Kategorier dette opslag er registreret under:
Verden  .  Asien  .  Sydøstasien  .  Vietnam
DatoOpdatering
2013.10.31Opdatering 2013
2015.01.10Årlig opdatering
Indhold
Diskussionsforum
Atlas
Send
Sidst ajourført: 10/1 2016
Læst af: 203.810
Verden  .  Asien  .  Sydøstasien  .  Vietnam
: :
Vietnam
Befolkning78,1 mio.
ValutaDong
Areal331.690 Km2
HovedstadHanoi
Befolkningstæthed235,4 indb./Km2    
HDI placering113    

Dette langstrakte land ligger langs den østlige kyst af den indokinesiske halvø ud til Tonkinbugten og det sydkinesiske hav. Klimaet er tropisk, regnfyldt og landet ligger i monsunbæltet. Vegetationen er præget af regnskov og dets vandveje er veludviklede. Den nordligste del af landet er den mest bjergrige. To store floder munder ud i et delta: I nord Song Koi og i syd Mekong. Størstedelen af befolkningen er beskæftiget i landbruget med ris som det vigtigste produkt. Den nordlige del af landet er rigt på stenkul, brunkul, kul, jern, mangan, bauxit og titanium. De vigtigste industrier findes indenfor minedrift, fødevarer og tekstiler. Fældningen af træer til privat brug og byggeri bidrager til afskovningen, men den vigtigste årsag - især i nord - skyldes Vietnamkrigen, hvor USA anvendte kemiske afløvningsmidler, bl.a. det såkaldte «Agent Orange». Regeringen indledte i 1975 et folkeforflytningsprogram, hvor millioner af nordvietnamesere blev flyttet til landets centrale højtliggende områder, der blev anset for tyndt beboede. Programmet nåede sit højdepunkt i midten af 80'erne og havde store negative konsekvenser for miljøet. Bl.a. blev skoven systematisk fældet i de højere liggende områder.

Folket: Vietnameserne udgør flertallet (90%) af befolkningen. Montagnarderne der består af flere østasiatiske etniske grupper som tho, hoa, thai, khmer, muong og nung samt kinesiske efterkommere udgør den resterende del af befolkningen.

Religion: Overvejende buddhistisk og traditionelle religioner. Der findes omkring 2 millioner katolikker og omkring 3 millioner medlemmer af sekterne hoa-hao og cao-dai.

Sprog: Vietnamesisk (officielt) og etniske minoritetssprog.

Politiske partier: Vietnam Kommunistparti (VKP - Dang Cong San Vietnam) oprettet af Ho Chi Minh i 1931 er ifølge forfatningen «samfundets ledende organisation». Det demokratiske Parti og Socialististparti oprettet i hhv. 1944 og 46 organiserede de intellektuelle og det nationale borgerskab i den antikoloniale kamp.

Sociale organisationer: Vietnams Fagforeningssammenslutning (Tong Cong Doan Vietnam) oprettet i 1946 er den eneste Landsorganisation. Den er tilsluttet Verdensforbundet af Fagforeninger (WFTU). Unionen af vietnamesiske Kvinder er oprettet i 1930.

Officielt navn: Nu'ó'c Công Hòa Xâ Hôi Chu' Nghî'a Viêt Nam.

Administrativ inddeling: 39 provinser inklusive byerne Hanoi, Haiphong og Ho Chi Minh.

Hovedstad: Hanoi, 6.500.000 indb. (2009).

Andre vigtige byer: Ho Chi Minh (tidligere Saigón), 5.566.900 indb. (1995); Haiphong, 1.763.300 indb.; Da-Nhang, 762.800 indb. (2000).

Regering: Etpartistat. Truong Tan Sang, præsident og statschef siden juli 2011. Nguyễn Tấn Dũng, premierminister og regeringschef siden 2006. Nguyen Phu Trong er generalsekretær i kommunistpariet siden januar 2011. Nationalforsamlingen består af 498 medlemmer valgt ved nationale valg. De vælger medlemmerne af statsrådet. Den udøvende magt udøves af Ministerrådet.

Nationaldag: 2. september. Uafhængighed (1945)

Væbnede styrker: 484.000 soldater (2003).

Paramilitære styrker: 5.000.000 (Byernes- og Landområdernes Forsvarsenheder)

 

Kinesisk indflydelse og uafhængighed

Den nordlige del af det nuværende Vietnam blev erobret af Kina i det første århundrede f.v.t. Dette var indledningen til det kinesiske herredømme, der varede i over 1.000 år.

Den kinesiske indflydelse satte et varigt præg på det vietnamesiske samfund. Kina havde en overlegen kultur og civilisation. Kineserne forbedrede landbruget ved bygningen af vandingsanlæg og metalplove og indførte ny teknik i minedriften. De byggede veje og kanaler. Nordvietnam blev gradvist præget kulturelt af kineserne. Den konfutsianske lære og det kinesiske administrative system blev indført.

Under kinesisk styre blev den nordlige del af Vietnam den mest avancerede civilisation i Sydøstasien. Kina ønskede at gøre vietnameserne til kinesere. Men selv om vietnameserne adopterede de vigtigste sider af den kinesiske kultur og civilisation, accepterede de aldrig det kinesiske politiske herredømme.

Nordvietnams historie er i denne periode præget af stadige oprør mod den kinesiske politiske dominans. Men Nordvietnam blev aldrig «konfutsianiseret» på samme måde som Kina. Det buddhistiske indslag var stærkere. I Vietnams centrale dele var den hinduistiske indflydelse stærk, på samme måde som i Kampuchea, der havde herredømmet over hele den sydlige del af Vietnam. Nordvietnam blev selvstændigt i det niende århundrede efter at have besejret de kinesiske hære.

I 1500 tallet begyndte den vietnamesiske ekspansion sydpå. Befolkningstilvæksten førte til mangel på dyrkbar jord. Den sydlige del af Vietnam var frugtbar men tyndt befolket. Saigon blev erobret ca. år 1700, og ved slutningen af 1700 tallet var det der i dag er Vietnam under ét styre, med undtagelse af den sydligste del af Sydvietnam der først blev erobret i 1840.

Men denne voldsomme ekspansion skabte nye problemer. Den stærkt centraliserede administration i Nordvietnam kunne vanskelig opretholdes over dette udstrakte område. Det sydlige område søgte at frigøre sig. Borgerkrige brød ud, og i perioder var Vietnam delt i to stater, omtrent efter den skillelinie der blev den midlertidige grænse mellem Nord- og Sydvietnam. For den videre udvikling var det vigtigt, at Sydvietnam aldrig kom under den faste centraliserede kontrol fra centralmagtens side som Nordvietnam. De lokale guvernører i Sydvietnam havde betydelig autonomi.

