Kategorier dette opslag er registreret under:
Verden  .  Afrika  .  Mozambique
DatoOpdatering
2015.01.22Årlig opdatering
Indhold
Diskussionsforum
Atlas
Send
Sidst ajourført: 17/4 2016
Læst af: 62.178
Verden  .  Afrika  .  Mozambique
: :
Moçambique
Befolkning18,3 mio.
ValutaNye Meticals
Areal801.590 Km2
HovedstadMaputo
Befolkningstæthed22,8 indb./Km2    
HDI placering165    

De lavtliggende sletter ud mod det Indiske Ocean erstattes længere inde i lande af lidt højere liggende højsletter. Landet er beliggende over Stenbukkens Vendekreds, klimaet er varmt og relativt tørt. Det gennemskæres af to store floder: Zambesi i landets centrale del og Limpopo i den sydlige. Landets geografiske placering gør dets havne til den mest logiske adgang til havet for Malawi, Zimbabwe og dele af Sydafrika, men denne handel har de seneste årtier lidt under krigen i landet. Landets mineralressourcer er betydelige, men udvindes endnu kun i begrænset udstrækning. Krigen ødelagde hele landets produktionsstruktur - især landbruget. Anvendelsen af træet fra mangroveskovene bidrager til afskovningen af landet.

Folket: Moçambiques befolkning er sammensat af en lang række etniske grupper, der udspringer af bantufolket: makua (47,3%), tsonga (23,3%), malawi (12,0%), shona (11,3%), yao (3,8%), swahili (9,8%), makonde (0,6%).

Religion: Der eksisterer ingen officiel anerkendt religion. I landområderne er de traditionelle kulter den mest udprægede religion. Bybefolkningen er overvejende kristen eller muslimsk. Islam er den fremherskende religion i den nordlige del af landet.

Sprog: Portugisisk (officiel). Størstedelen af befolkningen taler forskellige bantusprog, hvoraf de mest udbredte er swahili og macuo-lomne.

Politiske partier: FRELIMO (Moçambiques Befrielsesfront) blev stiftet i 1963 af Eduardo Mondlane ved en sammenlægning af tre nationalistiske grupper. RENAMO (Moçambiques Nationale Modstand) greb til våben mod landets regering efter selvstændigheden i 1975. Blev gennem 80'erne financieret af det racistiske Sydafrika. I marts 1991 stiftedes PALMO (Moçambiques Liberale og Demokratiske Parti). UNAMO (Moçambiques Nationalunion) er dannet efter en afskalning fra RENAMO.

Sociale organisationer: OMM (Moçambiques Kvindeorganisation). OJM (Moçambiques Ungdomsorganisation). Begge tilknyttet FRELIMO.

Officielt navn: República Popular de Moçambique

Administrativ inddeling: 10 provinser

Hovedstad: Maputo, 1.244.000 indb. (2006)

Andre større byer: Matola, 467.200 indb., Beira, 437.100 indb., Napula 333.700 (2000)

Regering: Filipe Nyusi er siden januar 2015 landets præsident. Carlos Agostinho do Rosário er premierminister siden januar 2015. Folkeforsamlingen er landets øverste politiske organ og har 250 pladser.

Nationaldag: 25. juni (Uafhængighed, 1975)

Væbnede styrker: 10.000 (2003)

 

Byen Sofala tæt ved det nuværende Beira blev grundlagt af shirazierne i slutningen af det 10. århundrede. Den blev samlingspunkt for de to højeste civilisationer udviklet i Afrika: Den muslimske og handelsorienterede kultur der blev udviklet på Afrikas østkyst og den metallurgiske og animistiske kultur der blev udviklet i Zimbabwe. Som for andre civilisationer på kontinentet blev tilstedeværelsen af portugiserne langs kysten af det nuværende Moçambique ulykkesvanger. Portugisernes ønske om at tilkæmpe sig kontrollen over den omfattende handel med orienten - der gennem århundreder havde bidraget til udviklingen af begge civilisationer - førte til ødelæggelsen af havnebyerne og kvælningen af guldeksporten fra Zimbabwe. Kolonimagten var aldrig i stand til atter at få gang i denne handel. Portugiserne opnåede heller ikke deres andet mål - at bringe guldproduktionen under deres kontrol. Monomotapa der var hersker over karangaerne erklærede sig nok for vasal af Portugal i 1629, men han var en forholdsvis ligegyldig person, hvis rige blot udgjorde en ubetydelig kyststrækning. Adgangen til guldminerne var effektivt spærret af changamiraerne i Zimbabwe.

