.

Nationaldag: 30. september, Uafhængighedsdagen. (1966).

Væbnede styrker: 9.000 mand. (2003).

Paramilitære styrker: 1.000 mand i det mobile politikorps.

 

Batswanaernes land - batswana betyder tswanafolket - som i dag benævnes Botswana, har igennem årenes løb været kendt som skæbnens korsvej eller orkanens øje. Det skyldes, at landet der er beliggende i det sydlige Afrikas hjerte, fungerede som transportvej, for såvel de britiske som de hollandske og portugisiske kolonisatorer. De første, der forsøgte at forbinde landet fra nord til syd, fra Egypten til Sydafrika, anvendte den såkaldte «missionærrute», mens portugiserne havde til hensigt at kunne forbinde de to kolonier, Angola og Mozambique.

Fra det 17. århundrede fungerede området derfor som en korsvej, ikke alene mellem de forskellige kolonisatorers strategier, men også mellem imperialisterne og tswana-folket, der havde boet i området siden det 17. århundrede. Botswana begyndte omkring 1930 at føle konsekvenserne af ankomsten af de hollandske boere, som var draget mod nord på flugt fra den engelske undertrykkelse i Kapstaden. Boerne var landbrugere, der havde i sinde at kæmpe om den beskedne områder, der kunne opdyrkes. Tswana´erne lå desuden i konflikt med zulu´erne, som boerne havde fordrevet fra det sydlige Afrika, (Se Sydafrika: «Zulu´ernes ekspansion»). De tre mægtigste stammehøvdinge i Botswana rejste til London for at anmode om støtte til kampen mod boerne, og det lykkedes for dem: Botswana blev et britisk protektorat.

Den britiske beskyttelse forhindrede, at Botswana blev totalt opslugt af Sydafrika, men muliggjorde samtidigt afrikaanernes økonomiske dominans. Da de første nationalistiske bevægelser dukkede op, var deres krav derfor et opgør med disse forhold.

På trods af det udstrakte ørkenområde, blev Botswana alligevel een af det sydlige Afrikas største kødeksportører. 97% af befolkningen ernærede sig i begyndelsen af århundredet ved landbrug og hver familie ejede i det mindste et par køer; de rigeste rådede desuden over stude til at pløje jorden. Indtil den sidste tredjedel af århundredet, da man opnåede selvstændighed, udgjorde bybefolkningen omkring 15%, og ca. 40% af befolkningen i landdistrikterne havde ikke længere deres eget kvæg. Kapitalkoncentrationen satte afrikaanerne i stand til at kunne dominer landbrugssektoren og kontrollere 60% af kødeksporten.

Uafhængighedskampen forveksledes i Botswana til tider med et ægteskabeligt problem. Seretse Khama, een af Bamangalo-folkets mest indflydelsesrige arvinger, havde efter jurastudier i England giftet sig med Ruth Williams, en europæisk kontordame. Ægteskabet forargede englændere og afrikaanere, der forbød Seretse at vende tilbage til sin fødeegn. Seretse modstod al pression og englændernes tilbud om penge, og med massiv støtte fra sine egne opretholdt han ledelsen af landets vigtigste stamme. Det lykkedes ham dog først at vende hjem i 1956. 9 år senere opnåede hans parti, Botswanas demokratiske Parti, 80% af de afgivne stemmer.

I september 1966 opnåede Botswana selvstændighed og Seretse valgtes til premierminister. Et år senere adledes han til ridder af det britiske imperium. Botswanas demokratiske Parti praktiserede en forsoningspolitik overfor indbyggerne af europæisk oprindelse, som kontrollerede 80% af landets økonomi. Botswana er desuden meget afhængig af Sydafrika: næsten al import kommer via Kapstaden og 60% af al eksport sælges til sydafrikanske opkøbere. Det lykkedes alligevel Seretse politisk at distancere sig fra Pretoria og han støttede anti-apartheidbevægelserne i regionen. Botswana blev en af Frontliniestaterne, der bekæmpede apartheid, og var medlem af SADCC, der forsøgte at bryde med den økonomiske afhængighed af Sydafrika.

Seretse Khama døde i juli 1980 af cancer og efterfulgtes af vicepræsident Quett Masire. Han udsattes for kraftig pression fra revolutionære, socialistiske grupper, der havde til hensigt at begrænse europæernes kontrol over de frugtbare jorder, samt forøge de arealer, der skulle anvendes af landbrugskooperativer. Bønderne anklagede de store godsejere for at opdrætte for meget kvæg på de dårlige jorde, hvilket gjorde dem golde på forholdsvis kort tid. Derudover dukkede endnu en bevægelse op, der ønskede at nationalisere de diamant-, kobber- og nikkelforekomster, der kontrolleredes af sydafrikanske virksomheder.