Det kinesisk prægede samfundssystem der herskede i Nordvietnam, var allerede i 1100 tallet konsolideret. Kejseren havde absolut magt. Hans magt tilskrev sig et «mandat fra himlen». Landet blev styret af et embedsværk af mandariner, som kun var ansvarlige overfor kejseren. På samme måde som i Kina blev mandarinerne rekrutteret gennem et eksamenssystem efter konfutsianske principper. Principielt kunne alle blive embedsmænd, men kun de velstående havde råd til den lange skolegang, der var en forudsætning for at bestå eksamen.

Der opstod ingen militær kaste med politisk indflydelse, og ej heller et aristokrati med selvstændig politisk magt. Ingen købmandsklasse eller nogen ejendomsbesiddende middelklasse truede mandarinernes magtstilling. De større jordejere blev holdt i skak ved regelmæssige omfordelinger af jorden.

Sydvietnam udviklede aldrig den fasttømrede samfundsstruktur, der herskede i Nordvietnam. Erobringen af Sydvietnam var fuldført i slutningen af 1700 tallet. 100 år senere blev Vietnam koloniseret af Frankrig. I modsætning til Nordvietnam havde Sydvietnam fået stærke civilisations- og kulturimpulser fra hinduismen, og området var i længere tid en del af Kampuchea. Godsejerne havde en stærkere stilling i Sydvietnam. Denne forskel mellem Nord- og Sydvietnam blev forstærket med den franske erobring.

Vietnam som fransk koloni

På samme måde som det kinesiske kejserrige ikke overlevede sammenstødet med den vestlige imperialisme, bukkede også det vietnamesiske samfundssystem under i sammenstødet med Frankrig. Men mens Kina aldrig mistede sin politiske uafhængighed, blev Vietnam koloniseret. Den sydlige del af Vietnam - Cochinkina - blev en egentlig fransk koloni, mens den centrale del (Anam) og Nordvietnam (Tongkin) blev gjort til protektorater. Dette forskel havde mindre politisk og økonomisk betydning.

Erobringen af Vietnam indledtes i 1860 under Napoleon III, og stødte kun på spontan, desorganiseret og dårlig bevæbnet modstand. Alligevel var franskmændene 3 årtier om endelig at besejre denne modstand. For at fjerne den kinesiske kulturelle indflydelse indførte franskmændene «quoc ngu» - et vietnamesisk skriftsprog med latinske bogstaver. Med dette gav de samtidig nationalisterne er stærkt redskab til popularisering af viden og til genskabelse af den nationale kultur. Skriftsproget blev lettere at lære og trykningsomkostningerne lavere end det kinesiske skriftsprog, der indtil da havde været anvendt.

Kolonialiseringens baggrund var, at den franske kapitalisme havde behov for råvarer og nye markeder. Den udvikling der fandt sted under kolonistyret tog udelukkende sigte på at fremme franske interesser. Det gjaldt så vel gummiplantagerne, som minedriften og fødevareproduktionen. Der blev næsten ikke opbygget industri. De store profitter franskmændene høstede blev ikke reinvesteret i det vietnamesiske erhvervsliv. De franske investeringer var koncentreret om produktion til eksport.

Med bygningen af vandingsanlæg blev risarealet firedoblet i perioden 1880-1930, men størstedelen af vietnameserne fik samtidig deres ernæringsstandard forværret. De nye jordarealer blev ikke fordelt blandt de jordløse bønder, men gik til franskmænd og en lille gruppe velhavende vietnamesere, som samarbejdede med franskmændene. På denne måde voksede der en klasse frem af vietnamesiske godsejere, og de styrkede gradvist deres magt ved at de mindre bønder ofte kom i økonomiske vanskeligheder og følgelig måtte pantsætte deres jord til de rige bønder.

Denne udvikling var særlig tydelig i den sydlige del. I Cochinkina ejede 2,5% af befolkningen 45% af jorden, småbønderne der udgjorde 70% ejede kun 15% af jorden. De jordløse bønder udgjorde 50% af befolkningen før anden verdenskrig. Tvangsarbejde var almindelig og arbejdsforholdene i minerne og på gummiplantagerne var så umenneskelige, at der blev protesteret mod dette i den franske nationalforsamling, men uden at forholdene blev synderligt forbedrede.

På grund af fattigdommen blev Vietnam aldrig noget stort marked for franske eksportvarer. Den købekraftige befolkningsgruppe var begrænset til franskmændene og de 7.000 vietnamesiske godsejere.

En begrænset forbrugsvareindustri som bryggerier og cement- og tekstilfabrikker blev udviklet, men vietnameserne blev holdt udenfor den moderne sektor og såvel eksport- og importhandlen som detailhandlen. Disse sektorer var forbeholdt franskmændene og på det lavere niveau kineserne. Det totale antal arbejdere i industrien og minevirksomheden var i 1930 ca. 100.000.

De administrative stillinger var forbeholdt franskmændene, men en del af de lavere stillinger blev gradvist besat med vietnamesere. I 1939 var det kun 15% af de vietnamesiske børn der fik nogen form for skolegang, og 80% af befolkningen var analfabeter. Dette stod i stærk kontrast til den førkoloniale periode, da flertallet af befolkningen besad en vis skrive- og læsefærdighed. I 1939 fandtes der 700 vietnamesiske studenter ud af en befolkning på 20 millioner. Den vietnamesiske befolkning blev ikke blot økonomisk udarmet under kolonitiden. Den blev også sat kulturelt tilbage.

Den katolske kirke spredte under kolonitiden sin indflydelse. Man regner med, at der efter anden verdenskrig var 2-3 millioner katolikker i Vietnam. Dette kom til at få stor betydning efter verdenskrigen.

Det kapitalistiske system der fulgte med kolonimagten blev et fremmedelement i Vietnam, og kapitalismen blev forbundet med udenlandsk undertrykkelse. Franskmændene skabte aldrig nogen virkelig indenlandsk kapitalistisk klasse.

Modstand mod koloniregimet

På samme måde som vietnameserne i sin tid havde kæmpet mod det kinesiske herredømme i landet, kæmpede de også mod den franske kolonimagt. Den franske indflydelse var stærkest i det opsplittede og ikke særligt homogene Sydvietnam, men modstanden mod franskmændene gjorde sig også gældende der. En serie oprør fandt sted, og oprøret i Nordvietnam var først slået ned i 1897. Disse oprør blev overvejende ledet af den gamle embedsmandsklasse - mandarinerne - der ønskede at blive franskmændene kvit for at genskabe det gamle samfund.