Portugisisk kolonialisme

Da det lykkedes Zanzíbar at kaste portugiserne på porten, havde de kun slavehandelen tilbage at lave penge på. Forsøgene på at forene Moçambique og Angola over land mislykkedes også gentagne gange. Europæernes kontrol var derfor i realiteten begrænset til en smal kyststribe, hvor hele deres «administration» begrænsede sig til give koncessioner over enorme jordområder til eventyrlystne portugisere og indere, der trængte ind i landet på plyndringsekspeditioner og på jagt efter slaver. Inde i landet oprettede de deres egne regimer, der i realiteten var uafhængige af Portugal. Da England derfor omkring 1890 drog portugisernes kontrol over landet i tvivl og truede med at besætte det, blev portugiserne tvunget til at demonstrere deres effektive kontrol over landet, hvilket skete med magt og først efter flere krige mod de lokale herremænd. Erobringen af det indre af landet var dog først tilendebragt omkring 1920 med besejringen af kong Mokombe i Tete området.

Portugal formåede dog kun at opbygge et kolonistyre ved at overlade store områder direkte til koncessionsselskaber. Disse selskaber var domineret af vesteuropæisk og sydafrikansk kapital. De stod for administrationen og skatteopkrævning, startede te- og sukkerplantager, udøvede et handelsmonopol, igangsatte forskellige former for tvangsarbejde mv.

Efter 1930 overtog den portugisiske stat mere af administrationen, og stimulerede til indvandring fra Portugal. Resultatet af dette var, at ca. halvdelen af jorden i de mest frugtbare provinser blev besat af portugisiske godsejere. Lovgivningen blev endvidere udformet til at udskille retsløse «indfødte». Der blev forsøgt skabt en myte om, at det portugisiske kolonistyre var ikke-racistisk, eftersom afrikanerne på papiret kunne opnå status af «assimilados». Men dette kom aldrig til at gælde mere end 1% af indbyggerne. Næppe nogen anden kolonimagt gik så langt som Portugal for at påtvinge indbyggerne sit sprog, kultur og religion, samtidig med at analfabetisme, spædbarnsdødelighed osv. lå højere end i de fleste andre afrikanske lande. (Se Kolonialisme).

Under Salazars kolonialfascistiske styre i Portugal blev der udformet en doktrin om Portugal og kolonierne som et «selvforsynende fællesskab». Indenfor imperiets arbejdsdeling skulle kolonierne levere billige råvarer - bl.a. gennem tvangsdyrkning af bomuld, som Portugal brugte i sin egen industri eller solgte til højere priser på verdensmarkedet. Til «moderlandet» blev der også overført udenlandsk valuta, hvilket var et resultat af omfattende aftaler med Sydafrika om eksport af afrikanske migrantarbejdere til miner og landbrug i apartheidstaten. Fra 1910 til 1975 var der i gennemsnit konstant 100.000 fra Moçambique, som var på denne form for arbejde. I økonomisk forstand måtte den sydlige del af Moçambique nærmest regnes for en sydafrikansk koloni.

Befrielseskamp

Mod slutningen af 1950'erne voksede kravet om selvstændighed i Moçambique som i de andre koloniområder, og der blev dannet flere eksilbevægelser i nabolandene. Processen vanskeliggjordes af, at Portugal bevidst arbejdede på at spille de forskellige stammer ud mod hinanden. I 1960 blev en spontan og fredelig demonstration for selvstændighed i Mueda angrebet af militæret og 500 dræbt. Året efter besøgte Eduardo Mondlane sit fædreland. Han var på det tidspunkt ansat ved FN. Han overbeviste de forskellige selvstændighedsgrupper om nødvendigheden af at slutte sig sammen. Det skete med dannelsen af FRELIMO den 25. juli 1963 i Tanzania. Den havde aktivister og medlemsorganisationer fra alle regioner og etniske grupper i landet.

Samtidig blev det imidlertid klart, at Portugal selv var for svagt til at vælge en form for «nykolonialistisk afkolonisering» - som f.eks. Frankrig eller England. FRELIMO gik derfor i gang med at forberede væbnet kamp, og efter 2 års hemmelige organisatoriske og politiske forberedelser blev denne indledt den 25. december 64. Mod slutningen af 65 var der regioner i Moçambique, hvor FRELIMO var den eneste autoritet. Gennem resten af 60'erne blev store områder i nord befriet, og der blev her lagt vægt på at opbygge et alternativt samfund, hvor lokalt styre, bedre sundheds- og skolevæsen, landbrugsproduktion til selvforsyning m.m. var omdrejningspunkterne. Politisk mobilisering og materiel fremgang i de befriede områder var uløseligt knyttet til den væbnede befrielseskamp.