I 1982 skulle Botswana forsøge at løse de store problemer med underskud på betalingsbalancen, som et resultat at en tørkekatastrofe, der påvirkede produktionen og eksporten af kød, men problemet forsvandt i begyndelsen af 1983, pga. regeringens nedskæringspolitik, det større høstudbytte og en vækst i mineraleksporten. Underskuddet erstattedes af et overskud i det første halvår af 1983, der tillod regeringen at lette nogle af de økonomiske restriktioner, at hæve lønningerne og sænke skatterne.

Under alle omstændigheder måtte 3/4 af befolkningen stadig ernære sig ved «ikke-officielle» aktiviteter, som ikke registreredes statistisk, og ikke beskattedes. Blandt denne del af befolkningen hører omkring 15.000 nomader.

Botswana blev i perioden 1978-1988 verdens tredjestørste producent af diamanter - efter Australien og Den demokratiske republik Congo - og landets økonomi voksede med de rekordstore 12% om året.

Sydafrika modsatte sig i 1985 at ratificere en ikke-angrebspagt med Botswana. Det kom til gentagne sammenstød ved grænsen, p.gr.a. den støtte, myndighederne i Botswana ydede til African National Congress, ANC, i kampen mod apartheid. Sydafrika forøgede presset ved i 1987 at blokere vejen, der førte til Botswnas hovedstad, Gaborone. I marts 1989 udvistes 9 sydafrikanere af «sikkerhedshensyn», mens 5 medlemmer af ANC anholdtes af Botswanas hær for ulovlig våbenbesiddelse.

I 1989 afholdtes valg til Nationalforsamlingen. Botswanas demokratiske Parti blev sejrherre, idet man opnåede 31 af de 34 pladser der var på valg, mens Folkefronten satte sig på de 3 resterende. Quett Masire udpegedes til præsident.

Den økonomiske vækst var i perioden fra 1988-1989 faldet til 8,9%, og det efterfølgende år reduceredes den yderligere til 4,8%. Det skyldtes hovedsageligt en nedgang i den internationale efterspørgsel på diamanter. Samtidigt steg arbejdsløsheden til 35%, mens et større antal arbejdspladser besattes med udenlandsk arbejdskraft; det var især tilfældet med de ledende stillinger.

På trods af den økonomiske krise havde Botswana ikke adgang til lånemuligheder i Den afrikanske Udviklingsbank, da den nationale møntfod, pula´en, ansås for at være een af regionens stærkeste.

En større kontrovers mellem de politiske og økonomiske interesser i landet førte til stigende korruption på regeringsniveau, der endte med adskillige ministres afgang. 3 af de 7 oppositionspartier dannede i 1991 Den progressive Folkefront for at bekæmpe regeringspartiet Botswanas demokratiske Parti.

På trods af den næsten konstante økonomiske vækst i de foregående årtier, oplevede Botswana i 1991 de største strejker siden landets selvstændighed. De offentligt ansatte krævede lønforhøjelser på 154% og regeringen svarede igen ved at afskedige 18.000 funktionærer.

I 1992 registrerede man en arbejdsløshed på ca. 25%. I et forsøg på forbedre beskæftigelsen og samtidig forbedre regeringspartiets image, indledte myndighederne en kampagne for at oprette industrier, beslægtede med mineindustrien. Som følge af tørken erklærede myndighederne i april landet for at være i undtagelsestilstand. De offentlige udgifter reduceredes drastisk, hvilket betød afskedigelser af over 1/3 af arbejdstyrken, som var ansat direkte eller indirekte under staten.

Ved valget i oktober 1994 bevarede Botswanas demokratiske Parti flertallet, selv om de tabte 9 pladser i parlamentet. Frifindelsen af de 3 ansvarlige for et rituelt drab på en lille pige i Mochudi, førte i februar 1995 til voldsomme demonstrationer. For Nationalfronten var de sociale uligheder - iflg. visse undersøgelser de største interne forskelle på verdensplan - og arbejdsløsheden de virkelige årsager til urolighederne. På den anden side forsatte landet i 1996 med at være dybt afhængig af indtægterne fra eksporten af mineraler, der repræsenterede 47% af Botswanas indtjening af udenlandsk valuta.