Efter århundredskiftet voksede der en ny nationalistisk bevægelse frem, som var positivt indstillet overfor vestlige ideer, videnskab og teknologi. Denne bevægelse var først inspireret af den japanske udvikling, på samme måde som den kinesiske nationale bevægelse omkring århundredskiftet. Efter det kinesiske kejserdømmes fald i 1912, blev Kina den vigtigste inspirationskilde.

Efter første verdenskrig voksede der en bevægelse frem, der søgte at opnå indrømmelser ved at samarbejde med Frankrig, og i Sydvietnam gav franskmændene tilladelse til oprettelse af et politisk parti. En tilsvarende tilladelse blev ikke givet i Nord. Forskellen mellem Nord- og Sydvietnam trådte atter frem. Men denne politiske bevægelse slog fejl. Franskmændene nægtede at give indrømmelser, og i 1930 brød der nye oprør ud.

Allerede gennem 1920'erne var der dukket flere politiske organisationer op. I 1925 havde Ho Chi Minh bl.a. dannet den revolutionære vietnamesiske ungdomsbevægelse, der hurtigt blev den vigtigste blandt de illegale modstandsgrupper. I 1929 blev der i flere dele af landet oprettet marxistisk-leninistiske partier, der året efter blev samlet i Indokinas Kommunistiske Parti af Nguyen Ai Quoc, der senere antog navnet Ho Chi Minh. Senere besluttede partiet, at det ville være mere effektivt at opdele sig i tre dele for hhv. Kampuchea, Laos og Vietnam. Sidstnævnte antog navnet Arbejderpartiet. Det var først ved dets 4. kongres i 1976, at det antog navnet Vietnams Kommunistiske Parti (VKP).

I 1930 brød der som sagt et omfattende bondeoprør ud ledet af kommunistpartiet. En række godsejere blev dræbt, og der blev flere steder oprettet «sovjetområder». Vi ser her en parallel til den tilsvarende udvikling i Kina på det samme tidspunkt. Det tog franskmændene over et år at undertrykke dette oprør. Da Leon Blum dannede sin folkefrontsregering i Frankrig i 1936, skete der en vis liberalisering i Frankrigs kolonipolitik i Vietnam, men efter Blumregeringens fald i 1937, satte undertrykkelsen ind på ny.

I 1930'erne havde kommunistpartiet ikke mindst pga. Pham Van Dong og Vo Nguyen Giaps arbejde, opbygget et netværk af kommunistiske grupper i størstedelen af landet, og kommunistpartiet fremtrådte som den dominerende leder af befrielsesbevægelsen. Den kommunistiske bevægelse stod stærkest i Nordvietnam. Af historiske årsager var gennemslagskraften ikke så stor i Sydvietnam. I denne del var der i mellemkrigstiden sket en stærk vækst i de buddhistisk-politiske og patriotiske sekter Cao Dai og Hoa Hao, der fik op imod en million tilhængere.

Begivenhederne under den anden verdenskrig var af afgørende betydning for den videre udvikling i Vietnam. I 1942 havde Japan besat hele Indokina, men den franske administration fik lov til at fortsætte. Først i marts 1945 afsatte japanerne den franske administration og tog fuld kontrol over landet.

I 1941 fik Ho Chi Minh samlet de forskellige nationale bevægelser i en fælles front under navnet Viet Minh. Chiang Kai-shek søgte fra Kina at skabe en modbevægelse, men dette mislykkedes totalt. Viet Minh organiserede guerillakampen mod Japan, samlede informationer om de japanske militære dispositioner og organiserede redningen af nedskudte nordamerikanske piloter. Med sin kamp mod den japanske besættelse, og sit radikale program formåede Viet Minh at sammensmelte de stærke nationalistiske strømninger i det vietnamesiske folk og den radikale reformbevægelse, og give disse et socialistisk indhold.

Da japanerne kapitulerede, havde Viet Minh en stærk hær og bred folkelig opbakning. Den 18. august 1945 beordrede Ho Chi Minh generalopstand. To uger senere var den revolutionære magt etableret i Hanoi, og republikkens uafhængighed blev proklameret. Herskeren Bao Dao trådte tilbage og tilbød at fungere som rådgiver for det nye styre.

Det kommunistiske parti i Vietnam fuldførte på mange måder den samme opgave, som det kinesiske kommunistparti gjorde i Kina. Men mens de kinesiske kommunister havde fuld kontrol over deres land i 1949, måtte den vietnamesiske befrielsesbevægelse først kæmpe mod Frankrig og senere mod USA indtil den endelige sejr i 1975.

Forhandlinger mellem Frankrig - der kontrollerede den sydlige del af landet - og Ho Chi Minh førte i marts 1946 til en aftale, efter hvilken Frankrig anerkendte Viet Minh regeringen og gav Vietnam status som fri stat indenfor den franske union. Men samtidig var franskmændenes egentlige mål genetableringen af kolonistyret, og i Hanoi var regeringens mål fuldstændig uafhængighed. I juni 1946 proklamerede Frankrigs højkommissær for Indokina, Georges-Thierry d'Angeleu, Cochinkina for en selvstændig republik. Franskmændene ankom derpå for at forene Cochinkina med den nordlige del, udråbte den associerede stat Vietnam og udnævnte den afsatte hersker Bao Dao som statschef. Men Viet Minh overgav sig ikke. Tvært imod gennemførte den en stadig mere effektiv guerillakamp. Efter 9 års kamp sejrede vietnameserne endelig, da de den 7. maj 1954 indtog den franske militærbase Dien Bien Phu.

Samme år blev der i Geneve underskrevet en fredsaftale, efter hvilken franskmændene skulle trække sig ud og der i 1956 skulle gennemføres valg i hele Vietnam. Viet Minh styrkerne skulle samtidig trække sig tilbage til nord for den 17. breddegrad. I syd installerede USA Ngo Dinh Diem regimet i Saigon, opdelte landet og overtrådte Geneveaftalen ved ikke at gennemføre valg. I 1960 sluttede organisationer - demokrater, socialister, nationalister og marxister - der var fjendtligt stemte overfor Diemdiktaturet sig sammen i den nationale befrielsesfront (FNL), også kendt som Vietcong og ledet af advokaten Nguyen Huu Tho. «Den 2. modstandskamp» blev indledt. Denne gang mod de skiftende militærregeringer i Saigon og især mod USA, der støttede, bevæbnede og rådgav dem. I første omgang med rådgivere men senere med tropper, der nåede op på i alt 580.000 i 1969. USA smed flere bomber over Vietnam, end der var blevet kastet under hele 2. verdenskrig og eksperimenterede med kemiske og bakteriologiske våben. (Se Vietnamkrigen.)