I 69 kontrollerede bevægelsen en femtedel af landet. I februar samme år blev Mondlane imidlertid snigmyrdet af agenter i kolonimagtens tjeneste. Det udløste en magtkamp i bevægelsen, mellem på den ene side de der blot anså selvstændigheden som et spørgsmål om at «afrikanisere» den udenlandske dominans, og på den anden side de der gik ind for opbygningen af et nyt folkeligt og demokratisk samfund. Magtkampen blev afgjort, da FRELIMO afholdt sin 2. kongres. Den fandt sted i de befriede zoner, og valgte Samora Moisés Machel til ny formand for bevægelsen.

I starten af 70'erne holdt FRELIMO stand mod en portugisisk militær offensiv - operation «Den gordiske knude» - og åbnede derefter nye fronter og befriede områder i landets centrale dele. Til trods for øget støtte fra NATO blev den portugisiske militærmagt udfordret stadig kraftigere. Det viste sig, at forsøgene på at indhegne 1 million afrikanere i «beskyttede landsbyer» efter nordamerikansk mønster fra Vietnam blot styrkede utilfredsheden i landet yderligere.

1974-75 Befrielse

Sammen med den kamp der blev ført i Angola og Guinea Bissau bidrog FRELIMO's fremgang til sammenbruddet i de militære styrker og statskuppet i Portugal den 25. april 1974. Den nye militærregering indledte forhandlinger med FRELIMO, og forestillede sig i første omgang en nykolonial løsning, hvor kolonierne sammen med «moderlandet» skulle indgå i en føderation. Fascismens sammenbrud behøvede altså ikke at betyde sammenbruddet for kolonialismen. En sådan føderation var i den vestlige kapitals interesse, de fleste portugisiske indbyggere i Moçambique og det gryende afrikanske småborgerskab. Moçambique var gennem 1960'erne blevet af større betydning for den internationale kapital, efter at Portugal havde åbnet op for investeringer i mineraludvinding, industri og energiforsyning. Et eksempel på dette var udbygningen af Cabora Bassa dæmningen - det største vandkraftprojekt i Afrika - med vestlig og sydafrikansk kapital. Men FRELIMO afviste at opgive den væbnede kamp, før landet havde fået reel uafhængighed under FRELIMOs ledelse. Under overgangsregeringen i 1974-75 beholdt bevægelsen sit hovedkvarter i Tanzania, styrkede den politiske mobilisering og opretholdt et højt beredskab mod kupplaner og udenlandsk indblanding. Først den 25. juni 75 proklameredes Moçambiques Folkerepublik. «Kampen fortsætter», erklærede Samora Machel samme dag i henvisning til solidariteten med frihedskæmperne i Zimbabwe og Sydafrika.

Kampen fortsætter

Ved selvstændigheden stod det nye styre overfor en række vanskelige opgaver: Den nye stat skulle bygges op, krigens sår skulle heles, politisk mobilisering og deltagelse skulle sikres, samtidig med at befolkningens grundlæggende behov for mad, sundhed og uddannelse måtte stilles i centrum. Endvidere var det nødvendigt at bryde den økonomiske afhængighed og indlede omdannelsen af det eksisterende produktionsmønster indenfor landbrug og industri. Ved selvstændigheden fandt der desuden en masseflugt sted af europæere - i 1978 var der kun 20.000 ud af 260.000 tilbage - samtidig med at der aktivt blev gennemført økonomisk sabotage.

I denne vanskelige overgangsperiode var det afgørende, at det store flertal forstod og deltog i udviklingsprocessen, og der blev derfor dannet dynamiseringsgrupper (grupos dynamizadores) i landsbyer, i bydele og på arbejdspladserne. Disse fik ikke mindst betydning i den sydlige del af landet, hvor FRELIMO stod langt svagere. Grupperne blev vigtige instrumenter for bl.a. at forklare FRELIMO's politik, opbygge folkemagtens organer, danne kollektivbrug på kolonigodserne, omfordele jorden hvor dette var nødvendigt, modarbejde kriminalitet og prostitution, forbedre sundhedsforholdene, holde øje med og forhindre sabotage, organisere fordelingen af mad og andre forbrugsvarer, når den portugisisk dominerede handel gik i opløsning.

Det blev dannet arbejder- og produktionsråd på fabrikkerne. I løbet af 1977 blev der valgt folkeforsamlinger på alle niveauer fra lokalsamfund til den nationale folkeforsamling. Der blev oprettet administrations- og retsapparater ude i distrikterne, og en vigtig del af studie- og selvhjælpsvirksomheden blev organiseret gennem ungdomsorganisationen (OJM) og kvindeorganisationen (OMM). Hovedansvaret for politisk skoling og revolutionær omdannelse af samfundet blev imidlertid placeret hos FRELIMO, som under sin tredje kongres i 1977 blev omdannet til et parti med marxismen-leninismen som grundlag.