Takket være turismen og eksporten af diamanter, som i 1990´erne gjorde Botswana til den næststørste eksportør i verden efter Rusland, opnåede landet at have overskud på statens finanser der trods alt ikke kunne løse de mest påtrængende af befolkningens problemer. 30% af den voksne befolkning var i 1998 HIV-positive. I februar samme år tvang et forsøg fra Botswanas regering på at købe belgiske våben, Tyskland til at udfolde kraftige bestræbelser på at forhindre denne våbenhandel. To år tidligere havde Tyskland blokeret for en våbenhandel mellem Holland og Botswana. På trods af disse forhindringer forekommer Gaborone at være opsat på at anskaffe sig våben i den nærmeste fremtid.

Den interne konflikt i Namibia i Caprivi strimlen - en 460 km lang korridor, der nogle steder kun er 30 km bred - berørte også relationerne med Botswana. I januar 1999 søgte 2000 indbyggere fra Caprivi tilflugt i Botswana. Mange af disse var separatister og beslutningen om at give dem asyl forværrede derfor forholdet til regeringen i Windhoek. Begge lande har desuden et uløst grænsekonflikt omkring en ø i Chobe floden.

Valget i oktober 1999 gav atter engang sejr til BDP, der vandt 33 af de 40 pladser, der kunne besættes ved direkte valg. Partiets kandidat, Festus Gontebanye Mogae bekræftedes samtidig på præsidentposten, som han havde overtaget, da Masire trak sig tilbage i 1998.

Efter at Kenya og Sydafrika havde taget skridt til import af kopipræparater af HIV medicin, begyndte de internationale farmaceutiske koncerner at sælge deres præparater med rabatter til Botswana - det land i verden med det største antal HIV smittede: 1 ud af 3 indbyggere. Samtidig begyndte det nationale diamantselskab, Debeswana at give sine ansatte og deres hustruer støtte til køb af medicin mod HIV/AIDS. Debeswana er ejet i fællesskab af staten og det sydafrikanske diamantselskab de Beers. Alligevel har manglen på en egnet sundhedsinfrastruktur, manglen på læger, sygeplejersker og konsulenter vanskeliggjort arbejdet med at få standset smittens udbredelse og behandlingen af de allerede syge.

Efter at have berøvet dem vand og mad forflyttede regeringen i marts 2002 de sidste 2.200 medlemmer af San folket fra de områder,de har beboet i 30.000 år. I løbet af de aidste 17 år er 50.000 buskmænd blevet forflyttet til 63 lejre, for at tvinge dem til at opgive deres nomadetilværelse. Kalahari der er San folkets traditionelle leveområde er rigt på diamanter. Iflg. Botswanas lovgivning har lokalbefolkningen ingen ret til rigdommene i undergrunden, selvom de bor i de områder, hvor rigdommene udvindes.

Efter mange års kamp fra de forskellige minoriteters side besluttede regeringen i 2003 at fjerne de diskriminerende artikler 77, 78 og 79 fra landets forfatning. Præsidenten erklærede, at formålet var at fremme enhed, kulturel mangfoldighed og skabe en bedre nation.

I september 2003 indledte Botswana bygningen af et hegn langs grænsen til Zimbabwe for at bremse strømmen af illegale emigranter, der flygter fra de politiske og økonomiske uroligheder. Regeringen anslår, at op mod 1 mio. statsborgere fra Zimbabwe lever illegalt i Botswana.

I maj 2004 fremhævede WHO fremskridtene i behandlingen af AIDS/HIV i Botswana, Thailand og Brasilien. WHO fremhævede i sin rapport, at over 20 mio. er døde af sygdommen i verden, 34-46 mio. er smittebærere og at 2/3 af disse lever i Afrika.

I august blev 1000 minearbejdere fra diamantselskabet Debswana Diamond Company fyret efter gennemførelse af en strejke, der var kendt ulovlig af regeringen og hvor arbejderne krævede højere løn. Botswanas Arbejderes Mineunion krævede en 16% lønstigning og 24% bonus i 2004-05. Debswana kæmpede imod og argumenterede med, at de i forvejen var det bedst betalende firma i landet. Det fremhævede endvidere, at arbejderne også får bolig, sundhedsvæsen og gratis transport samt støtte til betaling af drikkevandet. Mineunionen indbragte afskedigelserne for retten som ulovlige.