Det uafhængige Vietnam

USA's 15 år lange krig mod Vietnam kostede supermagten 150 milliarder dollars, ødelagde 70% af bebyggelsen i nord og gjorde 10 millioner hektarer uanvendelige. Alligevel sejrede Vietnam. Den 30. april 1975 drog Vietcong sejrrigt ind i Saigon og den 2. juli 1976 blev landet genforenet under navnet Den socialistiske vietnamesiske Republik. Folket stod nu overfor en gigantisk opgave. Landet skulle genopbygges efter umenneskelige lidelser og ødelæggelser. Mange millioner var blevet dræbt eller såret. 40% af den dyrkbare jord og skov var ødelagt. Dæmninger der var afgørende for dyrkningen af mad, var bombet i stykker. Store befolkningsgrupper i Nordvietnam var blevet evakueret. Over ti millioner var blevet flygtninge i Sydvietnam. Krigen havde beslaglagt alle ressourcer i Nordvietnam, således at der ikke havde været nogen reel økonomisk vækst i perioden fra 1965 til 1975. I 30 år havde Vietnam været delt i to stater, der havde udviklet vidt forskellige samfundssystemer.

I Nordvietnam havde kommunistpartiet konsolideret sin stilling efter sejren over Frankrig i 1954. Det havde udviklet det mest stabile ledelseslag indenfor den socialistiske verden. Ledelsen omkring den geniale politiker Ho Chi Minh, der var blevet etableret i 1930, havde i modsætning til Sovjetunionen og Kina aldrig oplevet udrensninger. Ingen var blevet anklaget for at være kontrarevolutionære eller følge kapitalistiske veje. Ho Chi Minhs død i 1969 skabte ingen magtstrid.

Allerede under befrielseskampen mod Frankrig var det blevet gennemført jordreformer i de befriede områder. I 1955-56 foregik der en kollektiviseringskampagne. På grund af dens hårdhændede gennemførelse mødte den dog udstrakt modstand. Politikken blev lagt om og uroen blev hurtig overvundet. Lederen af kollektiviseringskampagnen blev forflyttet, men var fortsat med i ledelsen. En betydelig del af industrien, veje, jernbaner, skoler og sygehuse, der var blevet opbygget, blev bombet i stykker af USA. Den nye landbrugspolitik førte frem til 1965 til en betydelig stigning i landbrugsproduktionen, da krigen mod USA for alvor satte ind. Al produktion blev indstillet på at producere de mest nødvendige varer og våben. Nøjsomhed og enkel livsførsel blev normen. Den ubestridte leder Ho levede ikke synderlig anderledes end den gennemsnitlige vietnameser.

Udviklingen i Sydvietnam dannede en skarp kontrast til dette. I syd blev der opbygget et kunstig samfund, baseret på nordamerikanske dollarindsprøjtninger, med en høj luksusstandard for overklassen. Saigonregimets politik var at flytte befolkningen til byerne, for at hindre at guerillaen kunne få støtte i landsbyerne. I 1960 var 85% af Sydvietnams befolkning bønder, i 1975 det reduceret til 35 %. Saigon var svulmet op til en by på 4 millioner. 8 millioner levede direkte af nordamerikanerne. Administrationen og hæren var svulmet op til 1,5 millioner og 3 millioner var arbejdsløse.

Da krigen sluttede led 90% af befolkningen i storbyen Da Nang af syfilis. Saigon havde 100.000 prostituerede og lige så mange narkomaner. Den amerikanske senator Fullbright karakteriserede Sydvietnam som «et land af lejesoldater og prostituerede». Sydvietnams industri var baseret på importerede råvarer, og eksporten dækkede kun 10% af importen. Det nordamerikanske herredømme i Sydvietnam havde skabt en ny klasse af officerer, embedsmænd og sortbørshandlere, der levede højt på USA's bistand.

Sydvietnam måtte så at sige bygges op på nyt. Selv om krigen var vundet, stod kommunistpartiet overfor en næsten lige så vanskelig opgave som at vinde krigen. Saigonregimet havde udryddet størstedelen af de kommunistiske kadrer. I 1975 var der i et distrikt i Saigon blot 15 kommunister, 150 var dræbt og 300 fængslet. Den vigtigste opgave var at få de økonomiske hjul i gang og at flytte en del af bybefolkningen ud på landet.

Genopbygningen af landet efter krigen og integrationen af Nord- og Sydvietnam stødte på langt flere problemer end regeringen i Hanoi havde regnet med. Under krigen havde Nordvietnam fået store kornleveranser fra Kina, og Sydvietnam havde fået fødevarehjælp fra USA. Dette ophørte i 1975. I flere år efter 1975 blev Vietnam ramt af tørke- og oversvømmelseskatastrofer. Fødevareproduktionen var ikke tilstrækkelig til at dække selv et beskedent forbrug.

Kollektiviseringen i syd og oprettelsen af nye landbrugsområder stødte mange steder på modstand, og bureaukratiet virkede på mange områder lammende. På grund af de økonomiske vanskeligheder måtte regeringen lempe på sine socialiserings- og integrationsprogrammer, men samtidig førte de økonomiske problemer og politisk skuffelse til, at et betydeligt antal flygtede fra Sydvietnam. Situationen resulterede i 1976 i en mere omfattende udrensning i partiet - bl.a. af de prokinesiske grupper.

Krig med Kampuchea og Kina

Samtidig var freden endnu ikke fuldt etableret i området. I januar 1979 kom Vietnam i krig med Pol Pot regeringen i Kampuchea (nuværende Cambodia), der krævede betydelige dele af Vietnamesisk område (se Cambodia). Samme år, kort tid efter at Pol Pot regimet var blevet erstattet med Heng Samrin, invaderede Kina den nordlige del af Vietnam. Angiveligt i forsvar for den kinesiske befolkning, der modsatte sig en «vietnamiseringskampagne». Den virkelige årsag var dog, at Kina havde været den styrtede Pol Pots vigtigste alliancepartner. Det kom til nye grænsetræfninger i 1980, men Vietnam havde den militære overlegenhed, og grænsen mellem de to lande forblev uændret.

Kampucheas enhed med det øvrige Indokina betragtes af Vietnam som essentiel for landets egen sikkerhed. Støtten til Heng Samrin regeringen overfor Khmer Rouge, prins Sihanouk og den nationale befrielsesfront var kostbar for Vietnam - både pga. den militære indsats og bistanden af fødevarer. Det blev ikke bedre af, at USA under ledelse af præsident Ronald Reagan i 1981 nedlagde hindringer for bistand fra FN og en nordamerikansk bistandsorganisation.