International solidaritet

Samora Machel holdt sit løfte om støtte til befrielseskampene i Zimbabwe og Sydafrika. Det racistiske Ian Smith styre i Zimbabwe (tidligere Rhodesia) havde tidligere benyttet havnene i Moçambique til handel med omverdenen, men FRELIMO lukkede nu for denne handel, selvom landet tidligere havde nydt økonomisk godt af denne transithandel. Samtidig fik partisanerne fra Zimbabwe lov til at oprette baser i Moçambique, hvilket udløste hyppige luftangreb og egentlige invasioner fra det hvide mindretalsstyre i Zimbabwe. Da landet i 1980 havde tilkæmpet sig selvstændighed forandrede det ikke blot det politiske panorama i regionen, men gav også Moçambique håb om atter at få gang i sin økonomi indenfor rammerne af den økonomiske integration, der skulle udfoldes mellem de såkaldte Frontliniestater: Moçambique, Zimbabwe, Malawi, Lesotho og Swaziland.

For atter at få gang i økonomien indledte præsident Samora Machel i marts 80 en politisk fornyelseskampagne, der især havde til formål at standse korruptionen, ineffektiviteten samt bureaukratiseringen i statens organer og virksomheder. Samtidig blev der igangsat en økonomisk udviklingsplan, der forudsatte store investeringer indenfor landbrug, transport og industri. Endelig blev landets politiske strukturer gjort mere dynamiske, FRELIMO blev styrket, og der blev foretaget en mere rationel fordeling af kadrer mellem regeringen og partiet.

1981 Kontrarevolutionen slår til

Alle disse planer blev imidlertid påvirket negativt af det stadig køligere forhold til apartheidregimet i Sydafrika, der ikke blot foretog direkte angreb ind i landet - som ved angrebet på forstaden Matola i Maputo i januar 81 - men som også støttede den kontrarevolutionære bevægelse, RENAMO, der bestod af tilhængere af Salazardiktaturet og lejesoldater. Sydafrikas terroraktioner ind i Moçambique var overvejende rettet mod flygtninge fra apartheidregimet samt ANC og PAC lejre. RENAMO's sabotagehandlinger var rettet mod økonomiske mål og mod at skræmme landbefolkningen.

I slutningen af 82 slog regeringen voldsomt ned på det sorte marked og iværksatte en omfattende militær offensiv mod RENAMO i Gorongosa bjergene. De kontrarevolutionæres vigtigste mål var på dette tidspunkt kollektivlandsbyerne, der var blevet oprettet efter uafhængigheden med det formål at rationalisere den medicinske, tekniske og uddannelsesmæssige støtte.

Efter FRELIMO's 4. kongres i april 83 begyndte man at diskutere ændringer i landets økonomiske politik. Et af de vigtigste emner var mindskningen af støtten til de store landbrugsprojekter mod større støtte til de mindre projekter. Diskussionen af kongressens 8 teser skabte en omfattende mobilisering i basis, der blev opfordret til i højere grad at kontrollere regeringsmedlemmernes aktiviteter. Dette forsøg på politisk revision afspejlede sig i en radikal forandring i sammensætningen af delegerede, der deltog i kongressen. Langt de fleste delegerede var bønder og ifht. den 3. kongres blev antallet af kvindelige delegerede fordoblet.

Ideen om at lægge vægten på opbygningen af mindre landbrugs- og industrielle enheder udsprang af en evaluering af de store statslandbrug. De blev gjort ansvarlige for den overdrevne centralisering, bureaukratisering og økonomiske ineffektivitet.

Fra 1985 trådte Moçambique ind i en kritisk periode. Baggrunden var dels RENAMO's fortsatte terrorangreb, dels tørken der kostede mange husdyr livet - kvægproduktionen faldt 70% - og betød et fald på 25% i kornproduktionen. Sydafrikas slet skjulte støtte til RENAMO blev åbent kritiseret i en tale af præsident Samora Machel, der karakteriserede den som en overtrædelse af Nkomati aftalen mellem de to lande fra marts 84, i følge hvilken de to lande skulle afstå fra at foretage aggressive handlinger mod modparten.

1986 Machel omkommer i flystyrt

Oven i den allerede meget alvorlige økonomiske og militære situation blev landet ramt af en ny tragedie, da præsident Machel den 19. oktober 86 omkom ved en flyulykke på vej hjem fra et topmøde i Zambia. På dette møde havde præsident Kenneth Kaunda fra Zambia, Mobutu Sese Seko fra Zaire, José Eduardo Dos Santos fra Angola og Samora selv diskuteret den fælles indsats overfor Sydafrikas aggression overfor det sydlige Afrikas uafhængige stater og dets støtte til de kontrarevolutionære bevægelser UNITA og RENAMO i hhv. Angola og Moçambique. Flyulykken er endnu uopklaret. Det vides ikke om styrtet var konsekvensen af sabotage, eller om der var tale om et uheld.