Regeringen afviste i maj 2005 at ophæve en sjælden brugt drakonisk national sikkerhedslov, der ellers sjældent finder anvendelse. Det skete med henvisning til USA's «kamp mod terror». Instituttet for massemedier i det sydlige Afrika havde ellers karakteriseret loven som en hindring for adgangen til information og pressefrihed. Loven var fra 1986 og var oprindelig blevet indført som svar på den aggressive politik som det daværende racistiske styre i Sydafrika førte overfor sine nabolande. Loven forbyder alle at offentliggøre informationer uden forudgående tilladelse, og forbyder medierne at rapportere om landets militær.

I maj 2006 blev der konstateret et udbrud af smitsom mund- og klovsyge i landets sydvestlige del - det vigtigste område for produktion af oksekød. Tabene som følge af indstillet eksport, lukning af slagterier og slagtning af syge dyr løb op i mange millioner US$ og truede endog landets kødindustri med lukning.

I 2006 faldt der dom i den længstvarende retssag i landets historie - San folket mod regeringen. Over 10% af de sagsøgende var døde i genhusningslejre siden sagens start i 2002, efter de var blevet fordrevet fra Kalahari Reservatet i februar samme år. Højesterets kendelse i december var til fordel for San folket. Den sagde at fordrivelsen af San folket i 2002 havde været «forfatningsstridig og illegal». Det var et alvorligt tilbageslag for myndighederne og deres planer om udvinding af diamanter fra San folkets jorde.

I juli 2007 offentliggjorde Verdensbanken sin rapport om regeringsførelse i verden. Indikatorene fra 1996-2006 placerede Botswana blandt verdens 16 lande med størst politisk stabilitet og fravær af vold. Botswana lå på førstepladsen blandt de afrikanske lande.

I juli 2007 erklærede præsident Mogae, at han agtede at træde tilbage i april 2008, hvorefter han ville blive efterfulgt af vicepræsident generalløjtnant Seretse Ian Khama.

Som annonceret på forhånd overtog Ian Khama præsidentposten i april 2008. Selv om ikke var direkte valgt, opførte han sig som om han var det, omdannede sin regering og gik i gang med en række vidtrækkende reformer. Han indførte en 30% skat på alkohol for at begrænse landets store alkoholforbrug og oprettede en statslig efterretningstjeneste og landspoliti, Directorate of Internal Security (DIS). DIS er siden blevet udpeget som den ansvarlige for flere dødspatruljemord - bl.a. på John Kalifatis.

Parlaments- og præsidentvalget i oktober 2009 blev vundet af BDP, der fik 45 af parlamentets 57 pladser og Khama blev nu valgt til posten som landets præsident. Han arbejder på at gøre landets økonomiske basis mere alsidig, så det ikke er så afhængig af diamantproduktionen. Khama ønsker udvikling af landbruget og turismen. Mens det meste af Afrika oplevede økonomisk vækst i 2009, var væksten negativ i Botswana med 5,2%.

Lækkede ambassadedokumenter offentliggjort af WikiLeaks afslørede i oktober 2011, at USA allerede i 2007 fik tilladelse til at undersøge mulighederne for at placere dele af AfriCom (supermagtens Afrikakommando) i Botswana. Offentliggørelsen førte til kritik fra bl.a. ANC Youth League.

Landets høje økonomiske vækst fortsatte ind i 10'erne. I 2014 lå den på 5,4%. Eksporten er overvejende baseret på uslebne diamanter og metaller som nikkel og kobber. Per capita indkomsten har siden 1998 ligget på samme niveau som Sydafrikas.

Khamas BDP gik 8 mandater tilbage ved parlamentsvalget i oktober 2014, men kunne med 37 mandater stadig bevare flertallet i det 63 pladser store parlament. Valgets store sejrherre var Umbrella for Democratic Change (UDC), der var blevet dannet i 2012 som en alliance af flere andre mindre partier. Det gik 11 mandater frem til 17. Valgdeltagelsen lå på 84,8%.

Organisationen Lesbian, Gays and Bisexuals of Botswana (LEGABIBO) vandt en stor sejr i december, da Højesteret omstødte en beslutning fra landets Arbejds- og Indenrigsministerium, der gennem flere år havde nægtet at registrere LAGABIBO som organisation, trods det at forfatningen garanterer forsamlingsfrihed. LEGABIBO havde siden 2008 kæmpet for at blive anerkendt som organisation, og højesterets beslutning var en stor sejr for alle LGBT personer i landet.

Guia del Mundo

Internet

Botswanas regerings officielle WEB site (engelsk)
Nyheder på engelsk (Africa News Online)
Lonely Planet rejseinformation (engelsk)
Political ressources on the Net (Botswana)
Amnesty International landerapporter (engelsk)