Allerede på VKP's 4. partikongres i 1976 var målet blevet formuleret om selvforsyning indenfor nøglesektorerne: Indenfor landbruget var målet produktionen af 20 millioner tons gryn - overvejende ris - om året, og indenfor energiproduktionen blev der planlagt opførelse af flere termiske kraftværker. Forbindelserne til Sovjet blev samtidig styrket med undertegnelsen af en aftale om olieeftersøgning.

Økonomisk og politisk krise

Fra 1985 løslod den vietnamesiske regering flere politiske fanger og indledte en tilnærmelsesproces til ASEAN landene og USA i søgen efter løsninger for hele Indokinaregionen. Med USA diskuteredes, hvordan eftersøgningen efter ikke-identificerede nordamerikanske døde soldater kunne organiseres, hvordan vietnamesere der var loyale overfor det styrtede regime kunne sendes i eksil, og hvordan børn af nordamerikanske soldater kunne komme til USA.

Den 11. juli 1986 døde VKP's generalsekretær, Le Duan. Han havde haft denne post siden 1969 og havde været Ho Chi Minhs nære samarbejdspartner. Som hans efterfølger udså partiet den 71 årige Nguyen Van Linh, der havde været Vietcong strateg.

Doi Moi

Van Linh fremsatte et forslag om en «fuldstændig og radikal fornyelse» af det økonomiske og politiske system. Samme år blev der gennemført en fornyelse og omstrukturering af regeringen, forud for offentliggørelsen af en serie økonomiske reformer, der bl.a. tillod fri markedsdannelse for landbrugsprodukter og etableringen af privat handel. Samtidig blev der gennemført love, der åbnede op for udenlandske investeringer, og som gav garantier mod nationalisering af de udenlandske virksomheder. Endvidere blev privat ejendomsret i landbruget tilladt, der blev indført større frihed indenfor kunsten, samtidig med at VKP erklærede, at det ville være mere opmærksom overfor hele samfundets behov, for på denne måde at bremse den korruption, der havde invaderet hele partiet i den periode, hvor det var blevet ledet af Le Duan.

I slutningen af 1988 gennemførte regeringen en række krisetiltag for at bekæmpe inflationen - herunder devaluering af Vietnams valuta - Dong - overfor dollaren. Samtidig var en række virksomheder nødt til at lukke. Afmilitariseringen havde allerede kraftigt øget arbejdsløsheden, og denne nåede nu helt op på 30%. Samtidig førte den alvorlige fødevaresituation til protestdemonstrationer. Den gode rishøst i 1988-89 tillod imidlertid en forbedring af befolkningens levevilkår, og gjorde det samtidig mulig for Vietnam atter at indtræde i gruppen af riseksporterende lande. I slutningen af 1989 eksporterede landet omkring 1 million tons ris til en værdi af ca. 250 millioner dollars. Eksporten gik overvejende til Vestafrika, Philippinerne, Indien, Sri Lanka og Kina.

De politiske omvæltninger i Østeuropa i slutningen af 80'erne blev ikke budt velkommen af VKP, da de førte til interne krav om politisk pluralisme. I mangel på et flerpartisystem manifesterede de kritiske røster sig fra slutningen af 1989 indenfor kommunistpartiet. Nogle sektorer gik ind for en overgang til et politisk pluralistisk og parlamentarisk system. En gruppe med tilnavnet «Klubben af Modstandskæmpere» bestående af revolutionære fra syd, der havde kæmpet mod både franskmænd og nordamerikanere, udtrykte deres utilfredshed, især med regeringens økonomiske politik. Klubben karakteriserede sig selv som en pressionsgruppe indenfor partiet, krævede af dets ledere større fart på gennemførelsen af reformer og indførelse af politiske friheder. Denne gruppes fremtræden kastede lys over landets økonomiske og sociale virkelighed, nemlig at dets mest dynamiske centrum fortsat var byområdet med centrum i Ho Chi Minh byen i syd.

Sammenbrud i Østeuropa

I august beskyldte VKP's centralkomite Vesten for at forsøge at ødelægge den socialistiske verden. Nguyen Van Linh opfordrede til at forkaste borgerlige liberaliseringer, politisk pluralisme og oppositionspartier der står på spræng for at knuse socialismen. Trods dette udfald blev deltagelsen af ikke-kommunistiske kandidater ved valget til Nationalforsamlingen i 1989 tilladt. Og et år senere blev oprettelsen af Sammenslutningen af vietnamesiske Veteraner tilladt. Men denne liberalisering blev fulgt op af en understregning af VKP's fortsatte ledende rolle, ved at adskillige tilhængere af politisk pluralisme på den ene side blev arresteret, og på den anden ved at 18.000 offentligt ansatte blev fyret, anklaget for korruption.

Gennem 1980'erne var der foregået en betydelig «illegal emigration», ved at titusinder af vietnamesere forsøgte at flygte til nabolandene fra Vietnams elendige leveforhold. De vestlige landes modstand mod at tage imod disse flygtninge i større antal, betød at de blev stuvet sammen i overfyldte flygtningelejre. Især i kronkolonien Hong Kong. I 1989 begyndte Storbritannien at deportere dem derfra. Et projekt der først blev indstillet efter internationale protester. Først i 1991 blev repatrieringen genoptaget, da den britiske regering indledte en tvungen hjemsendelse af 64.000 vietnamesiske flygtninge til Vietnam.

I juni 1991 gennemførte VKP sin 7. partikongres. På denne bekræftede det sin opgave for opbygningen af et socialistisk samfund - «det eneste korrekte valg». Samtidig blev Van Linh erstattet af Du Muoi som partiets generalsekretær. Han fortsatte fornyelsesprocessen - kaldet Doi Moi - der var indledt i 1986. Den nye politiske ledelse bestod af 13 medlemmer, og centralkomiteen (CK) blev reduceret til 146 medlemmer - alle udnævnte til forskel fra den tidligere CK med 124 udnævnte og 49 kandidatmedlemmer. Trong My Moa er den første kvinde i landets nye ledelse. Hun indgår i CK's sekretariat på 9 medlemmer. Kvindernes andel af befolkningen er højt ifht. mændenes andel pga. det store antal dræbte som følge af krigen. I aldersgruppen 25-44 år er der 115 kvinder for hver 100 mænd. Dette er et alvorligt problem, da den enlige kvindes sociale status er lavere.