Den 3. november udnævnte FRELIMO's centralkomite på et ekstraordinært møde den daværende udenrigsminister Joaquim Chissano til præsident og øverstbefalende for de væbnede styrker.

Året efter begyndte Moçambiques regering at revidere dele af den økonomiske strategi, den havde fulgt siden uafhængigheden i 75. Bl.a. blev der indført en mere fleksibel politik overfor udenlandske investeringer, og de lokale producenter blev opmuntret til øgede investeringer. Det var de første skridt i retning af udviklingen af en blandingsøkonomi, der blev konfirmeret på FRELIMO's 5. kongres i juli 89. På samme kongres opgav partiet marxismen-leninismen som ideologi.

Fredsforhandlinger

I 1990 indledtes der fredsforhandlinger mellem regeringen i Maputo og RENAMO. Det blev muligt, da der blev vedtaget en forfatning, der åbnede op for oprettelsen af flere partier i landet. Etpartisystemet var et af argumenterne fra de kontrarevolutionæres side for gennemførelsen af deres terrorhandlinger.

I oktober 90 erklærede myndighederne i Manica provinsen i undtagelsestilstand. Den var en af landets mest frugtbare, men var som andre regioner i landet ramt af tørken, der allerede havde gjort det af med de fleste af afgrøderne. Tørken var den alvorligste i 40 år og medførte enorme afsavn blandt regionens 300.000 indbyggere. Som følge af situationen bad Joaquim Chissano regeringen om international fødevarebistand. Landet havde brug for over 1 million tons fødevarer for hindre hungersnøden, der var et resultat af tørken og krigen.

I november undertegnede regeringen og RENAMO i Rom en aftaleprotokol om partiernes aktiviteter. Den skulle gå forud for en egentlig anerkendelse af rebellerne som legalt politisk parti. Protokollen skulle samtidig være det første skridt til en egentlig fredsaftale. Den fastslog samtidig retten til ytrings-, informations- og forsamlingsfrihed samt gennemførelsen af valg.

En egentlig fredsaftale var afhængig af refinancieringen af landets udlandsgæld på 1,6 milliarder dollars. Premierminister Machungo erklærede, at landet var offer for den afbrudte bistand fra Sovjet og det tidligere Østeuropa.

Imidlertid fortsatte RENAMO sine terroraktioner, og valget der var blevet aftalt til afholdelse i 91 blev derfor udsat. I marts 91 blev oppositionspartiet PALMO (Moçambiques Liberale og Demokratiske Parti) stiftet. Måneden efter slog et statskup fejl, der var organiseret af en fløj indenfor FRELIMO, der var imod fredsforhandlingerne. I august blev Chissano genvalgt på FRELIMO's 6. kongres, og Feliciano Salamao blev udnævnt til partiets generalsekretær.

Den nye lovgivning omkring politiske partier blev i starten af 92 en af de væsentligste hindringer for fremskridt i fredsforhandlingerne. Chissanoregeringen foreslog i første omgang RENAMO indføjelsen af en speciel paragraf, der skulle garantere dens medlemmers politiske rettigheder, men rebellerne afslog tilbuddet. Den væbnede opposition afviste samtidig kravet om, at der skulle være mindst 100 registrerede medlemmer i hver provins - samt hovedstaden - for at et parti kunne registreres.

1992 Fred

Med Italien som mægler undertegnede Chissano og Afonso Dhlakama fra RENAMO den 4. oktober 92 en fredsaftale, der afsluttede 16 års krig, der havde kostet 1 million dræbte og drevet 5 millioner på flugt. Aftalens vigtigste punkt var opsamlingen af RENAMO's og regeringshærens styrker i bestemte områder og overdragelsen af de to parters våben til en FN fredsstyrke. FN skulle således garantere afvæbningen af de to parter indenfor en 6 måneders periode. Samtidig skulle tropper fra Zimbabwe trækkes tilbage. De havde garanteret forbindelseslinierne mellem dette land og havnene i Moçambique. Aftalen forudså endvidere dannelsen af en ny hær bestående af styrker fra begge parter.

Uoverensstemmelser mellem de to parter førte i december 92 til, at FN's Sikkerhedsråd greb ind og vedtog en fredsplan, der rummede udsendelse af civile observatører og en fredsstyrke på 7.500 soldater. Det første kontingent under ledelse af en brasiliansk general ankom til Maputo i februar 93. De resterende 4.700 soldater fra Bangladesh, Italien, Uruguay, Argentina, Indien, Japan og Portugal ankom i maj.

I februar-marts 93 deltog FRELIMO i fælles militærmanøvrer med USA. Det blev opfattet som en tilnærmelse til vesten, som Moçambique efter sammenbruddet i Østeuropa og Sovjet var ved at blive mere afhængig af.