Efter opløsningen af Sovjetunionen bekræftede VKP sin politik om det enhedspolitiske system, men samtidig besluttede det at fortsætte gennemførelsen af en række politiske forandringer. På denne måde blev der gennemført en konsolidering af fornyelsespolitikken, der var indledt med den mere fleksible økonomiske politik, der kom til udtryk i bestræbelserne for udviklingen af en blandingsøkonomi med oprettelse af private virksomheder og udenlandske investeringer.

På initiativ fra FN og de 4 stridende fraktioner i Kampuchea undertegnedes i oktober 1991 en aftale, der fjernede hindringerne for en løsning på kampucheaproblemet. Dette var et nødvendigt skridt for normaliseringen af forbindelserne mellem Kina og Vietnam. Det ideologiske og politiske brud mellem Peking og Moskva i 1963 havde også ført til stigende afstand mellem Vietnam og Kina. Det endelige brud fandt sted i 1979, da det Kina støttede Khmer Rouge regime i Kampuchea blev styrtet med hjælp fra Vietnam.

Vietnams nye forfatning der blev vedtaget i april 1992 tillader opstillingen af uafhængige kandidater ved valgene. Alligevel tilhørte 90% af kandidaterne ved valget i juli VKP. I september udpegede det nye parlament general Le Duc Anh til præsident. Han var premierminister Vo Van Kiets allierede. I november besøgte en komission af senatorer fra USA landet for at diskutere problemet omkring de 2.000 nordamerikanske soldater fra vietnamkrigen, hvis skæbne fortsat var uvis.

Vietnams tigerspring

På det økonomiske område udviste Vietnam i starten af 1990'erne samme tegn på et økonomisk afsæt som sine naboer - de såkaldte «tigerlande». Privatiseringer og liberaliseringen af udenlandske investeringer bragte væksten i bruttonationalproduktet (BNP) op på 8,3% i 1992. Samtidig var eksportvolumet steget 20% fra det foregående år. Efter vietnamesisk standard er en «fattig» familie bestemt ved ikke at kunne købe 13 kg ris pr. person pr. måned. En «sultende» familie er bestemt ved end ikke at kunne købe 8 kg. Samtidig havde den høje økonomiske vækst dog en række negative konsekvenser. Miljøproblemerne forværredes - især i byerne - og statens mindskede kontrol betød en stigning i de sociale problemer som prostitution, korruption og kriminalitet.

Landets udenrigsøkonomi er overvejende afhængig af 2 produkter: Ris og i mindre grad olie. Siden 1989 har Vietnam udviklet sig til at blive den tredjestørste riseksportør efter Thailand og USA. Så længe olieproduktionen endnu ikke har fået en betydelig rolle i landets eksport, gør afhængigheden af et enkelt eksportprodukt landet sårbart overfor de internationale prissvingninger på ris. Og disse priser er faldende, samtidig med at en del af produktionen tabes pga. manglende lagre til opsamling af risen.

Den vigtigste risproduktion foregår i Mekongdeltaet i syd, og dens eksport kommer samtidig specielt syden til gode, og bidrager derved til at forstærke uligevægten mellem de to dele af landet. Med sine mere end 5 millioner indbyggere er Ho Chi Minh byen næsten dobbelt så stor som hovedstaden Hanoi, den er landets økonomiske hovedstad og synes at have lettere ved at tilpasse sig til de nye tider end nord.

Udviklingen af handelen sker i et land, der overvejende er et landbrugsland. 57 millioner ud af 70 millioner vietnamesere lever af landbruget, der fortsat er økonomiens og samfundets rygrad. I konsekvens heraf har regeringen givet bønderne en række goder som lån og langsigtede lejeaftaler, skattesænkninger og ret til arv af jord på op til 3 hektarer. Den private ejendomsret til jorden er dog endnu ikke givet fuldstændig fri. De større bønder anvender i stedet de såkaldte Brugsrettigheder til Jorden, som de kan overdrage, sælge eller udleje.

Endnu i dag mærkes følgerne af flere årtiers krig i landet, med en økonomi der fortsat er orienteret efter krigens behov. Store dele af landet er fortsat lagt øde som følge af anvendelsen af napalm og af afløvningsmidler som «Agent Orange». Infrastrukturen - dvs. telekommunikation, veje og elforsyning - er for først for nyligt genetableret i fuldt omfang efter lån fra Verdensbanken og den Asiatiske Udviklingsbank. Militær våben der endnu ikke er eksploderet - som miner - udgør fortsat et alvorligt problem. Især i landets centrale dele.

I 1993 var BNP pr. indbygger et af de laveste i Asien med 220-350 US$ pr. år. eller ca. en sjettedel af niveauet i Thailand og en tyvendedel af niveauet i Sydkorea. Arbejdsløshed og underbeskæftigelse ligger på 30%, mens den sorte økonomi og smugleriet er tiltagende.

USA's handelsblokade mod Vietnam begyndte at blive afviklet i januar 1993, da en komission af senatorer fra USA konkluderede, at der ikke var tegn på tilstedeværelsen af nordamerikanske krigsfanger i Vietnam. I februar 1994 bekendtgjorde USA's præsident Bill Clinton ophævelsen af handelsblokaden, der havde været i kraft i 19 år.

VKP vender sig fortsat mod politisk liberalisering og har været forsigtig med sin økonomiske liberalisering af frygt for en massiv tilbagevenden af emigranter og den vestlige indflydelse i landet. Alligevel opfordrer premierminister Vo Van Kiet medlemmerne af sin regering til at studere sprog - især engelsk.

Vietnam og USA genoptog formelt de diplomatiske forbindelser i august 1995. Samtidig udtrykte Bill Clinton sin bekymring for de 2.200 nordamerikanske soldaters skæbne, der er meldt savnede i aktion i Sydøstasien. Tilnærmelsen mellem Hanoi og Washington var tydelig i 1996, men førte ikke umiddelbart til en massiv invasion af nordamerikanske virksomheder. Alligevel udtrykte mange multinationale virksomheder deres interesse i det vietnamesiske marked i forhåbning om en fortsat liberalisering af økonomien.

Det socio-økonomiske liv i Vietnam var i 1997 præget af bøndernes fortsatte kamp mod fattigdommen som følge af den økonomiske krise, der har ramt Vietnams nabolande i Sydøstasien. Krisen har samtidig fået partiet til at optrappe sine bestræbelser for inddæmme mulige sociale omvæltninger.

I september blev Tran Duc Luong valgt som ny præsident og Phan Van Khai som ny premierminister. Ifølge observatører udgør de en fortsættelse af deres forgængeres økonomiske linie, men er samtidig en «foryngelse» af partiets lederskab. VKP's centralkomite besluttede i december at udskifte 3 af dets vigtigste figurer: ekspræsident Lê Duc Anh, ekspremierminister Vo Van Kiêt og samtidig blev den civile Le Kha Phieu udnævnt til ny generalsekretær til erstatning for den aldrende leder Du Muoi.

I april 1998 betød tørken der siden januar havde hærget de sydlige provinser ødelæggelsen af 7.000 tusinde hektarer kaffeplantager, samtidig med at 40.000 ud af et samlet areal på 160.000 var i fare for at blive ødelagt, hvis regnen ikke umiddelbart satte ind. Fra den økonomiske åbning i 1980'erne har Vietnam øget sit kaffeareal fra 15 til 260.000 hektar i hele landet. Kaffen eksporteres overvejende til Europa og USA.

Den økonomiske krise der i 1998 ramte regionen bremsede kun svagt væksten i Vietnam, der faldt fra 8,8 % i 1997 til 6,1 % i 1998. Men for at bevare den internationale konkurrenceevne var regeringen tvunget til 2 gange at devaluere landets valuta. De direkte udenlandske investeringer faldt 70 % ifht. året forinden. I september blev Vietnam optaget som medlem af det økonomiske forum for Asien og Stillehavet, APEC.

En tyfon og voldsomme regnskyl i 1998 samt oversvømmelser i 1999 - de værste i årtier som kostede hundreder af døde - berørte landets økonomi negativt. Flere miljøorganisationer slog fast, at konsekvenserne af oversvømmelserne var blevet større pga. den uhæmmede fældning af skovene til kommercielle formål. I en tale til parlamentet bemærkede premierminister Khai, at krisen også skyldtes det lave forbrug, de tiltagende lagre af usælgelige produkter og manglende effektivitet i de statslige virksomheder.

Kommunistpartiet krævede, at en af vicepremierministrene, Ngo Xuan Loc trak sig tilbage, og at den tidligere direktør for nationalbanken, Cao Sy Kiem blev straffet. Begge var under anklage for korruption og svindel.

Undertegnelsen af en grænsedragningsaftale med Kina i december 1998 markerede iflg. begge regeringer «en ny æra» i relationerne mellem de to lande. Forud for aftalen var gået 8 års forhandlinger, og afgørelsen af grænseuenighederne til søs mellem de to lande skal først løses senere.

I april 2000 vendte den afsatte vicepremierminister Ngo Xuan Loc tilbage til regeringen som rådgiver for førsteministeren for produktion, byggeri og transport.

USA's præsident Clinton besøgte i november 2000 Vietnam på et 3 dages officielt besøg. Besøgte markederede en ny fase i normaliseringen af forholdet mellem de to lande, og Clinton lovede bl.a. nordamerikansk bistand til at rydde områder for ikke eksploderet krigsmateriel. Miner, ueksploderede bomber mm. har de seneste 25 år kostet 40.000 livet. I juni 2001 underskrev Tran Duc Luong en historisk aftale med USA under et donormøde i Hanoi. Under samme møde erklærede Verdensbanken sin tilfredshed med «udviklingen af de økonomiske reformer i Vietnam». I december begyndte handelsaftalen der normaliserede forholdet med USA at virke.

I april 2002 blev 59 personer anklaget for banksvindel til en værdi af 100 mio. US$ i Ho Chi Minh byen. Det vurderedes at flere hundrede personer og organisationer var involveret i svindelen, deriblandt dens ofre. Dommen blev af Transparency International betragtet som del af regeringens indsats for at bekæmpe korruption. Vietnam er i forvejen placeret som et af jordens mest korrupte lande.

I maj 2002 forlod Rusland Cam Ranh Bay flådebasen, der var sovjettidens største udenfor Warzawapagten.

Præsident Tran Duc Luong blev i juli 2002 valgt af Nationalforsamlingen til en 2. mandatperiode. Det gav samtidig premierminister Phan Van Khai hans 2. periode.

I juni 2003 blev 6 mafiachefer i Ho Chi Minh byen dømt til døden, deriblandt capoen Nam Cam. Flere regeringsfunktionærer blev idømt lange fængselsstraffe.

I november sejlede et nordamerikansk skib for første gang siden krigen i vietnamesisk farvand nær Ho Chi Minh byen.

I januar 2004 brød fugleinfluenza atter ud i Vietnam (og Thailand). Efter at regeringen i marts meddelte, at sygdommen var udryddet informerede nogle uger senere, at sygdommen atter var dukket op på en gård i den sydlige del af landet. Samme måned kostede sygdommen 16 mennesker livet. Både WHO og FAO opfordrede regeringen til ikke at genåbne kyllingefarmene eller erklære sig fri for sygdommen før den var helt sikker.

I juni henrettedes landets mest fremtrædende mafiachef, Truong Van Cam - i folkemunde kendt som Nam Cam. Han var dømt for bl.a. mord, bestikkelse, narkohandel, prostitution og spekulation. Hans sidste appel om benådning var blevet afslået.

I juli fandt UNHCR over 40 vietnamesiske montagnarder i Cambodias jungle. Menneskerettighedsorganisationer erklærede, at et betydeligt antal montagnarder fortsat lever under jorden i Ratanakiri provinsen i det nordøstlige Cmabodia. Cambodias regering erklærede dem for illegale emigranter og afviste at de kunne få humanitær støtte, men efter pres fra Cambodias kong Norodom Sihanouk, diplomater, humanitære organisationer og UNHCR, fik sidstnævnte lov til at genåbne sit kontor i provinshovedstaden Banlung for at hjælpe montagnarderne.

Iflg. UNHCR var mange montagnarder syge og udmattede efter at have levet i junglen, hvor de manglede mad, vand og klæder. Iflg. Pen Bunna fra Cambodias Menneskerettigheds- og Udviklingssammenslutning (ADHOC) havde montagnarderne overlevet ved at spise blade og svampe. De der var i dårligst forfatning blev sendt til Phnom Penh for at komme under medicinsk behandling.

Montagnardene er i over 30 år blevet forfulgt af de vietnamesiske myndigheder pga. deres samarbejde med USA under krigen. Deres situation forværredes i april 2004 efter at de fredeligt havde demonstreret for jord og religiøse rettigheder.

I november undertegnede Vietnam og Argentina i det argentinske præsidentpalads, Casa Rosada en række handelsaftaler. Den argentiske præsident Néstor Kirchner karakteriserede sin samtale med Tran Duc Luong som «meget berigende» og lovpriste samtidig Vietnams stigende rolle på den internationale scene. Kirchner lagde samtidig vægt på udviklingen af relationerne mellem de to lande.