FN besluttede at udskyde valgene til oktober 94 i håb om at løse de problemer, fredsprocessen havnede i. Efter flere gange at have ændret holdning besluttede RENAMO i sidste ende at deltage i valget, i hvilket Chissano blev genvalgt med 53% af stemmerne. FRELIMO fik 44,3% af stemmerne mod RENAMO's 37,7%.

I marts 95 besluttede Parisklubben (samling af europæiske banker) at bevilge landet 780 millioner dollars til genopbygning. Situationen i landet var forfærdelig med landbrugsproduktionen lagt i ruiner og store landområder oversået med miner.

Gennem 96 bestræbte regeringen sig på at genopbygge tidligere tiders handel med Sydafrika. Investeringer var omdrejningspunktet for atter at få sat gang i den sammenbrudte økonomi. Chissano indgik en aftale med Sydafrikas Nelson Mandela om bosættelsen af tusindvis af sydafrikanske landmænd af europæisk afstamning i et område på 200.000 hektar i den nordlige del af landet. En aftale der blev kritiseret af oppositionen.

Intense regnskyl i 97 drev tusindvis af mennesker på flugt, hvoraf de fleste søgte tilflugt i Malawi. Alligevel bidrog vandet til at sikre produktionen af korn - en af de basale fødevarer og eksportartikler. Imens fortsatte regeringen sit privatiseringsprogram. I midten af året var 900 ud af 1200 statslige virksomheder blevet privatiseret. Inflationen nåede ned på 5,8%. Den laveste siden Verdensbanken og IMF indledte deres overvågning af landets økonomi.

I begyndelsen af 98 havde en koleraepidemi kostet 800 mennesker livet. Sygdommen bredte sig især i syd og i de centrale provinser. En FN rapport fra oktober vurderede, at levealderen i Moçambique var faldet til 47 år. Det skyldes først og fremmest AIDS. Landet er blandt de 9 hårdest ramte lande i Afrika. Uden denne sygdom havde levealderen været 64 år.

De fornyede handelsmæssige relationer med Sydafrika muliggjorde en økonomisk vækst på 11 % i 1999 - en af de højeste i verden. Udsigterne for 2000 var en smule dårligere - under 10 %.

FRELIMO vandt parlaments- og præsidentvalget i december 1999, og Chissano var altså genvalgt som præsident. RENAMO kritiserede regeringen for valgsvindel.

I februar 2000 var de vigtigste långiverlande blevet enige om at give Moçambique 1½ års udsættelse på betalingen af sin udlandsgæld, men efter omfattende oversvømmelser i marts 2000 der berørte hele landet, foreslog Tyskland at stryge landets samlede udlandsgæld på 1½ mia. dollars. Over 1 million mennesker blev fordrevet og over 200 døde som følge af katastrofen.

I november blev journalisten Carlos Cardoso myrdet. Han var redaktør for den uafhængige avis Metical og var i gang med undersøgelsen af korruption indenfor politik og erhvervsliv. Nogle måneder senere blev 6 personer, deriblandt 2 vigtige erhvervsledere anklaget for drabet. Statsanklageren anklagede hele det juridiske system for inkompetence, korruption og magtmisbrug.

UNDP årsrapport fra 2001 placerede Moçambique på en af de sidste pladser for menneskeligt udviklingsindeks (HDI). Landet er samtidig et af dem med lavest kvindedeltagelse i massemedierne.

I begyndelsen af 2002 udviklede malaria sig epidemisk og var den vigtigste dødsårsag på landets hospitaler, der fik omkring 800 patienter ind dagligt. Nogle af de største hospitaler i Maputo måtte placere to syge i hver seng.

I 2002 valgte Frelimo den uafhængige politiker Armando Guebuza som deres kandidat til præsidentvalget i 2004. Chissano afviste at stille op for tredje gang. Samme år erklærede to af de anklagede i retssagen om mordet på journalisten Carlos Cardoso, at præsident Chissanos søn, Nymphine Chissano var indblandet i mordet på Cardoso. Det blev imidlertid afvist af Nymphine. I 2003 indvilgede Brasilien i at bygge en fabrik til produktionen af AIDS medicin, for dermed at reducere de enorme ødelæggelser sygdommen forårsager blandt landets befolkning.

I februar 2004 blev den lutheranske missionær Doraci Edinger myrdet i Nampula i den nordlige del af landet. Han havde allerede været udsat for afpresning efter i slutningen af 2003 at have afsløret en aktiv smuglerring i menneskeorganer i regionen. En gruppe katolske missionærer havde fremlagt lignende anklager for Moçambiques Menneskerettighedsliga. De beskrev hvordan snesevis af børn var forsvundet fra regionen og senere var blevet fundet uden hjerte, øjne, nyrer eller lever. Efter fremsættelsen af anklagerne var også disse missionærer blevet udsat for dødstrusler.

Efter at have gennemført prøver på 1600 børn i Moçambique, kunne videnskabsmænd og farmaceutiske virksomheder i oktober præsentere en mulig vaccine mod malaria. Afprøvningen var den hidtil største gennemført i Afrika, og den skulle bekræfte at det var sikkert at anvende vaccinen ppå 1-4 årige børn. Den multinationale koncern GlaxoSmithKline erklærede, at den kunne have den nye vaccine på markedet inden 2010, og vurderede at prisen ville blive på 10-20 US$ pr. dosis. Koncernens læger slog dog samtidig fast, at det var nødvendigt at gennemføre flere undersøgelser af vaccinens virkning i fremtiden, inden den vil kunne frigives.

Ved præsidentvalget 22. december 2004 blev Frelimos kandidat, Armando Guebuza sejrherre med 64% af stemmerne iflg. den officielle optælling. Alligevel karakteriserede Renamo valget som præget af svindel. Iflg. chefen for EU's valgobservatørkorps, Javier Pomés var processen plaget af en række uregelmæssigheder, selv om han dog ikke mente uregelmæssighederne var tilstrækkelig omfattende til at det ville berettige til en annullering af resultatet. En af uregelmæssighederne bestod i, at antallet at afgivne stemmer ved nogle valgborde oversteg antallet af vælgere på disse bordes lister. Formanden for Renamos valgråd, Antonio Namburete erklærede, at han ikke kunne godkende valgresultatet. Chissano opfordrede til gengæld oppositionen til at indtage sine pladser i parlamentet med «værdighed», og til at give sit bidrag til landets udvikling.

Iflg. ny statistik fra den Interparlamentariske Union (UPI) i starten af 2005, ligger Moçambique med 35% på 2. pladsen efter Rwanda hvad angår kvindelig repræsentation i verdens parlamenter. Det er samtidig et af de få lande i verden hvor statschef- eller premierministerposten varetages af en kvinde. Samtidig består landets regering af 6 kvindelige ministre, 4 viceministre og 2 guvernører.

5 år efter mordet på journalisten Carlos Cardoso, meldte Aníbal «Anibalzinho» dos Santos sig i december 2005. Det skete efter at den anklagede to gange under retssagen på mystisk vis var forsvundet fra fængslet. I januar 2006 blev Anibalzinho idømt 30 års fængsel.

Landet gennemførte i 2006 en pengeombytning, hvor landets valuta Metical fik slettet 3 nuller. Der gik altså 1000 gamle Meticals på én ny.

IMF stillede i februar 2006 spørgsmålstegn ved Moçambiques megaprojekter som Mozal (en aluminiumsfabrik), HCB (et af Afrikas største vandkraftværker) og olieselskabet Sasol. Iflg. IMF var det nødvendigt at styre disse store projekter tæt, for at undgå at de gav anledning til korruption. IMF vurderede samtidig, at eftersom projekterne ligger i specielle økonomiske zoner, vil indtægterne for staten være marginale.

De omfattende regnskyl i de første uger af februar 2007 førte til omfattende oversvømmelser i hele landet. Iflg. beregninger fra FN blev 40.000 hektarer med afgrøder fuldstændig ødelagte, mens mange andre var berørte. Flere hundrede omkom under naturkatastrofen, og 80.000 måtte flygte. I slutningen af samme måned ramte orkanen Fabio Moçambique med en vindstyrke på op til 200km/time. Det forværrede yderligere situationen og øgede antallet af flygtninge til 100.000. Verdensfødevareorganisationen erklærede landet for katastrofeområde og bad verdenssamfundet om katastrofehjælp for at lindre situationen, der allerede var alvorlig i forvejen.

I maj 2009 vedtog parlamentet en ny valglov baseret på erfaringerne fra lokalvalget i 2003. Guebuza blev i oktober genvalgt som præsident med 64% af stemmerne, mens hans modkandidat Afonso Dhlakama fra Renamo fik 32%. Frelimo erobrede 160 pladser i parlamentet, mens en koalition bestående af Renamo og mindre partier erobrede de resterende 90 pladser.

Fra 2009 begyndte portugisere at strømme til Moçambique, på samme måde som de strømmede til Angola: på flugt fra den dybe økonomiske krise i Portugal. Frem til 2003 var over 20.000 emigreret til den tidligere portugisiske koloni.

I september 2010. kom det til protester i provinserne Maputo og Manica mod de stigende fødevarepriser. 14 demonstranter blev dræbt og mere end 400 såret. Politiet forsvarede sig med, at de var løbet tør for gummikugler. 140 blev arresteret for at have opfordret til protesterne, men alle sager måtte droppes pga. mangel på beviser. Som følge af drabene blev indenrigsministeren i oktober fjernet fra posten - og i stedet gjort til landbrugsminister.