Vietnam er en forholdsvis ny olieproducent, men lå i 2004 på 3. pladsen i Sydøstasien med en udvinding på 400.000 tønder om dagen. Landet er verdens næststørste riseksportør (efter Thailand) og tredjestørste eksportør af henholsvis cashewnødder og peber.

I Ho Chi Minh City deltog tusinder i april 2005 i den officielle festligholdelse af 30 året for afslutningen på Vietnamkrigen. Premierminister Phan Van Khai erklærede, at sejren den 30. april 1975 «for altid var skrevet ind i nationens historie». Samtidig erkendte han, at landet stod overfor mange udfordringer, at det måtte droppe selvtilfredsheden over fortiden og i stedet kigge mod fremtiden. Som led i festligholdelsen blev over 7.500 fanger løsladt - deriblandt nogle politiske fanger.

Phan Van Khais officielle besøg i USA i juni - det første siden afslutningen af krigen - blev i Vietnam betragtet som en meget positiv begivenhed, der gav landets sociale og økonomiske status et stort skub fremad.

Parlamentet indledte i juni 2006 en tilbundsgående undersøgelse af korruptionen i flere ministerier - deriblandt bestikkelse, nepotisme og illegalt spil. Anklagerne blev især rettet mod transportminister Dao Dinh Binh. Han var trådt tilbage fra ministerposten i april og havde indrømmet korruption. Ligeledes i juni trådte en række aldrende ledere tilbage fra deres poster. Det gjaldt den 72 årige premierminister Phan Van Khai, den 69 årige præsident og statschef Tran Duc Luong, og den 68 årige formand for Nationalforsamlingen Nguyen Van An.

Landet blev i 2007 optaget i WTO efter 8 års forhandlinger.

Den nye premierminister Nguyen Tan Dung omdannede i august 2007 sin regering og lovede økonomiske reformer der i hans ord skulle «gøre en ende på bureaukratiet og korruptionen».

Den økonomiske vækst faldt i 2009 til 3%. Et dramatisk fald fra året inden hvor den var 26%. Et tegn på at den globale økonomiske krise også ramte Vietnam. I 2010 nåede væksten op på 6,5%, men til gengæld oversteg inflationen 10%, og landets valuta blev alene det år devalueret 3 gange.

Kommunistpartiet vandt ved valget til Nationalforsamlingen i maj 2011 458 af parlamentets 500 pladser. Uafhængige kandidater fik de resterende 42.

I juli 2011 valgte Nationalforsamlingen Truong Tan Sang til ny præsident. Han havde siden 1996 været medlem af kommunistpartiets eksekutivkomite. I juli 2013 mødtes han med USA's præsident Obama for bl.a. at diskutere bilateral samhandel mellem de to lande.

2012 var præget af spændinger i kommunistpartiet mellem præsidentens og premierministerens fløj. Premierministeren måtte offentligt undskylde for dårlig håndtering af økonomien, hvilken havde ført til høj inflation og gæld. Parallelt hermed gennemførtes en kritik og selvkritikkampagne.

Trods begrænsninger i ytringsfriheden og et større antal politiske fanger erklærede landet, at det ville søge sæde i FN Menneskerettighedsråd i 2014-16.

Den umådeligt populære general Vo Nguyen Giap døde i efteråret 2013. Generalen havde efter sin sejr over franskmændene i 1953 indtaget en særstilling i både hær og kommunistparti og det gav ham samtidig immunitet når han lejlighedsvis kritiserede sit parti.

Den danske udenrigsminister villy Søvndal besøgte i marts 2013 Vietnam.

USA lempede i oktober 2013 sine nukleare handelsrestriktioner overfor Vietnam. Supermagten underskrev en aftale, hvorefter den vil levere atombrændsel og -teknologi til Vietnam, der forventes at færddiggøre sit første atomkraftværk i 2014 - opført i samarbejde med Rusland. I oktober 2014 meddelte USA, at det ville lempe sine restriktioner mod salg af våben til Vietnam. Supermagten oplever at dens konkurrenter i stigende grad løber med ordrerne til det lukrative vietnamesiske marked.

En ny forfatning trådte i kraft i november efter en hidtil uset - men dog stærkt kontrolleret - folkelig debat om forfatningsudkastet, der strakte sig over 9 måneder. Den ny forfatning tillader i generelle vendinger ytrings og forsamlingsfrihed, men åbner samtidig op for begrænsninger i disse friheder gennem paragraffer i de almindelige love. Kun i begrænset omfang garanteres retten til fair retssager. Landet underskrev FN konventionen mod tortur i november og Nationalforsamlingen ratificerede underskriften et år senere. Landets nye forfatning forbyder tortur, men straffeloven mangler præcise beskrivelser af hvad tortur er.

Vietnam blev i februar 2014 underkastet det periodiske eftersyn af menneskerettighederne i landet af FN's Menneskerettighedsråd. Landet valgte at følge 182 af rådets 227 anbefalinger. En langt højere procentdel end f.eks. Danmark. Vietnam var i januar blev valgt til at sidde som medlem af rådet for en to årig periode.

Den territoriale konflikt mellem Vietnam og Kina spidsede til i maj da Kina flyttede en olieboreplatform ind i et omstridt farvand. Hændelsen udløste voldsomme demonstrationer blandt titusinder af vietnamesiske arbejdere, der gik til angreb på ikke blot kinesisk men også sydkoreansk, taiwanesisk og japansk ejede febrikker. Et ukendt antal arbejdere blev dræbt eller såret. 700 blev arresteret for deres deltagelse i protesterne.

6 dissidenter blev løsladt i april og juni. Derefter sad der 60 samvittighedsfanger i landets fængsler. Imellem dem var der mange bloggere, der var blevet dømt for at sprede «falske informationer» på internettet, men blandt de fængslede fandtes også arbejder- og bonde aktivister, samt religiøse og politiske aktivister. Der fandt fortsat spontane voldelige angreb sted på dissidenter på fri fod, gennemført af grupper af mænd der formodedes at stå i forbindelse med sikkerhedspolitiet. Angrebene havde med andre ord til formål at intimidere aktivisterne.

Vietnams økonomi voksede i 2014 med 6%. Lidt mindre end dets sydøstasiatiske naboer, men dog langt over vestligt niveau.

A.J. og Guia del Mundo


 

Internet

Dansk Vietnamesisk Forening (DVF)
Vietnams KP WEB site (engelsk)
Lonely Planet rejseinformation (engelsk)
Political ressources on the Net (Vietnam)
Amnesty International Annual Report 2015 (engelsk)
Amnesty International landerapporter (engelsk)