Moçambique har gennem mange år været plaget af korruption og bestikkelse. I juli 2011 vedtog regeringen nye love mod bestikkelse, korruption og tyveri af offentlige midler. Det skete efter at 2 ministre de foregående 2 år var blevet dømt for bestikkelse. I marts 2012 blev direktøren for narkotikabekæmpelseskontoret i det sydlige Moçambique, Calisto Alberto Tomo fundet skyldig i tyveri af offentlige midler sammen med kontorets kasserer.

I marts 2012 kom det til et væbnet sammenstød mellem 300 Renamo medlemmer og politi i byen Nampula. Det kostede en dræbt på begge sider. Politiet stormede Renamos hovedkvarter, hvor de 300 mænd allerede i december 2011 var søgt til - tilsyneladende afventende ordrer fra Renamos leder Afonso Dhlakama om protester mod Frelimo regeringen. I oktober truede Dhlakama med at genoptage den væbnede kamp med mindre regeringen gik i dialog. Regeringen nedsatte i november og indledte en dialog med Renamo. I december blev 4 Renamo medlemmer idømt 9 måneders fængsel for skudepisoden i marts og øjeblikkeligt løsladt, eftersom de allerede afsonet deres 9 måneder i varetægt.

I maj valgte parlamentet den tidligere justrisminister José Abudo til Justits Ombudmand. I september blev der valgt 11 medlemmer til den nye Nationale Menneskerettighedskommission.

70-100 Renamo medlemmer bevæbnede med AK-47 automatvåben indtog i januar 2014 deres gamle base i Inhambane. Der kom til kamp med mocambikansk oprørspoliti, hvor 6 af dets medlemmer rblev dræbt. Området var centrum for en af de værste Renamo massakrer under borgerkrigen, da Renamo partisaner i 1987 dræbte 424 indbyggere i byen Homoine.

Parlamentet debatterede i 2014 ændringer i straffeloven, der bl.a. ville fjerne straffen for voldtægt, hvis voldtægtsmanden efterfølgende giftede sig med ofret. Lovforslaget udløste internationale protester.

Præsidentvalget i oktober 2014 blev vundet af FRELIMO's kandidat, Filipe Nyusi med 57% af stemmerne. Renamos Alfonso Dhlakama fik 36,6%. Valgobservatører fra EU karakteriserede valget generelt frit og fair med få uregelmæssigheder, men episoder af vold og intolerance under valgkampen viste, at der fortsat var plads til forbedringer.

Renamos leder Afonso Dhlakama truede i januar 2015 med at splitte landet ved at løsrive den nordlige og centrale del af landet og danne «Republikken Central og Nord-Mocambique». Dhlakama anerkendte ikke resultatet af præsidentvalget i oktober, som han mente var præget af svindel. Det var ikke første gang Dhlakama kom med sådanne bombastiske udtalelser. Det samme var tilfældet ved valget i 2008, men heller ikke dengang blev truslerne ført ud i livet. Renamo fortsatte dog gennem 2015 med at kræve autonomi i de centrale og nordlige dele af landet, hvor partiet mente at have flertal. I april fremsatte det forslag om autonomi i parlamentet, men forslaget blev nedstemt.

I marts blev forfatningsret eksperten Gilles Cistac skudt og dræbt af 4 bevæbnede mænd i Maputo. Cistac var en fremtrædende akademiker og havde offentligt erklæret, at Renamos forslag om autonomi ikke var i strid med forfatningen. Udtalelser der havde udløst kritik fra Frelimos side. Flere hundrede akademikere og studerende gik efterfølgende i demonstration gennem Maputo med krav om opklaring af mordet. Endnu i slutningen af året var det uopklaret.

I september blev Dhlakamas konvoj beskudt da han var på en kampagnetur i Manica provinsen. Hændelsen udløste væbnede sammenstød mellem hæren og Renemo militser. Endnu i slutningen af året var det uklart hvem der stod bag angrebet.

Mens korruptionen er udbredt, er omfanget af menneskerettighedskrænkelserne beherskede. Der finder hvert år en håndfuld tilfælde af vilkårlige arrestationer, grov magtanvendelse eller varetægtsfængsling udover den tilladte periode sted.

A.J. og Guia del Mundo


 

Internet

Index on Africa - relevante links (engelsk)
Nyheder på engelsk (Africa News Online)
Political ressources on the Net (Mozambique)
Amnesty International Annual Report 2016 (engelsk)
Amnesty International landerapporter (engelsk)
Lonely Planet rejseinformation (engelsk)